09.03.2016

Af Sarah Borger [fra RÆSON25]

I september gik Rusland aktivt ind i kampene i Syrien. Siden da har vi været vidne til en optrapning af IS-relaterede terrorangreb – ikke mindst med angrebet i Paris og sandsynligvis af det russiske passagerfly. Fredsforhandlingerne i Wien nærmer sig med lidt held deres tredje runde, mens et utal af større og mindre diplomatiske kriser er udbrudt og afblæst.

På trods af et par af de største militære sejre over IS i længere tid – tilbageerobringen af Sinjar og Ramadi i Irak – er det tilsyneladende umuligt for verdens eksperter at blive enige om, hvorvidt Islamisk Stat er svækket eller styrket. Kampene fortsætter, der er blevet skruet op for frekvensen af luftbombardementer, og situationen synes at vokse i kompleksitet for hver dag, der går.

Har Vesten skabt IS?
Et tilbagevendende argument fra både modstandere og fortalere for den militære indsats imod IS er, at vi, Vesten, indirekte har skabt gruppen. Skyldsspørgsmålet er på sin vis relevant, fordi det ligger i forlængelse af spørgsmålet om ansvarsplacering og pligt til at løse den katastrofale situation. Men det er i mindst lige så høj grad væsentligt, fordi vores handlemuligheder i vid udstrækning er bestemt af vores tidligere politik i Mellemøsten.

Påstand 1: ’Vi gødede jorden for den voldelige jihadisme’. Lidt firkantet stillet op var salafister længe fredelige, hovedsagligt apolitiske, sunnimuslimer. Utopien for de ’almindelige’ salafister var – og er – et samfund, der i alle aspekter ligner den tid, som profeten Muhammed levede i. De frasiger sig alt bida, altså innovation, og ønsker et kalifat, hvor sharialovene fortolkes bogstaveligt og praktiseres fuldt ud. Men de havde ingen voldelige aspirationer.

Den voldelige gren af salafismen – dét, man kalder jihadi salafisme eller salafistisk jihadisme (et begreb introduceret af terrorforskeren Gilles Kepel) – dukker først for alvor op i kølvandet på den russisk-afghanske krig (1979-1989), der bl.a. fostrede mujahedin-bevægelsen (direkte oversat betyder mujahedin: ’en, der udfører jihad’). Mujahedinerne viste sig at være talentfulde guerillakrigere og blev støttet massivt af USA og Golflandene. De udgjorde en kompetent opposition til de russiske styrker i Afghanistan, og de var dermed Vestens ’fjendes fjende’ i Den Kolde Krig – et begreb, der i øvrigt spiller en helt afgørende rolle i den nuværende politiske kompleksitet i Mellemøsten. Blandt mujahedinerne var Osama Bin Laden, hovedfiguren bag al-Qaeda og den voldelige jihadisme, som vi kender og konfronteres med i dag. Hvor direkte forbindelsen mellem den amerikanske regering og Bin Laden-familien var, kan diskuteres. Men faktum er, at mujahedinerne fik doneret flere milliarder dollars og våbenleverancer – bl.a. Stingermissiler – gennem CIA i den indsats, der blev kaldt Operation Cyclone. De kom styrkede og kamptrænede ud af konflikten og formede grupper som Taleban og al-Qaeda.

Påstand 2: ’Vi gødede jorden for den sekteriske vold i Irak’. Da USA invaderede Irak i 2003, dukkede Abu Musab al-Zarqawi op som ny leder for det, der dengang blev kaldt al-Qaeda i Irak (AQI). Zarqawi, der var blevet opdraget både blandt mujahedinerne i Afghanistan og blandt ideologiske nøglefigurer i det jordanske fængsel Swaqa, var allerede fra begyndelsen på kant med ledelsen i al-Qaeda. Men AQI var svækket på grund af amerikanernes jagt på terrorister efter 9/11, og Zarqawi blev tolereret og støttet af al-Qaeda, fordi han formåede at opbygge gruppen fra bunden i Irak med sin brutale, men effektive stil. Den amerikanske invasion af Irak blev hurtigt gennemført – og Saddam Hussein og hans Baathpartis æra var endegyldigt forbi. Men AQI og en række af Baathpartiets støtter og militære nøglepersoner slog sig sammen i kampen mod de amerikanske styrker og dannede en overraskende alliance imellem islamister og nationalister, hvor anti-imperialisme og modstanden imod det shiitiske flertal var fællesnævnerne. Og de gamle baathister sidder i dag i vid udstrækning på markante militærposter i IS.

Hvorvidt det var ideologisk eller strategisk motiveret, kan man kun gætte på, men Zarqawi antændte for alvor det sekteriske element i konflikten. Sunnitterne var ikke tilfredse med at skulle ledes af en shiitisk regering (Maliki) efter Saddams fald. Men det var primært, da Zarqawi begyndte fx at angribe shiamuslimske helligdomme og moskéer, at polariseringen fik en voldelig karakter. Det lykkedes ham at puste liv i den historiske sekteriske konflikt, men han var godt hjulpet på vej af den generelle bekymring blandt landets sunnimuslimske mindretal, efter den shiadominerede regering blev indsat under stærk amerikansk indflydelse. Det, der af mange sunnimuslimske arabere blev forstået som en kamp mellem sunnimuslimer og den uhellige alliance mellem shiamuslimer og amerikanske besættere, trak et stort antal foreign fighters til Irak – op imod 90 pct. kom ifølge eksperten Charles Lister (’The Syrian Jihad’, 2015) over den syriske grænse med hjælp fra den syriske efterretningstjeneste.

