05.04.2015

Danmark investerer ikke nok i forskning og udvikling af energilagring. Det mener Henrik Stiesdal, der i mange år har stået i spidsen for teknologiudvikling hos Siemens Windpower. Satser Danmark målrettet på energilagring kan man indtage en førerposition i verden, der er gunstig for både landet og klimaet.

ANALYSE af Christoffer Miguel Frendesen

I mange år har det været et mål at udvide mængden af vedvarende energi. I 2020 skal halvdelen af danskernes energi strømme til husstandene fra vindmøller på land og vand, og i 2050 skal hele det danske forbrug inklusiv transport være omstillet til vedvarende energi. Disse ambitiøse politiske mål lægger et pres på de vedvarende energikilder, som Danmark sætter sin lid til. Energinet.dk, som står for forsyningssikkerheden i Danmark, og Energistyrelsen peger blandt andet på vindenergi, som en naturlig, væsentlig ressource i det yndige, blæsende land. Vindkraft dækkede i 2014 39 pct. af elforbruget i Danmark, og i 2020 skal energi fra vindmøller udgøre 50 pct. af elforbruget.

Men Moder Natur og vinden laver ikke bestillingsarbejde. Vinden blæser uafhængigt af danskernes behov. Det er en af flere grunde til, at forhenværende teknologichef i Siemens Windpower, Henrik Stiesdal, mener, at Danmark skal investere mere i energilagring. Energilagring ville være godt for klimaet, fordi det ville gøre det muligt at få en større del af vores energiforbrug fra vedvarende energi.

“Det, der i virkeligheden er godt for klimaet, er at fortrænge fossile brændsler med vedvarende energi. Det, som jo er galt er, at vi brænder hundrede millioner års plantekulstof af i løbet af få hundrede år. Så den primære årsag til, at energilagring er godt, er, at det gør det muligt at have mere vedvarende energi i sit energisystem.”

Men opbakningen til at satse mere massivt på energilagringsteknologi afhænger først og fremmest af de økonomiske udsigter. Energistyrelsen pointerer over for RÆSON, at man ikke vil satse på en eller flere teknologier, før der er et marked for teknologien. Indtil nu er der begrænset efterspørgsel på det internationale marked, fordi vindkraft ikke er så udbredt som i Danmark. Imidlertid skriver Energistyrelsen på sin hjemmeside, at energilagring er afgørende for at skabe en nødvendig balance mellem den fluktuerende produktion og det varierende forbrug. Men teknologierne tager lang tid at udvikle, og presset for energilagringsløsninger er endnu ikke stort, fremhæver Energistyrelsen.

Henrik Stiesdal ser dog anderledes på problematikken med et manglende marked. Den mangeårige teknologichef ser tilbage mod begyndelsen på Danmarks udvikling af vindmølleindustrien og vender argumentet med det manglende marked på hovedet.

“Man kan sige, at hvis det lykkedes Danmark at udvikle energilagringsteknologien, kunne det tænke sig at give os et forspring på området, som kan sammenlignes med det forspring, vi har haft inden for vindkraft. Dansk industri fik en førerposition inden for vindkraft, og det kunne være, at Danmark på tilsvarende måde kunne indtage samme position på energilagringsfeltet. Det kunne der være økonomi i,” understreger Henrik Stiesdal.

Vindmølleeventyret skal gentages
Oliekrisen i 1973, forårsaget af de arabiske oliemagters beslutning om at hæve priserne på olie, og oliekrisen i 1979, der var resultat af interne uroligheder i Iran, gav anledning til at søge alternative energiforsyninger i Danmark og store dele af den vestlige verden. Mange nationer begyndte at støtte alternative vedvarende energikilder som vindenergi og atomkraft, men i Danmark mødte sidstnævnte modstand fra græsrodsbevægelser, og atomkraft blev en politisk dødssejler. I stedet endte Danmark, trods skeptikere, med at fokusere på vindenergi.

Man lavede et etableringstilskud til vindmøller, og senere lavede man en fast afregningspris for vindmøllestrøm, hvilket var med til at skabe et marked for vindmøller. Da der blev dannet et marked, kom der en selvdrevet efterspørgsel efter mere udvikling og forskning. Selvom landvindmøller i dag er den billigste måde at skaffe ny elkapacitet på for Danmark, ifølge en analyse fra Energistyrelsen, var vindmøller ikke en god økonomisk forretning i starten. Det samme gælder for energilagring, fordi strøm fra lagre vil være dyrere at købe end fra andre traditionelle energikilder. Derfor er tilskud afgørende for at få gang i energilagringsindustrien, så producenter kan tjene penge på lagret strøm. Det mener Henrik Stiesdal i hvert fald.

