Vibeke Schou Tjalve: USA i verden

Vibeke Schou Tjalve: USA i verden

30.09.2016

.

Af Vibeke Schou Tjalve [fra RÆSON27]

I disse måneder afholder tænketanke, universiteter og aviser overalt i Europa stort set samme seminar: Hvem bliver den næste amerikanske præsident, og hvad kommer han eller hun til at betyde for Europa?

Lignende seminarer har vi afholdt i årtier. Normalt er de godt besøgt, men vanvittigt kedelige. Udenrigspolitikken betyder som regel meget lidt i den amerikanske valgkamp – og både kandidaterne og den præsident, de konkurrerer om at erstatte, er enige om, hvad Europa er: en nær ven og en afgørende fremtidig allieret.

Den normalitet er forbi. Da The Finnish Institute for International Affairs (FIIA) i Helsinki for få uger siden lagde hus til en højprofileret formiddag om ’The Future of US Foreign Policy in Northern Europe’, mødte langt over 150 journalister, politikere, forskere, kommentatorer og embedsmænd op. Der blev diskuteret ikke alene forandring, men forskydning, nybrud, frygt.

Med sin lange grænse til Rusland og sin nære relation til Baltikum kan Finland i disse år i særlig grad føle geopolitikkens tektoniske plader bevæge sig – og har særlig interesse for, om USA er på vej op eller ned, ud eller hjem. Men det massive fremmøde, den alvorlige grundtone og den samstemmende profeti om, at en epoke med stort set automatisk transatlantisk samhørighed er forbi, genfinder man alle steder i Europa.

De nye amerikanske skillelinjer ligner på mange måder dem, der for tiden omformer vores eget politiske landskab. Med en Republikansk præsidentkandidat, der ser Europa som en slags parasit på amerikansk sikkerhed, og en amerikansk befolkning, der i stigende grad drømmer om at forlade sit engagement i frihandel, verdens konflikter og internationale institutioner, lander de fleste af tidens analyser på samme konklusion: Amerikansk udenrigspolitik er under forandring. Men så begynder uenigheden. Hvorfor? Og til hvad vil den blive?

’Supermagten’ svinder, fordi ’magt’ svinder
Den gængse forklaring er, at USA slet og ret er under tilpasning til et liv med mindre magt og flere udfordrere. Det er Richard Clarkes fortælling om livet ’efter supermagt’, Fareed Zakarias spådom om ’den postamerikanske orden’ eller Charles Kupchans om ’no one’s world’ – og det er Stephen Walts vidt udbredte fortælling om et USA i ’pull back’, ’retrenchment’ eller ’scaling down’. Set inde fra den fortælling er Hillary dømt til at fortsætte det, de fleste læser som Obamas pragmatiske tilbagetrækning, mens Trumps proklamerede isolationisme må forstås som en forudsigelig og nærmest strukturelt betinget national reaktion på ændrede globale magtforhold. Disse analyser er fristende, men forenklede.

At stille spørgsmålet sådan – er USA på vej hjem eller ud? – fortæller os imidlertid meget lidt om de langt dybere forandringer, der lige nu omformer sikkerhedspolitikkens landskab i både USA og Europa.

USA er ikke i nogen som helst enkel forstand på ’tilbagetog’. Ikke under Obama – og med al sandsynlighed heller ikke efter ham. Snarere er USA i debat med sig selv om, hvorvidt lederskab overhovedet er muligt i en tid, hvor klassisk, centralistisk, hierarkisk og autoritativ magtudøvelse bliver stadig mindre potent. Den handler med andre ord om selve genstanden for amerikansk udenrigspolitik – den globale verden, som USA forsøger at øve indflydelse på – og om, hvorvidt den genstand i virkeligheden har fået en karakter, der gør, at den slet ikke KAN ledes. Den aktuelle amerikanske valgkamp handler slet og ret om, hvad suverænitet betyder.

På den ene side af den kamp står de klassiske politikere: mere tøvende, tvivlende og forsigtige end før, men stadig indlejret i drømmen om en global liberal orden og derfor også optaget af at gentænke, hvordan udenrigspolitisk gennemslagskraft kan muliggøres i en kompleks, digitaliseret og netværksbaseret verden. På den anden side står en ny type politiker, resigneret over for eller direkte ligeglad med udenrigspolitik – dvs. udenrigspolitik som forsøget på at forme og udvikle fælles globale anliggender – men til gengæld optaget af det internationale som en mediearena, hvorfra suverænitet og handlekraft kan simuleres. Denne nye type politik taler måske nok om demokrati, men den taler ikke inde fra det liberale projekt. Snarere betragter den en liberal verdensorden som selve problemet – en art ideologisk overbygning til den globalisering, der har frarøvet nationalstaten dens styrke, grænser og magt.

