09.03.2016
.Af Peter Wivel [fra RÆSON25]
I august i fjor udkom der i Tyskland en bog med titlen ’Alternativlos’ – ’Uden alternativ’. Heri blev Angela Merkel hængt til tørre af Der Spiegel-medarbejderen Dirk Kurbjuweit. Den tidligere leder af det aggressive politiske ugeblads Berlinredaktion beskrev den tyske kansler som en lidenskabsløs bedsteborger, der søbede kartoffelsuppe og lejlighedsvis vartede sin anonyme mand, kemiprofessor Joachim Sauer, op med hjemmebagt blommetærte, en tung tysk egnsret. Et fastlåst tysk kvindebillede blev her bekræftet til overmål. Ikke uden ubehag konstaterede Kurbjuweit, at Angela Merkel sidder fast på magten. Hun er tyskernes lillemor. Hvert år lægger hun lidt til deres i forvejen solide velstand og er et sindbillede på tidsånden. ”Tyskerne skal så vidt muligt holdes uden for det internationale krisemanagement. De skal alt i alt skånes,” fortalte stjernejournalisten i Deutschlandfunk, Tysklands internationale radiokanal.
På det tidspunkt havde Merkel i månedsvis holdt den tyske nation, EU og den vestlige verden i ånde med sin kamp for euroens overlevelse – og Grækenlands kreditværdighed. Hun havde sat 190 mia. euro af tyske skatteyderes penge på højkant for at kunne dække en truende græsk statsbankerot ind. Beløbet udgør næsten to tredjedele af det samlede tyske statsbudget, der i 2015 var på små 300 mia. euro.
Det var den ublodige, men socialt afgørende del af hendes diplomati i første halvdel af 2015. Krisen blev løst i juni, takket være fransk-tysk enighed og en veludviklet græsk smidighed. Endnu mere dramatiske havde forhandlingerne om våbenhvile i Ukraine været. De fandt sted i februar med fire personer ved bordet: Putin, den nye ukrainske præsident Petro Porosjenko og – for anden gang ført i makkerskab med François Hollande – Merkel. Med disse forhandlinger overtog Merkel og Hollande en plads i det store diplomati, som tidligere alene tilkom USA. De to EU-allierede afviste på det bestemteste en amerikansk plan om at bevæbne de ukrainske styrker, så de selv, på slagmarken, kunne afvise de gentagne russiske krænkelser af Ukraines suverænitet. Striden skulle løses politisk. Februarmødet i Minsk (også kaldet Minsk II) bekræftede hensigterne i Minsk-protokollerne fra september 2014 (Minsk I): Nu skulle våbenhvilen mellem de krigsførende parter, Ukraine, rebellerne i Donbassområdet og Rusland, holde og overvåges af OSCE. En stødpudezone skulle skille parterne, der skulle udveksles fanger, og Ukraine skulle give besatte områder i Donbass en vis autonomi. Minsk II bragte dog ikke fred til Ukraine. Fronterne stivnede, konflikten blev fastfrosset, men indtil nu har parterne i det store og hele holdt sig inden for aftalens ret vide rammer. Rusland føler sig ikke forpligtet, men Moskva har tilsyneladende ikke opmuntret og støttet separatisternes forsøg på at erobre den strategisk vigtige by Mariupol ved Det Asovske Hav.
Med sit Grækenlands- og Ukrainediplomati løftede Merkel sig op over den kompromispolitik, der er dagligdag i EU. Merkel var for længst, med Hollande som ledsagende partner, trådt ind på den globale scene. Indsatsen var, også for den almindelige tysker, væsentligt forhøjet.
Tyske borgere havde på det tidspunkt for længst vænnet sig til et stærkt forhøjet risikoniveau. Det hævede Merkel allerede væsentligt, da hun efter finanskrisen i 2008 fik tømret de redningsfonde sammen, der skræmte internationale spekulanter fra at angribe euroen. Hun øgede yderligere indsatsen, da hun i 2011 lukkede tysk atomkraft ned og indledte en energirevolution med vidtgående følger for hele Europa og tyskerne selv (den såkaldte Energiewende). Alligevel bebrejdede Kurbjuweit altså kansleren, at hun ikke krævede noget af tyskerne, og da slet ikke strid. ”Hun spreder en aura af manglende ophidselse, af kedsommelighed om sig. (…) Hun forlanger intet af befolkningen – ingen reformer, ingen ofre, ingen debatter, ingen strid,” sagde Kurbjuweit i Deutschlandfunk. Tidligere havde medier råbt, at ’Kohl må væk!’, eller ’Schröder må væk!’ ”Aldrig har nogen sagt: ’Merkel må væk!’” sukkede Spiegel-journalisten.
