Den kurdiske forbindelse: Alliancepartnere eller terrorister?

Den kurdiske forbindelse: Alliancepartnere eller terrorister?

14.06.2016

.

For få uger siden blev forskellen på Tyrkiets og Vestens opfattelse af de militante kurdiske fraktioner der bekæmper ISIL trukket helt skarpt op: En billedserie offentliggjort af Agence France Presse viste at amerikanske soldater havde klædt sig i uniformer med YPG’s logo på skulderen under en offensiv i Syrien. Det blev opfattet som en hidtil uset provokation i Ankara, noget som blev startskuddet på en ophidset ordveksling i medierne mellem de to NATO-allierede.

Historien er interessant fordi den illustrerer den klassiske ’en mands terrorist, en andens mands frihedskæmper’ problematikken, og fordi den samtidig tydeliggør en række politiske og juridiske udfordringer.

ANALYSE af Marc Schack, ph.d. og forskningsassistent ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet

En gruppe amerikanske specialoperationsstyrker, som opererede sammen med kurderne i Syrien, var blevet fotograferet med et lille velcro-mærke på skulderen som viste en rød stjerne på gul baggrund, hvor bogstaverne YPG stod skrevet i grønt. YPG står for ’Yekîneyên Parastina Gel’, hvilket er kurdisk for ‘Folkets Beskyttelseshær’. YPG er en kurdisk milits som opererer i Syrien, og som udgør en central partner og allieret for bl.a. Danmark og USA i kampen mod ISIL. I Tyrkiet derimod anses YPG for at være en af landets hovedfjender, fordi de opfattes som blot en syrisk udgave af den tyrkisk-kurdiske gruppe, PKK – Det Kurdiske Arbejderparti.

Officielt er PKK en terrororganisation. Sådan er det uanset om man spørger i København, Washington D.C. eller Ankara. For Tyrkiets regering, med præsident Erdogan i spidsen, har PKK længe været ’enemy no. 1’, og staten har ført en lang og blodig kamp mod de kurdiske oprørere, dog med flere forsøg på fredsskabelse og konfliktmægling indimellem.

Tyrkiet fordømte på det kraftigste den amerikanske brug af YPG-mærkerne, og den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Canusoglu, fortalte verdenspressen, at amerikanerne grundlæggende havde klædt sig i symbolerne for en terrororganisation. Amerikanerne forsøgte i første omgang at forklare, hvordan denne praksis var helt almindelig for specialoperationsstyrkerne, og at det var noget man gjorde rutinemæssigt for at knytte bånd mellem styrkerne og beskytte de amerikanske soldater. Man trak dog hurtigt i land igen, og den amerikanske talsmand for militæret i Baghdad, Steve Warren, fortalte at brugen af mærkerne havde været uautoriseret og upassende, og at man nu havde givet soldaterne ordre på at få dem fjernet.

Historien er interessant fordi den illustrerer den klassiske ’en mands terrorist, en andens mands frihedskæmper’ problematikken, og fordi den samtidig tydeliggør en række politiske og juridiske udfordringer. For hvor Tyrkiet ser PKK som en terrororganisation med mange navne, ser dets vestlige allierede store forskelle på PKK og de øvrige militante kurdiske fraktioner som kæmper mod ISIL i Syrien og Irak. Og netop denne uenighed sætter Vestens forhold til Tyrkiet på spidsen i denne konflikt.

Vores kurdiske allierede
Den officielle politik fra Tyrkiet er, at alle militante kurdiske grupper, hvad end de kalder sig for PKK (Tyrkiet), YPG (Syrien), HPG (Irak), eller PJAK (Iran) grundlæggende er terrorister som bør bekæmpes. Nuancer i de farver de bærer, eller de krige de udkæmper, gør ikke den store forskel for dem. Det gør de dog i højeste grad for bl.a. Danmark og USA. De fleste vestlige lande synes at være enige om, at hvis der er nogle vi ønsker et tæt samarbejde med på jorden i Syrien og Irak (et sted hvor det er svært at finde venner) så er det kurderne. De har et nogenlunde demokratisk sindelag, de er religiøst moderate, og vigtigst af alt – så er de i stand til og villige til at tage kampen op mod ISIL på jorden. Derfor overlapper Vestens og kurdernes interesser i denne konflikt.

