“Det gik galt, da politikken blev afideologiseret”Anne Vang og Ritt Bjerregaard om S i 2008

“Det gik galt, da politikken blev afideologiseret”
Anne Vang og Ritt Bjerregaard om S i 2008

28.06.2015

.

“Hvis der ikke er nogen klar fordelingspolitisk eller politisk-økonomisk forskel på højre og venstre, så er det klart, at andre spørgsmål bliver afgørende for den politiske stillingtagen. I realiteten har Socialdemokraterne selv banet vejen for den nationalisme og den populisme, som socialdemokratierne over hele Europa endte med at blive rystet af.”

I januar 2008 var Københavns Overborgmester Ritt Bjerregaard blandt initiativtagerne til „Den Røde Skole“, en serie debatmøder om Socialdemokraternes fremtid efter valgnederlaget i november 2007. Til RÆSON5, der udkom i november 2008, bidrog hun og partiets ordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Anne Vang, med denne analyse under titlen “Vendepunktet”:



________

Det gik galt, da politikken blev afideologiseret: Den tredje Vej gjorde det uklart, hvad det var, socialdemokraterne ville. Man ville finde en kurs mellem højre og venstre. Det er en håbløs forestilling. Essensen i en ny socialdemokratisk strategi bliver nødt til at være et opgør med en bureaukratisk politikform, der i sidste ende skaber politisk apati og som reducerer politik til en privilegeret del af underholdningsindustrien.

„Vi må spørge os selv: er der noget mere udefinerbart og grundlæggende galt med Europas venstrefløj? Er der noget i de programmer, man forsøger at lægge frem, man simpelthen overser? Alle venstrepartier har kæmpet hårdt for at finde et dækkende modsvar til vælgernes største bekymringer i tiden – migration, kriminalitet, terrorisme og undermineringen af den nationale identitet. Det er de områder, der er direkte skyld i socialdemokraternes valgnederlag selv i lande, hvor de har stået stærkt – i Skandinavien for eksempel. Højrefløjen kan fremføre klare „løsninger“ på de problemer – som nationalisme – der vil være helt utænkelige for nogen på venstrefløjen. Jeg havde håbet, at Gordon Brown havde et svar til de europæiske socialdemokrater. Et nyt program, der ville inspirere venstrefløjen langt ud over Storbritanniens grænser – ligesom Tony Blair gjorde, da han dannede regering i 1997. Men det er klart nu, at selv om Brown skulle klare den i Storbritannien, kommer han ikke til at inspirere nogen. Han kommer ikke til at formulere det nye ideologiske program, som centrum-venstre har desperat brug for. Al reformiveren og al initiativ kommer fra højrefløjen, og jeg kan ikke se, hvordan det skal ændre sig med den nuværende generation af politikere.”

– Anthony Giddens i Information 17. maj 2008

OVENSTÅENDE er sagt af en af den moderne socialdemokratismes store ideologer, sociologen, der skrev bogen „Den Tredje Vej“ og dermed navngav den stærkeste politiske bevægelse på venstrefløjen i nyere tid. Det er, som om han ikke selv kan undgå spørgsmålet: Hvad så jeg forkert? Hvor gik jeg galt?

Lad os forsøge med et svar: Det gik galt, da politikken blev afideologiseret. Den Tredje Vej gjorde det uklart, hvad det var socialdemokraterne ville. Det var uklart, hvad de særlige, socialdemokratiske værdier var. Mere end noget andet består en politisk bevægelse i værdier og mål. Alt for ofte karakteriserer danskerne deres socialdemokrati som et parti, hvis mål ligger bag dem, som en politik der er realiseret. Og for mange fremstår liste A derfor som et fastholdelsesparti – en konservatisme.

Den Tredje Vej repræsenterer en periode, hvor socialdemokratiske regeringer ledte efter værktøjer udenfor den traditionelle værktøjskasse til at løse de problemer i det moderne samfund, man hidtil ikke havde håndteret. Man ledte på markedet og i den selvorganiserende del af økonomien efter nye svar på gamle problemer. Man var villig til at fortsætte en internalisering af markeds-logikker i den offentlige sektor. Samtidig forsøgte man at adressere problemer, der ellers var rejst af den borgerlige del af det politiske spektrum. Det var under Den Tredje Vej, at Socialdemokraterne udviklede en reel erhvervspolitik. Og en god del af de erfaringer, man inddrog fra markedstænkningen, blev brugt til at håndtere eksempelvis effektivitetsspørgsmål i den offentlige sektor – en dagsorden, man også på venstrefløjen var nødt til at håndtere. Den Tredje Vej bragte centrum-venstre videre, fremad.

Men indbygget i den tænkning var også nogle ideer som gør, at centrum-venstre både i Danmark og andre steder er trængt.