Det skulle han aldrig have skrevet. Kurbjuweits nye bog havde ikke ligget fire dage hos boghandlerne, før den tyske kansler på sin sommerpressekonference den 31. august 2015 inddrog sine landsmænd i den største humanitære opgave, Forbundsrepublikken havde stået overfor i 20 år: at give ly til de hundrede tusinder af flygtninge, der på det tidspunkt trak op igennem Europa med en hale af ufattelige tragedier efter sig. Nu var det i hvert fald bevist, at ambitionsniveauet rakte til mere end kartoffelsuppe.
EU svigter Tyskland
Kreditkrisen i Sydeuropa, krigen i Ukraine, det langsomme, men sikre sammenbrud i forstenede kulturer i den arabiske verden og de deraf følgende massemyrderier i Syrien – alle udgør de, hvad den tidligere amerikanske diplomat John Christian Kornblum med et strategisk begreb kaldte ”det faktiskes normative kraft”, da han i november 2015 i avisen Die Welt opfordrede Merkel til at fortsætte sin kurs. Vi står over for kendsgerninger, der udfordrer vores evne, ikke bare til krisestyring, men til langsigtede løsninger på problemkomplekser, som angår alle europæere.
Det tyske højre har været i oprør siden Merkels principielle beslutning om, at syriske flygtninge kan søge asyl i Tyskland, selvom det strider mod Dublinaftalerne. Beslutningen blev truffet i samråd med Østrig den 4. september 2015. I princippet kræver Dublinsystemet ellers, at en flygtning skal søge asyl i det første EU-land, hvortil flygtningen ankommer. Men Dublin udelukker ikke, at en stat frivilligt kan foretage asylprøvningen, hvis flygtninge ikke længere bliver eller kan blive behandlet menneskeligt i det første EU-land, de betræder.
I resten af 2015 var kansleren kringsat af fjender, for at bruge et godt norsk udtryk. Men hun fik støtte af sin regering, omend i nogle tilfælde kun med møje. Tysklands præsident, Joachim Gauck, har i to store taler (i september 2015 og i Davos, Schweiz, januar 2016) stillet sig bag Merkels politik og samtidig sat ord på nogle af de forudsætninger for projektets gennemførelse, som den ofte ordknappe kansler selv har forsømt at understrege.
Frankrig, Sverige og Østrig så ligesom Tyskland i flygtningekrisens første måneder et menneskeligt problem, der også angik deres egne lande. I sidste ende slog regeringerne i alle tre lande dog bak og bøjede sig for et nationalistisk pres fra henholdsvis Front National, det østrigske Frihedsparti og Sverigedemokraterna. Resten af EU-landenes regeringer tier eller protesterer åbenlyst mod Merkel. Østeuropæiske lande afviser kategorisk at medvirke til at fordele flygtninge internt i EU. Andre foretager sig intet, med det resultat at Tyskland kommer til at betale det meste af regningen for Syrienkrigens stadig voksende menneskelige omkostninger.
Forventningen synes at være, at store lande, in casu Tyskland, hjælper mindre lande, når de får problemer, som f.eks. Danmark gjorde efter det første nej til Maastrichttraktaten. Solidariteten går aldrig den anden vej. Det har senest Storbritannien fået at føle – kun Merkels Tyskland har taget sig sammen til at hjælpe London forud for den skæbnesvangre EU-folkeafstemning, der vil finde sted torsdag den 23. juni 2016.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har under hele krisen stået fast på, at der skal findes en fordelingsnøgle for flygtninge internt i EU, og han støttes heri af den liberale fraktion i Europa-Parlamentet, ALDE. Guy Verhofstadt, fraktionens formand, skrev sammen med den liberale tyske EU-politiker Michael Theurer umiddelbart før EU-topmødet i februar et opråb, hvori det bl.a. hed: ”Tysklands uindskrænkede beredskab til at tage imod flygtninge, der hviler på forbundskanslerens individuelle etiske overbevisninger, kan lige så lidt fortsættes som den stivnakkede bunkermentalitet, der hersker andre steder. Vi oplever et kaos, der ikke blot forlænger elendigheden for hundrede tusinder af flygtende mennesker, men også styrker højrepopulister og nynazister og får EU og Schengenrummet til at vakle.”
