05.04.2017

Energipolitik handler om sikkerhed – uanset om vi taler klima eller hård geopolitik. Men det fylder reelt ingenting i vores udenrigspolitik. Hvorfor?

Af Martin Lidegaard, udenrigs- og forsvarsordfører for Radikale Venstre (fra RÆSON29)

Lad os bare være ærlige: Det er sjældent, der virkelig bliver lyttet til de danske ministre i EU’s ministerråd. Det er der gode grunde til, for som regel er de hellige danske køer for længst forsøgt indarbejdet i teksten af vores gode embedsmænd. Alle ved, at den danske minister ved, at de ved, at hun kun læser den side op, som er nøje aftalt med de andre ministre – der også læser deres aftalte side op.

Men på ét område oplevede jeg som både klima-/energiminister og udenrigsminister, at der faktisk blev lyttet, når Danmark tog ordet: Det var, når talen faldt på energipolitik. Eller rettere: på krydsfeltet mellem energipolitik og sikkerhedspolitik. Det skyldes – desværre – ikke primært mit personlige engagement i sagen, men nærmere to andre væsentlige forhold, som snart har været gældende i tre årtier:

For det første, at energipolitik også er sikkerhedspolitik i alle betydninger af ordet. For det andet, at Danmark har helt unikke erfaringer på området, som med store fordele kunne kopieres til andre lande i EU og til unionen som sådan – for ikke at tale om mange andre lande og regioner uden for Europa.

Energipolitik er sikkerhedspolitik
På mindst tre områder dikterer vores energipolitik i vidt omfang vores sikkerhed:

1) Klimapolitisk er det simpelthen ikke fysisk muligt at nå verdenssamfundets nye mål på maksimalt to graders global opvarmning uden at omstille energisektoren i en mere bæredygtig retning. Klimaforandringerne kan med rette betegnes som vore generationers største sikkerhedspolitiske udfordring. Det er et frygtindgydende kort vindue, vi som menneskehed har til rådighed for at få stoppet den globale opvarmning, hvis ikke det skal koste uhyrlige menneskelige og økonomiske ofre.

Klimaforandringer i sig selv skaber konflikter, men de kan også virke som benzin på bålet, hvor der i forvejen ulmer sovende konflikter. Allerede i dag er millioner af mennesker på flugt fra tørke, oversvømmelser og ekstremt vejr – et tal, der vil eksplodere, hvis den globale opvarmning fortsætter med uformindsket styrke. Det er i sig selv et sikkerhedsproblem for de berørte mennesker – der en dag også kan tælle os danskere. Men det vil berøre alle klodens beboere, fordi det vil blive en ny konstant kilde til ustabilitet, der risikerer at skabe nye konflikter over land og ressourcer, igangsætte nye flygtningestrømme osv. En af de bedst bevarede hemmeligheder i den syriske tragedie er de klimaforandringer, der tidligt i processen drev store dele af den syriske befolkning nordpå på grund af tørke og var med til at skabe de spændinger, der udløste Det Arabiske Forår og forsøget på at vælte Assad. Kun med en seriøs tilgang til klimaet kan vi i de kommende årtier for alvor håbe på at undgå ny håbløshed, nye folkevandringer og de dertil koblede sikkerhedsproblemer. Her er en ambitiøs bæredygtig udvikling på energiområdet alfa og omega.

Ikke alene har især Europa gjort sig alt for knyttet til import af fossile brændsler fra regimer, vi slet ikke bryder os om at være afhængige af. Vi har også bragt os selv i en situation, hvor vi gennem vores import indirekte og direkte er med til at finansiere de konflikter og den ekstremisme, som vi bagefter skal bruge så mange ressourcer på at komme til livs.
_______

 