Mirakuløst formåede det amerikanske militær at samle en række sunnimuslimske stammer under det, der blev kaldt ”the sunni awakening” eller ”Sahwa”. Mod betaling og med løfter om efterfølgende politisk indflydelse kæmpede stammerne imod al-Qaeda og underminerede samtidig den sekteriske narrativ og dermed den sociale opbakning til AQI. De var en ny udgave af ’vores fjendes fjende’ i kampen mod aflæggeren (al-Qaeda) af vores gamle ’fjendes fjende’ (de afghanske mujahediner). Strategien virkede. Zarqawi blev dræbt, og AQI blev reduceret markant i årene mellem 2006 og 2011.
Men amerikanerne trak sig ud af Irak. Styringen med det irakiske militær blev overladt til Maliki, der havde tætte bånd til den iranske regering. Maliki gav ikke sunnistammerne den indflydelse, de var blevet lovet. Tværtimod opløste og fængslede han gradvist de sunnimuslimske grupper, der havde spillet hovedrollen i at svække – næsten tilintetgøre – AQI. USA greb ikke ind, og den sekteriske vold brød ud igen – denne gang uden amerikanske soldater til at begrænse blodsudgydelserne. AQI’s medlemmer havde chancen for at omgruppere sig, klippe nogle af båndene til moderorganisationen og gendøbe sig Islamisk Stat i Irak (ISI) – nu under ledelse af gruppens nye leder, Abu Omar al-Baghdadi (der døde i 2010 og blev erstattet af den nuværende leder, Abu Bakr al-Baghdadi). Det, der var tilbage af den irakiske hær, efter at amerikanerne havde afsat hele topledelsen, var ikke meget bevendt i kampen mod den nye, topmotiverede terrorgruppe. De desillusionerede sunnimuslimer og det inkompetente og undermotiverede militær betød, at IS kunne indtage strategiske nøgleområder i Irak uden synderlig modstand. Det skete i rekordfart.

Påstand 3: ’Vi gødede jorden for den syriske katastrofe’. Da det folkelige oprør brød ud i Syrien i byen Dara i 2011, havde det reelt ikke en religiøs dimension. Kravene, der blev stillet til den syriske regering, var de samme krav, som havde genlydt over hele regionen: social retfærdighed, politiske reformer, flere jobs og en indsats imod den massive korruption. Assad slog protesterne ned med vold, men de brød hurtigt ud nye steder, og regulære kampe mellem militæret og oprørerne blev hverdag. Siden da har Vesten på de store linjer passivt set til, imens en ubegribelig tragedie har udspillet sig.

Det ville være en underdrivelse at sige, at Vestens indsats for at stoppe krigen i Syrien har været både ineffektiv og utilstrækkelig. De diplomatiske tiltag var indtil efteråret 2014 meget, meget sparsomme. Obamas advarsler til Assad mod at overtræde Den Røde Linje – brugen af kemiske våben – blev aldrig fulgt op af handling [se kapitlet af Mikkel Vedby Rasmussen, red.]. Vi har grundlæggende tolereret regimets massakre på sin egen befolkning. Men hvor USA og Vesten ikke handlede, gjorde andre det. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar, alle tre sunnimuslimske lande, sørgede for at levere store mængder våben til oprørerne – i håbet om, at det ville lykkes at vælte den Iranstøttede, shiamuslimske Assad-regering og på den måde tippe magtbalancen i regionen til deres fordel. Iran – og til dels Rusland – sendte af samme årsag flere og flere midler til regimet. Alliancen mellem Assad og Iran gjorde det umuligt for landets sunnimuslimske flertal at forestille sig et nogenlunde acceptabelt scenarie med levn fra den nuværende regering, hvori sunnitterne selv kun har haft minimal indflydelse. Til gengæld fik de hjælp af saudierne. Hvad der oprindeligt var en kamp imellem et korrupt og autokratisk regime og dets befolkning, blev over tid i vid udstrækning et spørgsmål om shia og sunni. I takt med at tøndebomberne faldt, fik borgerkrigen i Syrien derfor også et regionalt og sekterisk element.

Nogle vil konkludere, at Vestens, især USA’s, politik i regionen er en afgørende årsag til den tragedie, der i øjeblikket udspiller sig. Og USA spillede som vist en klar rolle i at styrke den voldelige jihadisme og skabe den politiske ustabilitet. Vesten har truffet en række mildest talt uheldige beslutninger, hvilket efterfølgende er blevet erkendt af adskillige vestlige statsledere: Vi gik for hurtigt ind, kom for hurtigt ud – og da vi tøvede, havde det også enorme konsekvenser. Men i samme åndedrag må de regionale stormagters rolle også nævnes. Både Saudi-Arabien og Iran har været fuldstændig afgørende i det nuværende kaos. Og Islamisk Stats momentum skyldes også de arabiske regeringers inkompetence, gennemsyrende korruption og fuldkomne uvilje til at imødekomme de legitime krav om politiske reformer, økonomisk ansvarlighed og demokratisk deltagelse. IS har kun haft en sådan medvind, fordi der ikke har været et nær så stærkt lokalt alternativ – særligt for regionens sunnimuslimer. Den pointe fortjener at blive understreget. På samme måde er det også åbenlyst sandt, at der ikke er nogen langsigtede løsninger, før problemet med de inkompetente regeringer bliver løst.

