13.07.2016

Den dag, hvor Japan rammes af den rette populist med den rette populisme, vil det nuværende politiske system være forsvarsløst. Der er så mange vælgeres stemmer, som i dag ikke bliver brugt, som blot venter på at blive samlet op.

ANALYSE af Asger Røjle

TOKYO. Her er de to væsentlige pointer efter søndagens overhusvalg i Japan: 1) Japan synes immun over for den verdensomspændende anti-establishment-populisme, men det vil ikke vare evigt. 2) Trods historiske overskrifter om et magisk ”to tredjedeles flertal” er forfatningsændringer stadig langt ude i horisonten.

Premierminister Shinzo Abe er såmænd ikke overmåde populær som person. Han kommer ud over rampen som en tør, firkantet, temmelig charmeforladt træmand. Alligevel har vi her i weekenden kunnet rapportere om hans fjerde valgsejr i træk. Han har nu siddet på sin post i tre et halvt år – i sig selv en bemærkelsesværdig præstation. For Shinzo Abes seks umiddelbare forgængere (inklusive ham selv i første forsøg) fik alle kun et enkelt år på posten, før de blev tvunget til at trække sig på grund af skandaler og politiske hårdknuder.

Han kommer ud over rampen som en tør, firkantet, temmelig charmeforladt træmand
_______

 

Dermed har han givet det politiske liv i Japan en vis stabilitet, en vis ro – og et lidt bedre ry i dele af vælgerskaren. Det er blevet hans væsentligste – og afgørende – appel til japanerne. Men efter et par lovende år i begyndelsen af denne regerings tid går økonomien ikke specielt godt. Hans højt besungne abenomics-politik koster dyrt og synes ikke rigtigt at virke. Aktiepriserne falder, den japanske yen stiger, og det vil slet ikke lykkes at komme årtiers deflation til livs.

Dertil kommer, at et flertal af japanerne ifølge meningsmålingerne er skeptiske overfor – eller uenige i – premierministerens kæphest: At lave forfatningen om, øge Japans militære profil uden for landets grænser, åbne Japans marked for udenlandske fødevarer og sætte bombastiske grænser for debat og kritisk dækning i de hjemlige medier.

Alligevel vinder han den ene klare valgsejr efter den anden, mens oppositionen kæmper en sej, men indtil videre temmelig mislykket kamp for at opstille et effektivt alternativ. For Shinzo Abe er blevet en garant for stabilitet. Effektiv og handlekraftig, en mand, der får tingene gjort uden at lade sig standse af de andres politiske kævl og strid. Det kan mange japanere godt lide. Men en stor del af forklaringen på valgsejrene for Abe og hans liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, ligger i den lave stemmeprocent. Mange af de kritiske og reform-orienterede byvælgere, som normalt ville stemme på oppositionen, bliver hjemme, fordi de ikke synes, at de kan få øje på nogen kandidat med appel til dem. Så sent som i 2009 mødte de op i massevis og stemte ved et jordskredsvalg LDP væk fra magten for første gang i mange år. Men i løbet af de følgende tre år blev de så desillusionerede over Det Demokratiske Partis indsats på ministerposterne at de siden har brugt deres valgsøndage på noget andet end at stemme. Det banede vejen for Abes comeback i 2012 og hans valgsejre siden.

Det samme med de unge – for de færreste japanere under 35 føler, at politik kommer dem ved. Stemmeprocenten blandt de yngste vælgergrupper er endnu lavere, end den er for deres forældre og bedsteforældre. Ved søndagens overhusvalg kunne de 18-19-årige stemme for første gang, og der blev gjort en behjertet indsats for at få dem til afsted til valgstederne. Men generelt må man sige, at det for de unge vælgeres vedkommende generelt er de velopdragne af dem, som overhovedet stemmer – og de har tendens til at stemme endnu mere ansvarligt og voksent end de voksne. I søndags viste valgstedsmålinger at LDP nu har endnu større opbakning hos de unge, som faktisk stemmer, end i resten af befolkningen.

