01.04.2017

Ukraine er kun en af mange uløste konflikter i Østeuropa. Her oplever man et mere selvbevidst Rusland – og spørger sig selv, hvad det kriseramte EU egentlig vil.

Af Ota Tiefenböck [fra RÆSON29]

2016 var ikke et godt år for EU, og 2017 kan blive endnu værre. Europa har oplevet en række voldelige terrorangreb på sit eget territorium og har fortsat store problemer med migration fra flere verdensdele. Forholdet til Rusland er efter russernes annektering af den ukrainske halvø Krim og de efterfølgende sanktioner blevet voldsomt forværret, indimellem med risiko for åben konfrontation. Den politiske udvikling i Tyrkiet og landets venskab med Rusland tegner heller ikke godt for fremtiden, især fordi EU har gjort sig afhængig af Tyrkiet på grund af flygtningeaftalen med landet. Fremtiden ser også sort ud for Ukraine og på Balkan. I Ukraine på grund af den mere eller mindre fastfrosne konflikt i Østukraine og de ukrainske politikeres manglende evner eller vilje til at gennemføre reformer. På Balkan på grund af stigende russisk indflydelse.

De fleste vesteuropæere vil formentlig også betegne valget af Trump som endnu en ulykke, der har ramt EU og Europa. Men sådan ser man ikke på det i Øst- og Centraleuropa, hvor den overvejende holdning er, at Trump kan være den politiker, som vi mangler i Europa. En politiker, som tør at tage ansvar, kalder en spade for en spade, og som først og fremmest kan skabe resultater, heriblandt at genstarte Vestens forhold til Rusland.

De centraleuropæiske lande udgør generelt et forholdsvis stærkt led i et fremtidigt EU. De ønsker at reformere EU – men ikke at forlade eller udslette unionen, sådan som det kan blive tilfældet i nogle af de vesteuropæiske lande, hvor euroskeptiske partier kan komme til magten.

Flere vigtige valg forude
Flere EU-lande skal i løbet af 2017 til valg, og disse vil formentlig blive ganske afgørende for den kommende udvikling i unionen.

Valget i Holland 15. marts er forbundet med en seriøs frygt i EU og vil utvivlsomt have en stor betydning for udviklingen i både EU’s østlige og vestlige del. En eventuel valgsejr til den euroskeptiske Wilders vil under alle omstændigheder styrke den udvikling, der allerede er i fuld gang i Polen og Ungarn. 13. januar indskrænkede Ungarns Viktor Orbán de rettigheder for asylansøgerne i landet, som EU ellers garanterer: Asylansøgere i Ungarn bliver fremover sat i detention i et særligt transitcenter på grænsen, mens de venter på behandling af deres asylansøgning. ”Vi skal nu i gang med at se, hvad vi ser, ikke, hvad vi gerne vil se. Der er nogle, der tror, at alle, der kommer til Europa, gerne vil leve efter loven, men fakta viser det modsatte: Terror, vold, kriminalitet, etniske og kulturelle sammenstød er en klar advarsel om, at disse mennesker ikke ønsker at leve, sådan som vi gør. Vi er holdt op med at forvente, at Bruxelles kommer med en løsning, nu er vi nødt til at sørge for vores egen sikkerhed,” erklærede Viktor Orbán ved indsættelsen af 532 politimænd, hvis opgave fremover er at fungere som menneskejægere af migranter, der forsøger at krydse grænsen illegalt.

I Polen og Ungarn vil Wilders’ eventuelle sejr derfor blive tolket som en chance for at ændre EU. Udtryk for et befolkningsønske om styrkelse af nationalstaterne og begrænsning af Bruxelles’ magt. Den vil derudover danne grundlag for et nationalt-konservativt samarbejde tværs over medlemslandenes grænser, og det vil formentlig kun være et spørgsmål om tid, før det samarbejde vil blive udvidet med andre lande og partier fra både den østlige og den vestlige del af Europa – fx hvis Marine Le Pen skulle vinde præsidentvalget i Frankrig.