I lyset af denne udvikling er dette valgs tre hovedpersoner – Obama, Hillary, Trump – på mange måder eksemplariske. Hver især repræsenterer de, hvad der med en grov forsimpling kan ses som de grundlæggende positioner i den amerikanske – og i nogen grad også europæiske – debat.

Obama har indtaget en ekstrem udgave af det 21. århundredes fremvoksende diskurs om den postnationale, postsuveræne og netværksbaserede magtudøvelse – en udgave, der stadig udøver statsmagt, men på helt nye og ofte usynlige måder.

Trump og de meget bredere bevægelser, han repræsenterer, er en reaktion på den usynlighed. Han tilbyder illusionskunst i det ekstreme – en paradoksal kombination af det 19. århundredes geostrategiske magtspil med det senmoderne demokratis mediedrevne suverænitets-simulation.

Midtimellem står så Hillary. Hun forlænger mere af Obamas agenda, end de fleste kommentatorer og deres hurtige prædikat ’neokonservativ’ får øje på. Ja, hun repræsenterer et umådeligt klassisk og på mange måder nostalgisk forsvar for det 20. århundredes (på samme tid naive og arrogante) tro på reguleret suverænitet, liberal internationalisme og godartet vestligt værdi-eksport-diplomati. Men hun ser samtidig Obamas netværksdrevne, globaliserede og komplekse virkelighed – og ved for så vidt, at både krig og diplomati må indrette sig på den.

Hvordan ser amerikansk udenrigspolitik – og forholdet mellem USA og Europa – ud fra de tre prismer?

Obama: det 21. århundredes postsuverænitet
Hvis vi vil forstå Hillary – og vigtigere endnu, hvordan USA er landet på Trump som hendes modkandidat – må vi begynde med Obamas afvikling af det, man kunne kalde klassisk udenrigspolitisk magtudøvelse.

Hillarys udenrigspolitik vil mest sandsynligt blive en slags videreførelse af Obamas politik, omend modstræbende og til tider nostalgisk efter det 20. århundrede, der gik forud for hans mere postsuveræne position. Trump kan kun forstås som Obamas direkte reaktion og modsætning.

Men vi må begynde med at forstå, at Obama IKKE har orkestreret en amerikansk retræte fra globalt engagement – snarere tværtimod. Han blev valgt på en platform af fornyet amerikansk lederskab. Udenrigspolitiske spørgsmål har udgjort hovedparten af hans præsidentembede. Og stort set alle dele af amerikansk politik – økonomi, handel, energi, sundhed, migration, sikkerhed – er temaer, Obama forstår som en del af globale strukturer. Han er globalist, ikke isolationist. Men for Obama er globalt lig med postsuverænt. Særligt to træk ved det 21. århundrede har bragt ham til den konklusion:

1) De nye medier og en ny ’massepolitik’. Først og fremmest mener Obama, at nye forhold radikalt og gennemgribende begrænser rækkevidden af klassisk militær, økonomisk og diplomatisk statsmagt. Det gjorde han sådan set allerede, før han blev præsident – som bekendt var det de sociale medier, ikke de klassiske store fundraising-events, der var den bærende kraft i Obamas kampagner. Under Det Arabiske Forår blev den forståelse skærpet. Således kunne centrale figurer i Pentagon og det amerikanske udenrigsministerium fortælle, at Obama hellere kommunikerede med folkemængder end med statsmænd, og i det hele taget så Mellemøstens civile offentligheder ikke deres ledere eller generaler som udviklingens vigtigste drivkraft og dermed diplomatiske genstand.

I vidt omfang var det denne erkendelse, der indledningsvis drev Obama- administrationens strategi om ’leadership from behind’: en fornemmelse af, at klassisk diplomati eller magtudøvelse bliver omsonst, hvis de statshoveder, man prøver at forme/tvinge/ændre, reelt ikke hersker på helt den samme måde, som de gjorde engang.

’Leadership from behind’ var en doktrin, der havde til hensigt at skubbe Europa/EU ind i en mere aktiv og ansvarlig rolle – en ambition, der delvist (men også kun delvist og derfor katastrofalt) bar frugt i Libyen. Men det var også overskriften for en mere fundamental transformation af, hvad lederskab betyder. Drivkraften var Obamas opfattelse af, at digitale medier og ’crowd politics’ – som under ’Foråret’ – ændrer selve den globale politiks strukturer. Folkemængder, ikke statsmænd, er nu på mange måder den nye ordens hovedaktører – men mere udflydende, uforudsigelige og derfor i nogen udstrækning også ’uregerlige’.

