Ras Tind Nielsen: Miljømæssigt er Kina på randen af kollaps

Ras Tind Nielsen: Miljømæssigt er Kina på randen af kollaps

12.03.2016

.

Af Ras Tind Nielsen [fra RÆSON25]

Kina betaler en dødbringende pris for økonomisk vækst. Landet står i øjeblikket over for den største miljømæssige krise i årtier, hvis ikke nogensinde. En omfattende forurening af landbrugsjorden, grundvandet og luften har store negative konsekvenser for befolkningens helbred og trivsel. I Beijing og andre storbyer har man som resultat af den voldsomme luftforurening ofte været nødsaget til at lukke skoler og hospitaler og udstede udgangsforbud. I januar 2016 blev smogalarmen udløst flere gange, og store forurenende fabrikker måtte lukkes – midlertidigt, men omgående – i et forsøg på at begrænse problemet.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ligger grænseniveauet for ’ren luft’ på 25 mikrogram pr. kubikmeter af de såkaldte PM2.5-partikler (en særlig partikel, som findes i sod, udstødning og støv). I november og december 2015 samt januar 2016 er der flere gange i Beijing målt værdier op mod 900 mikrogram pr. kubikmeter. En lang række udslip fra fabrikker, der fremstiller kemikalier til brug i industrien, forårsager desuden voldsom forurening af jord, floder og vandreservoirer. 55 pct. af grundvandet under de større byer anslås nu at være forurenet, mindst 20 pct. af landbrugsjorden vurderes at være forgiftet af tungmetaller, og 300 mio. borgere i landområderne har ikke adgang til rent drikkevand (Minxin Pei, 2013).

Ifølge Verdensbanken svarer effekterne af forureningen samlet set til 5,8 pct. af Kinas BNP i form af for tidlige dødsfald, omkostninger for sundhedsvæsenet og materielle skader. Luftforureningen alene anslås at koste 700.000 dødsfald om året (World Bank 2007, 2015).

Den kinesiske ledelse ved godt, at den er helt gal, men har hidtil kun haft minimalt held med at begrænse forureningen, på trods af at Kina har en af verdens mest detaljerede miljølovgivninger. Så hvorfor har en politisk ledelse – som ellers er berømt og berygtet for sin effektivitet i mange andre henseender – ikke kunnet løse opgaven?

De voldsomme forureningsproblemer – som er blevet særlig synlige inden for det sidste årti – skal først og fremmest anskues som en utilsigtet konsekvens af landets eksplosive økonomiske vækst, urbanisering, industrialisering og motorisering siden 1980’erne.

Det er efterhånden blevet en kliché, at Kinas økonomi buldrer derudaf, men for at forstå, hvorfor verdens andenstørste økonomi pludselig står på randen af et miljømæssigt kollaps, må vi sætte forandringerne i perspektiv: På 30 år er BNP vokset fra 202 mia. US$ til 11.800 mia. US$, 500 mio. kinesere er flyttet fra landområder til byerne, og energiforbruget er mere end femdoblet. Hvor det foretrukne transportmiddel i 1980 var en cykel, så er det i dag bilen, og antallet af personbiler i Kina estimeres i dag til 160 mio. (The Economist, 2015; The Guardian, 2012; The Wall Street Journal, 2014). Forandringerne har ganske simpelt været så store, og udviklingen er gået så stærkt, at ingen for alvor har kunnet forudsige eller overskue de miljømæssige konsekvenser.

Prisen for vækstraterne
Den kinesiske ledelse har været så fokuseret på at skabe økonomisk vækst, at man ikke sideløbende har prioriteret bæredygtig udvikling i tilstrækkelig grad. Det hænger sammen med, at kommunistpartiets (KKP) politiske legitimitet frem for alt hviler på evnen til at skabe og fordele økonomisk velstand. Her peges ofte på den stiltiende aftale, partiet har indgået med befolkningen: ’Vi sørger for stigende velstand til alle, hvis I til gengæld holder jer fra politik’. Rationalet er, at så længe der skabes jobs og den almindelige borger mærker en forbedring i levestandarden fra år til år, så er partiets magtmonopol ikke truet.

I bedste planøkonomiske stil har dette rationale manifesteret sig i måden, centralregeringen forsøger at styre delstats- og lokalregeringer på. Et udbredt og berygtet styringsværktøj er en prioriteret liste over mål, som de enkelte lokale administrationer skal opfylde inden for en femårig periode, og som partiet anvender til at evaluere og henholdsvis belønne eller straffe partimedlemmer med ledende poster. I årtier har mål om politisk stabilitet, økonomisk vækst og jobskabelse siddet tungt på de øverste pladser på listen, mens mål, der angår miljø og sundhed, optræder i bunden.