Et flertal af EU’s beslutningstagere, nemlig medlemslandenes stats- og regeringschefer, har svigtet Tyskland uden at give svar på, hvordan vi som fællesskab skal forholde os til ”det faktiskes normative kraft”, altså til et konkret og fysisk problem, der ikke løses ved at fortrænge det eller placere det i Tyskland.
I ganske særlig grad har det skuffet tyskerne, at Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, den såkaldte Visegrad-gruppe, ikke vil deltage i fordelingen af flygtninge og truer med at tage skridt, der de facto afskærer Grækenland fra at være medlem af Schengenrummet. Herta Müller, den tyske forfatter, der i 2009 modtog nobelprisen i litteratur, var undersåt i Rumænien, indtil hun i 1987 emigrerede til Vestberlin. Müller gav denne kritik mund og mæle, da hun i november 2015 modtog byen Kölns ’Heinrich Böll Pris’. Hun er stolt af Tysklands flygtningepolitik. Mennesker flygter, når ethvert andet sted er bedre, sagde Müller: ”Dette regnestykke er udtryk for den totale resignation. Derfor er det så anstødeligt, når de flygtende, der i dag kommer til vores land, betegnes som invasion eller lavine. Flugt har intet med aggression at gøre. Flugt er en defensiv handling for enhver af de enkelte, som flugten består af.”
200.000 flygtede fra Ungarn under den sovjetiske invasion i 1956. 400.000 fra Tjekkoslovakiet, da tropper fra den sovjetisk dominerede Warszawapagt knuste reformkommunismen dér i 1968. ”Derfor ærgrer det mig umådeligt, at de østeuropæiske lande i dag optræder, som hørte flugt ikke til deres historie. Krig er en politisk fjende, og krigsflygtninge er politisk forfulgte, og hver enkelt behøver beskyttelse. Denne beskyttelse kan ikke begrænses, bare fordi så mange har brug for den,” sagde Müller. Hun opsagde ifølge velunderrettede kilder sit abonnement på Frankfurter Allgemeine Zeitung, FAZ, da den konservative avis på lederplads forlangte, at Tyskland får en regering, hvis chef viser sit hårde ansigt, ikke sit venlige.
I en regeringserklæring i Forbundsdagen i oktober 2015 sagde Merkel, at den vigtigste årsag til de aktuelle flygtningebevægelser fra Mellemøsten mod Europa er og bliver krigen i Syrien. Denne krise må løses ved at inddrage Rusland og andre internationale aktører i en politisk dialog. Igen og igen betoner Merkel, at krisen kun kan løses politisk og ikke ved voldsanvendelse.
Efter terrorangrebet i Paris den 13. november 2015 måtte hun af politiske grunde revidere dén tanke. Den franske præsident følte sig tvunget til at vise handlekraft såvel udadtil som indadtil. Han erklærede sit land i undtagelsestilstand og besluttede at bombe det islamiske kalifat IS’s stillinger i Syrien – med bistand fra tyske overvågningsfly og tyske flådefartøjer i Middelhavet. Det krævede solidariteten mellem de to lande. Begge Hollandes beslutninger er stærkt omdiskuterede. Christiane Taubira, der trådte tilbage som Frankrigs justitsminister i januar, kaldte i en redegørelse for sin afgang beslutningerne for ”symbolske” og uden praktisk betydning. Det mindsker ikke Merkels krav om, at EU bliver en del af løsningen, ikke af problemet.
Et Alternativ for Tyskland
På hjemmefronten ser et voksende antal borgere lige omvendt på sagen. For dem er landets kansler en del af problemet, ikke af løsningen. Ved tre valg, der afholdes samtidig den 13. marts i delstaterne Rheinland-Pfalz, Baden-Württemberg og Sachsen-Anhalt, vil det fremmedfjendske Alternativ for Tyskland, AfD, også blive repræsenteret. AfD blev i 2014 og 2015 valgt ind i landdagene i Brandenburg, Sachsen og Thüringen i øst og i de vestlige bydelsstater Bremen og Hamburg i vest. Partiet står stærkt i øst, svagere i vest. Det spås op mod 17 pct. af stemmerne ved martsvalget i det østlige Sachsen-Anhalt og henholdsvis 12 og 9 pct. i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz i vest. Når partiet bare tilnærmelsesvis disse tal, bliver det den tredjestærkeste politiske kraft i Tyskland efter unionspartierne CDU-CSU og Socialdemokratiet SPD. Hermed har Tyskland som et af de sidste lande i Europa fået et højreradikalt parti, der med stor sandsynlighed bliver valgt ind i Forbundsdagen ved valget i 2017 – eller tidligere, hvis Merkels flygtningepolitik resulterer i hendes afgang i utide. Partiet, der stadig betragter sig som en ’bevægelse’, vil dog allertidligst kunne komme i betragtning som regeringsdeltager efter valget i 2021.