Den Tredje Vej var billedet på en kurs mellem højre og venstre. Det er en håbløs forestilling at tro, at der findes en politisk vej hinsides de to positioner. Politik er en konflikt mellem interesser, og postulatet om, at det kan være anderledes, er et bedrag. Det er den med, at når de andre siger, at vi er i samme båd, kan du være sikker på, at det er dig, der skal ro. Interessekonflikterne er selvfølgelig mere uklare efter murens fald og dermed klassesamfundets formelle død. Det ændrer ikke på, at højre og venstre både varetager forskellige menneskers interesser og gør det på højst forskellig måde.

 

Ikke-ideologisk politik er ikke politik, det er administration
____________________

 

En venstrefløj i krise

Den åndelige krise, der plager de europæiske socialdemokrater, skyldes måske mere end noget andet det tab af selvforståelse og mål, som skyldes Den Tredje Vejs forestilling om ikke-ideologisk politik. Ikke-ideologisk politik er ikke politik, det er administration.

Klasseforhold former ikke længere den politiske bevidsthed på samme entydige måde som før. Det betyder ikke, at man ikke kan tale om klasser eller interesser, blot er den politiske overbygning, der engang var på de socioøkonomiske grupperinger, blevet langt mere diffus. Det betyder, at de progressive værdier og visioner skal italesættes langt klarere på bekostning af en teknokratisk politikform, der bidrog til at udviske forskellene.

Derfor hed det initiativ, som vi også bidrog til i København, Den Røde Skole – vi tog farven rød frem igen, fordi den symboliserer det, venstrefløjen har brug for at minde sig selv om, for igen at genvinde fodfæstet. Farven signalerer social indignation og vilje til forandringer, og forbedringer skabt igennem fællesskabet. Er man rød, vil man lave noget om.

Vi må bruge flere kræfter på at forklare, hvad det er for et samfund vi vil, og hvad det er vi vil ændre. Et parti er ikke stærkere end sine ideer og sin evne til at svare på sin tids problemer.

Det primære bånd
Den Tredje Vej forsøgte at nedlægge diskussionen om den økonomiske politik og diskussionen om markedets rolle i samfundet. Men konklusionen her – efter at Den Tredje Vejs sejrrige epoke i halvfemserne er slut – er at socialdemokraterne og venstrefløjen næsten er slået omkuld overalt i Europa. Selv chefideolog Anthony Giddens efterlyser nye visioner til at afløse et træt og nedslidt tankesæt. I Tyskland er SPDs medlemstal faldet med en tredjedel de sidste 10 år. I Danmark er Socialdemokraterne gået fra at være et tredjedelsparti til et fjerdedelsparti. Ved forsommerens lokalvalg i England fik De Konservative godt 44 % af stemmerne, De Liberale Demokrater 25% og Labour kun 24%. Labour blev det trediestørste parti i et land, der nationalt er et de facto to-parti-system.

Hvis der ikke er nogen klar fordelingspolitisk eller politisk-økonomisk forskel på højre og venstre, så er det klart, at andre spørgsmål bliver afgørende for den politiske stillingtagen. I realiteten har Socialdemokraterne selv banet vejen for den nationalisme og den populisme, som socialdemokratierne over hele Europa endte med at blive rystet af.

Traditionelt har forbindelsen mellem Socialdemokraterne og deres vælgerkorps bestået i, at man stod som den primære garant for den danske lønmodtagers (arbejders) økonomiske interesser. Socialdemokratiet var et parti for arbejderklassen – der modsat kommunisterne først og fremmest var demokratisk. Det øjeblik, de store lønmodtagergrupper ikke længere klart kunne se, hvorledes det gamle arbejderparti varetog deres økonomiske interesser på en anden måde end højrefløjen, ville det primære bånd blive svækket.

Det betyder ikke, at man på nogen som helst måde kan sige, at Socialdemokraterne egentlig har svigtet de mennesker, man repræsenterede. Det ville være urimeligt. På bundlinjen blev mulighederne for danskerne op igennem halvfemserne flere og større. Og den kløgt, hvormed samfundet blev fremtidssikret gennem eksempelvis arbejdsmarkedspensioner og investeringer i uddannelse, har i særdeleshed været de dårligst stillede danskere og lønmodtagerne til gavn. Men for den enkelte borger stod forskellene udviskede, og andre prioriteter tog over.

 

Når man også på venstrefløjen ledte efter værktøjer til forbedring af den offentlige sektor, så brugte man ideer „fra markedet“, og man gik man nogle gange fejl og andre gange for langt i sin fortsættelse af markedslogikker fra 80’ernes borgerlige epoke
____________________

 

Gik vi for langt?
Den Tredje Vej kan beskrives som venstrefløjens gradvise tilnærmelse og accept af markedets fortræffeligheder til at skabe vækst og udvikling. Det var i en periode nødvendigt og i vid udstrækning fornuftigt. Problemet opstod imidlertid de steder, hvor markedet fik forrang.

