11.03.2016
.
Af Søren Knudsen [fra RÆSON25]
Reformtempoet har været hæsblæsende under Tanzanias nyvalgte præsident John Pombe Joseph Magufuli. Siden sin indsættelse i november 2015 har han udsat det politiske system for reel chokterapi i kampen mod korruption. Men nok så mange reformer løser ikke den politiske krise på øen Zanzibar, hvor valgkommissionen den 22. januar 2016 afviste at fortsætte stemmeoptællingen og i stedet annoncerede omvalg til marts. Omvalget frygtes at sætte den politiske stabilitet i Tanzania over styr, hvilket endnu en gang vil puste til ønsket om selvstændighed for den muslimske ø.
Valget i oktober sidste år var det mest konkurrenceprægede valg i Tanzanias historie – og ovenikøbet ét, hvor vinderen ikke var kendt på forhånd. For første gang var det nemlig lykkedes at sammentømre en opposition som reelt alternativ til det regerende socialistiske parti, CCM (Chama Cha Mapinduzi – ’revolutionens parti’), der har siddet tungt på magten, siden republikken blev dannet i 1964. Og valgkampen rummede det stof, romaner og TV-serier er gjort af: Oppositionen var anført af landets tidligere premierminister Edward Lowassa, der forlod regeringspartiet, da det blev klart, at han ikke ville blive nomineret som partiets kandidat til præsidentposten. I stedet nominerede CCM teknokraten Magufuli, der ikke var nær så kendt som den tidligere premierminister, men som til gengæld – så vidt vides – aldrig har været involveret i korruption. Og netop kampen mod korruption var et helt centralt tema i valgkampen. Mange tanzaniere har ganske enkelt fået nok af den korruption, der gennemsyrer samfundet. I den henseende var CCM’s valg af kandidat forståeligt, for det var netop en korruptionsskandale, der i 2008 stoppede Lowassas karriere som premierminister og gav ham tilnavnet Lo-,Rushwa, – efter det swahiliske ord for bestikkelse.
Dette er utvivlsomt en del af grunden til hans og oppositionens valgnederlag. Men dertil kommer, at det ganske enkelt tager tid at bryde et magtmonopol som det, CCM har haft i 55 år. I det perspektiv opnåede Lowassa måske ikke sejr på den korte bane, men han har muligvis banet vejen for en endnu mere selvsikker og sammentømret opposition ved det kommende præsidentvalg i 2020. Og til den tid vil langt flere unge have mulighed for at engagere sig politisk og stemme.
Det unge demokrati
Tanzania er nemlig et ungt demokrati i mere end én forstand. Flerpartisystemet blev først indført i 1992, men en egentlig demokratisk kultur kan ikke opfindes fra den ene dag til den anden, og derfor har CCM vundet de hidtidige valg overlegent. Men den unge generation er i langt højere grad end deres forældres engageret politisk, hvilket valgkampen i efteråret også bar præg af. Her engagerede en stor andel unge sig; både i debatten på de sociale medier, men også som medlemmer af partier og som frivillige valgobservatører. De unge er nemlig ikke tilfredse – hverken med CCM’s magtmonopol eller med Tanzanias lidet flatterende 117. plads på Transparency Internationals korruptionsindeks for 2015, hvor 1. pladsen indtages af Danmark og hvor 167. pladsen – bundplaceringen – deles af Somalia og Nordkorea.
Korruptionen er med til at fastholde Tanzania i fattigdom, og efter 50 års massiv modtagelse af udviklingsbistand er både fattigdom og fejlernæring stadig udbredt, særligt i landområderne. At CCM ikke har formået at få bugt med korruptionen, og heller ikke har engageret sig nævneværdigt i spørgsmålet, er grunden til, at særligt de unge vendte CCM ryggen i en grad, der betød, at man i dagene op til valget end ikke var sikker på CCM’s sejr. Statistikken taler også sit tydelige sprog: Selvom der kun var 3 mio. flere vælgere registreret end ved valget i 2010, blev der afgivet 7 mio. flere stemmer. Stemmeprocenten sprang dermed fra 42 til 58 pct. Andelen af førstegangsvælgere var således stor, og med en befolkningsvækst, der har ligget solidt omkring 3 pct. i en årrække, er de unge vælgere i Tanzania en magtfaktor, ingen kan ignorere i fremtiden.