AfD blev grundlagt i 2013 med tysk udtræden af eurozonen som program. Dengang blev det betegnet som et ’professorparti’, men højreradikale kredse fik hurtigt smidt den selvbevidste akademikerfløj på porten. I dag opfylder partiet alle betingelser for at blive betegnet som højreradikalt. Det er udtalt nationalistisk (på tysk ’völkisch’, et ord, der på tysk betegner et etnisk rent folkefællesskab). Indvandrere og muslimer, hvis værdier åbenlyst ringeagtes, er faste fjendebilleder, og dets tankegods er socialdarwinistisk præget. Björn Höcke, AfD’s stærke mand og lederen af partiets gruppe i landdagen i Thüringen, advarede i december i fjor på et offentligt møde mod en evolutionsbetinget ekspansiv reproduktionsadfærd, der ifølge ham er fremherskende blandt afrikanske folk, men ikke blandt europæiske.
Partiets leder, Frauke Petry, der også leder AfD’s fraktion i landdagen i Sachsen og er kendt og berygtet for sine nationalistiske og fremmedfjendske hadetaler, satte i den nuværende valgkamp trumf på, da hun til to aviser, en i Rheinland-Pfalz og en i Baden-Württemberg, lod forstå, at det tyske grænsepoliti i yderste konsekvens måtte gøre brug af skydevåben mod flygtninge, der forsøgte at komme illegalt ind i landet. Taktikken ved den slags militante udmeldinger er altid, at de siden modereres lidt, når budskabet er forstået af potentielle modtagere. Men i dette tilfælde gik kabalen ikke op. Mens Petry forsøgte at forklare sig nærmere, kom Beatrix von Storch, AfD-medlem i Europaparlamentet, i al hast sin partiformand til undsætning med den tilføjelse, at grænsepolitiet måtte skyde på kvinder og børn, hvis de krydsede den såkaldt grønne grænse i skovområder mellem Østrig og Tyskland.
Den tyske tænketank Otto Brenner Stiftung har under denne vinters valgkamp påvist, at AfD betjener sig af to forskellige strategier i Øst- og Vesttyskland. I øst taler partiet, som tilsvarende højrekræfter gør overalt i Østeuropa, altså uden filter, mens det i vest stadig optræder ’professoralt’ og mere afdæmpet.
CSU vs. CDU
Horst Seehofer, formanden for CSU, der er det bayerske søsterparti til Merkels CDU, gav den 20. november 2015 sine landsmænd en prøve på det uvenlige, hårde ansigt, som den konservative avis FAZ efterlyste. Det ansigt tonede frem, efter at kansleren havde holdt sin tale på CSU’s årsmøde i München og forklaret, hvorledes Tyskland vil reducere antallet af asylsøgende.
Merkels plan var og er, at grænsekontrollen i Tyskland skal skærpes, behandlingen af asylansøgere skal gå hurtigere, og afviste skal mere konsekvent sendes tilbage til deres oprindelseslande. Samtidig skal der, som allerede nævnt, ske en mere fair fordeling inden for EU; EU’s ydergrænser, specielt i Grækenland og Italien, skal forstærkes, og flygtninge dér skal registreres ved såkaldte hotspots. Endelig skal Tyrkiet gennem en aftale med EU forpligtes til at bremse den livsfarlige og illegale trafik fra Tyrkiet over Ægæerhavet til de græske øer. Så klarer vi flygtningekrisen uden en fastlagt ’overgrænse’ for det antal, vi kan modtage, sluttede Merkel.
Denne konklusion behagede ikke Seehofer, der kræver en årlig overgrænse på 200.000 flygtninge. CSU-formanden mistede al selvkontrol. Mens kansleren endnu stod ved siden af ham på scenen, besteg CSU-formanden, en i forvejen ganske høj mand, talerstolen, hvorfra han i enhver forstand i 13 lange minutter talte ned til Merkel, der med et uddødt ansigtsudtryk lod uvejret passere. Seehofer bebrejdede kansleren, at hun ikke viste nogen tegn på forståelse for hans holdning, selvom hun kendte den. Da Seehofer var færdig, rakte kansleren sin blomsterbuket over til en CSU-medarbejder og forlod uden videre høflighedsgestus årsmødet. Hvad der måtte have været af tillid mellem de to ledere af hvert sit erklæret kristelige parti, er nu væk. ”Vi mødes igen!” sagde Seehofer truende fra talerstolen.