I forsøget på at opnå gode evalueringer vil den enkelte lokale ledelse ofte gå efter de mål, som står øverst på listen, og i mange tilfælde har den hurtigste vej til vækst og jobskabelse været i direkte konflikt med miljøregler og miljøvenlige strategier for udvikling.

Hertil kan lægges en udbredt korruption, hvor mange lokale partimedlemmer ofte har økonomiske interesser, der går imod miljølovgivningen. Det ses, når lokale partiledere giver dispensation til kemikaliefabrikker, der udleder gifte i floder, når entreprenører får tilladelse til byggerier, der ikke lever op til fastsatte standarder, eller når industrien ikke anvender tilstrækkelige filtre på skorstene (The Diplomat, 2015). Så selvom staten siger ét – Kinas minister for miljøbeskyttelse, Chen Jining, har gentagne gange meldt ud, at alle, der ikke følger miljøreglerne, vil blive straffet hårdt – så gør delstaterne og kommunerne ofte noget andet. Resultatet er en økonomisk vækst, der i mange tilfælde er svært ødelæggende for miljøet.

Starten på enden for kommunistpartiets magtmonopol?
Kinas Kommunistiske Parti har faktisk ofte været udsat for presset fra en utilfreds befolkning – antallet af mindre demonstrationer og folkelige protester estimeres til at ligge mellem 180.000 og 230.000 om året. Årsagerne til utilfredsheden er mange og kan variere fra lukning af arbejdspladser over konfiskering af bøndernes jord til tvangsflytning af borgere,men partiet har for det meste vist sig meget dygtigt til at håndtere modstanden, fordi utilfredsheden har været lokalt funderet og ofte udspringer af lokale partifolks beslutninger. Politikere på højeste niveau har derfor kunnet placere ansvaret lokalt, også selvom de upopulære beslutninger ofte er resultatet af et hårdt pres fra den centrale partitop om at skabe resultater. Hertil kommer, at partiet gennem skarp kontrol med medierne forhindrer information om de mange protester i at sprede sig. Toppen af partiet isolerer således sig selv fra kritik.

Men miljøkrisen er større i omfang og rammer langt flere borgere på samme tid end mange af de andre problemer, som ellers fører til folkelig utilfredshed. Når det fx drejer sig om luftforureningen, som rammer de store byer, får problemet en anden, mere synlig karakter, som ikke tillader regeringen at flytte fokus. Alle – høj som lav – i Beijing, Shanghai, Guangzhou og Chongqing mærker smoggen, støvet i næse og lunger og den efterfølgende hoste. Taler man med almindelige borgere i disse store byer, udtrykkes der stor bekymring over forureningsniveauet, og dette på trods af at myndighederne manipulerer smogmålingerne for at få situationen til at se bedre ud. I en ny rapport fra amerikanske Pew Research Center nævner 75 pct. af de kinesiske respondenter forurening af luften og vandet som et af de mest alvorlige problemer i Kina netop nu (Pew Research Center, 2015).

De kinesiske medier er også kommet på banen i hidtil uset grad. Kina er ellers notorisk berygtet for sin begrænsning af mediers og enkeltpersoners ytringsfrihed, men når det kommer til miljøspørgsmål, er der friere rammer for ytringer i tale, på skrift og på de sociale medier. Det skyldes særligt, at miljøproblemerne er så tydelige for alle, at selv partiet anerkender dem og derfor slækker på mediekontrollen. En række kritiske journalister har ligefrem gjort karriere ved at afsløre lokale myndigheders mangel på opretholdelse af miljølovgivningen, svindel i forbindelse med tildeling af industrigrunde og virksomheders forurenende adfærd.

Mest berømt er måske Chai Jings dokumentarfilm ’Under the Dome’ om den katastrofale luftforurening. Videoen spredte sig som en steppebrand på de sociale medier, blev set af tusindvis af borgere og skabte stor debat i Kina – i en sådan grad at regeringens censurbureau til sidst krævede dele af filmen redigeret. Men overordnet ser vi en ny tendens: Så længe skylden ikke direkte tildeles magthaverne i Beijing eller de allerstørste regionale partibosser, har medier og journalister rimelige muligheder for at rette kritik mod de allerværste former for forurening. Dette har skabt en større grad af offentlig debat i aviser og på de sociale medier, end man ser på andre områder (Council on Foreign Relations, 2016).

De kinesiske politikere har også været langt mere åbne over for at indrømme, at der på miljøområdet er store og omsiggribende problemer, som må håndteres. Chen Jiping, et højtstående partimedlem, påpegede i 2013, at miljøproblemet er blevet en af de væsentligste årsager til det voksende antal masseprotester imod regeringen, og året efter, i marts 2014, erklærede premierminister Li Keqiang ”krig mod forureningen”.

