06.12.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].

Af Jørgen Ørstrøm Møller

VERDEN HER OG NU

Den almindelige fortolkning er, at Donald Trump har isoleret USA, gjort sig uvenner med stort set alle andre, omlagt årtiers udenrigs- og sikkerhedspolitik og spredt et tågeslør over USA’s kurs i en verden domineret af næsten tumultariske ændringer. Alt dette er korrekt, men billedet er mere komplekst.

Et af spørgsmålene er, hvor sammenfaldende de europæiske og amerikanske interesser er – i dag og på sigt. Det gælder fx på energiområdet. De amerikanske olieselskaber har vundet indpas i Trump-administrationen. Efter at have været afhængig af olieimport i årtier ændrer skiferolie og gas det strategiske billede. Målet for de amerikanske olieselskaber er nu kontrol over det globale marked, hvilket kræver tre ting: en alliance med Saudi-Arabien, eliminering af konkurrenter som Qatar og Iran samt status som hovedleverandør til Kina. Den nye administration forventer to resultater af denne politik: øget beskæftigelse og forbedring af handelsbalancen. Begge temaer var centrale i Trumps valgkamp, og derfor støtter olieselskaberne den nye administration.

I sommeren 2017 blev USA’s sanktioner over for Rusland samt Iran og Nordkorea fornyet og til en vis grad strammet. Stramningen over for Rusland vakte opmærksomhed, fordi den også ramte europæiske virksomheder involveret i konstruktionen af gasledningen ’Nordstream 2’ på bunden af Østersøen. Ledningen gør det muligt at føre naturgas uden om de central- og østeuropæiske lande direkte til vesteuropæiske lande. De central- og østeuropæiske lande frygter, at Rusland kan lukke for leverancer af naturgas til dem, mens Rusland kan opretholde forsyninger til resten af Europa, når ledningen er lagt. Derfor ønsker de central- og østeuropæiske lande ikke ’Nordstream 2’, mens andre lande, herunder Tyskland, ønsker rørledningen bygget af hensyn til (deres egen) forsyningssikkerhed. ’Nordstream 2’ skaber således uensartede udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser mellem EU’s medlemslande. Og mellem EU og USA.

På lang sigt er Kina givetvis det vigtigste naturgasmarked – i dag verdens tredjestørste og det hurtigst voksende. I USA gør koncentrationen af udskibningsterminaler på østkysten og i Den Mexicanske Golf transport til Kina urentabel – sammenlignet med de nuværende storleverandører til Kina: Australien og Qatar. Derfor ønsker de amerikanske selskaber i mellemtiden at eksportere til Europa. Fordelene for USA er oplagte. Men for størsteparten af europæerne er det mindre tiltrækkende på den måde at blive brugt i et amerikansk spil. De ser ingen grund til at droppe Rusland, uanset de vanskelige politiske forhold omkring Ukraine og trusler af militær karakter. De mener, at den russiske udfordring kræver et udenrigspolitisk og måske militært svar – ikke et energipolitisk. Samtidig forstærkes den europæiske tvivl af USA’s svigtende interesse for NATO og dets militære forpligtelse i forhold til Europas sikkerhed: Er afhængighed af USA en god ting?

Iran, Saudi-Arabien og kampen om olien
I 2015 anerkendte USA indirekte Irans rolle i Mellemøsten – med atomaftalen og lettelsen af sanktionerne mod landet. Indtil da havde USA og Saudi-Arabien sikret stabilitet i Golfen og nærmest dikteret olieprisen. Denne alliance faldt sammen som konsekvens af aftalen med Iran. I saudisk optik kunne USA ikke spille på to heste i det mellemøstlige område.