Den analyse har gennem Obamas præsidentembede skubbet stadig mere brutalt til det amerikanske udenrigsministerium og dets måde at tænke og organisere amerikansk magt, diplomati og lederskab på. Der spørger man sig selv: Hvad kan magt være, og igennem hvilke kanaler kan den arbejde, hvis man ikke klart kan identificere eller sidde med dem, som man håber at hjælpe, overtale eller trodse? Hvad gør man, med andre ord, når det, man søger at udøve autoritet over, er både fladt, netværksforbundet og i konstant forandring? Obamas svar: Man accepterer, at klassiske former for statslig autoritet reelt er blevet impotente, og udvikler i stedet alternativer. Man gør bred samfundsmæssig holdningspåvirkning og langsigtet og indirekte diskursmassage til centrale ambitioner. Man gør sin egen position og politik mindre højtråbende eller indlysende, mere umiddelbart tilbagetrukket og indirekte. Man stiller sig diskret et sted, hvorfra man kan muliggøre eller ’nudge’ [opmuntre, puffe i en bestemt retning, red.]. Man afstår fra strategier om top-down militær eller økonomisk magt, der kan være forgæves eller måske ligefrem kontraproduktive. Man gør kort sagt gaden og blogosfæren til vigtige ledelsesobjekter med ’Twitter-diplomati’ som et afgørende omend vanskeligt og volatilt magtinstrument.

2) Hybride netværk. Tæt knyttet til Obamas forståelse af sociale medier og massepolitik har hans administration udviklet en meget dyb skepsis over for rækkevidden eller potensen af klassiske stat til stat-relationer.

Uanset problemet – klima, sundhed, masseindvandring, terrorisme, cybersikkerhed, religiøs konflikt, borgerkrig – har Det Hvide Hus under Obama været fortaler for partnerskab som bærende fundament i enhver strategi: partnerskab med private aktører (virksomheder, interesseorganisationer, borgere), med lokale og globale interessenter og med de voksende tekniske og bureaukratiske eliter, der i en kompleks og globaliseret tid oftest er de eneste med knowhow og dermed egentlig implementeringsmagt. Obama-administrationen har med andre ord skubbet på for en overskridelse af klassiske diplomatiske relationer og i retning af det hybride og netværksbaserede. Ikke alene lever fremtidens USA i en mere multipolær verden med flere magtfulde statslige aktører. Det er en verden, hvor stater som sådan har tabt terræn til andre og mere hybride magtkonstellationer, hvorfor deres resterende mulighed for magt bliver afhængig af deres evne til at koble sig på eller træde ind i disse konstellationer. Fremtidens statsmagt ser Obama som netværksbyggerens eller facilitatorens: En stats magt er afhængig af dens evne til at forme udfaldet af konflikter, der reelt består af en hel myriade af interesser, kapitalstrukturer og politik – samt ekspertgrupperinger.

Obama er ikke blot trådt ind i denne verden. Med sit særlige realistisk-pragmatiske blik har han bidraget til den form for ’global governance’, der tænker statsmagt forbi klassisk autoritetsudøvelse eller ’stærk mand-demonstrationer’ og i retning af kvaliteter såsom tilpasning, fleksibilitet og decentralisering. I et stort interview med The Atlantic dette forår beskrev han en form for statsmandskunst, der hverken markerer eller praler med sin egen magt. ’Partnerskab’ betyder i sagens natur noget delt – at der skabes rum for andres ejerskab og medansvar. For at udøve magt bliver man med andre ord nødt til at slette magt – at fremstå samarbejdende eller medforfattende, ikke tvingende. Man bliver nødt til at opgive ærens, storhedens og bravadens spektakulære gestikulationer og i stedet omfavne et betydeligt mere nedtonet, underspillet og tålmodigt sprog. For at optræde med styrke bliver man – paradoksalt nok – nødt til at fremstå svag.
Et lettere fodaftryk. Intet sted er den tankegang – og det kommunikationsparadoks, der følger med – tydeligere end i udviklingen af en ny amerikansk militærdoktrin. Væk fra parader, pral og maskulinitet og hen imod diskretion, underspil og listesko.