2) Geopolitisk har vi længe vidst, at vores afhængighed af især olie og gas er og bliver en akilleshæl i den nye verdensorden, der har udviklet sig de seneste årtier. Ikke alene har især Europa gjort sig alt for knyttet til import af fossile brændsler fra regimer, vi slet ikke bryder os om at være afhængige af. Vi har også bragt os selv i en situation, hvor vi gennem vores import indirekte og direkte er med til at finansiere de konflikter og den ekstremisme, som vi bagefter skal bruge så mange ressourcer på at komme til livs. Et oplagt eksempel er hele konflikten i Syrien og udviklingen af ekstremistiske grupper i Mellemøsten. I Syrien – og Irak – er der i vidt omfang tale om proxykrige udkæmpet af de nye stormagter Saudi-Arabien, Iran og Rusland, der alle har støttet deres egne grupperinger eller militser, herunder både Assad-regimets blodbad og Daeshs rædselsregimente. Uanset hvor forskellige regimerne i disse tre stormagter kan synes, har de det tilfælles, at de er fuldstændig afhængige af at kunne eksportere deres fossile brændsler til Europa. Uden disse indtægter ville de simpelthen ikke kunne fastholde grebet om deres respektive befolkninger og føre omkostningstunge krige uden for eget territorium. Det samme gælder Saudi-Arabiens direkte og indirekte støtte til et vidtforgrenet netværk af salifistiske koranskoler i hele verden. Også på vores breddegrader nyder Putin godt af gasindtægterne, der er med til at finansiere annekteringen af Krim og de konstante kampe i det østlige Ukraine, ligesom energien bruges til en benhård sikkerhedspolitisk linje over for især Ukraine og de centraleuropæiske lande. Med Trumps og andre populistiske kræfters åbenlyse flirt med Putin bliver Europas stilling kun endnu mere absurd: Ikke alene skal vi de kommende år navigere i en vanskelig verden med populistiske kræfter øst, vest og syd for os, gennem vores import af fossile brændsler bidrager vi samtidig aktivt til, at de selvsamme mænd kan få held med at blive siddende og styrke deres positioner.

Hvert år importerer EU for det svimlende beløb af 250 mia. euro, hvilket både spolerer vores betalingsbalance og bidrager direkte til at finansiere alle de problemer, vi i øvrigt går og tumler med. Det er en fantastisk tanke, hvis dette basale sikkerhedspolitiske forhold faktisk ændrede sig: Hvad nu, hvis EU kunne få opbygget en ny, ren og sikker energisektor, der i løbet af få år ville være betalt hjem? Så ville man kunne bruge vores energi som både stok og gulerod i den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Energisektoren kunne blive et langt mere avanceret instrument end den bevidstløse oprustning af militære midler. Når det gælder militæret, er vi i forvejen andre aktører langt overlegne; NATO bruger fx 12 gange så mange ressourcer om året på sit forsvar, som Putin gør. Men samtidig er vi uvillige til at anvende det andre steder i verden end dér, hvor militæret beskytter vores egne grænser, simpelthen fordi vores militære modstandere er blevet så tilpas stærke, at ofrene ville være for store. Det ville være et klogt svar på Trumps krav om oprustning i Europa at opruste energipolitisk og dermed få en chance for at kunne presse de stormagter, som hverken Europa eller USA i virkeligheden har nogen mulighed for at påvirke i dag.

Hvad nu, hvis EU kunne få opbygget en ny, ren og sikker energisektor, der i løbet af få år ville være betalt hjem? Så ville man kunne bruge vores energi som både stok og gulerod i den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Energisektoren kunne blive et langt mere avanceret instrument end den bevidstløse oprustning af militære midler.
_______

 

De dybe suk og de opgivende blikke, der meget ofte møder mig, når jeg bringer disse argumenter til torvs, er mig en kilde til stadig undren. Alle anerkender potentialet i en mere aktiv energipolitik, men det synes, som om ingen rigtig anser det for realistisk at bygge et alternativ til den nuværende situation. Men det har jo aldrig været mere oplagt og realistisk end netop nu.

Teknologierne til at producere vedvarende energi er braget afsted og er billigere end nogensinde før. Man kunne faktisk vende hele situationen på hovedet: Vores uafhængighed er godt på vej og vil under alle omstændigheder blive fuldbragt inden for få år. Så hvorfor ikke forholde sig aktivt til denne udvikling og udnytte den i vores sikkerhedspolitik? Hvorfor ikke tænke i, hvad Mellemøsten og Rusland egentlig skal leve af om 10-15 år, når det ikke er nok at sælge olie og gas? Ikke noget ukontroversielt spørgsmål – og slet ikke et emne, vi kan tillade os at være ligeglade med.