I juni 2017 tog Saudi-Arabien initiativet ved at vende sig mod Qatar. Saudierne samlede en række andre lande i Mellemøsten – Egypten, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater – om deres ultimatum til det lille, rige emirat. Ultimatummet indeholdt krav, som Qatar ikke kan imødekomme, såfremt det vil forblive et selvstændigt land – og Qatars forventede afvisning skulle legitimere yderligere skridt. Man kan tænke sig en direkte annektering, manipulation af et kup (eller et andet slags regimeskift) eller skabelsen af uroligheder, som kan begrunde en saudisk intervention. Præsidentskiftet i USA og den nye amerikanske olie- og gasoffensiv betyder, at man på ny kan skimte sammenfaldende interesser mellem USA og Saudi-Arabien.

Det amerikanske analyseinstitut Fitch har beregnet den oliepris, der er nødvendig for et balanceret statsbudget i en række lande. Jo længere nede man står på listen, jo mindre afhængig er man af olieprisens udsving – og Qatar står stærkt:

Nigeria: 139 $
Angola: 82 $
Oman: 75 $
Saudi-Arabien: 74 $
Rusland: 72 $
Kasakhstan: 71 $
Irak: 61 $
Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater: 60 $
Qatar: 51 $

Hvis Saudi-Arabien annekterede Qatar, ville landet opnå kontrol over store naturgasforekomster – og en olieproduktion, der hurtigt kan forøges på trods af en lav pris. En række konkurrerende lande som Rusland, Nigeria og Angola kan ikke klare en lav oliepris og ville blive presset ud af konkurrencen. Markedet ville blive overtaget dels af Saudi-Arabien, som er en effektiv producent, dels af USA i kraft af amerikanernes faldende produktionsomkostninger for skiferolie og gas. Qatars eksport af naturgas kunne reduceres, således at USA kunne overtage Qatars leverancer til Kina, så snart terminalerne på den amerikanske vestkyst er færdige.

I Saudi-Arabien er man indstillet på at betale en pris for at genoplive alliancen med USA. Man ønsker at børsnotere Aramco (landets statsejede olieselskab) med en anslået kapitalværdi på to trillioner dollars. London er det mest fordelagtige sted at børsnotere sig, men en potentiel beslutning herom er blevet bremset af kronprinsen, der snart ventes at træde ind som konge. Han overvejer nemlig en børsnotering i New York som en del af det strategiske spil. Amerikanske virksomheder har af Saudi-Arabien fået at vide, at de kan handle med Qatar uden frygt for deres forretninger hos de fire lande bag ultimatummet.

Samtidig lægger Trump-administrationen op til en konfrontation – og måske endda en decideret konflikt – med Iran, hvis olieproduktion nu er oppe på samme niveau som før sanktionerne. Hver tredje måned skal administrationen i en rapport til Kongressen bekræfte, at Iran overholder atomaftalen. Den sidste rapport fra juli 2017 bekræftede, at Iran faktisk overholder aftalen. Men lækager, der formentlig er blevet plantet, indikerer, at Trump var stærkt i tvivl og i realiteten har besluttet ikke at bekræfte næste gang, dvs. i oktober. Dermed åbnes spillet. Højreorienterede websider i USA skriver åbent om en krig med Iran.

Europæiske, russiske og kinesiske firmaer har siden 2015 budt på eller fået koncessioner i Iran, men i USA forhindrer lovgivningen amerikanske virksomheder i at være med. Verdens største gasfelt – South Pars/North Dame, der er beliggende i Golfen – deles mellem Iran og Qatar. Den saudisk-amerikanske strategi indebærer eliminering af ikke blot Qatar, men også Iran på det globale olie- og gasmarked. Midlet hertil er at udråbe de to lande som sponsorer af terrorisme – samtidig med at man vil så tvivl om Irans overholdelse af atomaftalen.