 

De fleste vestlige lande synes at være enige om, at hvis der er nogle vi ønsker et tæt samarbejde med på jorden i Syrien og Irak (et sted hvor det er svært at finde venner) så er det kurderne.
____________________

 

Samtidig med at kurderne i PKK altså bredt anses for terrorister – også i Vesten – arbejder flere vestlige lande tæt sammen med deres søster-grupper i Syrien og Irak. Her kæmper kurderne en indædt kamp for at sikre de kurdisk-dominerede områder mod ISIL, og til denne kamp bidrager flere vestlige lande med luftstøtte, våbenleveringer, træning mv. Danske og amerikanske politikere lægger da heller ikke fingrene imellem når de taler om denne forbindelse. Ved et møde i Europaudvalget den 15 april i år sagde Danmarks Udenrigsminister, Kristian Jensen, eksempelvis således: ”Jeg vil gerne understrege, at vi fra dansk side – både direkte og gennem vores koalitionspartnere i koalitionen mod ISIL – har støttet, fortsat støtter, og vil støtte kurdere med at træne og udruste deres styrker … Det gør vi fordi at kurderne og vi kæmper den samme kamp. Vi kæmper en kamp for at få stoppet ISIL og skabt mulighed for at man kan vælge sin egen fremtid i de her områder af verden også.”

Med denne linje lægger Danmark sig tæt op af amerikanerne, som dog generelt er lidt mere tilbageholdende i deres udtalelser. Som den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, for eksempel, sagde til det amerikanske senats Armed Services Committee for knapt et år siden: ”The Kurds are acting, and because the Kurds are capable of acting, we are supporting them, and that is successful”.

Udover den tætte praktiske alliance mellem kurderne og Vesten i kampen mod ISIL, bærer det vestlige perspektiv på kurdernes kamp også et vist præg af fascination. I Vesten har vi været fascineret af kurdernes stædige kamp mod ISIL og deres manglende frygt for terrorgruppen. Denne fascination var på sit højeste i slutningen af 2014, da byen Kobane, nær Tyrkiets grænse, blev erklæret tabt af vestlige medier, men alligevel blev holdt af modige og stædige kurdere – stærkt hjulpet på vej af amerikanske bombefly. Særligt de kurdiske kvinder har båret en hel del af denne positive opmærksomhed. Det er stadig i 2016 et sjældent syn at se kvinder i direkte kamp, men hos kurderne har særligt de kvindelige krigere været eksponent for stor kampvilje- og evne mod ISIL. I Kobane blev de sociale medier da også oversvømmet af billeder af kurdiske kvinder i kamp – og Rehana, den såkaldte ’Angle of Kobane’, blev for en stund en digital berømthed. I Vesten fik vi således hurtigt dannet os et billede af en gruppe sympatiske ’underdogs’ som tog kampen op mod de frygtede ISIL-krigere. Og det billede er kernen i forskellen mellem Tyrkiet og Vesten i denne sag.

 

Det er stadig i 2016 et sjældent syn at se kvinder i direkte kamp, men hos kurderne har særligt de kvindelige krigere været eksponent for stor kampvilje- og evne mod ISIL.
____________________

 

Det kurdiske dilemma
PKK har længe været at finde på både amerikanske og europæiske terrorlister, og det er tidligere blevet slået fast ved flere retsinstanser, at PKK netop er at anse for en terrororganisation efter den danske straffelovs standarder.

Østre Landsret dømte så sent som sidste uge, den 8. juni, to personer efter en af straffelovens terrorbestemmelser (§ 114 b, nr. 2) for at have støttet PKK økonomisk. Landsretten fandt, at ”omfanget og karakteren af de handlinger, som PKK og dets underorganisationer […] har begået mod civile”, gjorde at organisationen som sådan må anses for at være en terrororganisation. PKK er således, ifølge Østre Landsret, en terrororganisation, fordi den anvender væbnet magt til at destabilisere den tyrkiske stat, skræmme den tyrkiske befolkning, og derigennem forsøge at tvinge landet til at imødekomme politiske krav. Det er derfor den klare juridiske opfattelse i Danmark, at PKK er en terrororganisation, og den konklusion kan strengt taget ikke overraske mange. Det er en konklusion man kan blive enige om blandt vores allierede i Europa, over Atlanten i USA, og i særdeleshed hos vores NATO-allierede i Tyrkiet. Men det er også her enigheden stopper.

