30.10.2013

Er det vigtigst at beskytte religion og religiøse mennesker mod krænkende og hadefulde udtalelser, eller er det vigtigst at beskytte ytringsfriheden mod undertrykkelse og restriktiv lovgivning? Det er et spørgsmål, der i det seneste årti er blevet diskuteret intenst i FN, ofte med de vestlige lande på den ene side, anført af USA og EU, og de muslimske lande på den anden side, anført af Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC).

PERSPEKTIV af Marie Juul Petersen


I 1999 introducerede OIC, anført af Pakistan, en FN-resolution, der havde til formål at forbyde krænkelse af religioner. Resolutionen fik titlen Defamation of religions og blev den første i en lang række af lignende resolutioner, som alle sigtede mod at forbyde religionskrænkende udtalelser, der ”opmuntrede til diskrimination, ekstremisme og vrangbilleder, som kan lede til polarisering og splittelse med farlige og uforudsete konsekvenser”, som det hed i 2010-resolutionen. For OIC’s medlemslande var disse resolutioner et nødvendigt skridt i kampen mod den vestlige verdens stigende islamofobi, som de så udtrykt eksempelvis i de famøse Muhammed-tegninger og i det schweiziske forbud mod minareter. Som den syriske repræsentant i FN sagde under resolutionsforhandlingerne i 2009: ”I realiteten handler religionskrænkelse om at ramme muslimer.”

Mange vestlige lande stemte imod resolutionerne og mente at de bidrog til at underminere ytringsfriheden og opmuntrede til udbredelsen af blasfemilove. ”Menneskerettighedslovgivningen har aldrig beskyttet og skal heller ikke beskytte religioner,” sagde EU’s repræsentant, Jean-Baptiste Mattei. USA var også en højlydt kritiker af resolutionerne: ”Vi er ikke enige i, at forbud mod visse ytringer er måden, hvorpå man bedst fremmer tolerance,” sagde USA’s repræsentant, Eileen Donahoe, i 2010. ”Vi ser hele tiden eksempler på, at religionskrænkelses-begrebet bruges til at retfærdiggøre censur, kriminalisering og i nogen tilfælde voldelige og endda dødelige angreb på politiske, etniske og religiøse mindretal rundt omkring i verden.”

Nye tider?
Efter i mere end ti år at have diskuteret OIC’s årlige resolutioner om religionskrænkelse uden at nå til enighed skete der i marts 2011 noget ganske uventet. Frem for at præsentere sin egen resolution indgik OIC et samarbejde med EU og USA, og i fællesskab formulerede man en resolution, der ikke nævnte religionskrænkelse med et ord, men i stedet talte om at bekæmpe diskrimination og opfordringer til vold mod religiøse personer. Resolutionen fik titlen Combating Intolerance, Negative Stereotyping and Stigmatization of, and Discrimination, Incitement to Violence, and Violence against Person Based on Religion and Belief (i daglig tale blot Resolution 16/18).

Resolution 16/18 blev hyldet af både de vestlige lande og OIC som et gennembrud og et tegn på nye tider. USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton sagde, at den havde bragt en ende på ”ti års opsplittende debat, hvor folk ikke længere lyttede til hinanden.” Og OIC’s generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu kaldte resolutionen for ”et pragteksempel på samarbejdet mellem OIC, USA og EU”.

Men markerer Resolution 16/18 virkelig afslutningen på den årelange konflikt mellem OIC og den vestlige verden? I juni afholdt man et møde i FN i Geneve for at tale om, hvordan resolutionen bedst implementeres. Diskussionerne til mødet viste med al tydelighed, at gamle uenigheder lurer lige under de fine ords overflade. Terminologien er ganske vist skiftet fra ’religionskrænkelse’ til ’diskrimination og opfordringer til vold’, men skillelinjerne, argumenterne og indimellem endda også personerne er de samme som før. USA’s repræsentant til mødet, Michael G. Kozak, bemærkede med slet skjult frustration: ”Jeg tror efterhånden at Ambassadør Akram, Ambassadør Jazairi, Hr. Attiya og jeg selv kan spille hinandens roller ganske godt, eftersom vi kan hinandens pointer udenad.”