En udvikling i en nationalistisk retning vil ganske givet resultere i et svækket samarbejde mellem de centraleuropæiske lande, hvor især Tjekkiet, og muligvis Slovakiet, vil sige fra, hvis udviklingen skulle få en alt for nationalistisk karakter. Tjekkerne skal ligeledes til parlamentsvalg i 2017, men det er ganske usandsynligt, at et højrenationalistisk parti vil kunne opnå et betydeligt antal stemmer eller i det hele taget få plads i det tjekkiske parlament.

Flygtninge-/migrantkrisen fortsat et problem
Med sikkerhed forbliver et af de store problemer migrantkrisen – herunder fordelingen af de migranter/flygtninge, som allerede er i EU. Det lykkedes EU at begrænse tilstrømningen af asylansøgere ved at lukke den såkaldte Balkanrute og indgå en aftale med Tyrkiet, men usikkerheden om, hvorvidt aftalen med Tyrkiet holder, er stor. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har i flere omgange truet med at åbne op for de omkring tre mio. migranter, som befinder sig i Tyrkiet, hvis Tyrkiet ikke får en visumfri aftale med EU.

EU henviser til, at Tyrkiet ikke har opfyldt alle de aftalte regler, men det er tvivlsomt, hvorvidt der blandt de europæiske politikere overhovedet er opbakning til en visumfri ordning til Tyrkiet. Sådan en ordning har formentlig heller ikke opbakning hos EU’s befolkning, og det er svært at forestille sig, at de europæiske ledere vil bevilge en sådan til tyrkerne, vel vidende at deres egen befolkning er stærkt imod.

I enkelte EU-lande er der endog krav om helt at afbryde optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Sker det, er det ganske uklart, hvordan Erdogan vil reagere. Det er dog ganske sikkert, at en genåbning af flygtningeruten til Europa vil skabe kæmpemæssige problemer for EU. Det vil derudover med sikkerhed påvirke resultatet af valgene i EU, eksempelvis det franske præsidentvalg og muligvis endda det tyske parlamentsvalg.

Et andet stort problem, EU-landene har at se frem til, er fordelingen af flygtninge mellem medlemslandene som foreslået af Europa-Kommissionen. Ordningen er blevet mødt med voldsom modstand i de centraleuropæiske lande Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovakiet, og det er på nuværende tidspunkt uklart, hvorvidt EU ønsker at fastholde initiativet. Gør de europæiske ledere det, vil det med sikkerhed udløse nye problemer mellem EU’s medlemslande, og det vil føre til fornyet splittelse mellem EU’s oprindelige medlemmer i Vesteuropa og de nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa. Og det vil ske i en tid, hvor EU har rigeligt med egne problemer. Det er derfor usandsynligt, at de europæiske ledere vil tage den kamp på nuværende tidspunkt. De vil formentlig forsøge at finde en alternativ løsning. Eksempelvis Slovakiets forslag om såkaldt fleksibel solidaritet, der blev fremsat under det slovakiske EU-formandskab i anden halvdel af 2016. Ifølge denne tanke skal hvert EU-land hjælpe til en fælles løsning af migrantkrisen ved at skænke fællesprojektet den hjælp, landet selv vurderer at være i stand til at give. De seneste udmeldinger fra Frankrig, hvor præsidentkandidat François Fillon har meldt ud, at heller ikke Frankrig har mulighed for at tage imod ekstra flygtninge via en solidarisk omfordeling, er for EU-lederne endnu en grund til at tænke sig om.