For at hindre en saudisk overtagelse vil Qatar givetvis se sig om efter venner. Iran, som støtter Qatar, kommer selv i skudlinjen og er militært ikke stærkt nok. Tyrkiet har tropper i Qatar, men det er i høj grad tvivlsomt, om Erdogan vil risikere en krig mod den saudisk-ledede blok. Rusland fornemmer, hvad der sker, og er i stilhed begyndt at forbedre sit forhold til Saudi-Arabien. I store træk vil gruppen af muslimske lande enten direkte støtte Saudi-Arabien eller forholde sig velvilligt neutralt. Hvem vil sætte sig op imod det land, der inden for nærmeste fremtid kontrollerer olie- og gasmarkedet? Desuden varetager Saudi-Arabien islams hellige steder og kontrollerer dermed adgangen for pilgrimme til Mekka, som enhver rettroende muslim skal besøge mindst én gang i sit liv. I slutningen af juli 2017 kritiserede Qatar netop saudierne for at ’politisere’ adgangen til de hellige steder – et udfald, der af Saudi-Arabien blev betegnet som en krigserklæring.

I lyset af udviklingen vil Mellemøsten fremadrettet være domineret af to alliancesystemer. Den stærkeste alliance under ledelse af Saudi-Arabien med USA i baghånden og måske endda omfattende det befolkningsrige Egypten og de mindre stater Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Israel kan forventes at være med på vognen – omend ikke direkte og offentligt. Heroverfor vil der stå en løsere alliance mellem Qatar, Iran, Tyrkiet og Rusland. Den lider den åbenlyse ulempe ikke at have fuldt ud sammenfaldende interesser. Iran ønsker at erstatte Saudi-Arabien som den dominerende magt. Tyrkiet har ambitioner om at rykke ind i Mellemøsten som spiller, men det er i konflikt med Irans mål. Og Rusland kan ikke tilbyde så forfærdelig meget bortset fra at genere USA. Det er en labil magtpolitisk situation, som ikke lover godt.

Det nordkoreanske kort
En succesrig realisering af Trumps politik i Mellemøsten kræver en løsning af situationen omkring Nordkorea. For i samme øjeblik USA slår ind på at isolere Iran, vil iranerne søge mod Nordkorea for at erhverve sig atomvåben- og missilteknologi (mod Nordkorea i stedet for Rusland, idet det siges, at Nordkorea sælger sådanne teknologier i mangel af ’normale’ eksportvarer og ikke stiller spørgsmål eller modkrav). Nordkoreas svar afhænger af, om det – fra USA og Kina – har fået den efterstræbte garanti for, at både regimet og regimetoppen overlever. Denne flanke skal derfor dækkes.

Topmødet i april mellem præsident Trump og præsident Xi Jinping på Trumps golfklub Mar-a-Lago i Florida viste, at de to lande søger en fælles løsning omkring Nordkorea og landets atomvåben. Der vil være tre centrale elementer i en sådan aftale, hvor lederne i både USA, Kina og Nordkorea skal kunne erklære sig som sejrherrer – i det mindste over for den hjemlige opinion.

For det første en amerikansk ’sejr’ ved, at Nordkoreas atomvåbenprogram fastfryses, hvor det befinder sig nu. Det vil med andre ord sige, at ’kun’ Korea og Japan trues, men ikke USA selv.

For det andet en nordkoreansk ’sejr’ ved, at den siddende magtelite med Kim Jong-un i spidsen er sikker på, at den ikke angribes. Dette har altid været nøglen til Nordkoreas politik: Magteliten ønsker (en garanti for) at overleve.

For det tredje en kinesisk ’sejr’ i visheden om, at USA ikke forsøger at gennemtvinge et regimeskifte i Nordkorea, eftersom millioner af flygtninge i dét scenarie ville søge ind i Kina over Yalufloden mellem de to lande.

Disse tre elementer er ikke indbyrdes uforenelige. Formentlig kræver en aftale, at den nuværende våbenhvile afløses af en fredstraktat samt accept af Nordkorea som atommagt –noget, Nordkorea altid har ønsket.