3) Endelig er der vores forsyningssikkerhed. Det gælder borgernes og erhvervslivets adgang til en sikker, ren og stabil energiforsyning til konkurrencedygtige priser. EU’s priser på både gas og el ligger i dag en del over vores konkurrenters niveau i både Asien og Nordamerika. For få år siden undersøgte Det Internationale Energiagentur (IEA) hvorfor – resultatet var, at prisforskellen først og fremmest skyldes vores import af dyr russisk gas. Læg dertil EU’s udfordringer med at få skabt et fuldt liberaliseret marked for energi. De nuværende forhindringer gør alle former for energi, men især den vedvarende, dyrere, end den behøver at være.

Allerede i dag udgør energipriserne en væsentlig faktor for Europas konkurrenceevne, der om ti år vil være endnu vigtigere. Energi vil komme til at udgøre en endnu større del af virksomhedernes samlede omkostningsprofil, fordi den øgede anvendelse af robotter og automatiseret produktion simultant bringer lønomkostningerne ned og energiforbruget op.

En mangel på forståelse
Disse tre former for sikkerhedspolitiske dimensioner er vidt forskellige af natur, men de har én væsentlig ting tilfælles: De tæller sjældent med, når vi træffer store energipolitiske beslutninger i Europa.

De gevinster, man høster sikkerhedspolitisk, er vanskelige at gøre op, og bortset fra det skrantende marked for CO2-kvoter sættes der derfor ikke kroner og øre på de enorme sikkerhedspolitiske potentialer ved en mere ren og sikker produktion af energi. Eller omvendt: De enorme omkostninger ved vores nuværende afhængighed af import af fossile brændsler udefra indgår heller ikke, når vi skal gøre regnebrættet op og afgøre, hvor vi skal investere. Tag bare den aktuelle farce om gasledningen North Stream 2, som det russiske Gazprom ønsker at bygge fra Rusland til Tyskland. Ledningen er i alt andet end dansk, nordisk og europæisk interesse – men det har hverken den danske regering eller EU for alvor taget stilling til. Alle ved, at det er et geopolitisk projekt. Ingen ønsker at forholde sig til det som et geopolitisk projekt.

Det er lige så uforståeligt, som det er deprimerende. Simpelthen fordi en mere dynamisk og fuldtonet satsning på ren energi produceret af EU og til EU ville være en sikkerhedspolitisk game changer af de helt store. Det ved alle de beslutningstagere, der arbejder med europæisk sikkerhed, og som dagligt bander over både den globale opvarmning, vores afhængighed af de regimer, som giver os så mange problemer, og udfordringerne med den europæiske konkurrenceevne.

Det er præcis derfor, man i Europa lytter til det land, der er kommet længst med at omlægge til vedvarende energi. Og som vel at mærke har fået markedspriser på gas og el, der ligger pænt under gennemsnittet i Europa, på trods af den statslige støtte til vedvarende energi, der indgår i prisopgørelserne. Det enorme dilemma får pludselig form, når et veludviklet land har vist, at det kan adresseres.

Her er Danmark verdens bedste
Det danske eksempel ER fantastisk. Trods store politiske opgør, uforståelig ideologisk modstand fra flere partier og adskillige fejldisponeringer gennem historien er omstillingen af den danske energisektor lykkedes til overflod.

Har vi modet til det – og det skal vi have! – vil det næste energiforlig, der løber til 2030, bringe andelen af vedvarende energi op på 100 pct. i vores el og varmeproduktion. Og medføre en tiltrængt elektrificering af både industri, transport og varme, så hele Danmark i bogstaveligste forstand kan køre på vores egen grønne el.