Obama er – modsat sine kritikeres dom – meget langt fra at være pacifist. Under hans lederskab har USA flere regionale baser og faciliteter, flere udsendte fly og skibe og mere personale i Golfen end briterne på noget tidspunkt havde i deres 150 års overherredømme i Den Persiske Golf. Obama er også den amerikanske præsident, der har solgt flest våben til lande i Golfen. Faktisk er det på ingen måde klart, at Obama efterlader en mindre militariseret amerikansk udenrigspolitik end forgængeren, George W. Bush. Her i 2016 indsatte han således yderligere 475 militærrådgivere i Irak og i tillæg hertil en lang række specialtropper i både Irak og Syrien. Alt imens har den ’metastaserende trussel’ fra ISIS tvunget ham til at bestille begrænsede militære angreb i Libyen – og til at indgå sine diskrete militære partnerskaber med sunniarabiske stater i Den Persiske Golf (Wittes 2016).

Når det for nogle alligevel fremstår, som om Obama har gennemført en militær retræte, er forklaringen, at han – med de neokonservatives anakronistiske og storstilet arrogante invasionsfiasko i Irak som bagtæppe – aktivt har bidraget til en meget dyb transformation af amerikansk krigsførelse. Obamas krige antager, som Pentagons nye militære doktrin udtrykker det, ganske enkelt et mere ’light footprint’.

Det er en doktrin, der a) hellere vil støtte lokale kræfter end indsætte amerikanske styrker og b) arbejder for at gøre USA’s militære ’fodspor’ så diskrete, usynlige eller ’lette’ som muligt. Ikke blot for at dække over amerikansk voldsanvendelse, men fordi en verden med digitale medier, volatile offentligheder og hybride interessenter er en verden, hvor man ikke kommer langt ved at råbe højt (Luján 2013).

Krig som sådan er på vej til at blive en mindre spektakulær, højlydt eller ’krigsagtig’ affære (Sanger 2012). Også det er en tendens, Obama ikke blot har tilpasset sig: Han har meget bevidst skubbet på. Hans læsning: at bastant amerikansk militær exceptionalisme starter farlige og helt forudsigelige antiamerikanske dynamikker. I stedet har han omfavnet den militære version af partnerskabernes politik – og bidraget til at udvikle den postsuveræne krig.

For Obama har det handlet om at operere ’by invitation’. Som militæranalytikeren Gary Sick siger, er det en ”mere velovervejet anvendelse af amerikansk politisk og militær magt” (Sick 2016: 3). Man opererer diskret (hvor mange følger eksempelvis med i USA’s vedvarende militære specialoperationer i Afrika og Mellemøsten?) og lader (bevidst og strategisk) gerne andre tage æren (eller skylden).

Det er også en magtform, vi må forvente at se mere af. Som den amerikanske oberstløjtnant Guillaume Beaurpere tidligere på året skrev i Special Warfare, har det amerikanske militær under Obama langsomt bevæget sig frem mod en erkendelse af, at ”direkte og åbenlys tilstedeværelse af amerikanske tropper på det afrikanske kontinent kan forårsage forargelse” (Beaurpere 2013: 32). I stedet handler det om at optræde ”med vores egne partnere, der er meget stolte over deres postkoloniale evner til selvstændigt at sikre sig selv”. Specialstyrker skal derfor være uddannede ”til at operere diskret inden for værtsnationens begrænsninger og kulturelle normer” (ibid.). Man udøver magt, men sletter dens spor. Man sætter aftryk og søger indflydelse, men undgår pral.

Trump: tilbage til det 19. århundrede?
Obama efterlader sig altså en kurs, der set i forhold til det 21. århundredes globaliserede karakter nok er udenrigsstrategisk klog, men både over for et hjemligt og globalt publikum fremstår vag, svag og uden handlekraft eller fokus.

Skal man forstå, hvordan og hvorfor Donald Trump er blevet Det Republikanske Partis kandidat, må vi forstå lige præcis dette paradoks i tankegangen hos Obama og hele den liberale idé om ’global governance’.

En central del af tidens udenrigspolitiske debat står nemlig mellem de stadig mere åbne, postnationale eller globale lederskabsprocesser, folk som Obama har været med til at skabe, og den form for ikke blot pronationalisme, men måske mere rammende prosuverænitisme, som Trump repræsenterer. Nationalisme handler i sidste instans mest om at forsvare det nationale som kultur og identitet. Suverænitisme handler om mere end det: Det handler om at forsvare stat, ikke blot nation, og derfor mest af alt om at insistere på de praksisser, der historisk har omgærdet statens udøvelse af selvstændig, suveræn beslutningsmagt.