Når man også på venstrefløjen ledte efter værktøjer til forbedring af den offentlige sektor, så brugte man ideer „fra markedet“, og man gik man nogle gange fejl og andre gange for langt i sin fortsættelse af markedslogikker fra 80’ernes borgerlige epoke. Socialdemokraterne har et reelt medansvar for, at det offentlige arbejdsmarked med det, der hedder New Public Management (NPM), er blevet overbureaukratiseret og utiltrækkende.

Groft sagt er NPM et system, der hviler på antagelsen om, at medarbejdere er utilbøjelige til at følge samme mål som deres ledere, og at de er økonomisk rationelle aktører, der søger at lave mindst muligt for den løn de får. Derfor er ledelsesopgaven fra statsligt hold i stigende grad varetaget ved at opstille meget specifikke mål, som man derefter vil have dokumenteret er opfyldt.

Men forestillingerne i den markedsliberale managementkultur om medarbejderne i den offentlige sektor er forvrøvlede – medarbejderen arbejder oftest mere end krævet, de tager et større ansvar end krævet. Noget nær det værste den offentlige medarbejder kan gøre er „at arbejde efter reglerne“ – så bryder det hele sammen. Den offentlige sektor løser nemlig en lang række ikke særligt specifikke opgaver, som man derfor ikke kan lede med meget specifikke krav. At skabe livskvalitet til vores ældre medborgere er ikke en „produktion“, hvis effektivitet man kan dokumentere med pilletællinger og væskeskemaer.

NPM har introduceret en absurd overadministration og forkerte incitamenter i den offentlige sektor, og det er klart, at venstrefløjens strategi for den offentlige sektor, bliver nødt til at være nytænkende. Ja, kort sagt anderledes.

Kapitalisme med menneskeligt ansigt eller socialisme med kapitalistisk fortegn
Socialdemokratisk tænkning er ideologisk i sit forsæt, men praktisk og pragmatisk i sin metode. Det enkelte menneskes frihed og muligheder er det centrale: Man vil give hvert eneste menneske mere indflydelse og mere magt over sin egen livssituation. Den socialdemokratiske stat har i et århundrede vist, at fællesskabet kan udvide det enkelte menneskes frihed. Den enkleste måde at sige det på er: kollektive løsninger på individets udfordringer. I det ligger der også en moralsk ambition om et menneske, der i sine handlinger er forpligtet ud over sig selv.

Kollektive løsninger udformes af venstrefløjen for at skabe frihed og muligheder til det enkelte menneske, der overladt til sig selv på markedet ville kunne regne med ringere kår. Det har også vist sig som en meget konkurrencedygtig og stærk økonomisk model, fordi opkvalificering, fleksibilitet og begge køns engagement på arbejdsmarkedet har skabt en stærk økonomi med store individuelle færdigheder og meget selvstændige bidrag.

Der er ingen i dag, der tror på, at staten skal stå på kommandobroen af en planøkonomi eller at central planlægning kan håndtere så kompleks en økonomi, som vi lever i. Lige så få af os tror, at protektionisme vil redde arbejdspladser i det lange løb.

Men det er selvfølgelig muligt at sætte menneskers behov forrest. Ser man på de forslag, som stilene fra Den Røde Skole foreslog, så er markedsmetode afløst af en bevægelse, hvor markeder formes af den politiske tænkning og vilje. Stilene forslog „grøn moms“ for at ændre markedslogikken og adfærden til at være mere bæredygtige. Og „sund moms“ for at ændre sundhedsmønstrene. På trafikområdet foreslog stilene, at man ændrer incitamenterne, så man skaber en mindre miljøskadelig adfærd og på boligområdet lægges der op til, at markedsdynamikkerne ændres, så vi kan stoppe den ulighedsmotor, som det nuværende og umoderne boligmarked udgør.

 

Eftersom ingen markeder er neutrale overfor politiske eller statslige rammer – så kan vi lige så godt tage konsekvensen og forme dem
____________________

 

Den Tredje Vejs blik lå fast på distinktionen mellem marked og stat i forhold til regulering i samfundet. Man accepterede, at markeder korrigerer sig langt hurtigere og bedre end statslig styring. Men der er ingen grund til at acceptere markeder på deres egne præmisser – det er der alligevel ikke noget, der hedder. Markeder eksisterer indenfor rammer staten sætter op, uden et retssystem fx, intet marked med tryghed. Markeder har incitamenter, der tilskynder en adfærd. Udfordringen efter Den Tredje Vej, der flyttede den ikke-utopiske del af venstrefløjens blik fra staten mod markedet, er at styre markeder, så de „puffer“ folk i den rigtige retning. Man må flytte blikket frem imod skabelse af markeder, der sætter netop de menneskelige behov forrest, og gør det muligt og ligetil for det enkelte menneske at træffe valg, der er mere solidariske, sunde eller kloge.