Det kom til at stemme. CSU-regeringen i Bayern, der ledes af Seehofer, rejste i januar 2016 i et brev til Merkels forbundsregering en række uopfyldelige krav, herunder kravet om en overgrænse. Skulle uenigheden ende med et decideret brud mellem de to partier, har Merkel sammen med Socialdemokratiet stadig flertal i Forbundsdagen og kan regere videre. Seehofer truer med at indbringe flygtningespørgsmålet for den tyske forfatningsdomstol. Hans regering i Bayern mener, at forbundsregeringens politik krænker delstaternes selvstyre. Endelig aflagde Seehofer i februar den russiske præsident Putin et høflighedsbesøg. Hans Moskvaophold fandt sted, samtidig med at Putin optrappede de russiske bombeangreb over Syrien og satte nyt skub i masseflugten fra landet. Knap havde Seehofer taget afsked med Putin i Kreml og var kommet vel tilbage til München, før han vakte opsigt, selv i Bayern, med en udtalelse om, at Merkelregeringen udøver et ”herredømme af uret”.
Seehofers stadig mere utøjlede angreb på Merkel svækker begge partier i offentligheden. Kansleren red dog stormen af helt frem til julemåneden 2015, hvor hun efter en timelang tale på hendes eget parti CDU’s årsmøde modtog et ti minutter langt stående bifald. Her gentog hun, at politiske ledere bør kunne se mulighederne og ikke kun vanskelighederne. ”Jeg er overbevist,” sagde hun: ”Når vi gør det rigtigt, bliver chancerne mange gange større end risikoen.”
I den offentlige diskussion bruges begrebet ’overgrænse’ i en stedfortræderkrig om, hvor mange asylsøgende Tyskland vil modtage, ikke hvor mange landet rent faktisk kan modtage. 1 mio. asylansøgere blandt en befolkning på 80 mio. er et overskueligt tal, ikke mindst da Tyskland normalt giver asyl til godt og vel 40 pct. af ansøgerne, mens procenten er langt højere i fx Danmark (omkring de 70 pct.) og Sverige (77 pct.). Langt under de omkring 1 mio. asylansøgere i 2015 vil få tilkendt status som flygtninge, og reglerne for familiesammenføring er strammet.
Uanset om Merkel ”klarer det”, som hun siger, eller ej, er det lykkedes hende at gøre Tyskland til et humanitært tilflugtssted for hundrede tusinder af mennesker, der er flygtet fra massakrerne i Syrien og elendigheden i flygtningelejrene i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Hærskarer af frivillige tog imod flygtninge overalt i landet, hjalp med at skaffe telte og husly, tøj og mad og ikke mindst menneskeligt samvær. Selvfølgelig har der været masser af problemer, men på de store linjer har mængder af tyskere, de udskældte ’Gutmenschen’(’godhjertede tosser’), vist, at menneskerettigheder ikke fordeles efter apartheidprincipper.
Merkel har vist, at titlen på Kurbjuweits i dag lykkeligt glemte bog, ’Uden alternativ’, ikke passer til hende og slet ikke til den flygtningepolitik, der er reglen i EU, ikke mindst i Danmark. Hun har demonstreret, at der til den faktisk findes et alternativ.
På baggrund af Merkels diplomatiske offensiv over for Vladimir Putin i konflikten om Ukraine kalder George Soros, den ungarskamerikanske filantrop og formand for bl.a. Open Society Foundations, i en artikel i februar i år i New York Review of Books den tyske kansler for ”leder af EU og derfor indirekte af den frie verden”. Soros tilføjer: ”Hun var nok endnu mere fremsynet, da hun indså, at migrationskrisen risikerer at ødelægge EU, først ved at fremtvinge et sammenbrud i Schengensystemet med åbne grænser og på længere sigt ved at undergrave det indre marked. (…) Hun handlede ud fra principper og var villig til at risikere sin lederstilling. Hun fortjener støtte fra dem, der deler hendes principper.”