Fjendens fjender
Islamisk Stat var fra begyndelsen en hvepserede, som ingen – og slet ikke Obama-administrationen – havde lyst til at røre ved. Men i efteråret 2014 kunne man ikke længere sidde råbene om hjælp fra fx yazidierne i Sinjar overhørig. IS dræbte adskillige tusind, kidnappede kvinder og børn og jagede mere end 200.000 yazidier på flugt. Mange talte om et decideret folkemord (senere bekræftet af FN i marts 2015), hvilket ifølge FN’s folkedrabskonvention (1948) kræver international indgriben. Sådan så det retoriske billede i hvert fald ud, der tegnedes i optakten til oktober 2014. En mindre eksponeret del af historien var, at amerikanerne havde investeret massivt i de kurdiske områder i Nordirak, hvor IS nu var i fuld færd med at marchere ind. Man havde satset hårdt på at skabe politisk stabilitet, så store amerikanske oliefirmaer som fx ExxonMobil kunne arbejde uforstyrret, og deres ansatte ikke mødte unødvendige udfordringer. Man ville kort sagt beskytte det amerikanske konsulat i Arbil, amerikanske expats og amerikanske økonomiske interesser i området. I oktober 2014 besluttede det internationale samfund at gribe ind, og man samlede en koalition under amerikansk ledelse. En intervention var dog kun acceptabel under to forudsætninger: 1) Ingen soldater på landjorden, kun fly. Og 2) det skulle være en bred koalition, som rummede så mange lokale kræfter som muligt.

Status er i øjeblikket:

1) Luftbombardementerne begrænser muligvis gruppens fremfærd, men sætter den på ingen måde ud af spil. Fra oktober 2014 til angrebet i Paris i november 2015 havde koalitionen udført omkring 8.000 luftangreb imod IS, små 3.000 i Syrien, godt 5.000 i Irak. Ved indgangen til 2016 var det samlede antal luftangreb oppe på små 10.000 (ifølge det amerikanske forsvarsministerium, 10/1/2016), foruden de russiske luftangreb (omkring 2.000 angreb rettet imod IS). Kurderne kæmper stadig bravt og udgør den måske stærkeste militære opposition på jorden – bakket op af våbenleverancer bl.a. fra amerikanerne. De irakiske shiamilitser spiller også en bemærkelsesværdig rolle med økonomisk og militær støtte fra Iran. Alle eksterne parters bud på at håndtere IS er stadig internationale angreb fra luften og lokale angreb på jorden med mere eller mindre koordination.

Men på trods af den massive indsats er IS langt fra blevet ’defeated’ eller ’destroyed’, siden luftangrebene begyndte. Bevægelsen sidder stadig med varierende stædighed på en tredjedel af Syrien og en tredjedel af Irak. Og selvom meget tyder på, at de trods alt er pressede af den seneste øgede indsats fra deres modstandere, så er der meget lidt enighed om, hvorvidt angrebet i Paris var et udtryk for svaghed og desperation eller blot et skift i strategi – fra lokal udvidelse af territorium til global krigserklæring.

Selvom IS har overrasket verden med sin militære kapacitet, så er der ingen tvivl om, at gruppen fra et militært perspektiv kunne bekæmpes hurtigt, hvis dens modstandere var villige til at gå helhjertet ind i kampen – dvs.: at sætte landtropper på jorden. General David Richards vurderer (The Inquiry, BBC, 21/11/2015), at en styrke på omkring 100.000 trænede og engagerede internationale tropper under amerikansk ledelse ville kunne klare opgaven i løbet af få måneder. Indtil videre findes viljen til denne opskalering af den militære indsats dog ikke. Obama-administrationen sørger ganske vist for specialtrænede soldater på jorden, primært for at bistå luftangrebene, der har været ekstremt udfordrede af den manglende efterretning. Men selvom det er et skift i strategi, og selvom modstandere ikke var sene til at råbe ’mission creep’ (når en mission ubemærket udvikler sig ud over dens oprindelige mandat), så er der langt til de 100.000 tropper, Richards taler om.

2) Alle vil gerne af med IS, men samarbejdet mellem fjendens fjender er mildest talt haltende. Alle involverede ønsker på den ene side IS sat ud af spillet, men ingen har indenrigspolitisk opbakning til en krig i fuld skala. På den anden side ønsker ingen, at andre skal destruere IS og indtage pladsen – territorielt og/eller diplomatisk.

De eksterne koalitioner (primært Rusland/Iran og den amerikansk-ledede koalition, som Danmark er en del af), der trods alt leverer en militær indsats imod IS, angriber næsten udelukkende fra luften, men benytter sig af og støtter forskellige aktører på jorden: først og fremmest kurdere i Nordsyrien og Nordirak, (shia)militser i Irak og oppositionsgrupper i Syrien – foruden den irakiske hær (USA m.fl.) og den syriske hær (Rusland-Iran). På jorden fører disse alliancers støttefraktioner krig mod hinanden og komplicerer det diplomatiske samarbejde enormt.

Tyrkiet og kurderne
Kurderne har som bekendt givet IS effektiv modstand. Senest stod de bag en af de mest afgørende sejre over bevægelsen, generobringen af Sinjar, der har afskåret en væsentlig transportåre mellem IS’ syriske og irakiske territorier.

Fra krigens begyndelse har kurderne været unikke i deres vilje til at sætte alt ind på at overvinde IS’ styrker, og koalitionen har støttet dem massivt med både supplerende luftangreb, træning og forsendelser af våben og militært udstyr – alt sammen til tyrkernes frustration. Den helt afgørende motivation for kurdernes kampgejst er deres ønske om at bevare og udvide den grad af autonomi, de har haft (særligt i Irak).