Få iagttagere har endnu forsøgt at indkredse den position til en egentlig udenrigspolitisk Trump-doktrin. Men Thomas Wright fra tænketanken Brookings tilbyder en på mange måder rammende analyse. Ifølge ham har Trump – trods anklager om improvisation og forvirring over de sidste mange årtier – reelt været dybt konsistent. Trump efterlyser, og inkarnerer, hvad Wright kalder en tilbagevenden til det 19. århundredes geopolitiske paranoia (Wright 2016). Her er der flere komponenter på spil. For det første: en helt bestemt forståelse af styrke. Som Wright siger, har diskussion om amerikansk magt de sidste mange årtier reelt fundet sted inden for rammerne af den liberale orden og af et tæt sammentømret transatlantisk forhold. Debatten har derfor mest af alt handlet om hvordan. Hvordan skal man udbrede eller forsvare ’det liberale’? Med hvilken ’magt’: blød eller hård? Når Obamas kritikere har efterspurgt mere hård magt, mere styrke, har de med andre ord oftest talt om mere slagkraft bag vestlige, liberale institutioner, interesser og politikker.

Det er IKKE det, Trump mener med styrke. Her er styrke lig med modet til at droppe ud af den liberale konsensus – at opgive den naive tro på multilateral ordensbygning, at vende blikket mod USA’s egne og hjemlige problemer, at kappe båndet til Europa og dermed skære USA løs fra de parasitter, der lever af stormagtens gode vilje. Styrke kan naturligvis godt betyde vilje til militær magt – til lejlighedsvist at løse sikkerhedsbøvl (ISIS) eller indgå i konkrete stormagtskonflikter (Kina, Rusland). Faktisk kan man meget vel forestille sig en hyppig styrkeanvendelse, når stormagten gør krav på konkrete geopolitiske gevinster. Men styrke forbindes IKKE med at sætte militær eller økonomisk pondus bag den liberale ordens globale transformationsprojekt.

Den vision kan forekomme radikal, men den har reelt en lang og ganske forankret intellektuel historie – også i USA. Traditionen strækker sig fra præsident Jacksons nationalisme i midten af det 19. århundrede over James Burnhams dybe skepsis over for de globale teknokratiske eliter i midten af det 20. århundrede til Pat Buchanans fuldstændige kobling af globaliseringskritik og eliteskepsis i 1980’erne og 1990’erne. En overraskende stor del af den amerikanske offentlighed er intuitivt med på vognen De betragter resten af verden som en opportunistisk malstrøm uden interesse i eller evner for fred. De ser USA’s partnere i Europa, Mellemøsten og Asien som parasitter på, snarere end allierede med, amerikanske ressourcer. Og når de hører udtrykket ’amerikansk lederskab’, tænker de på et USA, der bliver udnyttet – eller i Trumps kontante sprog: ’screwed’.

Trods forskelle i tone og grad har alle de mest fremtrædende kandidater i de Republikanske primærvalg i 2016 gået ind for versioner af denne nationalistisk-isolationistiske verdensanskuelse. Mest tydeligt og passioneret hos Trump – men også hos en lang række andre kandidater, herunder ikke mindst blandt dele af Bernie Sanders’ vælgere.

Hvad denne voksende base tænker om amerikansk lederskab, er ikke spor svært at forudse: Den afskyr selve begrebet. Følelserne af skepsis, skuffelse og frygt stikker dybt – og dybere, end nogen for blot få år siden kunne have forudset.

Skulle dette perspektiv rent faktisk overtage Pentagon og Det Hvide Hus, vil USA højst sandsynligt træde tilbage fra sin rolle som facilitator eller mægler – både i Mellemøsten, i Afrika og i trekanten Europa/USA/Rusland. Med al sandsynlighed vil Trump repræsentere et snævert fokus på terror og kampen mod ISIS. Samtidig vil hans løsninger i den sammenhæng ligge uendelig langt fra de partnerskabs- og forebyggelsesstrategier, der lige nu karakteriserer anti-terrorpolitikken. I den forstand vil han ikke være ’isolationist’. Hans America First vil slå hårdere – og bruge en større hammer. Men hans USA vil være mere ligeglad, hans USA vil endnu mindre end nu rydde op efter sig selv. Og hans USA vil gøre en dyd ud af at handle tydeligt, eksekutivt og dermed alene.

Netop dette sidste punkt er afgørende. Og det bringer os tilbage til Obamas og det 21. århundredes postnationale handlingsdilemma. På mange måder er suverænitetsjagten for Trumps politiske lejr i sidste instans mere af kommunikationsstrategisk end reel politisk karakter. Tager man eksempelvis den helt store case – muren mod Mexico – afslører både mange af Trumps egne udtalelser og analyser fra amerikanske kommentatorer, der har talt med ham og hans stab eller undersøgt Trumps historie på migrationsspørgsmålet, at udelukkelsen af mexicanske migranter egentlig ikke er hjerteblod. Men det er et oplagt sted at markere konkret og tydelig grænsedragning. Som det også er tilfældet med debatten om grænsevagter herhjemme, er alle klar over, at en mur måske er den mest sigende suverænitetssimulation (simulation, fordi grænsen ofte kan krydses tusind andre steder), der findes.