#WhatWouldMagufuliDo
Magufuli har vitterlig ikke hvilet på laurbærrene efter sin indsættelse som præsident den 5. november 2015. Allerede dagen efter brød han med sin kalender og sikkerhedsprotokol og gennemførte et uanmeldt besøg i Finansministeriet. Her udspurgte han medarbejderne om deres arbejdsopgaver og lod dem i utvetydige vendinger forstå, at han ikke forventede at se tomme skriveborde i arbejdstiden. Et par dage senere gik turen til et offentligt hospital, hvor Magufuli, efter at have fundet patienter sovende på gulvet, omgående afskedigede hospitalsdirektøren og brød bestyrelsen op – ”forfærdet og bedrøvet over sundhedssystemets tilstand”, som pressemeddelelsen fra præsidentens kontor tilføjede. Endnu værre gik det for chefen for Tanzanias Revenue Authority [der står for inddrivelsen af told og skat, red.], der sammen med fem af sine øverst placerede medarbejdere blev arresteret, efter den nyindsatte premierminister aflagde et uanmeldt besøg i Dar es Salaams havn, hvor det ikke lykkedes at finde årsagen til en skatteuoverensstemmelse på intet mindre end 40 mio. dollars.
I det hele taget er Magufuli ikke bange for at gå utraditionelle veje – således blev fejringen af uafhængighedsdagen også aflyst, da Magufuli fandt det ”skamfuldt” at holde dyre fejringer, ”mens folk dør af kolera”. Han opfordrede i stedet befolkningen til at indsamle skrald – og medierne kunne herefter vise billeder af præsidenten, der, bevæbnet med gummihandsker og affaldssække, tog aktivt del i oprydningen.
Og chokterapien har taget Tanzania med storm. Magufuli har tilsyneladende formået at indfri sit valgslogan ”arbejde og intet andet”, og tanzanierne elsker ham for det. På Twitter er hashtagget #WhatWouldMagufuliDo blevet populært, ligesom det nye verbum ’magufulify’, der betegner, at noget kan gøres bedre, billigere og mere effektivt. Magufulis indsats er heller ikke gået ubemærket hen i resten af Afrika, hvor Tanzania nu fremhæves som foregangsland i kampen mod korruption.
Men selvom Magufuli har lagt en imponerende handlekraft for dagen, så mangler han stadig at adressere de strukturelle årsager til Tanzanias korruption, og dette er den egentlige udfordring. Her spiller de lave lønninger til offentligt ansatte en stor rolle, og det er et problem, der ikke lader sig løse ved nok så mange uanmeldte besøg. Samtidig frygter nogle, at chokterapien simpelthen har været for voldsom og for hurtig. For hvis Magufuli skal lykkes med at adressere de strukturelle årsager til korruption, har han brug for en loyal centraladministration, og det får man ikke ved at hænge medarbejderne ud offentligt.
Problemet Zanzibar
Magufulis største problem er dog et, han endnu ikke har ofret meget taletid, nemlig den politiske krise på øen Zanzibar. For hvor valghandlingen forløb fredeligt og tilsyneladende i overraskende god demokratisk gænge på fastlandet, så det anderledes ud på Zanzibar. Her stoppede formanden for valgkommissionen optællingen af stemmerne med beskyldninger om omfattende valgsvindel. Kritikerne påstår dog, at valget forløb lige så demokratisk som på fastlandet, men at optællingen blev stoppet, da det blev klart, at CCM ikke ville genvinde magten på Zanzibar.