Det kurdiske mindretal i Tyrkiet har historisk været i konflikt med den tyrkiske regering, og grupper som PKK har stået på alverdens terrorlister [se kapitlet af Deniz Serinci, red.]. Det tog derfor en rum tid, før tyrkerne gik aktivt ind i kampen mod IS. Tyrkiets førsteprioritet har hele vejen igennem været at undgå, at kurdernes ønske om autonomi og international anerkendelse blev til virkelighed. Og jo større sejre kurderne præsterer på slagmarken, desto vanskeligere bliver det at overhøre deres krav om selvstændighed – også på tyrkisk territorium.

Ligegyldigt hvordan man forholder sig til det kurdiske krav om autonomi, så skriver vores samarbejde med kurderne sig ind i en langvarig og bitter konflikt med en af vores NATO-partnere. Og lige så vigtig kurdernes indsats har været i kampen mod IS, lige så vigtig er den tyrkiske vilje til komme IS til livs.

Saudi-Arabien og Iran
Saudierne støttede koalitionen fra begyndelsen. De sunnimuslimske saudiere blev særligt af amerikanerne set som en vigtig samarbejdspartner for at undgå, at kampen imod IS skrev sig ind i den sekteriske konflikt til fordel for shiitterne. Dét ville kun kunne komme IS til gode. Logikken var forståelig og muligvis også rigtig. Det er dog påfaldende, hvordan den strenge og brutale fortolkning af islam i IS’ tilfælde bliver omtalt som næsten diabolsk – og i saudiernes tilfælde som regel højst nævnes med et lille træk på skuldrene.

Saudi-Arabiens juridiske system og religiøse logik (wahhabismen) lægger til grund for Islamisk Stats teologi – og rummer sin del af halshugninger, steninger og afkappede hænder for forseelser, som vores retssystem i værste fald ville betragte som bagateller. Alligevel havde samarbejdet med Saudi-Arabien dog et vist ræsonnement: 1) Dels tilførte det koalitionen en religiøs legitimitet i regionen. 2) Dels var saudierne indstillede på kamp, for trods de mange sammenfald i den religiøse praksis, så lagde IS ikke skjul på, at Saudi-Arabien var næste mål efter Syrien og Irak. 3) Dels – og måske vigtigst – var et samarbejde med saudierne måske den bedste måde at forhindre, at penge flød over grænserne ind til IS fra private donorer i Saudi-Arabien og Golflandene. Men så brød krigen i Yemen ud og har siden holdt saudierne fuldt beskæftigede med at forsvare deres egne grænser imod de Iranstøttede houthier. De støtter fortsat – primært økonomisk – oppositionsgrupper, der bekæmper Assad. Men til trods for adskillige opfordringer – senest også fra en del statsledere – er den øvrige saudiske indsats i krigen mod IS så godt som ikkeeksisterende.

Det efterlader ekstra god plads til Iran i det, der er blevet et globalt spil om fremtiden for både Syrien og for Irak. Irans tætte samarbejde med både den syriske og irakiske regering har givet dem en unik rolle i kampene. De har fra starten støttet irakiske shiamilitser, inddraget deres forlængede arm i Libanon, Hizbollah, og de har støttet den syriske hær med våben, træning osv. i mere eller mindre direkte grad.

Mange forklarer den iranske loyalitet over for Assad med hans religiøse forbindelse til shiaislam, som hans egen sekt – alawitterne – er associeret med. Men Irans støtte til regimet har snarere sit egentlige udspring i 1) at bevare geografisk adgang bl.a. til Hizbollah i Libanon, som sørger for at holde én af ærkefjenderne, Israel, under pres. Og 2) undgå, at Syrien falder i hænderne på aktører, der er loyale over for en anden ærkefjende, nemlig Saudi-Arabien.

Der har været enormt mange spekulationer om, hvad Irans historiske atomaftale med bl.a. USA ville betyde for borgerkrigen i Syrien, herunder for kampen imod Islamisk Stat. Gennem de seneste år har der været bred enighed om, at den bedste – hvis ikke eneste – mulighed for en fredelig løsning på konflikten var at få Iran til at sætte sig til forhandlingsbordet med Saudi-Arabien. Ingen af de to parter har været specielt begejstrede for den idé, men efter at atomaftalen med Iran faldt på plads i juli, var der tilsyneladende skabt et nyt rum for diplomatisk samarbejde med landet – og måske endda en reel mulighed for et mere regulært samarbejde med Iran om bekæmpelsen af Islamisk Stat.

Men så henrettede saudierne en række shiamuslimske politiske fanger, heriblandt sheikh Nimr al-Nimr, en prominent shiamuslimsk lærd, der primært siden sin dødsdom har haft en stor symbolværdi for det undertrykte shiamuslimske mindretal i Saudi-Arabien. Saudierne gjorde det sandsynligvis for at sende et signal til de oprørske shiamuslimer inden for landets grænser. Det førte til en eskalering af fjendskabet imellem de to regionale konkurrenter, og det har sat en kæp i hjulet for de kommende fredsforhandlinger om Syrien.