Dermed er det ikke helt korrekt, at vi ’bare’ kan være på vej retur mod det 19. århundrede. Dengang handlede det om at tage, hvad man ville have – og at kalkulere, hvad man kunne slippe afsted med. Udenrigspolitikken var en arena for realpolitisk interessekamp – og indimellem en arena til at opbygge legitimitet i de nyligt etablerede nationalromantiske ’demokratier’. Men det 19. århundrede var ikke på Facebook og havde ikke Fox eller Breitbart News. Det er og har det 21. århundrede – og derfor opsøger geopolitik i vores tidsalder ofte det spektakulære eller dramatiske. I den forstand kan geopolitisk kappestrid blive noget, en Trump (præcis som Putin) opsøger for at demonstrere eller blot simulere suverænitet.

Hillary: genrejsning for det 20. århundredes multilateralisme?
Hvor stiller alt dette Hillary Clinton? Midtimellem. Hvis Obama repræsenterer det 21. århundredes postnationale, liberale ’global governance’, hvor udflydende institutioner og processer har overtaget tydelig og centralistisk suverænitet og statsmagt, mens Trump gennemspiller drømmen om – illusionen om – en tilbagevenden til netop denne form for centralisme, så er Hillary i den grad et barn af det 20. århundrede. Dvs.: Hun tror på en og samme tid på stærke, suveræne og demokratiske stater og på stærke, regulerende og multilaterale liberale institutioner.

Hillary ER den liberale verdensorden, der blev bygget oven på Anden Verdenskrig. Ifølge mange af hendes kommentatorer bør vi derfor også forvente en Hillary-udenrigspolitik i direkte forlængelse af Bill Clintons balkaninterventioner eller Bush-administrationens mellemøstlige demokratieksport. Hillary er en høg, hedder det – en art moderat neokonservativ, der gerne sætter militær sanktion bag vestlige idéer om den liberale ordens moralske overlegenhed og demokratiudbredelse – til tider af tvangens vej – som eneste vej til varig fred. Hun tror, lyder dommen, på det transatlantiske fælleskab som klodens mest legitime og moralske kraft. Og når hun taler om betydningen af multilateralisme, taler hun om FN og NATO som grundlæggende vestlige redskaber i den sags tjeneste.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er hele historien. Kan Hillary være uberørt af de to årtier og de markante erfaringer i amerikansk udenrigspolitik, siden hendes mand i 1990’erne påbegyndte en form for vestlig ’humanitær’ interventionisme på Balkan (for at stoppe folkemordet i Kosovo), der siden har udviklet sig til mere omfattende visioner om fred gennem demokratieksport? Her er det på sin plads at udvide analysen af Obamas postnationalisme, der nemlig ikke bare er ’hans’, men reelt er en trend i store dele af det amerikanske foreign policy-miljø. Store dele af det analytiske miljø i både Washingtons tænketanke og Pentagons strategimiljøer forestiller sig fremtiden gennem Obamas prisme: kompleks, netværksbaseret, mediefikseret, defineret af offentlighedens øgede magt over stater og bestyrelser og reklameskiltets magt over statsmænd eller generaler. Mange har mere tro end Obama på den fortsatte relevans af mere traditionelle former for magt og indflydelse – og mange er skeptiske over for, hvorvidt en ’tålmodig’, indirekte og dermed usynlig form for magt overhovedet folkeligt kan sælges (Wieseltier 2013). Problemet er blot, at den globale virkelighed dagligt BLIVER mere udflydende, netværksbaseret, kompleks og sammensat, med offentlige-private partnerskaber som reglen snarere end undtagelsen. Af samme årsag glider sproget om det subtile, det indirekte og det postsuveræne langsomt, men sikkert ud i det amerikanske strategimiljøs fjernere hjørner.

Det gælder også for Hillary Clinton. Hun er en mere konventionel tænker, når det kommer til spørgsmål om magt og stat. Hun er også betydeligt mere komfortabel med militæret – og militærets folk (Traub 2015). Faktisk har historikeren Robert Kagan, der har været et neo-konservativt fyrtårn og en meget stor fortaler for en mere landkrigstung tilgang til de aktuelle krige i Irak og Syrien, efter Trump forladt Det Republikanske Parti og højlydt ’stillet sig til rådighed’ for Clinton. Det er med andre ord usandsynligt, at Hillary vil være en Obama II.

