29.09.2016

Mange har villet gøre Brexit til et spørgsmål om nogle uheldige og kyniske politiske beregninger foretaget af David Cameron for at løse interne stridigheder i Det Konservative Parti. Det har givetvis spillet en rolle. Det er imidlertid alt for forenklet at gøre dette til hele forklaringen på Brexit. Som der er blevet argumenteret for i denne artikel, har Brexit således samtidig nogle langt dybere rødder.

Analyse af Peter Nedergaard [fra RÆSON27]

Briterne stemte i juni i år for at forlade Den Europæiske Union. Resultatet undrede mange. Hvordan kunne man finde på at melde sig ud af noget, der trods problemer efterhånden var blevet de europæiske landes primære samarbejds- og problemløsningsforum?

Mange har peget på, at det hele skyldtes en fejlkalkulation hos David Cameron, som ifølge denne tolkning troede, at han kunne lukke den EU-kritiske flanke i Det Konservative Parti ned ved at sikre et flertal for fortsat EU-medlemskab én gang for alle. Forehavendet mislykkedes som bekendt, og skylden er – i givet fald – hans. Men denne tolkning kan ikke stå alene. For hvis ikke der i den britiske befolkning havde været en vilje til Brexit, var resultatet ikke blevet, som det blev.

Hvorfra stammer denne vilje til at gå en anden vej end resten af Europa? Hvad består den britiske ‘anderledeshed’ i? I det følgende afdækkes hele 12 britiske ‘anderledesheder’over de sidste 1.000 år. I dette perspektiv bliver Brexit måske ikke så overraskende.

Det er notorisk svært at fastslå årsag-virknings-relationer i historien. Artiklen skal naturligvis tages med dette forbehold. Dog virker det ironisk, at Europa (og resten af verden) som helhed på længere sigt ofte ser ud til at have haft stor gavn af denne britiske Sonderweg [viljen til at gå en anden vej end flertallet, red.], som man ellers på kort sigt ikke altid har været begejstret for. De britiske ‘anderledesheder’ har hidtil helt overvejende efter alt at dømme haft positive virkninger for andre lande. Ingen ved, om det også bliver tilfældet med Brexit, men den hidtidige historie er dog en tanke værd.

Common law-retssystemet gav et pragmatisk og legitimt retssystem
Den foreløbig sidste invasion af de britiske øer (medmindre man medregner de seneste årtiers immigrationsbølger) fandt sted i 1066. Indtil da havde svage statsdannelser indebåret, at man var blotlagt for den ene invasion efter den anden – af romere, frisere, angler, saksere, ­jyder og danske og norske vikinger. I 1066 var det slut, da normanneren Vilhelm Erobreren (regerede 1066-1087) vandt slaget ved Hastings over de hidtidige angelsaksiske herskere og begyndte opbygningen af en ny og langt stærkere engelsk stat.

I kølvandet på den normanniske magterobring gennemførtes en reform af det kritiske retssystem. Henry II (regerede 1154-1189) indførte et system, hvor kongelige dommere skulle rejse rundt i landet for at tage sager op lokalt. Som støtte til dette arbejde indførtes en procedure med en systematisk nedskrivning af de afsagte domme. Hermed lagdes grunden til det engelske common law-system, der senere blev til en selvstændig retstradition, som blev overtaget af de fleste britiske kolonier. Common law (‘almindelig ret’) indebærer, at en forseelse i fortiden skal give den samme straf i nutiden. Nøgleelementet er således idéen om præcedens skabt af tidligere domme. Dermed står det engelske retssystem den dag i dag i modsætning til traditionen med love og domme hængt op på forskellige overordnede principper, som kendetegner den kontinentaleuropæiske retstradition i Frankrig, Tyskland og til dels Danmark.

Med det pragmatiske common law-retssystem var den første britiske ‘anderledeshed’ etableret i forhold til principrytteriet i andre dele af Europa. Det gav Storbritannien et retssystem med afsmag for de grandiose tanker.

Magna Charta fremmede magtdelingen
Henry II’s søn Richard (Løvehjerte) (regerede 1189-1199) fortsatte konsolideringen af kongeriget i England. Efter Richards pludselige død i 1199 tog John over (regerede 1199-1216). Hermed begyndte Englands nedtur. Man mistede besiddelserne i Frankrig, som havde hørt under England siden Vilhelm Erobreren. Hjemme voksede adelens modstand mod den uheldige konge og hans bekostelige forsøg på at redde det tabte land på den anden side af Den Engelske Kanal tilbage.