De færreste japanere under 35 føler, at politik kommer dem ved
_______

 

Nogle vil sige: De utilfredse byvælgere og apatiske unge udgør et kæmpe reservoir af stemmer, som blot venter på, at en eller anden slagfærdig politiker med udstråling og troværdighed lægger en politik frem, som har bred appel til disse befolkningsgrupper. Andre vil svare: Japanerne er immune over for den ellers verdensomspændende anti-establishment-bølge af populister, som har vundet store sejre i de senere måneder i blandt andet USA, England og Filippinerne. Sidstnævnte iagttagelse er ikke nogen naturlov. Den dag, hvor Japan rammes af den rette populist med den rette populisme, vil det nuværende politiske system være forsvarsløst. Der er så mange vælgeres stemmer, som i dag ikke bliver brugt, som blot venter på at blive samlet op. Det ønske om stabilitet, som er en afgørende faktor bag Abe-regeringens greb om magten, og i øjeblikket ser helt urokkeligt ud, vil ikke i al evighed vil kunne holde stand over for populære figurer fra den politiske sidelinje, som anslår de rette strenge. (Om en sejrrig populistisk bevægelse derpå som regering vil kunne håndtere et vrangvilligt bureaukrati, som er vant til at samarbejde med LDP, er en helt anden historie. Det var ”oppositions-regeringen” fra 2009 til 2012 jo slet ikke i stand til).

Mange af Shinto Abes venner hos USA havde et slet skjult ønske om, at han fik et solidt flertal, men ikke de to tredjedele, der kunne skabe så meget ballade
_______

 

Disse populistiske figurer er imidlertid slet ikke i syne endnu. Og faktisk ser den mest umiddelbare trussel mod den dominerende stabilitet i første omgang paradoksalt nok ud til at komme fra ingen ringere end Abe selv. Verdensmedierne har i de sidste par dage været fulde af ”historiske” overskrifter om, at der med det yderste af neglene blev to tredjedeles flertal i overhuset for forfatningsændringer, ligesom der allerede er i underhuset. Abe vil dermed have mulighed for at tage de første skridt imod at virkeliggøre sin drøm om at udskifte Japans pacifistiske efterkrigs-forfatning. Det har – gennem hele hans karriere – været hans store politiske mission.

Intet vil udfordre den stabilitet, som han blev valgt på at sikre, mere end det. Mange af Abes venner hos den store sikkerhedspolitiske alliancepartner, USA, havde et slet skjult ønske om, at han fik et solidt flertal, men ikke de to tredjedele, der kunne skabe så meget ballade. Det samme gælder det etablerede japanske erhvervsliv, som bestemt ville foretrække, at Abe-regeringen nu begyndte at koncentrere sig om økonomiske reformer og i overskuelig fremtid lod alle former for besværlige forfatningsdiskussioner ligge til bedre tider.

Men nu har han altså fået sine magiske ”to tredjedele” – og en triumferende Abe lægger ikke skjul på, at han vil forsøge at bruge dem i løbet af det kommende år. Under den netop afsluttede valgkamp forsøgte han at nedspille forfatningsdebatten ved at sige, at dén var den offentlige mening slet ikke parat til endnu. Nu er valgkampen slut, og det er pludselig ifølge ham selv hans ”pligt” at benytte det nye flertal til at få ændret forfatningen.

Men trods flertallet ligger forfatningsændringerne stadig ligger langt ude i horisonten. For man må konstatere, at det er en meget lidt homogen samling af politiske kræfter, som udgør de to-tredjedele. Nogle vil – som Abe og hans konservative politiske fæller – af med hele den ”fremmede” forfatning, som efter verdenskrigen blev indført i Japan udefra af den amerikanske besættelsesmagt.

Japans nuværende forfatning blev skrevet – på engelsk – af idealistiske unge liberale demokrater i besættelsesmagtens hovedkvarter over for kejserpaladset i det centrale Tokyo. LDP har gennem alle årene haft den officielle politik, at man ville have en ny forfatning, og partiet offentliggjorde i 2012 et gennemskrevet forslag til en helt ny – og i deres øjne mere japansk – forfatning. Fokus har i debatten altid været mest på forfatningens artikel ni, hvor Japan fraskriver sig retten til at bruge militære midler. Denne artikel, som altså stærkt begrænser landets mulighed for at spille en sikkerhedspolitisk rolle uden for landets grænser, er i de følgende syv årtier er blevet omfortolket og omfortolket til ukendelighed. Men på papiret står den stadig, som den blev skrevet.