Merkel: årets personlighed
Merkels handlinger burde ikke være kommet bag på nogen, heller ikke på Der Spiegels redaktører. Allerede i sin nytårstale på årets sidste dag i 2014 sagde kansleren på sin regerings vegne, at krige og kriser har påtvunget verden flere flygtninge end nogensinde før. Mange har bogstaveligt talt undsluppet døden. ”Det er en selvfølge, at vi hjælper dem og tager imod mennesker, der søger tilflugt hos os,” fastslog hun. Et år efter gjorde den unge tyske filosof Richard David Precht regnskabet op i nytårsudgaven af ugemagasinet Die Zeit. 2015 vil gå over i historien som det år, ”da et lille vindue i vores bevidsthedstrange livsform blev åbnet: Ægte liv! Ægte bekymringer! Ægte nød! Ægte drømme! Ægte håb! Luk ikke vinduet, det er for sandt!”
Hans kollega, Rüdiger Safranski, der har forfattet et utal af velskrevne bøger om tyske filosoffer og tysk kultur, var ikke enig. I en samtale med Die Weltwoche, et ugemagasin på den yderste fremmedfjendtlige fløj i Schweiz, kaldte Safranski Merkel ’moralsk infantil’ og en skadevolder, der uden demokratisk mandat til at vende op og ned på Tyskland i en håndevending har sluppet ”millioner og atter millioner af islamiske indvandrere” ind i landet. Der er heller ingen nåde at hente hos Stefan Aust, tidligere mangeårig chefredaktør for Der Spiegel og i dag udgiver af den borgerlige avis Die Welt. Ifølge Aust går den tyske nation med Merkel intet mindre end sin undergang i møde.
Det amerikanske Time Magazine så anderledes på sagen. I december 2015 blev Merkel af USA’s bedst kendte ugeblad kåret til ’Årets person’, et valg, George Soros helhjertet støtter. Det konservative blad, der ikke redigeres af ’Gutmenschen’, begrundede sit valg med disse ord: ”På et tidspunkt, da en stor del af verden igen er midt i en voldsom debat om balancen mellem sikkerhed og frihed, kræver kansleren ikke så lidt af det tyske folk og ved deres eksempel også resten af os. At vise gæstfrihed. At være uforknyt. At tro, at store civilisationer bygger broer, ikke mure, og at krige vindes både på og uden for slagmarken. Ved at se flygtninge som ofre, der må reddes, snarere end en indtrængende fjende, der skal fordrives, satsede kvinden, der voksede op bag Jerntæppet, på frihed. Præstedatteren betjente sig af barmhjertighed som et våben.” Time fortsatte: ”Man kan være enig med hende eller uenig, men hun følger ikke den nemme vej. Ledere prøves kun, når folk ikke ønsker at følge dem. For at have bedt sit land om mere, end de fleste politikere ville have vovet, for at stå fast over for tyranni såvel som selvbehagelighed og for til stadighed at vise moralsk lederskab i en verden, hvor det ikke hænger på træerne, er Angela Merkel Times Person of the Year.” Før Merkel har hendes forgængere Konrad Adenauer (1953) og Willy Brandt (1970) nydt samme eksklusive ære på Times forside. Det er ingen hverdagsbegivenhed.
En aften i Köln
Men på selve tærsklen til det nye år ramte en katastrofe Merkels i forvejen betrængte flygtningepolitik. Kvinder blev seksuelt forulempet nytårsaften i Köln og en række andre større tyske byer, enkelte blev voldtaget. Voldsmændene havde let spil, da det område i Köln, hvor overgrebene skete, var delt mellem to forskellige politistyrker med forskellige kommandoveje: Banegårde hører under forbundspolitiet, mens delstaten Nordrhein-Westfalens lokale politi overvågede området omkring domkirken.
Sagen er stadig under opklaring. Tre uger efter voldshandlingerne kunne myndighederne oplyse, at ofrenes samlede tal for hele Tyskland var mere end 1.200. Halvdelen af dem havde været udsat for strafbare seksuelle overgreb. De foreløbig 52 mistænkte, som politiet identificerede ved lokalisering af stjålne mobiltelefoner, har ikke tysk statsborgerskab. De er ikke ’flygtninge’ i retlig forstand, men kommer hovedsagelig fra Maghreb-landene Algeriet og Marokko, altså såkaldt sikre lande, hvis borgere ikke kan få asyl i Tyskland. De hører til en gruppe illegale indvandrere, der i årevis har cirkuleret i Europa. De har dannet småkriminelle miljøer, især i Nordrhein-Westfalen, hvor Köln ligger.