På trods af tætte forbindelser til PKK er YPG, ifølge bl.a. amerikanerne og danske politikere, ikke en terrororganisation fordi de er en separat enhed som ikke kan identificeres med PKK. Men PKK og YPG har helt åbenlyst fælles interesser og de deler sandsynligvis både medlemmer, våben og informationer. Det kan man i hvert fald udlede af en række analyser fra bl.a. International Crisis Group og Atlantic Council. Eksempelvis er det værd at nævne, at ca. halvdelen af YPG’s selvrapporterede døde og sårede er kurdere fra Tyrkiet, hvoraf mange sandsynligvis har en tilknytning til PKK. Man kan også blot, som Wall Street Journal gjorde i sommeren 2015, spørge nogle af de involverede. De interviewede dengang en kvindelig YPG-kriger, og hendes perspektiv var meget klart: “It’s all PKK but different branches … Sometimes I’m a PKK, sometimes I’m a PJAK, sometimes I’m a YPG. It doesn’t really matter. They are all members of the PKK.”

Denne fremstilling er problematisk for alle parter, og hvis det er det reelle billede på de forskellige kurdiske grupper, må Danmark, USA og vores allierede håbe på, at forbindelsen mellem YPG og PKK ikke bliver alt for tæt – eller i det mindste ikke bliver for åbenlys. Sker det, brister forudsætningen i hvert fald for, at man kan fastholde en helt klar og præcis opdeling mellem terrororganisation eller ej, og det kan gøre det sværere at opretholde den militære støtte til YPG, hvis forudsætningen er, at de skal have helt rene hænder. Nemt er det ikke, og problemstillingen bunder grundlæggende i en helt klassisk konflikt mellem jura og politik: hvor juraen kræver klare, binære svar (enten er man, eller også er man ikke terrorist), tillader politik mere vævende og ukonkrete svar.

Problematikken går derfor ud på at forklare, hvorfor støtte til PKK anses for terror, samtidig med at et samarbejde med YPG kan udføres fra statslig hånd, på trods af de tætte bånd mellem de to grupperinger.

I denne sammenhæng er det derfor særdeles interessant at vores tætte allierede, USA, har valgt at operere med YPG’s symboler på deres uniformer – hvilket alt andet lige må tolkes som en ret direkte støtte til, eller identifikation med, de kurdiske styrker. Vi befinder os dermed i en mærkværdige situation, hvor vi skal balancere utrolig nøje i den politiske håndtering omkring, hvor tæt vi arbejder med, og identificerer os med de kurdiske styrker, og hvordan vi håndterer deres tilknytning til PKK og konflikten i Tyrkiet. Går denne balancegang galt, kan det skabe problemer for NATO-alliancen og skade USA/Vestens forhold til Tyrkiet.

 

Går denne balancegang galt, kan det skabe problemer for NATO-alliancen og skade USA/Vestens forhold til Tyrkiet.
____________________

 

Da historier løbende drypper ud, omkring de tætte forbindelser mellem de forskellige kurdiske grupper, kan det blive nødvendigt for Danmark og vores allierede, at overveje at præsentere en fortælling der tager højde for det lidt mudrede element i vores støtte til kurderne. Historien gør det i hvert fald klart, at det kan være enormt svært blot at læne sig op ad en klar, binær retlig opfattelse når man skal forholde sig til en nuanceret og yderst rodet virkelighed. Spørgsmålet er derfor, om Tyrkiet vil acceptere Vestens måde at operere på i denne grå virkeligheden, eller om de vil fastholde deres klassiske sort/hvide syn på kurderne.

ILLUSTRATION: YPG soldater i nord for Raqqa, Syrien [foto: AP/Polfoto]