På et tidspunkt gjorde de engelske baroner oprør og tvang kongen til at udstede Magna Charta (latin for ‘Store Brev’). Heri fastlagdes en række begrænsninger i kongens magt – bl.a. blev han stækket med hensyn til skatteudskrivning, retten til at disponere over afdøde undersåtters gods og til fængsling af ‘frie mænd’ (Liber Homo) uden lov og dom. Sidstnævnte var dog alene i første omgang de adelige lensmænd og lignende. Fra omkring 1350 vandt en bredere betydning af begrebet ‘Liber Homo’ dog efterhånden frem i engelsk retspraksis.

Samtidig beskyttede Magna Charta også købmændene, der ”ifølge ældgamle og retfærdige skikke” skulle have ubegrænset adgang til at rejse ud og ind af England. Derudover skulle de fritages for ”alle onde opkrævninger undtagen i krigstid, og hvis de tilhører det land, som bekriger os”.

Fra 1200-tallet og frem indebar Magna Charta således, at den engelske konge ikke længere kunne regere landet efter sit eget personlige forgodtbefindende. Mens en fransk konge langt senere kunne finde på at udtale, at ”Staten, det er mig”, var den mulighed forsvundet i England. Hermed var England ikke et sted for magtmonolitiske blokke. Ethvert forsøg på at samle magten ét sted er imod den britiske tradition.

Parlamentet blev tidligt hørt
Under Edward I (regerede 1272-1307) blev det en almindelig regel at indkalde repræsentanter til rådslagningerne fra alle herrederne. I praksis var der tale om baroner og riddere fra landområderne og købmænd og borgere fra byerne. Disse rådsforsamlinger blev kaldt et ‘parlament’ – et ‘talested’ efter det fransk-normanniske ord ‘parler’.

Under Edward I udbredtes idéen om, at rigets øverste undersåtter havde ret til en formaliseret deltagelse i rigets styre. I 1257 måtte kongen endda love, at parlamentet (både House of Lords, dvs. højadelen, og House of Commons, dvs. lokalt valgte borgere) fremover skulle godkende nye skatteudskrivninger, som kongen ønskede gennemført. Med parlamentets nødvendige godkendelse af alle nye skatter fik det en magt, der var uden fortilfælde i noget andet land. Endnu en ‘anderledeshed’ var skabt.

Man undgik en dyr stående hær
I 1500-tallet var Englands hovedfjende Spanien. Begge lande havde stærke flåder, og det endte med krig, efter at den spanske London-ambassadør havde forsøgt at styrte den protestantiske Elizabeth I (regerede 1558-1603) og i stedet indsætte den katolske Mary Stuart på tronen. Sammensværgelsen blev opdaget, Mary henrettet, og ambassadøren udvist. Herefter udrustede Spanien en stor flåde – en armada – mod England. Den første af disse spanske flåder tilintetgjorde englænderne i 1587. Men året efter afsendtes en ny armada på over 130 skibe mod England. Igen sejrede englænderne. Herefter gjaldt det, at ‘Britannia ruled the waves’ i flere hundrede år – og helt frem til 1900-tallet. En del af forklaringen herpå var den teknologiske og professionelle overlegenhed. Den engelske flåde var langt foran den spanske med hensyn til manøvredygtighed, kanoner og mandskab. Denne overlegenhed betød, at man langt hen ad vejen kunne forsvare sig mod sine ydre fjender alene via flåden. I modsætning til landene på kontinentet var man derfor ikke tvunget til at finansiere en stående hær og et stort militært apparat med basis i høje skatter. Sidstnævnte dannede på det europæiske kontinent baggrund for etableringen af absolutistiske og enevældige kongers regeringer. Det undgik man i England. Hermed har vi en ny engelsk ‘anderledeshed’.

Gradvist udvidet parlamentarisme
Den politiske udvikling i Storbritannien havde omkring år 1700 ført til, at parlamentet i Westminster var blevet den afgørende magt i landet. I den forstand var det britiske styre blevet parlamentarisk som det eneste i verden. Det var dog endnu kun et fåtal tilhørende adelen, borgerskabet og enkelte andre grupper, der kunne vælges og stemme til House of Commons. Parlamentarismen i Storbritannien blev gradvist mere demokratisk via en række valgreformer mellem 1832 og 1918.

Briternes politiske system – med den gradvist indfasede parlamentarisme – kom på længere sigt til at danne den ideelle ramme for såvel det første gennembrud for en kapitalistisk økonomi som for den industrielle revolution. Årsagen: at parlamentet blev en så stærk forsvarer for sikringen af den individuelle, private ejendomsret. Nok en ‘anderledeshed’ var etableret.