Ytringsfrihed eller forbud?
For mange vestlige lande er implementeringen af Resolution 16/18 først og fremmest et spørgsmål om at bekæmpe religiøs intolerance, hadefulde ytringer og diskrimination gennem en styrkelse af ytringsfrihedens vilkår. De peger især på det afsnit i teksten, hvori der står, at resolutionen ”bekræfter den positive rolle, som udøvelsen af retten til ytringsfrihed og den fulde respekt for friheden til at søge, modtage og bibringe information kan spille i at styrke demokrati og bekæmpe religiøs intolerance”. Som Donahoe formulerede det: ”Ord kan gøre skade, men de kan også gøre godt.” Kozak supplerede: ”Vi har haft blasfemilove, vi har haft forbud mod regeringskritik, og vi har lært lektien: Når man lukker for muligheden for fredelig debat bliver løsningen vold.”

For OIC’s medlemslande er forbud mod hadefulde ytringer og opfordringer til vold imidlertid af afgørende betydning for implementeringen af Resolution 16/18. Ja, Zamir Akram, som er Pakistans FN-repræsentant og koordinator af OIC’s menneskerettighedsgruppe i Geneve gik endda så vidt som til at kalde spørgsmålet om lovgivning for ”resolutionens omdrejningspunkt og formålet med hele mødet”. Ifølge flere OIC-lande må beskyttelsen af religiøse personer (og i nogle tilfælde også religiøse figurer, steder og symboler) prioriteres over beskyttelsen af ytringsfriheden. ”Den største fare i dag er ikke begrænsninger af ytringsfriheden – det er snarere straffrihed for hadefulde ytringer,” sagde ambassadør Idriss Jazairi, som er tidligere FN-repræsentant for Algeriet.

Hvor USA og andre vestlige lande argumenterede for, at forbud mod hadefulde ytringer kun skulle gælde udtalelser, der ”har til formål at fremprovokere vold, sandsynligvis vil resultere i vold, og sandsynligvis vil resultere i øjeblikkelig vold”, havde flere OIC-lande, anført af ambassadør Akram, en noget bredere fortolkning. Ifølge Akram skal der lovgives ikke bare imod øjeblikkelig vold, men også imod hadefulde opfordringer til diskrimination, fjendtlighed og vold generelt. Akram så de famøse Muhammed-tegninger som et klart eksempel på dette – og som sådan er det svært at skelne hans forbud mod hadefulde ytringer fra tidligere resolutioners forbud mod religionskrænkelser. Jazairi støttede denne fortolkning og henviste til eksisterende lovgivning om anti-semitisme i flere europæiske lande: ”Hvis europæiske lande kan forbyde anti-semitiske udtalelser, hvorfor kan de så ikke også forbyde islamofobiske udtalelser?”

Er islamofobi vor tids største udfordring?
Udtalelser som Jazairis peger på en anden vigtig uenighed blandt deltagerne til mødet. Det handler ikke bare om, hvordan man skal beskytte religiøse mennesker mod diskrimination, hadefulde ytringer og intolerance, men i lige så høj grad om, hvem det er, man skal beskytte. Ifølge Pakistan, Algeriet, Egypten og andre OIC-lande er islamofobi vor tids største trussel. Hvor USA, sammen med flere europæiske lande, åbent anerkendte eksistensen af islamofobi i Vesten og kom med konkrete eksempler på, hvordan man forsøger at dæmme op for disse tendenser, understregede de også nødvendigheden af at have andre problemer for øje.

”Der er blodigere og mere alvorlige eksempler rundt omkring i verden,” sagde den italienske repræsentant. Koptere i Egypten, ateister i Bangladesh, shia-muslimer i Pakistan og mange andre mindretal er ofre for langt værre menneskerettighedskrænkelser, end dem muslimer i Vesten lider under. Men bortset fra den pakistanske repræsentants noget skødesløse anerkendelse af hans eget lands ”enorme udfordringer”, forblev flertallet af OIC-landenes repræsentanter tavse i diskussionen af sådanne emner.

Flere OIC-lande opfordrede til etableringen af et FN-observatorium til overvågning af Resolution 16/18’s implementering. Rusland påpegede, at der allerede eksisterer et OSCE-observatorium, der holder øje med diskrimination af religiøse mindretal i Europa, Nordamerika og Centralasien, og foreslog at OIC skulle varetage en lignende opgave i egne medlemslande. Dette forslag var der ingen OIC-lande, der kommenterede. Det faktum, at kun seks af OIC’s medlemslande har gjort brug af FN’s eksisterende mekanismer til at rapportere om deres egen implementering af Resolution 16/18 er yderligere bevis på, at OIC primært er interesseret i resolutionen som et redskab i kampen mod vestlig islamofobi – og ikke som et redskab til at bekæmpe intolerance, diskrimination og hadefylde ytringer mod religiøse mindretal mere generelt. Hverken Pakistan, Algeriet eller Egypten – som på mødet var nogle af de mest højlydte kritikere af vestlig islamofobi – er forøvrigt blandt de lande, som har rapporteret til FN.