Rusland og de andre
Rusland har fra begyndelsen haft en aktie i borgerkrigen og har i øvrigt været Assad-regimets allierede siden 70’erne. Men indtil 30. september 2015 bestod den russiske støtte af at sende våben og økonomiske midler til den syriske hær – og desuden kunne enkelte vidner berette om russiske soldater, der (omgærdet af mystik) befandt sig på den syriske slagmark. Men i juli 2015 besøgte lederen af de iranske Quds-styrker, Qasem Soleimani, Moskva. Det var sandsynligvis et råb om hjælp til den vaklende Assad-regering. Senere bad Assad selv russerne om undsætning, og i slutningen af september besluttede det russiske parlament, Dumaen, at indlede en række luftangreb over syrisk territorium. Få timer senere var flyene i luften.

Det har ændret krigen fundamentalt. I første omgang annoncerede russerne, at indsatsen skulle betragtes som en del af kampen imod Islamisk Stat. Det stod dog hurtigt klart, at angrebene først og fremmest var rettet imod områder, som var under de ’moderate’ rebellers kontrol – ikke Islamisk Stats territorier. Og selvom Rusland sidenhen har angrebet Islamisk Stat, så er rebellerne åbenlyst – og efter russernes egne udsagn – deres primære mål. Russerne har gennemført ca. 5.000 luftangreb, men kun 30 pct. af disse har ifølge kilder i det amerikanske forsvar været rettet imod IS.

Selvom angrebene utvivlsomt kan give Assad-regeringen et nyt håb, køber de næppe regimet andet end tid. Og vurderet som indsats imod Islamisk Stat er det russiske angreb fuldt af problemer.

Den russiske indsats tilføjer endnu et proxyelement til en konflikt, som i forvejen føres af geopolitiske alliancer uden for Syriens og Iraks grænser. Det, der før i store træk hed saudiarabiske sunnier imod iranske shiitter, får nu et skær af Den Kolde Krig. Rusland og USA kæmper om retten til indflydelse i et territorium uden for deres egne grænser.

Efter at Tyrkiet den 24. november 2015 nedskød et russisk militærfly, der ifølge tyrkerne krænkede deres luftrum, er forholdet mellem de to gamle riger mildest talt køligt. Beskyldninger om hykleri og skjulte agendaer flyver gennem luften, nogle mere plausible end andre. Uvenskabet udmønter sig næppe i andet end symbolhandlinger og fornærmelser, men det tvinger bl.a. USA til klart at vælge side – og på den side står naturligvis NATO-partneren Tyrkiet frem for arvefjenden Rusland.

Ved indgangen til 2016 står Rusland, Iran og Assad derfor på den ene side af en geopolitisk kløft og kigger køligt på en lejr bestående af USA, Golflandene, Tyrkiet og de europæiske koalitionslande. Alle vil af med IS, men lever hellere lidt endnu med kalifatet end at risikere, at holdet på den anden side af kløften indtager det magtvakuum, der uvægerligt vil opstå efter kalifatets endeligt.

Det, vi ødelægger, skal vi selv bygge op igen
Da USA samlede koalitionen i 2014, var argumentet, at man ville standse den humanitære og sociale katastrofe, IS havde skabt. Den 24. september, foran FN’s Generalforsamling, anmodede præsident Obama fx det internationale samfund om at ”opløse IS’netværk af død” for at sætte en stopper for, at ”mødre, søstre og døtre bliver voldtaget. Uskyldige børn bliver skudt ned. Lig bliver kastet i massegrave. Religiøse minoriteter bliver sultet ihjel.” Og den australske statsadvokat George Brandis kaldte indsatsen for en ”humanitær indsats med militære elementer.” Massakren på yazidierne på Sinjar i august 2014 var den direkte årsag til, at koalitionen gik militært ind i Irak. Det humanitære perspektiv er i dag blevet et sekundært argument, mens krigen mod terror er det primære. Angrebet i Paris har kun forstærket den udvikling. Man har – ikke mindst på fransk initiativ – skruet bissen på. Det betyder flere bombardementer, hvilket betyder flere civile ofre, ikke mindst fordi man savner solide efterretninger.

Siden kalifatet blev udråbt i 2014, har det været koalitionens store udfordring, at den civile befolkning er afhængig af den sociale infrastruktur, som IS har opbygget. Hvor vakkelvornt et socialt og strukturelt skelet, den ’Islamiske Stat’ end måtte have, så er det nok til at konstituere en eller anden hverdag for befolkningen i territoriet. Det har været meget vanskeligt at ramme IS uden også at ramme civile – både direkte og indirekte. Begrebet ’dual function targets’ – altså mål, der bruges både militært og civilt – kan dække næsten alt inden for kalifatets grænser. Udover at bruge guerillakrigens kneb, såsom at gemme sig i befolkede byer eller transportere sig via avancerede tunnelsystemer, så er kalifatet også et regulært samfund – dysfunktionelt på mange områder, måske, men ikke på alle. Befolkningen er afhængig af, at IS leverer transport, el, skoler, lægehjælp og social hjælp til dem, der behøver det. Falder IS med et brag og uden erstatning, så kollapser landet også med massive omkostninger for befolkningen til følge.

Dengang krigen mod IS primært handlede om humanitære hensyn, var dette et regulært dilemma. Når krigen nu handler om udryddelsen af en terrorgruppe, betyder dette mindre end signalværdien af en hårdhændet gengældelsesindsats. Et klart eksempel på den tendens er det øgede antal angreb på oliekilder på kalifatets territorium. Man har længe vidst, at olien udgjorde en massiv indtægtskilde for IS. Til at stå for driften og salget af olien har IS i vid udstrækning ansat lokalbefolkningen – også folk, der ikke har erklæret troskab til bevægelsen. I erkendelsen af at den civile befolkning er dybt afhængig af olien, dels som indtægt og dels for at sikre elektricitet m.m., har man været forbeholden med at angribe oliekilderne. Et nedbrud af olieproduktionen vil have økonomiske konsekvenser for de to lande langt ud over IS’ potentielle nederlag. Vi – sejrherrerne – vil stå tilbage med spørgsmålet om, hvem der skal lappe hullet eller tage sig af konsekvenserne, hvis ikke det lykkes.