“Man hører ofte røster: “Men har Danmark råd til det?” “Hvorfor skal Danmark være flagskibet, som resten af verden skal følge?” Men man skal huske på, at vi i dag er stolte af et område som vindkraft, og det er til gavn for Danmark. Vindkraft var ikke økonomisk fordelagtigt i begyndelsen, men det blev det på langt sigt. Danmark ses som et førende land på grøn teknologi ude i verden, og hvis Danmark kunne cementerer sin status yderligere som førende inden for grøn teknologi, kan det have mange indirekte gevinster, foruden de økonomiske.”

Dansk eksport af energiteknologi har været stødt stigende siden 2010, således steg eksporten af energiteknologi fra 2012-2013 med 10,8 pct. til 67,6 mia. I samme periode steg procentdelen af eksporteret grøn teknologi med 17,6 pct., hvilket er den højeste andel nogensinde. Til sammenligning voksede den samlede danske vareeksport med næsten 2 pct. i 2013, hvor den danske eksport af varer genererede 626,1 milliarder. Eksport af energiteknologi udgjorde altså knap 11 pct. af den samlede eksport, og fra politisk side forsøger man gennem Vækstplan for energi og klima at fremme eksporten af danske energiløsninger. Det betyder, at energiteknologi kan få en voksende rolle i den danske eksport.

Der investeres allerede i dag penge i forskning af energilagring. Forskellige fonde og programmer, som Energistyrelsens Energiteknologisk Udvikling og Demonstration (EUDP), Energinet.dk’s ForskEL og Elforsk under Dansk Energi, Forskanlægs- og innovationsstyrelsens Innovationsfond samt flere initiativer støtter forskning i energilagring. For eksempel støttede EUDP i sidste halvdel af 2014 49 projekter, hvor en femtedel i større eller mindre grad vurderes at have tilknytning til energilagring. Ud af en pulje på næsten 1,6 mia. brugte Innovationsfonden i 2014 omkring 400 mio. på forskning i bæredygtig energi og miljø.

Hvor stor en del, der bliver investeret specifikt i energilagring, er svært at sige præcist, dels fordi energilagring ikke opgøres som et selvstændigt teknologiområde i dag, og dels fordi energilagringsteknologi ikke har en entydig definition, forklarer Energistyrelsen.

For lidt forretningsfornemmelse
Støtten tiltrods er det ikke kun Henrik Stiesdal, som efterspørger mere målrettet støtte. Fagbladet Ingeniøren publicerede i januar 2015 en artikel om den offentlige danske støtte til grøn teknologi. Fem fagfolk inden for udvikling af energiteknologi blev sat sammen af Ingeniøren, og sammen diskuterede de, hvordan den offentlige støtte kan bruges bedre generelt. En af den sammensatte gruppes hovedpunkter var, at det er nødvendigt med skrappere vurdering af det faglige og forretningsmæssige grundlag, inden man giver støttekroner til projekter. Blandt andet EUDP får kritik for at lægge for lidt vægt på det forretningsmæssige og kommercielle perspektiv, når de uddeler pengepuljer til projekter.

Konkret foreslår gruppen, at der oprettes to puljer, hvor den første og største af dem gives til teknologi, der inden for 6-7 år kan kommercialiseres, modtagerne vil primært være private virksomheder. Den anden pulje skal foræres til universiteter, som kan eksperimentere med teknologier, som endnu er langt fra at kunne kommercialiseres.

Spørger man Energistyrelsen selv, forklarer de Ræson, at det fra embedsværkets synspunkt giver mening at være teknologineutrale og i stedet have fokus på energisystemets udfordringer og potentialer. Kriterierne, man bør give støtte efter, handler ikke kun om potentielle økonomiske gevinster, men hviler også på, hvordan teknologien passer ind i det danske energisystem, hvem der står bag teknologien og omkostningseffektiviten osv. Skal man sætte specielt fokus på en teknologi over andre af øvrige grunde end, at de er omkostningseffektive eller har indpasningspotentiale, skal det derfor ske fra politisk side, pointerer Energistyrelsen.

Politiske poler
RÆSON henvendte sig til Liberal Alliances ordfører for blandt andet energi og miljø, Villum Christensen, som forklarede, at partiet ikke går ind for den model af driftstøtte, som Stiesdal foreslår. Energiordføreren sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt offentlig støtte overhovedet skaber gode vilkår for innovation.