Vejen frem
Resolution 16/18 er en ikke-bindende resolution uden sanktionsinstrumenter, og som sådan er der en høj risiko for, at den ender i bunken af glemte FN-dokumenter for kun at blive støvet af til de årlige genforhandlinger. Hvis resolutionen skal bidrage til en reel forbedring af forholdene for verdens religiøse mindretal er det derfor afgørende, at Istanbul-processen lykkes med at motivere, forpligte og fastholde alle parter på resolutionens virkeliggørelse.

Skal det lykkes, kræver det dog, at ikke bare de vestlige lande, men også OIC’s medlemslande engagerer sig i dialogen, åbent præsenterer egne problemer og bidrager til at identificere konkrete løsninger, der kan styrke beskyttelsen af religiøse mindretal mod diskrimination. I OIC’s invitation til mødet i Geneve stod der, at mødet skulle ”tillægge alle parters interesser og bekymringer lige stor betydning”. Til trods for sådanne gode intentioner viste OIC’s medlemslande ingen vilje til at lytte til andre, ej heller til at åbne op for selvkritik og diskussion af problemer i egne rækker. Denne uvilje til at indgå i en ligeværdig dialog er måske en langt større trussel mod Resolution 16/18 end uenighederne om, hvilken rolle lovgivning skal spille i kampen mod religiøs intolerance. Uenigheder, selv de mest grundlæggende og principielle af slagsen, kan overvindes og kompromiser kan indgås – men kun hvis de stridende parter går ind i diskussionen med en vilje til at lytte, lære og se indad.

Der er uden tvivl folk i OIC, som er villige til at gøre netop det. Ufuk Gokcen, OIC’s FN-repræsentant i New York, siger f.eks., at ”selvom bekymringer over islamofobi er ganske legitime og berettigede, ville det give muslimske aktivister og grupper større troværdighed, hvis de behandlede alle former for uretfærdighed og diskrimination med den samme uopsættelighed og omhu”. Andre OIC-repræsentanter har også understreget behovet for selvkritik blandt organisationens medlemslande, og flere har udtalt at de håber OIC’s nyligt etablerede menneskerettighedskommission kan spille en rolle i dette.

Som menneskerettighedskommissionens forkvinde, Siti Ruhaini Dzuhayatin, har sagt, kan kommissionen blive et forum for konstruktiv erfaringsudveksling blandt OIC’s medlemslande – hvis de altså vil. I november afholdes det næste møde i Istanbul-processen. Hvis der skal komme noget ud af mødet – og af Resolution 16/18 – må organisationen opmuntre sådanne stemmer til at tage ordet i stedet for at lade stater som Pakistan, Algeriet og Egypten sætte dagsordenen.

KILDER:
Artiklen er baseret på egne observationer og interviews under mødet i Geneve d. 19. til 21. juni 2013 samt følgende artikler:
– Durban Ad-Hoc Committee: Day 4, UN Watch, 23.10.2009, http://blog.unwatch.org/?p=497#more-497
– Human Rights Council adopts six resolutions and one decision on discrimination against women and freedom of expression among others, UN press release, 02.10.2009, http://www.unhchr.ch/huricane/huricane.nsf/0/6A69FF0F95283CE7C12576430046793B?opendocument
– Religious Tolerance Resolution Backed by Obama Administration Aligns with Islamic Bloc’s Interests, CNS News, 16.12.2011, http://cnsnews.com/news/article/religious-tolerance-resolution-backed-obama-administration-aligns-islamic-bloc-s
– Statement by the US on the Way Forward with the Istanbul Process, Humanrights.gov, 21.06.2013, http://www.humanrights.gov/2013/06/28/statement-by-the-u-s-on-the-way-forward-with-the-istanbul-process-progress/
– UN rights body passes Islamophobia resolution, Al Arabiya, 25.03.2010, http://www.alarabiya.net/articles/2010/03/25/104041.html


Marie Juul Petersen er Ph.D. i religionssociologi fra Københavns Universitet og postdoc ved Institut for Menneskerettigheder. ILLUSTRATION: International islamofobi-konference (foto: OIC).