Adskillelsen imellem civile og militære ofre har på den måde været for vanskelig at gennemskue, og genopbygningen af især Syrien er allerede på nuværende tidspunkt uoverskuelig. Efter Paris er dette hensyn tilsyneladende mindre vigtigt. Ikke fordi konsekvenserne for civilbefolkningen ikke længere er relevante, men fordi krigen ikke længere handler om dem – målet er at få bugt med fjenden.

På lang sigt kan dette skift i strategi være problematisk. Mest åbenlyst er der modsætningen mellem ønsket om at vinde lokalbefolkningen over på ’vores’ side, hvis man samtidig slår civile ihjel (tilsigtet eller ej) eller ødelægger det fundament, der får deres liv til at hænge sammen økonomisk og socialt. Særligt hvis man ikke er parat til at stabilisere og genopbygge området i det lange løb.

Selvom 1/5 af syrerne er flygtet ud af landet, så bor 4/5 stadig i landet. De arbejder og lever en eller anden afskygning af en hverdag, hvor absurd det end må forekomme.

Damned if you do, damned if you don’t
De civile ofre for koalitionens indsats udgør et slagkraftigt argument i IS’ propaganda. Historien om den vestlige (imperialistiske) besættelsesmagt er en nøglefortælling i en stor del af Islamisk Stats materiale. Og det er en fortælling, der ikke kun vinder indpas i Syrien og Irak, men også blandt IS-støtter i Europa.

Vestlige statsledere har efterhånden forstået, hvor velsmurt et propaganda-apparat IS er. Næste fase er at erkende, at propagandaen kun har effekt, fordi den faktisk peger på reelle forhold i den virkelige verden. Islamisk Stat kan kun fremstille sig selv som succesfulde, fordi de rent faktisk HAR været det – i mange henseender den mest succesfulde jihadistbevægelse i moderne tid. De angreb, det syriske regime indledte i 2011, har kostet hundrede tusinder af mennesker livet. Og hver gang IS dræber en, dræber Assads styrker syv mennesker. Det er ikke svært at overbevise folk om, at modstanden imod Assad derfor er moralsk rigtig. At amerikanerne faktisk har spillet en rolle i den katastrofale situation i Mellemøsten, bekræfter de stærke anti-imperialistiske følelser, mange i regionen i forvejen nærede over for USA.

Det samme er tilfældet med europæiske jihadister. Islamisk Stat er ikke årsagen til religiøse ekstremisters relative succes i Europa (og USA) – det er der bred enighed om blandt langt de fleste eksperter. For ligesom det er tilfældet i Syrien og Irak, er der en række indenrigspolitiske og sociale omstændigheder, der har gødet jorden for IS-sympatien. Radikaliseringen havde fin vind i sejlene, længe før Islamisk Stat dukkede op. Til gengæld er det lykkedes IS at konstruere et fællesskab, der måske bedst kan betegnes som fiktivt (eller forestillet), mellem marginaliserede europæiske muslimer og sunnimuslimske irakere og syrere. Dette fællesskab er bl.a. baseret på fortællinger om Vesten vs. Resten (af verden), om racisme og om eksklusion. Virkeligheden er naturligvis, at marginaliserede muslimer i Vesten slås med nogle markant andre problemer end befolkningerne i Mellemøsten. Men IS tilbyder en mulighed for handling på et tidspunkt, hvor begge grupper (med rette) føler en høj grad af afmagt. Særligt efter flygtningestrømmene i 2014 og 2015 har europæisk indenrigspolitik været præget af en voksende og mere rå kritik af flygtninge, indvandrere og deres efterkommere. Integrationspolitikken strammes, og højreradikale strømninger er kommet til syne i næsten alle europæiske lande. Det er vand på IS’ propagandamølle, der i høj finder sin næring i en voksende polarisering.

Gruppens trusler om terrorister, der gemmer sig i flygtningestrømmen, har været et effektivt og oplagt kort at spille. Efter Paris er truslen blevet til virkelighed. De har hermed bevist, at 1) de gør præcis det, de siger, de vil gøre. Og 2) ingen skal føle sig sikre, og slet ikke koalitionens parter.

Vi ved ikke, i hvor høj grad Paris var et udtryk for IS’ overordnede strategi. Fortællingen om angrebet er blevet, at bagmændene var veltrænede og velfinansierede, men sandheden er, at angrebet hverken krævede stort budget eller årelang militærtræning. Det er en reel mulighed, at ’hjernen’ bag foretagendet, Abdelhamid Abaaoud, i vid udstrækning opererede uden om IS-ledelsen og snarere på foranledning af sit religiøse bagland i Molenbeek-kvarteret i Bruxelles. Udfaldet er ikke desto mindre det samme for IS, der opnåede en enorm propagandasejr. Angrebet har fået Frankrig, Storbritannien og Tyskland til at smide fløjlshandskerne og skrue op for frekvensen og omfanget af luftangreb – med flere civile ofre og ødelæggelse af landene til følge. Dermed er IS rykket et skridt nærmere den konfrontation med hele Vesten, som ifølge profetierne er begyndelsen til slutningen. De apokalyptiske visioner, og tilbuddet om at være på den ’rigtige’ side på dommedag, er et af de stærkeste rekrutteringskort, gruppen kan spille. Derfor vil IS gerne eskalere konflikten og udviske grænserne imellem det, der primært er et militært problem (IS i Irak og Syrien), og det, der primært er et internt socialt og politisk problem, bl.a. i Europa (hjemmegroede terrorister, der lader sig oplære og inspirere af IS).