Den samme udvikling er mulig i resten af EU. Hemmeligheden bag den danske og nordiske model er trefoldig: en markant satsning på energieffektivitet, både i industri og bygninger, en målrettet udbygning af vedvarende energi på markedsvilkår og endelig sidst, men måske allervigtigst: et fuldt liberaliseret elmarked, der også rummer andre energikilder som backup til den vedvarende energi. Når det blæser i Danmark, kan vi eksportere – og når det er vindstille, kan vi importere og dermed i vidt omfang undgå udgifter til backup i form af kulkraftværker eller lignende. Modellen er fuldt ud mulig at implementere på europæisk niveau, men den kræver vilje til i) de nødvendige investeringer i infrastruktur og ii) liberalisering af markederne. En forudsætning for det sidstnævnte er paratheden til de facto at opgive den nationale suverænitet i forhold til det endelige energimiks – og valget af, hvilke forskellige energiformer der skal støttes, fordi det vil være markedspriserne, der i sidste ende dikterer, hvilken strøm der kommer i nettet, og hvor den kommer fra. Det er en tanke, som langt de fleste lande – også Danmark – stadig har sig meget frabedt.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke tiden er inde til en mere gennemført europæisk energipolitik, der målrettet forfølger de reelle sikkerhedspolitiske interesser. For dem er EU’s udenrigsministre og regeringschefer rørende enige om, både når skåltalerne bliver holdt, og når der snakkes i unionens korridorer.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke tiden er inde til en mere gennemført europæisk energipolitik, der målrettet forfølger de reelle sikkerhedspolitiske interesser. For dem er EU’s udenrigsministre og regeringschefer rørende enige om, både når skåltalerne bliver holdt, og når der snakkes i unionens korridorer.
_______

 

Eller man kan spørge mere præcist: Hvilke EU-beslutninger er det, Danmark med en vis realisme kan foreslå, og som hurtigst kan bringe Europa hen mod en ren, sikker og billig energiproduktion?

Det er det helt rigtige tidspunkt at stille dét spørgsmål. EU’s energiunion skal forhandles netop i de kommende måneder, og der vil der uden tvivl blive lyttet meget til Danmarks holdning. Jeg foreslår tre danske initiativer, som jeg samtidig bilder mig ind, har en realistisk chance for at samle europæisk enighed:

FOR DET FØRSTE bør en substantiel del af EU’s strukturfonde omlægges til infrastrukturfonde, der skal sikre en højest tiltrængt udbygning af de mest vitale – og manglende – dele af de europæiske ’motorveje’ for eltransmission.

Udbygningen skal populært sagt sikre, at vindmølle-el fra nord kan transporteres mod øst og syd, og solcelle-el fra syd kan sendes til nord og øst, mens vandenergi fra øst eksporteres til nord og syd. Ikke mindst de øst- og sydeuropæiske lande, der i dag har den største afhængighed af Rusland, vil have en markant interesse heri og er derfor måske også parate til at omlægge en del af strukturfondene til dette formål. Læg dertil de tiltrængte arbejdspladser, som investeringerne vil kunne generere især i Sydeuropa.

Set fra et overordnet europæisk perspektiv ville en saltvandsindsprøjtning til udbygning af infrastruktur med ét slag gøre vedvarende energi langt mere rentabelt, end tilfældet er i dag, fordi behovet for backup-kapacitet vil blive langt mindre. En udbygning af infrastrukturen for gas ville kunne gøre en stor og positiv forskel i de næste 20 år. Og for både el og gas gælder, at ’motorvejene’ bør suppleres med ladestandere, der kan flytte bilparken fra olie og diesel til el og gas.

FOR DET ANDET bør Danmark med sit hav af afkasttørstige institutionelle investorer og verdens dygtigste udbydere af vind gå foran med at etablere en række kæmpeprojekter til udbygning af vedvarende energi. De skal være så store, at de binder flere lande og markeder sammen og dermed tvinger en de facto koordinering og harmonisering af VE-støtten igennem. Det kunne dermed ske ad bagdøren – i en situation, hvor der ikke er politisk vilje til at gennemføre den ad fordøren. Et oplagt eksempel er vindmølleparken Kriegers Flak, der med fordel kunne udbygges markant med nye ledninger til både Sverige, Polen og de baltiske lande (ud over Danmark og Tyskland, som tilfældet er i dag). Et andet eksempel kunne være drømmen om at bygge en enorm havvindmøllepark på Doggerbanke, der kunne forsyne en lang række lande – herunder England, Frankrig, Holland og Tyskland. En ny forbindelse – Viking Link – er allerede besluttet mellem England og Danmark, så kablet er lagt.