“Vi synes det er meget vigtigt, at vi ikke investerer så kraftigt i volatile energiformer, inden man har løst lagringsproblemet, hvilket gør den alt for dyr. Vi vil ikke på forhånd investere i bestemte teknologier, heller ikke lagring, det skal markedet selv finde ud af. Sporene skræmmer, og man kommer til at “made voksne” for offentlige midler, hvilket bestemt ikke fremmer innovationen,” skriver Christensen.

Villum Christensen er derudover heller ikke overbevidst om, at støtten til vindmølleproducenterne er grunden til, at Danmark i dag er forrest på det teknologiske område. I stedet argumenterer han for, at de generelle vilkår for virksomheder bliver forbedret, hvis man ønsker at gøre det attraktivt for virksomheder at investere i energilagring.

Modsat, i både det politiske spektrum og hvad angår holdning til offentlig støtte, står Enhedslisten ordfører for blandt andet energi, miljø og klima, Per Clausen. Han mener, at der skal gøres to ting, hvis man vil avle efterspørgsel efter ny energilagringsteknologi: Krav fra politisk side og etablering af støtteordninger, som giver incitament til udvikling af ny teknologi og som skaber efterspørgsel efter de ønskede teknologiske produkter.

“Det her spørgmål omkring lagring er afgørende at få løst, hvis man skal fastholde udviklingen af vindenergi. Det kræver, at der bliver en forståelse for, at problemet skal løses, og at den måde, man løser det på, nok er at tage ved lære af de måder, som vi har fået vedvarende energi til at virke på i Danmark: Nemlig en kombination af teknologiudvikling og en støtte til at den teknologi, man producerer, så den rent faktisk kan afsættes. Det betyder, at der i hvert fald i en periode skal være en støtteordning til at igangsætte og køre det.”

Clausen medgiver, at offentlig støtte til at skabe et marked ikke garanterer innovative, brugbare produkter. Ordføreren påstår imidlertid, at hvis man overlader det fuldstændig til markedskræfterne at skabe et marked for energilagring, vil der ikke blive foretaget andet end kortsigtede investeringer til at nå de langsigtede politiske mål, som skal sikre en fuldstændig bæredygtig energiproduktion.

Politisk bremseklods
Ifølge Stiesdal kan afhængigheden af politiske indblanding være en bremseklods for øget investering i forskning og i at skabe grundlaget for et marked gennem tilskud. Energilagring er tæt forbundet med vindkraft. Det skyldes, at Danmark på et tidspunkt får for meget energi fra vindmøller i energisystemet, hvis man ikke kan lagre strøm. Derfor vil skeptikere mod vindkraft muligvis være mod at implementere finansieringsmodellen, man brugte ved vindmøller, og det skaber et mindre ideologisk minefelt på Christiansborg, mener Henrik Stiesdal.

“Danmark satser på vindenergi, men det er de muliges kunst, når regeringen skal have etableret et energiforlig, som omfatter alle partierne, fordi nogle af partierne ikke er sympatiske over for vindkraft. Jeg tror, der ind imellem går en lidt forældet ideologi i det for visse politikkere. En gang opfattede man i nogle kredse vindkraft som et rødt hippieprojekt med Svend Auken i spidsen, og betragtede man ikke sig selv som hippie eller Svend Auken-støtte, var man pr. definition imod vindkraft. Der hænger nok noget af det ved endnu trods vindkraftens positive betydning for blandt andet beskæftigelse og eksport. Helt banal ideologi,” fastslår Henrik Stiesdal og afslutter:

“På et tidspunkt får vi for meget vindmøllestrøm i energisystemet, hvis vi ikke kan lagre strøm, og derfor skal vi finde løsninger. Rent teknisk er der mange muligheder for energilagring, men der er endnu ikke et marked for lagret strøm. Derfor skal vi se på, hvad vi kan lære af vindmølleindustriens historie, hvor myndighedernes bidrag til etablering af et marked var helt afgørende for industriens succes.” ■

Christoffer Miguel Frendesen (f. 1991) studerer journalistik på SDU, hvor han begyndte i 2012. Derudover har han arbejdet som journalist i Colombia på Colombia Reports, der dækker det sydamerikanske land for et hovedsagligt amerikansk publikum. Christoffer er i dag skribent hos RÆSON og chefredaktør på kulturmediet InMediasRes. [Foto: Martin Nikolaj Christensen]