Paris har udløst en parathed til handling, først og fremmest fra fransk side, men også i øvrigt (hvilket eksempelvis illustreres i seneste koalitionsmøde i Paris midt januar 2016, hvor ingen arabiske koalitionspartnere var inviteret). Men det har tilsyneladende ikke udløst viljen til at sætte landtropper ind eller engagere sig på den lange bane. Det seneste møde i Wien, der skulle have haft fokus på konfliktløsning i Syrien, blev i høj grad påvirket af den samme terrordiskurs, som Assad bruger til at retfærdiggøre angrebene på sin befolkning. IS har sat os i en situation, hvor det er meget svært at vinde: Hvis vi ikke angriber for fuld kraft, trods de provokationer, som terrorangrebene er, virker vi svage, og kalifatet vil fortsat eksistere en rum tid. Det tiltrækker opbakning, sympatierklæringer og foreign fighters. Hvis vi angriber for fuld kraft, bekræfter vi IS’ profeti og er skyld i flere civile ofre. Det tiltrækker også opbakning, sympatierklæringer og foreign fighters.

I Irak er vores eneste vej ud at satse på at underminere Islamisk Stats opbakning blandt de sunnimuslimer, der tøver med at bekæmpe IS aktivt. Man kan sige, at sejrspotentialet faktisk ligger i samarbejdet med ’fjendens venner’ snarere end ’fjendens fjender’. Vi skal bruge endnu en ’sunni awakening’.

Obama har for længst anerkendt den sandhed, men han har haft mildest talt svært ved at finde de velvillige sunnimuslimer, vi skal samarbejde med. Foruden de effektive kurdiske styrker i nord, der næppe vil fortsætte kampene syd for deres territorium, så er de kampklare sunnimuslimer svære at få øje på. David Ignatius, kolumnist på Washington Post, beskrev problematikken sådan her i starten af december: ”Det urovækkende faktum er, at der ikke eksisterer en stærk, pålidelig, indfødt styrke på landjorden i Irak eller Syrien. USA har forsøgt at løse det problem, siden Mosul faldt i 2014 – med meget lidt succes.” Opbakningen til IS blandt de lokale sunnitter må nemlig ikke forklejnes.

Efter Baathpartiets fald i Irak har det sunnimuslimske flertal været underlagt ledere, der i forskellig grad har været shia- og Iranaffilierede. Den systematiske undertrykkelse af de før så indflydelsesrige sunnimuslimers rettigheder og politiske indflydelse er et faktum. Det er derfor ikke uden årsag, hvis den sunnimuslimske befolkning føler, at Islamisk Stat er et lige så godt – eller bedre – bud på en lokal ledelse, der tilgodeser deres behov, end det nuværende, synlige alternativ: Maliki-regeringen og de Iranstøttede shiamilitser, der er fuldt ud konkurrencedygtige med IS, når det handler om brutalitet og sekterisme.

Men der er ingen grund til at tro, at irakerne først og fremmest var orienterede efter religiøs retning (sunni/shia) før det nuværende kaos. Da irakerne eksempelvis gik til parlamentsvalg i 2010, valgte de partiet INA, ledet af Ayad Allawi, der ikke havde fokus på sekteriske skillelinjer. At shiamuslimske Nuri al-Maliki, der systematisk har afskåret Iraks sunnimuslimer fra indflydelse, alligevel fik posten som premierminister, var i vid udstrækning et resultat af den amerikanske støtte. Og dét fik krisen til at eskalere. Tidligere rådgiver for den amerikanske centralkommando i Irak Ali Khedery skrev fire år senere i Washington Post om 2010-valget: ”Jeg indså, at hvis han [Maliki] blev på posten, så ville han skabe en splittende, despotisk og sekterisk regering, der ville rive landet fra hinanden og spolere amerikanske interesser. USA holdt alligevel fast ved Maliki, og nu står vi over for et strategisk nederlag i Irak og måske i Mellemøsten i bredere forstand.”

De brutale kampe mellem sunni og shia har tvunget befolkningerne til at orientere sig efter deres religiøse tilhørsforhold. Og de sidste års katastrofer har bundet dem fastere til den religiøse orientering. Det er den, der afgør deres mulighed for indflydelse og i mange tilfælde deres chance for at overleve. Det er derfor svært at vurdere, om der på nuværende tidspunkt er en chance for at lade fortiden ligge. Skulle chancen være der, bliver den sandsynligvis mindre for hvert civilt menneskeliv, der går tabt i de igangværende kampe (som netop finder sted langs en sunni/shia-akse).

I Syrien handler det af historiske grunde mindre om shiitter og sunnitter og mere om minoriteter i bredere forstand og om stormagtspolitik og eksterne kræfters kamp for indflydelse. Præsident Bashar al-Assad er alawi, en religiøs retning, som de fleste forbinder løst – hvis overhovedet – med shiismen. Og oprøret imod ham har ikke grundlæggende handlet om religion. Det er stormagtspolitiske interesser (og våbenleverancer), der holder konflikten i fuld brand i Syrien. Og det er stormagterne, man kigger efter, når man ønsker hjælp.