Rusland tilbage som stormagt
Den første uge i januar ankom de første amerikanske NATO-soldater til Polen som en del af NATO-operationen Atlantic Resolve, hvis formål ifølge NATO er at sikre fred og stabilitet i Polen og de baltiske lande, hvor omkring 4.000 mænd udstationeres. Det er uklart, hvad Donald Trumps holdning til projektet er – og hvorvidt han vil påvirke det. Det er derimod ganske sikkert, at de fire lande – der betragter Rusland som en stor trussel – vil lægge diplomatisk pres på, for at operationen fortsætter uforandret. Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet vil derimod fortsætte deres linje fra tidligere og se mere kritisk på udstationeringen af NATO-soldaterne. Landene føler sig ikke umiddelbart truet af Rusland og betragter de baltiske lande og formentlig især Polen som russofobiske. Denne uenighed kan svække det centraleuropæiske Visegrad-samarbejde (mellem Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn), hvis fællesnævner synes at være modstanden mod de obligatoriske europæiske flygtningekvoter.

Mens 2016 for altid vil stå som et dårligt år i EU’s historie, vil året 2016 formentlig stå for det helt modsatte i Rusland. Det lykkedes for alvor Putin at sætte Rusland på det geopolitiske kort og sørge for, at russiske interesser blev respekteret. En udvikling, som formentlig bliver forstærket i 2017, hvor det af flere analytikere forventes, at Donald Trump vil slå en handel af med Rusland. Eksempelvis ved på en eller anden måde at anerkende den russiske annektering af Krim som bytte for ro i Østukraine og/eller garantier i Baltikum.

Der byder sig flere typer af den slags handler, og de vil alle, hvis de altså bliver en realitet, formentlig blive ledsaget af ophævelse af – i hvert fald nogle af – de amerikanske sanktioner mod Rusland. Alt tyder derudover på, at viljen til at fortsætte sanktionerne ligeledes er ved at smuldre i flere af de europæiske lande. En udvikling, som vil tage til, hvis flere europæiske valg ender med nationalistiske partiers sejre. Sanktionerne er i forvejen ganske upopulære i en række europæiske lande, og der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved, hvorvidt de overhovedet skader Rusland, eller om de derimod hjælper landet. Alt tyder nemlig på, at de vestlige sanktioner snarere har styrket Ruslands produktion, da man i højere grad end tidligere er nødt til at satse på egen produktion frem for import. Sanktionerne har derudover givet Ruslands økonomiske problemer en patriotisk karakter, da den russiske økonomis problemer – og den lavere levestandard i landet – af russerne bliver opfattet som et resultat af Vestens sanktioner. Hovedforklaringen er ellers de faldende oliepriser.

Et klart og enkelt bevis på Ruslands sejrsgang i 2016 er, at Krim fortsat er et russisk territorium – samtidig med at konflikten i Østukraine er blevet til en frossen konflikt, som forhindrer Ukraine i en dybere integration i Europa. Det sker, samtidig med at et korrumperet Ukraine, som befinder sig på randen af økonomisk kollaps, nu er blevet Vestens problem og ansvar.

I Syrien er USA mere eller mindre skubbet ud af konflikten, som ser ud til at blive afgjort mellem Rusland, Tyrkiet og Iran. Denne foreløbig gunstige udvikling for Rusland skal dog tages med et gran salt, mener den tjekkiske ruslandsekspert Milan Syrucek. Han peger på, at mange analytikere kan tage fejl af Donald Trump og den forsonende stil over for Rusland, alle forventer:
”De, som taler om tilnærmelser mellem USA og Rusland, tænker kun på politiske deklarationer og glemmer faktorer, som umiddelbart ikke hænger sammen med politik, men som grundlæggende påvirker den. Trump taler godt nok om at tilbagekalde sanktioner mod Rusland, men er på den anden side parat til at give landet det hårdeste slag på det mest følsomme sted overhovedet: den russiske økonomi med gas og olie,” siger Milan Syrucek.