Det tyske forbundskriminalpoliti, BKA, oplyste i november 2015, at flygtninge statistisk set ikke adskiller sig fra den øvrige befolkning, hvad kriminalitet angår. Samlet kommer ”flygtninge i gennemsnit præcis lige så lidt eller meget i konflikt med straffeloven som sammenlignelige grupper i den indfødte befolkning,” sagde Thomas de Maizière, Tysklands indenrigsminister, ved præsentationen af BKA’s statistik. Ministeren fastslog: ”Størstedelen af flygtningene begår ingen forbrydelser, de søger tværtimod beskyttelse og fred i Tyskland.” I februar i år gjorde BKA status over hele 2015 og konstaterede, at lovovertrædelser begået af indvandrere er næsten fordoblet i forhold til 2014. Men BKA understreger, at stigningen ikke har noget at gøre med det stærkt forøgede antal asylansøgere. ”Den helt overvejende del af asylansøgerne begår ingen lovovertrædelser,” hedder det i BKA’s status.
På det saglige plan har overgrebene nytårsnat intet med Merkels asylpolitik at gøre. Det drejer sig snarere om delstaternes indsats for at bekæmpe kriminalitet. De pågældende miljøer har været kendt i flere år. Politiet oplyser, at kriminaliteten blandt syriske asylsøgere er ekstremt lav.
Men i offentligheden skyder man først og spørger bagefter. Sagen blev erklæret for en skandale såvel i Tyskland som i andre lande, hvor læsere og sociale medier fik ny næring til deres fordomme. Fordomme er, som navnet siger, domme, man fælder, før en sag er oplyst, før nogen er sigtet, og længe før nogen er dømt ved retten. Det nye år var kun få dage gammelt, så blev der dømt ”løgnepresse” til medierne, ”fortielseskartel” til myndighederne og ”sex-jihad”, udkæmpet af de ”arabere og negerhorder”, som interesserede kunne læse mere om på den stærkt besøgte tyske hjemmeside ’Politically Incorrect’.
En anledning til forargelsen var, at politiet i første omgang tilbageholdt de få vidnesbyrd, det havde om gerningsmændenes mulige identitet. Det samme gjorde nationale medier, men ikke lokale. Den elementære forklaring er i begge tilfælde, at politiet nytårsnat ikke havde det fornødne overblik over omfanget af overgreb, og at medierne af samme grund heller ikke umiddelbart så det politisk eksplosive i udlændingenes kriminelle overfald på kvinder. Såvel politi som medier har etiske regler for, hvornår og om en gerningsmands identitet kan eller må afsløres. Det sker udtrykkeligt for ikke at give unødig næring til fordomme over for mindretal. De sociale medier har tilintetgjort disse regler. De kan ikke opretholdes længere.
Med det kendskab, man efterhånden fik af forholdene, står det klart, at tyske presseetiske regler i dette tilfælde ikke kræver, at identiteten tilbageholdes. Et forkasteligt mønster i den arabiske kultur, som unge mænd med indvandrerbaggrund bringer med sig hjemmefra, bør nævnes ved navn, ”ellers har vi ingen midler til at bekæmpe det,” mente professor og etnolog Susanne Schröter i en samtale med FAZ i januar. Hun tilføjede for god ordens skyld: ”Det betyder meget langt fra, at det tyske samfund ikke er sexistisk.” Hver anden tysk kvinde har på sin arbejdsplads været udsat for seksuelle overgreb, der falder ind under straffeloven. Schröter åbnede den 19. januar en offentlig, live overført tværkulturel dialog om manderoller i den muslimske verden på sit institut ved det ansete Johan Wolfgang Goethe-universitet i Frankfurt. Sociologiske undersøgelser viser, at indvandrere fra den arabiske verden rent faktisk ændrer adfærd, når de selvstændigt eller under faglig vejledning tilpasser sig det tyske samfund.
Forkæmpere for kvinders rettigheder i Tyskland måtte dog hurtigt sande, at interessen for ofrene i Köln og andre byer stod i et omvendt forhold til ønsket om at angribe den tyske kansler i særdeleshed og flygtninge og indvandrere i almindelighed. En ny stedfortræderkrig med ’Köln’ som det ultimative våben var brudt ud. Die Zeits indenrigspolitiske chefredaktør, Bernd Ulrich, beskrev fænomenet som ”en masseindvandring af konservative i den mest avancerede feminisme”.