Borgerskabets tidlige positionering fremmede den økonomiske udvikling
Borgerskabet (eller kapitalistklassen) opstod for første gang som en økonomisk slagkraftig gruppe i Storbritannien. Handlen blomstrede især fra 1500-tallet og frem med stigende intensitet. Den blev hjulpet frem af en effektiv infrastruktur med billig transport ad floder og kanaler og en god beskyttelse af købmændene tilbage til Magna Charta (se ovenfor).

Den voksende handel gav en stadig kraftigere konkurrence på mange vareområder, som igen fremtvang en effektivisering af mange erhverv. Handlen bragte varerne derhen, hvor fortjenesten var størst. Gennem det, som Adam Smith kaldte ”den usynlige hånd”, blev den enkelte kapitalists pleje af egne interesser dermed til hele samfundets fordel. Resultatet blev, at der i Storbritannien opstod en klasse, som først og fremmest var noget via dens ophobede kapital. Det var modsat situationen på det europæiske kontinent, hvor feudale standsprivilegier fortsatte og stedse lagde mange hindringer i vejen for økonomisk ekspansion og social mobilitet. Klassen af kapitalejere og iværksættere var kraftigt medvirkende til igangsættelsen af verdens første industrielle revolution i Storbritannien, som en gang for alle forandrede landet og efterfølgende resten af verden.

Den innovative industrielle revolution
Verdens første industrielle revolution var den britiske. Den omkalfatrede det britiske samfund både økonomisk, socialt og kulturelt. Det i forvejen markedsorienterede, kapitalistiske samfund – med den stærke respekt for ejendomsretten – var et ideelt bagtæppe for den industrielle revolution. I Storbritannien var der bl.a. adgang til et veludviklet bank- og kreditvæsen. Det indebar, at det i sammenligning med det øvrige Europa var let at skaffe kapital til nye investeringer.

Herudover fandtes der i Storbritannien en særlig branche, som det var nemt at videreudvikle, og som blev motoren i den første fase af industrialiseringen: den traditionelle engelske tekstilproduktion, der i flere af landets egne havde rødder tilbage til middelalderen. I første omgang var råstoffet uld. I anden omgang var det importeret bomuld fra kolonierne i Nordamerika. Endvidere var der en udløsende faktor i forhold til industrialiseringen i form af en heldig kombination af naturressourcer og nye opfindelser. Det drejede sig både om opfindelsen af dampmaskinen – drevet ved hjælp af engelske kul – og af forskellige automatiske spindemaskiner.

Den tidlige industrielle revolution – og revolutionens omkalfatrende virkning på det britiske samfund – udgør endnu en ‘anderledeshed’ i Storbritannien.

Fra parlamentarisme til demokrati
Industrialiseringen fik store sociale følger og medførte uro på grund af stigende social armod. I Storbritannien søgte man tidligt at undgå revolutionære tilstande – bl.a. belært af Den Franske Revolution – ved at reformere valgsystemet, således at stadig flere grupper fik valgret. I 1832 kom der en reform, som efter de etablerede politikeres mening udvidede stemmeretten til så mange ”ansvarlige” og ”oplyste” briter som muligt. Man værnede stadig om, at parlamentet repræsenterede ejendomsinteresserne snarere end hele befolkningens interesser. Det betød, at mange mænd fra arbejderklassen stadigvæk ikke fik stemmeret. Men med valgreformen i 1867 fordobledes vælgerskaren til nu at omfatte hver tredje voksne mand og alle husstandsoverhoveder i byområderne. I 1884 gik man et skridt videre og inkluderede de fleste mandlige landarbejdere. Nu kunne 60 pct. af Storbritanniens samlede voksne mandlige befolkning stemme. Med den store valgreform i 1918 fik alle voksne mænd (nu kun med undtagelse af kriminelle og sindssyge) så stemmeret – og det samme gjaldt alle kvinder over 30.

Den gradvise og evolutionære udvidelse af stemmeretten fra 1832 til 1918 er et særkende ved Storbritannien, hvor man som regel i resten af Europa havde dramatiske og revolutionære skift i den politiske retning.

Den evige sejrherre
Storbritannien udkæmpede og vandt to verdenskrige i forreste front. I begge tilfælde var det langt fra givet, at man ville vinde. Forud for Første Verdenskrig 1914-1918 havde Storbritannien opbygget en konflikt med Tyskland. Den drejede sig dels om Tysklands forsøg på at komme med i kapløbet om at få kolonier, hvilket Storbritannien så som en trussel mod egne imperieønsker. Dels drejede det sig om den tyske flådeoprustning i Nordsøen, som udfordrede den britiske flåde i samme område.