Pyongyang har gang på gang ladet forstå, at problemet kun kan løses gennem direkte kontakt med USA. Dette har USA standhaftigt afvist. Efterhånden er en fredstraktat og direkte kontakt blevet et tabu for USA – og dét på trods af, at automatpiloten helt klart ikke fører til noget. Mange har med god grund kritiseret Donald Trump for manglende viden, behændighed og forståelse af international politik. Men måske er det netop en person som ham, der kan bryde dette tabu – takket være hans åbenlyse foragt for professionelt diplomati og diplomater samt hans manglende respekt for årtiers opbygning af diplomatiske positioner og relationer.

Til trods for bombastiske udtalelser under valgkampen er Trump hidtil veget tilbage for en handelskrig med Kina. Til gengæld har han ikke tøvet med valgløftet om genforhandling af Det Nordamerikanske Frihandelsområde (NAFTA) og frihandelsaftalen med Sydkorea. Forklaringen findes i perspektivet om at skubbe sig ind som leverandør af olie og gas. Når det gælder olie, er USA i løbet af de første syv måneder avanceret fra at være eksportør nummer 32 (i 2016) til at være nummer 11.

Men det er naturgas, som tæller i fremtiden. Gasimport til Kina kan komme fra Australien, Rusland og muligvis andre leverandører. Kina vil muligvis være i stand til at leve med amerikansk-saudisk kontrol over verdens største gasfelt, der som nævnt deles af Qatar og Iran i dag, da kineserne synes at anerkende den gensidige afhængighed mellem dem selv og USA. Tidsperspektivet styres af to forhold. For det første har Kina ingen hast og vil være helt sikker på, at USA – og i den nuværende fase Trump selv og hans administration – er en troværdig partner. For det andet venter Kinas kommunistiske partis nittende partikongres i oktober 2017, hvor Xi Jinping skal cementere sin magtposition for de kommende fem år – og muligvis længere. Det er ikke sandsynligt, at brikkerne falder på plads før dette møde.

Går kabalen op, vil der ikke være tale om afslutningen på problemerne med Nordkorea. Det vil snarere være åbningen af et nyt og mere speget spil om magtforholdene i Nordøstasien. Spillerne er USA, Kina, Rusland, Japan og Korea (begge stater) samt i periferien Taiwan. Et springende punkt bliver, om Japan og Sydkorea mister tilliden til den amerikanske atomparaply og selv udvikler atomvåben.

Dette spegede spil, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitik, geopolitiske interesser, handelspolitik og energipolitik sammenvæves, svinger omkring den amerikansk-saudiske alliance, men har altså som sit væsentligste omdrejningspunkt en amerikansk-kinesisk forståelse med udgangspunkt i Nordkorea.

For første gang oplever verden, at Kina og USA befinder sig i en omfattende geopolitisk forståelse. I realiteten er der tale om, at USA omdefinerer sit verdenssyn: Stiltiende erkender USA sin egen aftagende magt. Samtidig anerkender Kina, at USA stadig er det stærkeste land i verden. USA har ikke som for 10 eller 20 år siden uindskrænket manøvrerum. Ikke desto mindre kan Kina ikke komme uden om USA, hvis det vil fortsætte sin opstigning på den globale rangstige. Resultatet bliver et platonisk ægteskab – dvs. baseret på gensidige fordele, der opvejer interessemodsætningerne.

VERDEN PÅ LANGT SIGT

Den afgørende forudsætning for en stabil og rolig verden er et handlingsmønster for staterne i overensstemmelse med regler – skrevne såvel som uskrevne. Mønsteret gør det muligt at forudsige, hvad staterne agter at gøre. Vi bevæger os nu ind i en verden med irrationel adfærd hos beslutningstagerne med uforudsigelighed til følge. En analytisk tilgang giver derfor ikke nødvendigvis et korrekt indtryk af, hvad der kommer til at ske. Beslutningstagerne er uberegnelige. USA’s præsident Trump er ét eksempel, men ikke det eneste – Putin falder lidt i samme kategori, det samme gør Brexit-afstemningen. Trump er uforudsigelig, eftersom han har forkastet det etablerede regelsæt. Måske er han rationel efter sin egen målestok, men den kender vi ikke. Trumps prisme er kun ham selv. Han vil vinde og i processen udslette dem, der står i vejen for ham. Udenrigs- og sikkerhedspolitik interesserer ham kun, for så vidt at den påvirker hans magtposition. Han ser ikke sig selv som garant for USA’s forfatning, og han er ligeglad med at forsvare det globale system, som USA har opbygget siden 1945, og de værdier – frihedsrettigheder, demokrati og markedsøkonomi – USA ubetinget er gået i brechen for. På globalt plan åbner der sig derfor et kolossalt værdimæssigt vakuum.