Den Tredje Vej var en diskussion om forståelse af markedet versus stat, og bliver man siddende der, kommer man ikke videre. Der er ingen, der har nogen gode ideer til, hvordan staten alene skal indtræde som planlægger. Den del af den økonomiske uenighed er ufrugtbar. Kompleksiteten er for stor i den moderne økonomi til, at man fra centralt hold kan tilegne sig al viden og administrere den. Derfor skal man ikke se tænkningen i stilene fra Den Røde Skole som tilbageskuende mod en tid før Den Tredje Vej – men som en videreudvikling af den tilgang til markeder, som Den Tredje Vej bibragte. Det nye er en insisteren på at sætte menneskelige behov forrest.

Eftersom ingen markeder er neutrale overfor politiske eller statslige rammer – så kan vi lige så godt tage konsekvensen og forme dem. Det gør vi i forvejen, fx med punktafgifter og lignende. De første skridt i den retning blev taget med grønne afgifter i halvfemserne. Men det er slet ikke en konsekvent metode – endnu. Vi betaler eksempelvis ikke den miljømæssige fulde pris af vores landbrugspolitik, vores energi eller af en lang række af vores forbrugsvarer. Det simple spørgsmål er, hvorfor glødepærer er billigere end energisparepærer? Glødepærer skal ikke forbydes, men incitamenterne til de bæredygtige eller sociale valg skal være til stede i en økonomi, der sætter mennesker før markeder.

 

Essensen i en ny socialdemokratisk strategi bliver nødt til at være et opgør med en bureaukratisk politikform, der i sidste ende skaber politisk apati og som reducerer politik til en privilegeret del af underholdningsindustrien. Den Tredje Vejs grundlæggende præmis var forkert
____________________

 

Forbi konsensus
Essensen i en ny socialdemokratisk strategi bliver nødt til at være et opgør med en bureaukratisk politikform, der i sidste ende skaber politisk apati og som reducerer politik til en privilegeret del af underholdningsindustrien. Den Tredje Vejs grundlæggende præmis var forkert: der er forskel på hvad højre og venstre forsøger at gøre for hvem.

Den sociale indignation, der tvinger mennesker til at tage stilling og engagere sig enten på den ene eller på den anden side af det politiske spektrum, tvinger dem også mod forskellige syn på verden.

Hvis ikke den politiske kultur på venstrefløjen bliver bedre til at artikulere både visioner og kollektive løsninger, så ender politik som konkurrerende ledelseskonsulenter med alt for perspektivløse ad-hoc løsninger, og et medlemskab af et politisk parti bliver mere og mere uinteressant. Det er i sidste ende undergravende for det demokrati, som socialdemokraterne satte forrest.

Demokrati er ikke bare hemmelige afstemninger, parlament, tredeling af magt og uafhængige domstole. Demokrati er også deltagelse og vilje til medbestemmelse; det er dét demokrati vi har brug for. Vi har for længe været bange for at tale om vores ideer og visioner. Måske har vi været bange for at blive kaldt verdensfjerne, måske har den praktiske politiks konkurrencevilkår inddæmmet den politiske samtale for meget. Måske har vi ladet os tæmme af det debatniveau, man har villet stille til rådighed for os i medierne. Men vi ved godt, at det ikke går længere. Der ligger et muligt vendepunkt i opgøret med det paradigme, Anthony Giddens så dygtigt artikulerede: i opgøret med Den Tredje Vej.

Politikere må formidle deres ideologiske ståsted, ellers kan de ikke kanalisere menneskers håb og drømme. Politik er både håb og husholdning, og der gik for meget husholdning i halvfemserne. For enden af den afideologisering af moderne politik, som var en del af det tankesæt, vi kalder Den Tredje Vej, ligger politikkens død. Samfundets ledelse skal være mere end daglig administrativ ledelse. Demokratiets grundvilkår er rivaliserende strategier for samfundet, og centrum-venstre må endegyldigt begrave forestillingen om, at den politiske konflikt kan afløses af en konsensusstrategi. ★

 

Politikere må formidle deres ideologiske ståsted, ellers kan de ikke kanalisere menneskers håb og drømme
____________________

 

Ritt Bjerregaard (f.1941) blev medlem af folketinget i 1971. Hun var sit partis gruppeformand 1981-82 og 1987-92, undervisningsminister 1973 og 1975-78, socialminister 1979-81, EU-kommissær 1995-99 og fødevareminister 2000-2001. Formand for den danske Europabevægelse 1992-1994. Overborgmester i København 2006-2010. Anne Vang (f. 1983) er politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus og studerer statskundskab.