Øen har kun været en del af unionen Tanzania – hvis navn er sammensat af ’Tanganyika’ (fastlandet) og ’Zanzibar’ – siden 1964 og er kulturelt ganske forskellig fra fastlandet, idet øens befolkning er muslimer og historisk har haft stor samhandel med den arabiske verden grundet sin geografiske placering. Med sine kun 1,3 mio. indbyggere imod fastlandets 49 mio. kan Zanzibar synes undseelig, men unionen mellem fastlandet og Zanzibar har en stor symbolværdi. CCM’s grundlægger og Tanzanias første præsident, Julius Nyerere, forestillede sig en afrikansk enhed på tværs af kolonigrænser, og foreningen med Zanzibar var det første skridt. For CCM er unionen med Zanzibar således en af de idéer, partiet er bygget på, og det hjælper nok også, at Zanzibar er et betydeligt trækplaster for turister.
Unionen minder i dag lidt om det danske rigsfællesskab med Grønland og Færøerne, dog med den forskel, at det samme parti har magten på både fastlandet og Zanzibar. Men hvor CCM’s magt på fastlandet har bygget på en reel folkelig opbakning, har den på Zanzibar i højere grad været sikret igennem voldelig undertrykkelse og valgsvindel. For hvor befolkningen på fastlandet ser unionen med Zanzibar som et fornuftsægteskab, opfattes den på Zanzibar mere som et tvangsægteskab, som CCM har stået for at opretholde. Ved valget i 2010 var modstanden så stor, at CCM måtte acceptere at indgå i en samlingsregering med det største oppositionsparti, det liberale Civic United Front (CUF), for at undgå uroligheder. Men en sådan manøvre er næppe tilstrækkelig denne gang. Siden optællingen af stemmerne beordredes ophørt, har Zanzibars politiske status reelt svævet i det uvisse, da parlamentets mandat på muligvis grundlovsstridig vis blev forlænget. CUF påstår at have vundet 54 pct. af stemmerne, og valgkommissionen – der principielt set skal være uafhængig – påstår omvendt, at omfattende valgsvindel har fundet sted, hvorfor optællingen af stemmer er blevet standset. Fire måneder efter valget er beviser for valgsvindel endnu ikke bragt til torvs, men den standsede stemmeoptælling har til gengæld også forhindret beviser for oppositionens eventuelle sejr, og det har fået folk til at spekulere i, hvorvidt valgkommissionen i realiteten har arbejdet under instruks fra CCM.
Den internationale reaktion på den standsede stemmeoptælling var også til at få øje på. Både USA’s udenrigsminister, John Kerry, og Nigerias tidligere præsident, Goodluck Jonathan, der ledte Commonwealth-observatørgruppen under valghandlingen, kontaktede Zanzibars præsident for at få stemmeoptællingen genoptaget. Men der var tavshed fra Magufuli, og det blev kritiseret: ”Ærlig talt, hvis han [Magufuli, red.] kan lave uanmeldte besøg i Finansministeriet og Muhimbili National Hospital, kunne han allerede have taget skridt til at bringe dødvandet til ophør i unionens anden ende”, som et læserbrev lød i avisen The Citizen, der har hovedkvarter på fastlandet.
I slutningen af januar blev det så endelig klart, at stemmeoptællingen ikke bliver genoptaget – heller ikke i de distrikter, der ikke var anklaget for valgsvindel – men at der i stedet skal afholdes et regulært omvalg den 22. marts 2016. Nyheden er blevet modtaget med nervøsitet fra det internationale samfund, der allerede nu frygter omfattende uroligheder. I forbindelse med valghandlingen i oktober sidste år måtte politiet på Zanzibar tage tåregas i brug, og medmindre der skabes en reelt inklusiv og transparent proces omkring valget, vil det næppe gå mere stille af denne gang. Oppositionen føler sig nemlig marginaliseret i den politiske proces og har ikke holdt sig tilbage med beskyldninger om magtmisbrug fra CCM’s side. Den slagne præsidentkandidat Lowassa har derfor vejret morgenluft og har allerede kastet sig ind i debatten med hele sin politiske kampvægt.