Værdierne udfordrer økonomien
Nye sociale og kommunikationsmæssige netværk skærer igennem tid, geografi og nationale grænser. Forretningsmæssige værdier konfronteres med sociale og kulturelle værdier – det er økonomi over for ikkeøkonomi. Politisk ideologi baseret på fordeling af indkomst og formue viger for humanitære værdier og en art ’tilbage til naturen’ efter årtiers ligegyldighed over for netop den omgivende natur. Tendensen kan iagttages i forretningsmæssig etik (fx forbud mod børnearbejde), indgreb mod forurening, global opvarmning og menneskerettigheder.

Indtil nu har magt groft sagt hovedsageligt været af militær og økonomisk karakter. Værdistyring ændrer dette, fordi det er tilstrækkelig stærkt til at indsnævre virkningen af militær og økonomisk magt – og måske endda gøre dem virkningsløse. Nu drejer det sig om at beherske opfattelsessfæren, om at definere, hvad der er rigtigt eller forkert, tilladeligt eller ej, og i sidste instans drage grænser for, hvad der kan opnås. Målet er at fange befolkningernes nysgerrighed og opnå tillid. Præsidentvalget i USA sidste år demonstrerede både styrken af dette nye magtparameter, og hvorledes det kan bruges. Kritikere af Hillary Clinton mobiliserede halvbagte beskyldninger og antydninger i et nedsættende og hånligt sprog i den hensigt at skabe en opfattelse af, at hun var ude af stand til at bestride embedet som USA’s præsident. Det tvang hende til at jage ’spøgelser’ for at reparere billedet af sig selv. Det vil altså sige, at Clinton blev tvunget i defensiven, mens hendes modkandidat, Donald Trump, kunne sprede sig over hele paletten af politik med løse påstande uden på noget tidspunkt for alvor at blive afkrævet dokumentation for, hvorledes han kunne indfri sine løfter.

Det er uundgåeligt, at der tegnes nye grænser for, hvordan magt udøves, hvor de institutionelle grænser for magtudøvelsen går, og hvilke roller de nye aktører får. I international henseende fortoner nationalstaten sig, eftersom den i sin kerne hviler på udøvelse af magt via de traditionelle magtparametre. Den nye, bløde magt er grænseoverskridende og underminerer dermed nationalstatens prærogativ [førsteplads, red.] og måske endda nationalstatens monopol på udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Før valget lovede Trump at tage USA ud af Parisaftalen om global opvarmning. Og han holdt sit løfte. Men det er ikke ensbetydende med, at det amerikanske samfund frasiger sig målsætningerne i aftalen. I sin meddelelse om at forlade aftalen erklærede Trump, at han repræsenterede ’Pittsburgh og ikke Paris’. Desuagtet har 30 borgmestre inklusive Pittsburghs, New Yorks og Washingtons bekræftet deres hensigt om at fastholde bestræbelserne på at modvirke global opvarmning. De støttes af 80 universitetsrektorer og flere end 100 direktører for store amerikanske virksomheder. Californiens guvernør, Jerry Brown, har besøgt Kina for at samarbejde om udstedelse af certifikater, der skal begrænse udledning af CO2 med økonomiske incitamenter. Tankegangen er, at jo større et marked der samarbejder herom, jo mere effektiv bliver indsatsen – og med USA ude af Parisaftalen må Californien vende sig mod Kina.