Vi, den internationale koalition, bliver af mange civile syrere og irakere opfattet som en (indirekte) del af en Iran-Rusland-Assad-alliance, så længe vi tolererer Assad og ikke ser ud, som om vi arbejder på at forhindre de russiske angreb på de af Assads modstandere, som ikke er affilierede med IS. Det er muligvis misvisende, men det er også en udbredt fortolkning af situationen. Den betyder, at sympatien for jihadisterne vokser – hvis ikke for IS, så det al-Qaeda-affilierede al-Nusra eller lignende.

Hvis den nødvendige militære indsats skal bære frugt, er et samarbejde med de sunnimuslimske fraktioner et must. Og selvom succesen med at hverve kampvillige sunnitter hidtil har været tvivlsom, så er tidspunktet faktisk rimelig godt nu. Flygtninge, der har forladt kalifatet, fortæller, at skepsissen blandt de almindelige sunnimuslimer i bl.a. Raqqa vokser, i takt med at bombeangrebene tager til (fx Karam Shoumali i New York Times, 1/12/2015). Langt fra alle i de IS-kontrollerede områder har købt apokalypseprofetien, og de vil ikke gå i døden for kalifatet. Hvis IS ikke længere kan tilbyde stabilitet og sikkerhed, så står opbakningen til gruppen sandsynligvis også på et mere usikkert fundament, end den har gjort længe.

Livet i kalifatet er ikke den lykkelige drøm, Islamisk Stat har solgt til sine følgere. Gruppens brutalitet over for regelbrydere og dens manglende evne til at levere de basale sociale ydelser æder huller i den folkelige støtte. Jo mere befolkningerne under IS vender sig imod kalifatets ledelse, desto større vokser den internationale koalitions chance for at indgå det samarbejde, der kan vende IS’ krigsheld.

De sidste måneder har IS fået nye problemer. Faldende oliepriser og koalitionens angreb på IS’ finansielle nøglepunkter har sat gruppen under økonomisk pres. Ambitionen om at levere et fuldt funktionelt samfund med hospitaler, skoler, socialhjælp osv. er svær at efterleve, og ifølge Syrian Observatory for Human Rights har IS annonceret, at gruppens krigere vil få halveret deres lønninger. Samtidig har man tilbageerobret 40 pct. af IS-kontrolleret territorium i Irak og 10 pct. i Syrien. Særligt amerikanerne har desuden intensiveret ambitionen om at bekæmpe IS’ brand og succes på de sociale medier. Alt dette kan have en negativ effekt både på gruppens brand, tiltrækningskraft og lokale opbakning – og dermed på IS’ langsigtede overlevelsesdygtighed. IS kan potentielt være ved at gå under med en klynken snarere end med et brag.

Når dette er sagt, så er der stadig to markante perspektiver, der slår skår i optimismen:

1. Islamisk Stat har stadig massiv opbakning blandt jihadgrupper i resten af regionen – og verden, for den sags skyld. Vi er vidner til flere og flere sympatierklæringer og terrorhandlinger, der tilskrives IS-sympatisører, bl.a. i Indien, Indonesien og Nordafrika. I Libyen, hvor IS er relativt stærkt repræsenteret (vurderingerne varierer fra 2-3.000-10.000 krigere) har USA udført tre luftangreb mod bevægelsen – senest i februar 2016.

2. Krigen i Syrien er ikke i nærheden af at blive standset. Kompleksiteten blandt de internationale interessenter og aktører bliver ikke mindre. Og der er stadig ingen klare og troværdige svar på, hvad der ville skulle ske efter IS

Dette åbner for tre centrale spørgsmål:

1) De såkaldte moderate sunnimuslimske oprørere indeholder religiøse subgrupper, i hvert fald hvis man skal samle den brede opbakning, krigen kræver. Kan vi forudse konsekvenserne af at støtte sunnimuslimske stammer i Irak, eller indgår vi en ny pagt med ’fjendens fjender’, der på sigt kan give samme bagslag som samarbejdet med mujahedinerne i Afghanistan? Kan vi sortere de ’moderate’ fra de mindre moderate, og har vi råd til at lave den slags vurderinger, hvis IS skal overmandes?

2) Hvem skal håndtere de gengældelsesaktioner, der uden tvivl vil følge i kølvandet på uddrivelsen af IS-krigerne? Koalitionslandene har fx indtil videre forlangt, at shiamilitserne skulle holdes nogenlunde på afstand, når territorier skulle tilbagevindes fra IS (jf. Ramadi) – netop fordi man frygtede shiamuslimske hævnangreb på den sunnimuslimske befolkning, der var tilbage.

3) Kan de sunnimuslimske stammer overtales til at samarbejde med os efter svigtet i Irak i kølvandet på ’the sunni awakening’? Eller har vi for et lille årti siden brændt den bro, der kunne bringe os og regionen sikkert over på den rigtige side af IS’ undergang?

Første åbenlyse skridt i retning mod at genvinde et gran af tillid hos regionens befolkninger er at få afsat Assad eller som minimum: få standset hans massakre på syrerne med en eller anden form for våbenhvile. Det er afgørende, at forhandlingerne i Genève genoptages. En ’awakening’ i Irak er nødt til at gå hånd i hånd med en massiv diplomatisk indsats for at redde resterne af Syrien. Med op imod 300.000 menneskeliv tabt alene i Syrien, er dette ikke en konflikt, hvor man kan finde neutral grund.

ILLUSTRATION: Irakiske sikkerhedsstyrker i Ramaadi (AP Photo/Osama Sami)