Men læser man hende tæt, er hun trods sin nostalgi for klassisk udenrigspolitik – herunder dialogen statsleder til statsleder – også lydhør over for Obamas diagnose af en mindre statscentreret, mere postsuveræn verden. Hendes år som udenrigsminister under Obama spiller her en afgørende rolle. Det viser hendes nylige memoirer (’Hard Choices’) og deres refleksioner over ’smart power’ eller det, som Hillary kalder ’Twitter-diplomati’. Og det viser hendes storstilede projekt med at få gennemført et såkaldt Quadrennial Development and Diplomacy Review, der tværgående skulle koordinere amerikanske politikker i forhold til så udflydende en genstand som ’transnationale civilsamfund’ og ’netbaserede sociale bevægelser’. Clinton har haft førstehåndskontakt med det 21. århundredes udenrigspolitik. Og en institution som hendes mands globale sundheds-NGO, The Clinton Foundation, har lært hende, hvor tætte forbindelser der i dag er mellem offentlige og private og globale og lokale magtaktører. Hun forstår udmærket, at USA med storstilede bombe- eller troppekampagner ikke kommer langt. Og hun forstår, at bare det at tale hegemoniets eller dominansens sprog kan underminere den strategiske ambition om partnerskab, samarbejde og indlejring.

Selv hendes kærlighed til det militære bør ifølge Thomas Wright nuanceres. Hun er ”ikke for storstilede invasioner, som det almindeligvis antages. Clinton har ikke tænkt sig at sende titusinder af landtropper til Syrien. Snarere har hun en tendens til at foretrække begrænsede militære indgreb tidligt i en konflikt, med henblik på at tippe balancen, hvorimod Obama er ekstremt forsigtig med ikke at komme ud på en glidebane. Clinton har også en tendens til at se verden mere i form af magtpolitik, mens Obama ofte taler, som er vi på vej imod et postnationalt, mere globalt system. Men alt dette blegner i forhold til grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt USA burde være engageret i verden” (Wright 2016).

Her mødes Hillary og Obama altså: Begge er globalister. Begge har blik for de hybride former, en global verden har antaget. Men hvad Hillary forstår, og nok også bedre end Obama, er behovet for at kommunikere statsmandsmuskler til et offentligt publikum.

Samtidig tænker Hillary langtfra det postnationale så dybt og hybridt som Obama. I sidste ende er hun barn af Anden Verdenskrig og af den orden, der fulgte efter. Derfor vil hun med al sandsynlighed blive fanget midt imellem det 20. århundredes statsfokuserede og det 21. århundredes postsuveræne logik. Både i teorien, dvs. i sit udenrigsministeriums og Pentagons konceptuelle doktrin- og politikudviklinger, og i praksis, hvor valget vil stå mellem det at bruge energi og fokus på lukkede statsledermøder – og det at koncentrere sig om helt andre typer ikkestatslige aktører og processer.

Man kan frygte, at Hillary vil blive fristet til at lukke ned for de modsætninger ved at kommunikere styrke gennem synlig brug af militæret. At kompensere for den stadig mere usynlige karakter, hun ved, at hendes ’smart power’ antager. Det er også et åbent spørgsmål, om Hillary, der utvetydigt agerer mere strategisk og positionerende end Obama, reelt vil være i stand til at gennemføre tålmodighedens og usynlighedens politik – en politik, der i sidste instans giver meget lidt applaus og meget omfattende kritik. Men man kan også spekulere i, om Hillary måske bedre end Obama vil finde balancen mellem lange processer og partnerskaber på de indre linjer og mere stålsat og centralistisk ’illusionskunst’ på de ydre. I den forstand kunne man argumentere for, at Hillary måske bedre end Obama vil kunne tilfredsstille et folkeligt krav om ’handling’ og dermed holde mere illiberale eller autokratiske politiske strømninger fra døren.

Mellem postnationalisme og suverænitetssimulering?
Måske har idéen om amerikansk udenrigspolitik som et pendul – en evig bevægelse frem og tilbage mellem folkelig og politisk stemning for først mere og så mindre intervention – altid været forsimplet. Men i dag er metaforen ganske enkelt tom. Den fanger ikke, at der er mere end blot ’aktivisme’ versus ’isolationisme’ på spil.

Hillary vil ikke blot forfølge ’mere militær aktivisme’ i reaktion på, at Obama efter Bush-administrationens overoptimistiske demokratikrige har brugt otte år på at rulle ambitioner og troppetab tilbage. Og Trump vil ikke blot undsige sig den liberale verdensorden og det store værdipolitiske eksportprojekt, fordi han repræsenterer en gruppe, der stadig sunder sig oven på Irak og Afghanistan.