USA’s delstater begynder altså at føre udenrigspolitik uden om regeringen i Washington. Det er kun muligt i kraft af skiftet til blød magt, som styrer opfattelsessfæren. Over en længere tidshorisont vil sådanne alliancer uden om nationalstaten uundgåeligt have konsekvenser for hård sikkerhedspolitik. Californiens befolkning vil gradvis føle, at de har noget tilfælles med Kinas befolkning. Man leger i forvejen med tanken om hel eller delvis løsrivelse fra USA – noget, der ikke kan lade sig gøre i henhold til forfatningen, men ikke desto mindre rejser et alvorligt problem, såfremt tanken får medvind. For Washington bliver det nemlig vanskeligere at føre en konfrontatorisk amerikansk udenrigspolitik over for Kina. Gennem kommunikation underminerer sociale netværk ganske enkelt en hård sikkerhedspolitik. Det ses allerede nu i USA, hvor folk i staten Washington og New York City udtrykker et værdifællesskab med Canada, mens folk i Texas glider i retning af en nærmere tilknytning til Mexico.

Noget lignende anes i Storbritannien. I begyndelsen af juli 2017 modtog EU’s chefforhandler om Brexit, Michel Barnier, to besøgende. Det var ’førsteministrene’ fra Skotland og Wales, Nicola Sturgeon og Carwyn Jones. Statsretlige eksperter er stort set enige om, at regeringen i London ikke kan indgå en aftale med EU uden tilslutning fra parlamenterne i Skotland og Wales. Det forhindres af lovgivningen om delvist selvstyre. De to politikere har givetvis understreget over for Barnier, hvad han allerede ved: at de på centrale punkter ikke er enige i den forhandlingsposition, regeringen i London (Westminster) anlægger. Skotland har ved flere lejligheder gjort det klart, at man ikke vil acceptere udtræden af det indre marked, hvilket den konservative regering i London ellers insisterer på. I realiteten er der tale om udenrigspolitik uden om Westminster, eftersom besøgene og deres underbygning af synspunkter, der afviger fra Westminsters, naturligvis forstærker EU’s position. Man kan kun gisne om, hvad der sker, såfremt sådanne besøg gentages i den afsluttende og givetvis dramatiske forhandlingsfase – altså hvis Skotland, Wales og Nordirland åbenlyst handler imod regeringen i London.

Hvordan kan et positivt verdensbillede se ud over de næste 25 år? Et optimistisk og positivt scenario kan se ud, som følger:

Forståelse for samarbejde og gensidig forståelse på tværs af grænser vinder på ny indpas. Det sker i første omgang på regionalt plan – med EU i Europa, NAFTA i Nordamerika og ASEAN i Sydøstasien som led i en mere omfattende asiatisk integration; tilsvarende sker det i regionale samarbejdsorganisationer i Sydasien, Mellemøsten og Afrika – dog i mindre håndfast form. Gradvist og tøvende overfører medlemslande dele af deres suverænitet til disse organisationer for at udøve dem i fællesskab. Sideløbende hermed nærmer de regionale organisationer sig hverandre, hvorigennem der opbygges en form for global styring.

Men dette scenario vil jeg give under 25 pct. sandsynlighed. Alternativerne?

At verden halter videre uden styring med stigende konflikter uden løsning. Eller endnu værre: en afvikling af globaliseringen. Forsøget på at skabe et globalt retssamfund kan blive erstattet af, at den stærkes ret sættes i højsædet. Et tredje alternativ er en ny magtstruktur omkring fem-ti store datavirksomheder og et par nationalstater, der gennem kontrol og styring af kommunikation tiltager sig global magt.