Et helt nyt ord så dagens lys: ’femo-nationalisme’. I kølvandet på denne spritnye politiske strømning fandt ledelsen af CDU omsider tiden inde til at kalde Merkel for ’forkvinde’, ikke ’formand’ (’Parteivorsitzende’, ikke som før ’Parteivorsitzender’). Kvindefrigørelsen i Tyskland rykkede nytårsnat.
CSU er det parti, der mest energisk, og mest overraskende, har taget kvindesagen til sit hjerte, men det har endnu meget at lære på dette område. Det viste CSU’s partiformand som omtalt, da han på sit partis årsmøde tilsvinede sin gæst, Tysklands kansler, og behandlede hende som ”en skolepige”, som det hed i aviserne Die Welt og Bild. Det var aldrig sket, hvis kansleren havde været en mand. Og det er aldrig før sket. Seehofers overraskende forsøg på at beskrive Merkels regeringsførelse som et ”herredømme af uret” og hans nedværdigende behandling af Merkel er synlige vidnesbyrd om, at to af de tre anklager, Merkels modstandere fremførte imod hende under den afgørende valgkamp i 2005, nu igen indgår i den offentlige debat. I 2005 talte det imod Merkels kanslerkandidatur, at hun var kvinde, og at hun var fra DDR, en ”uretsstat”. Den tredje anklage, at hun dertil er barnløs, har Seehofer foreløbig holdt fingrene fra.
Først i 1997 gjorde Forbundsdagen voldtægt i ægteskabet strafbart. Men den dag i dag kan CSU’s top ikke bekvemme sig selv til at fordømme voldtægt i ægteskabet, der er den hyppigste af alle voldtægtsforbrydelser i Tyskland. Overgrebene nytårsnat var ifølge Seehofer et angreb på ”katolske værdier”. Det forklarede han således: ”Her tolererer vi ikke voldtægt uden ægteskabskontrakt. Den, der ikke accepterer det, kan skride.” Seehofer sigtede tydeligvis til flygtninge og indvandrere, som ofte får at vide, at de kan skride, hvis de bryder tyske love. Men for ikke at blive misforstået af sit hjemmepublikum indlagde Seehofer ordet ”ohne Trauschein”, altså ”uden ægteskabskontrakt”. Sagt den 7. januar 2016.
I Tyskland er prostitution tilladt. Og det er en kæmpe industri. Mod betaling tiltvinger omkring 1 mio. mænd sig hver dag seksuelt samkvem med en eller flere af de omkring 400.000 prostituerede kvinder, der ofte under kriminelle og voldelige forhold arbejder i Tyskland. Af disse kvinder arbejder kun 90.000 på relativt sikre bordeller, resten er freelance. Tysklands Statistik anslår, at branchens årlige omsætning er på 7,3 mia. euro. Tyske mænds forestillinger om kvinder ligger måske alligevel ikke milevidt fra det arabiske kvindebillede, der nu har fået mediernes kærlighed at føle. Men kriminalitet bliver naturligvis ikke bedre af, at andre følger trop.
Der blev sat et lille, men markant punktum for efterspillet efter Köln, da Ruth Klüger fik ordet ved en mindehøjtidelighed i den tyske Forbundsdag på Auschwitzdagen den 27. januar 2016. Som 11-årig kom hun i 1942 i kz-lejren Theresienstadt, hvorfra hun blev overført til tilintetgørelseslejren Auschwitz. Hun overlevede mirakuløst og emigrerede efter krigen til USA. Her endte hun som professor i tysk litteratur ved Berkeley-universitetet i Californien. Forud for talen sagde Klüger til Die Welt, at der var en tid, da jøder som hun selv blev udstødt af Tyskland eller dræbt. ”Men pludselig er der en regering, der tager imod flygtninge, der er i livsfare. Det gør et stort indtryk på mig. At kunne holde en tale til denne regering, og ikke til en hvilken som helst, men til denne, med hr. Gauck og fru Merkel, det er mig en ære,” sagde Klüger.
Hendes tale i Forbundsdagen handlede om det slavearbejde, hun selv blev sat til, og om det forhold, at Tyskland efter krigen aldrig gav kz-lejrenes slaveprostituerede erstatning for deres ødelagte liv. Den 84-årige Klüger sluttede med at citere Merkels mest berømte udsagn i flygtningekrisen: ”Das schaffen wir!” (på dansk: ”Den opgave klarer vi”).