Med den fornødne kapacitet ville en sådan park i Nordsøen let kunne udvikles til verdens største offshorepark, hvilket med sikkerhed ville bringe omkostningerne endnu længere ned end de 37 øre for en kilowatt-time, der var den vindende pris, da Kriegers Flak blev udbudt i november 2016. Den pris var en revolution i sig selv – med ét slag blev havvind gjort konkurrencedygtig. Tænk, hvad yderligere en halvering af prisen ville gøre for det europæiske energimarked, for udbredelsen af grøn el og for den energipris, de europæiske virksomheder betaler.

Investeringerne kan uden problemer være private, men der skal skabes en fælles politisk enighed om at bygge kablerne og åbne de nationale markeder for strømmen fra de nye giga-parker. Det burde ikke være svært. Især fordi det kunne være den oplagte løsning på spørgsmålet om, hvem der skal bidrage med hvad i opfyldelsen af de europæiske mål for vedvarende energi (mål, der i øvrigt burde være langt højere). I den her foreslåede model vil risikoen være delt – og der vil være kæmpe gevinster til alle.

FOR DET TREDJE bør Danmark forfølge tanken om et langt mere energieffektivt Europa. Selvom den billige grønne el rykker en del ved rentabiliteten i nogle typer af energibesparelser, er potentialet stadig enormt, både i industrien og i de eksisterende bygninger. Nye teknologier flytter hele tiden de mulige gevinster. Derfor bør Danmark byde det velkommen, at Kommissionen netop har foreslået en større målsætning for energieffektivitet, så standarderne for både bygninger, biler og industri gradvist vil fortsætte med at stige.

Er det så også realistisk? Uden tvivl. Og ærligt talt: Er det – mildt sagt – ikke på tide at erkende de dybe sikkerhedspolitiske konsekvenser af vores energipolitik – vel at mærke uanset om vi ændrer den eller ej?
_______

 

Er det virkelig i dansk interesse at kaste sig ind i denne kamp? Vil det faktisk være muligt at gennemføre den danske model på europæisk niveau, og vil det også kunne føre til en stærkere fælleseuropæisk sikkerhedspolitik? Ja. Ud over alle de åbenlyse sikkerhedspolitiske interesser, der her er beskrevet, og som vi deler med alle de andre lande, har vi også helt egoistisk vores egne gode grunde til at forfølge strategien. Det er stadig hver fjerde vindmølle i verden(!), der udskibes fra Esbjerg Havn. DONG Energy er stadig – og uden sammenligning – nummer ét i verden inden for havvind. Danmarks muligheder for grøn eksport ved en fuld grøn satsning fra EU’s side kan man næsten ikke fatte rækkevidden af. Dertil kommer den enorme respekt og udenrigspolitiske indflydelse vi vil kunne opnå ved at rådgive og facilitere en udvikling, som vi allerede er de bedste til at gennemføre. Som minister oplevede jeg gang på gang, hvordan Danmark fik langt mere politisk adgang til både magtfulde personer og lande, end vores størrelse berettiger os til, netop fordi vi har disse kompetencer. Dette vil i udpræget grad gøre sig gældende, hvis den danske model bliver Europas.

Er det så også realistisk? Uden tvivl. Og ærligt talt: Er det – mildt sagt – ikke på tide at erkende de dybe sikkerhedspolitiske konsekvenser af vores energipolitik – vel at mærke uanset om vi ændrer den eller ej?

ILLUSTRATION: Olieraffinaderi tilhørende Gazprom, Moskva, Rusland, 7. februar 2017 (foto: Albert Garnelis/ITAR-TASS/POLFOTO)

Martin Lidegaard (f. 1966) er tidl. klima- og energiminister samt udenrigsminister, nu MF og bl.a. udenrigs- og forsvarsordfører for Radikale Venstre.