Fronten på landjorden under Første Verdenskrig frøs hurtigt fast langs en linje i det nordlige Frankrig. Her døde i hundredtusinder af britiske soldater i den tyske maskingeværild. De britiske soldater faldt også, fordi de ikke var særlig veltrænede, da man ikke i Storbritannien som i Tyskland havde haft en tradition for at have en stor stående hær (se ovenfor). Først da USA i 1917 gik ind i krigen på britisk side, rykkede fronten sig, og Storbritannien endte som sejrherre. Briterne gik ind i Anden Verdenskrig, da de erklærede Tyskland krig efter Hitlers angreb på Polen den 1. september 1939. Det varede imidlertid næsten otte måneder, før krigen rigtigt kom i gang. Fra juli til oktober 1940 udspandt der sig en luftkrig (forud for en planlagt tysk invasion) over det sydlige England, som blev kaldt ‘The Battle of Britain’. Briterne sejrede i sidste ende med en yderst snæver margin. Det politiske og militære vendepunkt i Anden Verdenskrig kom imidlertid igen med USA’s indtræden i krigen (i december 1941), der – sammen med Sovjetunionens store indsats – igen betød, at Storbritannien var på sejrherrernes side i 1945.

Endnu en britisk ‘ander­ledes­hed’ drejer sig om den selvbevidsthed, som det giver hele to gange at have sejret i verdenskrige, som man var på nippet til at tabe.

Den fredelige imperieafvikler
Storbritannien var så sent som i mellemkrigstiden indehaver af verdenshistoriens største imperium, der repræsenterede omkring en tredjedel af verdens befolkning. Geografisk var det vidtstrakt over jordkloden. Med stolthed kunne man sige, at ”solen aldrig gik ned” over det britiske rige.

Efter Anden Verdenskrig blev dette kolonirige afviklet nogenlunde fredeligt og gradvist i løbet af få årtier. I stedet opstod selvstændige stater, som dog ofte forblev medlemmer af det mellemstatslige ‘The Commonwealth of Nations’, der i dag har 53 lande som medlemmer og den britiske monark som symbolsk overhoved. Også denne fredelige afvikling af dette kæmpemæssige imperium adskiller Storbritannien fra resten af de europæiske lande.

Den fleksible politiske styring
Det parlamentariske system i Storbritannien kaldes ofte Westminster-systemet, og det består i et politisk system med meget få konstitutionelle bindinger (således har Storbritannien ingen egentlig forfatning) i kombination med et valgsystem baseret på flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det sidste giver i de fleste tilfælde klare flertal i parlamentet. Sammenlagt betyder det, at Storbritannien hurtigt kan skifte kurs, hvis en nyvalgt regering ønsker det. Regeringen har som regel et flertal bag sig i Underhuset, og der er i de fleste tilfælde tale om en etpartiregering.

Det britiske politiske systems evne til politisk kursskifte så man fx i 1979, da Margaret Thatcher overtog regeringsmagten fra Labour og hurtigt satte ind på en ny politisk kurs.

Evnen til at manøvrere som en speedbåd og ikke som en supertanker som i andre europæiske lande er nok en britisk ‘anderledeshed’.

Neoliberalismens fødeland
Og netop Margaret Thatchers magt­overtagelse i 1979 indebar gennemførelsen af en bestemt økonomisk filosofi, der blev kaldt neoliberalismen. Kodeordene var privatisering og en frisættelse af markedskræfterne. En af Thatchers store inspiratorer var økonomen og nobelprismodtageren Friedrich von Hayek, som havde udgivet en lang række skrifter, hvori han påpegede, at man fik langt mere effektive løsninger på samfundsproblemerne, hvis man overlod dem til ”markedets spontane orden” (jf. Adam Smiths ‘usynlige hånd’ ovenfor). Statslig indgriben gør ofte blot problemerne værre. Idéen hos Hayek er, at statens primære opgave består i at etablere grundlaget for en velfungerende markedsøkonomi.

Neoliberalismen fik stor indflydelse på den politiske udvikling mange steder i verden. I Storbritannien blev den en succes i den forstand, at den løftede landets økonomiske vækst fra at ligge under EU-gennemsnittet til at ligge over. Derfor har også efterfølgende Labour-regeringer i vidt omfang overtaget den neoliberale styringsfilosofi, og EU-reguleringerne er for mange briter det stik modsatte af neoliberalismens anbefalinger.

Mange har villet gøre Brexit til et spørgsmål om nogle uheldige og kyniske politiske beregninger foretaget af David Cameron for at løse interne stridigheder i Det Konservative Parti. Det har givetvis spillet en rolle. Det er imidlertid alt for forenklet at gøre dette til hele forklaringen på Brexit. Som der er blevet argumenteret for i denne artikel, har Brexit således samtidig nogle langt dybere rødder.

Peter Nedergaard (f. 1957) er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: David Cameron, 17. maj 2016 (AP Photo/Frank Augstein/polfoto)