Forfatningsdiskussion handler dog om meget andet end artikel ni. Abe-fløjen mener, at mange andre af de vestligt inspirerede liberale friheder, som forfatningen gav japanerne som individer, er formuleret på en måde, så de kolliderer med japanske værdier. Så staten – og premierministeren – bør have flere magtbeføjelser, især i krisesituationer, og der skal sættes et kraftigere lighedstegn mellem nation og befolkning. Pligten til at være patriotisk skal skrives tydeligere ind i forfatningen, ligesom det ifølge denne lejr er tilfældet i mange andre landes forfatninger. Men andre ønsker helt andre forfatningsændringer. De påpeger, at forfatningen er skrevet i en helt anden tid og under meget anderledes vilkår, og at det i vore dage er nødvendigt at skrive noget om forsvaret for miljøet, klimaet og ressourcerne samt om modstand mod diskrimination (herunder køns- og racediskrimination). Det er den slags tanker, der har fået LDP’s koalitionspartner, det buddhistiske centrumparti Komeito, der har stolte pacifistiske traditioner, til modstræbende at slutte sig til fløjen af tilhængere af forfatningsændringer. Efter valget – hvor Komeito gik markant frem – har partiets leder dog skyndt sig at understrege, at der ikke er behov for nogen snarlig ændring af artikel ni.

I befolkningen er modstanden mod forfatningsændringer ifølge de seneste meningsmålinger faktisk steget markant, mens Abe har været premierminister
_______

 

Nogle af dem, som Abe og alverdens forsideredaktører tæller med i deres ”to-tredjedele”, går ind for gradvise småændringer i forfatningen. Andre mener, at det vil ende med at blive et usammenhængende sprogligt kludetæppe, og at der er gået så mange år, at det eneste, der giver mening, er en gennemskrivning fra en ende af. ”Vi vil lave forfatningen om fra forsiden til bagsiden!”, som Abe selv lovede sidst på valgnatten, da det var klart, at de to tredjedele var hjemme. Nu vil han sætte et udvalgsarbejde i gang på basis af LDP’s forslag fra 2012, og så må forhandlingerne begynde på det grundlag.

I befolkningen er modstanden mod forfatningsændringer ifølge de seneste meningsmålinger faktisk steget markant, mens Abe har været premierminister. De skal, mener premierministeren, skal fromt inddrages i debatten, så der kan skabes konsensus for de ændringer, der eventuelt derpå skal vedtages af de to tredjedeles flertal i hvert af parlamentets kamre. Og endelig skal ændringerne til folkeafstemning – en helt fremmed ting i Japans politiske rutiner. Det vil utvivlsomt skabe en meget vred og ihærdig nej-bevægelse, der vil markere sig med følelsesladede protester i gaderne, især i forsvaret af artikel ni. For en gammeldags og autokratisk politiker som Shinzo Abe er det ikke en ønskedrøm at slippe den slags bevægelser løs i det åbne rum uden først at have bearbejdet den offentlige mening temmelig håndfast. Og han har for ganske nyligt set på andre kontinenter, hvor uforudsigeligt folkeafstemninger kan udvikle sig. Så det skal forberedes ordentligt, lover Abe – og det vil tage sin tid, hvis det nogensinde lykkes for ham.

Dette er et dybt dilemma for den politiker, der er Japans mest magtfulde mand i mange årtier. Shinzo Abe er udmærket godt klar over, at intet truer den stabilitet, som er hans stærkeste politiske kort, mere end hans eget ønske om en ny forfatning. ■

Shinzo Abe er udmærket godt klar over, at intet truer den stabilitet, som er hans stærkeste politiske kort, mere end hans eget ønske om en ny forfatning
_______

 

ILLUSTRATION: På valgaftenen søndag 10. juli placerer Abe en rød roset ved sin foretrukne kandidat til overhuset under stemmeoptællingen i det Liberale Demokratiske Partis hovedkvarter i Tokyo [foto:Keizo Mori/UPI/Polfoto]