Senest har oppositionspartiet CUF meddelt, at de ikke vil bakke op om omvalget i marts, og de har opfordret alle deres vælgere til at afstå fra at deltage i valget. CUF mener, at de har tabt på forhånd, da CCM næppe vil sky nogen midler for at vinde valget, og de ønsker dermed ikke at legitimere en sådan valghandling med deres deltagelse. Dette er en mærkbar forværring af situationen, for hvis alle CUF’s vælgere vitterlig udebliver fra valget, vil CCM ganske vist formelt set vinde en komfortabel sejr, men de vil ikke nyde den legitimitet, der er forudsætningen for at regere ethvert stabilt folkestyre. Samtidig skal det internationale samfund finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Håbet havde været, at stemmeoptællingen kunne blive genoptaget, eller at der i det mindste kun skulle være omvalg i kredse, der var anklaget for valgsvindel. Et fuldt omvalg var derfor det værst tænkelige udfald af de tre måneders politisk krise, og man skal nu finde ud af, om man vil prøve at påvirke et valg, der ikke ventes at blive fair. Alternativet er at afvise omvalget som illegitimt, hvorved man undgår at legitimere valghandlingen, men omvendt heller ikke vil kunne påvirke det i demokratisk retning. Det endelige valg vil afhænge af, hvorledes man vurderer at kunne fremme de demokratiske rettigheder, men uden at sætte stabiliteten i landet over styr.
Tanzania som stabiliserende faktor i en urolig region
Forholdet mellem fastlandet og Zanzibar er i forvejen hårdt prøvet, og et tilbagevendende politisk tema på Zanzibar har været mere politisk autonomi. Men netop fordi regeringspartiet er det samme både på fastlandet og på Zanzibar, er der stor risiko for politisk spillover, og et ustabilt Tanzania står ikke højest på den internationale ønskeliste. For historisk har Tanzania netop fungeret som en stabiliserende faktor i regionen. Først som front mod apartheid i det Sydafrika, hvor Tanzania lagde jord til lejre for politiske flygtninge og guerillaer fra ANC [African National Congress, modstandsbevægelse mod det hvide mindretalsstyre i Sydafrika og Nelson Mandelas parti, red.]. Siden sikrede massiv udviklingsbistand, at landet ikke ’faldt’ til kommunismen. I dag skal Tanzania fungere som bolværk mod radikal islamisme – en rolle, landet indtil videre har haft større succes med end sin nordlige nabo Kenya, der har oplevet adskillige terrorangreb og fremvækst af mere eller mindre radikale muslimske miljøer i kystområdet omkring Mombasa [Kenyas andenstørste by, red.].
Et politisk kaos i Tanzania vil derfor ganske enkelt være ubærligt for det internationale samfund. Alt må derfor sættes ind på at opretholde stabiliteten. Magufuli står her over for sit virkelige svendestykke. CCM skal vinde valget på Zanzibar for enhver pris, men det må ske på en måde, der ikke marginaliserer oppositionen i alt for høj grad, hvilket vil kunne få uoverskuelige og voldelige konsekvenser – og hvis oppositionen virkelig, som annonceret, afstår fra at deltage i valghandlingen, bliver dette meget svært. Samtidig rider Magufuli aktuelt på en bølge af goodwill og popularitet i befolkningen, hvor han er blevet kendt som spydspidsen i kampen mod korruption. Men hvis CCM virkelig vil vinde valget, også med mindre demokratiske midler, vil al den opbyggede goodwill gå tabt, og Magufulis stort anlagte reformprojekt vil miste sin troværdighed og opbakning.
Under alle omstændigheder vil Zanzibarspørgsmålet kræve en langt større politisk indsats, end han hidtil har ofret på det. Og i modsætning til kampen mod korruption har denne udfordring en udløbsdato – den 22. marts. What Would Magufuli Do?
ILLUSTRATION: Binnur Ege Gurun / Anadolu Agency