Vi svinger IKKE blot frem og tilbage mellem to statiske positioner af optimisme og pessimisme, når det gælder USA’s interventionsevne. Snarere bevæges den aktuelle amerikanske diskussion om udenrigs- og sikkerhedspolitikken af en meget dybere konflikt – en konflikt mellem postnationalismens subtile, netværksbaserede og meget lidt synlige styringsformer på den ene side og en ny type nationalismes ’suverænitetssimulation’ på den anden.

Præcis som Europa befinder USA sig lige nu i en eksistentiel debat med sig selv om, hvad statsmagt egentlig kan være. Hvad den bør være for at opnå egentlige (udenrigs)politiske resultater. Og hvad vælgerne forventer, den skal være.

Det 21. århundredes stille, kloge, tålmodige og indirekte facon er ganske enkelt paradoksal. Politisk effektivitet kræver stadig mere indirekte, decentraliserede og afstemte former for samarbejde: mindre spektakulære og pralende, mere medforfattende og inviterende. Men demokratisk kommunikation kræver noget helt andet: For at møde opbakning og for at være demokratisk attraktiv skal et demokratisk publikum kunne få øje på beslutningscenteret, identificere egentlige beslutninger, føle klar og tydelig handlekraft og føle, at magten er noget, vi kan tage og føle på – og vi kan holde ansvarlig.

Verden er blevet et netværk. Men folket søger stadig derhen, hvor nogen meget klart og tydeligt hævder at tage ’ansvar’. Over til politikere, der insisterer på, at centralistisk, hierarkisk og synlig national magtudøvelse stadig er en mulighed. Derfor får vi postfaktuel politik. Derfor får vi suverænitetssimulation, selv når de simulerende parter (tænk Nigel Farage og Brexit) for så vidt er klar over, at den kontrol og det beslutningsrum, de hævder at ville indtage, reelt er blevet en illusion.

Det efterlader os med to meget forskellige visioner for, hvordan USA vil adressere sin rolle i den nærmeste fremtid.

På den ene side en Hillary Clinton, der på nogle måder vil fortsætte Obamas vision for amerikansk indflydelse i en postnational verden, men samtidig – og sandsynligvis ofte på måder, der går imod den postnationale logik om diskretion, partnerskab og samtænkning – nostalgisk hæger om den multilaterale statsmandskultur, der udgjorde kernen i det 20. århundredes opbygning af en ’liberal verdensorden’.

På den anden side en Donald Trump, der i hvert fald på det retoriske plan vil udøve nationalistisk suverænitetssimulation med stor ildhu. Trump lover en tilbagevenden til det 19. århundredes geopolitik. Men han indlejrer den geopolitik i mediedemokratiets postfaktuelle skuespil. I hvilken udstrækning den simulation får brug for konkrete militære ’rekvisitter’ – og velanbragte, men ikke nødvendigvis velgennemtænkte konflikter – er umuligt at forudsige. Det afhænger i øvrigt også af, hvor mange af Trumps beslægtede politiske figurer der de næste år vil vinde indflydelse i Europa.

At forstå begge disse to prismer er afgørende, uanset hvem der vinder valget. Også efter 8. november vil begge prismer være i spil. De vil dominere den udenrigspolitiske slagmark i det næste årti.

Vibeke Schou Tjalve (f. 1975) er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Referencer
Beaurpere, Lieutenant Colonel G. (2013): “Waging Special Warfare in Africa”. Special Warfare, 26:1.
Goldberg, J. (2016): Interview with Obama. The Atlantic.
Luján, F.M. (2013): Light Footprints: The Future of American Military Intervention. Report. Washington D.C.: Center for a New American Security.
Lynch, M. (2015): “Obama and the Middle East: Rightsizing the U.S. Role”. Foreign Affairs.
Sanger, D. (2012): Confront and Conceal: Obama’s Secret Wars and Surprising Use of American Power. New York: Broadway Paperbacks.
Sick, G. (2016): “A Plague of Black Swans in the Middle East”. http://LobeLog.com/a-plague-of-black-swans-in-the-middle-east/
Wieseltier, L. (2013): “Welcome to the Era of Light Footprints: Obama Finally Finds his Doctrine”. The New Republic, 29. jan.
Wittes, T.C. (2016): “The Tragic Irony of Obama’s Middle East Policy”.
Wright, T. (2016): ”Trumps 19th century foreign policy”. Politico.
Wright, T. (2016): “Sanders Great Leap: What his rejection of Obama’s worldview means for US foreign policy”. Brookings.