Den, der ejer data, skaber verden
En vigtig ny gruppe af spillere er de store virksomheder, som gennem opsamling af data begynder at bestemme over det enkelte menneskes daglige liv og dermed også indirekte over nationalstaterne. Om 10 eller måske 20 år kan verdensbilledet blive præget af virksomheder som Alphabet, Apple, Microsoft, Facebook, Amazon, Alibaba, Baidu og Tencent. På den liste mangler der måske et par stykker – og muligvis snubler en eller to af de nævnte. Men allerede nu har de gennem opsamling af data tiltaget sig magt over store dele af forretningslivet. Det finansielle system uden for disse virksomheder glider bl.a. via fintech – dvs. sammenkobling af digitalisering og finansielle transaktioner – mere og mere ind under deres skygge. Det risikerer at blive delegeret til udførelse af de forretningsaktiviteter, som datafirmaer fastlægger ud fra viden om folks behov – viden, de har udledt fra indsamling af data om, hvad folk søger efter på nettet.

Datavirksomhederne selv bevæger sig ind som finansielle institutter. Man taler meget om nethandel, men i realiteten er den ikke særlig betydningsfuld. Magten ligger hos de virksomheder, der kombinerer dataindsamling, elektronisk handel og betaling. De får rådighed over enorme kapitalmidler og kan gennem deres globale rækkevidde rokere finansiering rundt på kloden, efter hvad der begunstiger dem.

Ant Financial Services Group, tidligere Alipay, er verdens største platform for mobil- og onlinebetalinger. Den er ejet af den kinesiske gigant Alibaba, som også ejer både Yu’e Bao, verdens største finansielle institution til omfordeling af penge mellem de finansielle centre, herunder New York, London, Tokyo, Hongkong og Singapore, og Sesame Credit Rating, der begynder at konkurrere med de etablerede amerikanske kreditratingbureauer som Fitch og Moody’s. Alibaba ekspanderer voldsomt internationalt med kapitalindskud i Indiens Paytm (der driver nethandel og elektronisk betaling) samt det amerikanske firma MoneyGram (der tilbyder pengeforsendelser mellem mere end 200 lande).

Det er iøjnefaldende, hvor hurtigt disse gigantvirksomheder er opstået. Så bemærkelsesværdigt, at det rejser spørgsmålet, om det er sket med delvis hjælp fra nationalstaterne. Er det fx tænkeligt, at USA’s og Kinas regeringer har hjulpet til med finansiering og stillet teknologisk viden til rådighed mod til gengæld at opnå indsigt i virksomhedernes indsamlede data? Ja, det er tænkeligt. Hvis det er sagen, kan man skimte en form for uhellig alliance mellem store datavirksomheder og store nationalstater, der deler udstrakt viden om – og indsigt i – borgernes privatliv. Det kan give dem evnen til at ’skabe opfattelsessfæren’ – og dermed komme i besiddelse af en uhørt magt af en type, verden ikke tidligere har set. Måske uden at borgerne fornemmer eller erkender det – og i hvert fald uden at borgerne gennem stemmesedlen eller andre former for kanaler til medbestemmelse får indflydelse på den politiske proces.

De seneste måneder har vist konturerne af en magtkamp mellem statsmagten og disse virksomheder i Kina. Det kommunistiske parti vil ikke afgive magt og har lanceret indgreb i netop de store datavirksomheders aktiviteter. Det kan meget vel tænkes, at det netop er på dette område, at de næste 50 års globale magtkamp kommer til at udspille sig. Mens den amerikanske regerings tavshed kan tyde på, at den – i hvert fald på kortere sigt – vælger en alliance med datavirksomhederne. ■

Jørgen Ørstrøm Møller (f. 1944) er Visiting Senior Fellow, ISEAS Yusof Ishak Institute, Singapore. Adjunct Professor, Singapore Management University og Copenhagen Business School. Æresalumne, Københavns Universitet. En del af synspunkterne i denne artikel er mere udførligt behandlet i forfatterens bog fra november 2016: ’The veil of circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics’.

ILLUSTRATION: Donald Trump besøger et raffinaderi i North Dakota, september 2017 [foto: Polaris/Polfoto]