Konflikten mellem den økonomiske fremgang og den voksende forurening skaber måske den største udfordring for den politiske ledelse i Kina i de kommende år, fordi hensynet til fortsat økonomisk fremgang skal balanceres med bæredygtige løsninger inden for energi og miljø. I denne forfatters optik bliver det en sand lakmus¬prøve, som kan betyde starten på enden for kommunistpartiets magtmonopol, hvis ikke der gribes ind for alvor.

Et opgør med de gamle industrier?
Kommunistpartiets ledere er da også i gang med en række tiltag, som skal forsøge at afhjælpe problemet.

For det første viser staten villighed til at lukke dele af den svære industri: De gamle, tunge og traditionelt statsejede industrier – minedrift, stålproduktion og kulkraftindustrien – er blandt de største miljøsyndere i Kina i dag. Staten har længe holdt disse sektorer kunstigt i live gennem store subsidier bl.a. for at holde arbejdsløsheden nede og dermed begrænse risikoen for protester. Men overskuddet af arbejdskraft er faldende, og dermed er der ikke et lige så stort behov for at beskytte ineffektive sektorer i økonomien. Samtidig bliver Kinas økonomi mere integreret i den globale økonomi, og regeringen udviser derfor en højere grad af villighed til at lade de statsejede virksomheder prøve kræfter på markedsvilkår. Det betyder allerede nu lukninger af adskillige ikkeprofitable, forurenende fabrikker.

For det andet satses der mere på bæredygtig udvikling end nogensinde før: I 2014 reviderede partiet for første gang i over 20 år miljøloven og iværksatte en række stramninger for at styre industriens udledninger. Blandt de væsentligste ændringer er, at de nye femårsplaner sætter større fokus på bæredygtig miljøudvikling i evalueringen af lokale partiledere. Dette er en meget vigtig udvikling, som potentielt set kan eliminere de ovenfor nævnte implementeringsproblemer fra centralt til lokalt hold. Herudover investerer Kina i disse år rekordstort i nye energityper, bl.a. atomkraft, vind-, vand- og solenergi, for at frigøre sig mere fra kul og olie. Der er dog lang vej, før man for alvor kan tale om en grøn omstilling. Kul, olie og naturgas tegner sig i dag for ca. 90 pct. af Kinas energiforbrug, og ifølge de amerikanske energimyndigheders fremskrivninger vil afhængigheden af fossile brændstoffer i Kina i 2030 ’kun’ være reduceret til ca. 80 pct. af det samlede energiforbrug. Dette skal ses i lyset af, at det samlede energiforbrug estimeres til at firedobles i perioden 2015-2030, hvorfor der fortsat vil være behov for kul og olie (U.S. Energy Information Administration, 2015). Kinas energiforbrug vil altså på trods af de bæredygtige investeringer fortsat være baseret på fossile brændsler i lang tid fremover.

For det tredje omstilles økonomien i disse år fra industriproduktion til privatforbrug: Den kinesiske regering fokuserer i disse år på at skabe en storstilet omstilling fra industribaseret og eksportorienteret vækst til servicefokuseret og forbrugsdrevet vækst. Det sker, fordi Kinas succes som verdens fabrikshal ikke kan opretholdes på sigt grundet kraftigt stigende lønninger, som mindsker landets priskonkurrenceevne. Som følge heraf skal det i god keynesiansk forstand ikke længere være industrien, men forbrugerne, der skal drive den økonomiske udvikling fremover. Den voksende middelklasse har stor købekraft, og partiets håb er, at det vil skabe grobund for en ny type af kinesiske virksomheder inden for servicesektoren, som vil gøre landet mindre afhængigt af eksport. Skiftet fra industri- til serviceøkonomi vil også betyde markant mindre udledning fra fabrikkerne. Hvis det lykkes, vil det derfor afhjælpe en stor del af forureningsproblemerne.

Der er altså både gode og dårlige udsigter for Kinas miljø. De gode er, at KKP for alvor anerkender problemerne og nu ser ud til at træde i aktion. Hvis det lykkes at omstille økonomien og implementere miljøstramninger, kan man få bugt med store dele af den forurening, som stammer fra industriproduktionen. De dårlige udsigter er, at omstillingerne vil tage lang tid, og at forureningen fortsætter i mellemtiden. Hertil kommer, at de effekter, som er medført af urbaniseringen og motoriseringen – to processer, der kun ser ud til at tiltage yderligere i de kommende generationer – også kræver bæredygtige svar. Derfor er der god grund til fortsat at holde nøje øje med udviklingen – ikke mindst for det Kommunistiske Parti.

ILLUSTRATION: Industriområde i Shenyang, Kina (foto: Mark Henley/polfoto)