Syrucek peger på, at Barack Obama indførte statslige begrænsninger på indvinding af olie og gas i selve USA, som Trump ønsker at ophæve og endda udvide til svært tilgængelige områder. Det vil ifølge Milan Syrucek ikke blot skabe mange arbejdspladser i USA, men også få olie- og gasprisen til at falde og dermed skabe store problemer for Rusland, hvis økonomi er baseret på stabile olie- og gaspriser.

Sidst, men ikke mindst er det ligeledes ganske vigtigt, hvordan forholdet mellem Rusland og Tyrkiet vil udvikle sig i fremtiden. De to lande er i øjeblikket bundet sammen af praktiske grunde – såsom gasledningen Turkish Stream og krigen i Syrien – men har fremadrettet forskellige interesser, eksempelvis i Kaukasus og Centralasien.

Hvad vil EU gøre for Ukraine?
Heller ikke udviklingen i Ukraine tegner specielt godt for hverken Ukraine eller EU, til trods for at præsident Donald Tusk og kommissionsformand Jean Claude Juncker ikke manglede begejstring ved EU-Ukraine-topmødet i Bruxelles i november. ”Vi værdsætter meget de ukrainske myndigheders og præsident Petro Porosjenkos stræben efter at implementere et stort antal reformer i ekstremt vanskelige forhold. Ukraines succes bliver en succes for hele Europa,” sagde Donald Tusk ved mødet. Han erklærede ved samme lejlighed EU’s fulde støtte til Ukraine og de ukrainske ledere, men efterlod samtidig en bagdør for EU: ”I har mange venner her, og jeg kan forsikre jer, at I ikke bliver glemt. Vi har også vores begrænsninger, men vi vil fortsætte vores stræben efter at opfylde jeres rette forventninger.”

Det er imidlertid tvivlsomt, hvorvidt de europæiske politikeres erklæringer skal tages for gode varer. Meget tyder på, at EU har rigeligt med egne problemer og er ved at få nok af Ukraine. Et klart og håndgribeligt bevis synes at være den visumfri ordning, som EU har lovet landet – den har man endnu ikke givet ukrainerne, til trods for at landet har opfyldt alle betingelser. En visumfri ordning til Ukraine blev i første omgang blokeret, da enkelte EU-medlemslande frygtede en ukrainsk udvandring og ville sikre ordningen med en suspenderingsmekanisme. Mekanismen er blevet vedtaget i Europa-Parlamentet, men det har fortsat ikke udløst ordningen. Diverse ubekræftede kilder nævner, at der mindst vil gå et halvt år, før ordningen endelig vil blive frigivet. Til den tid kan der dog ske mange andre ting, som kan ende med, at den aldrig bliver en realitet.

Det største problem for Ukraine i begyndelsen af 2017 synes dog at være valget af Donald Trump og den usikkerhed, der er forbundet med hans person. Ukraine vil uden tvivl gøre alt for at overbevise Donald Trump om, hvor vigtig Ukraine er for USA og Europa, men hvorvidt det lykkes, må tiden vise. Et andet knap så presserende, men dog vigtigt problem for Ukraine bliver den russisk-tyrkiske aftale om gasledningen Turkish Stream. Ledningen, som skal lægges i bunden af Sortehavet, har til formål at levere gas til Tyrkiet og videre til Europa – uden om Ukraine. Det vil betyde, at Ukraine på sigt vil miste sine transitindtægter og delvist også sin geopolitiske betydning. På længere sigt kan det endda være ensbetydende med, at Ukraine kan få problemer med at få leveret gas fra russerne.

Ukraines problemer: korruption og nationalisme
Det er ligeledes begrænset, hvor meget positivt man kan sige om den indenrigspolitiske situation i Ukraine nu tre år efter Maidan-demonstrationerne. Ikke mange af de politiske reformer, som ukrainerne kæmpede for på Maidan, er blevet vedtaget. Og det er samtidig ganske tvivlsomt, hvorvidt de ukrainske politikere overhovedet ønsker at vedtage de resterende tiltag, da disse i sidste ende kan true dem selv. En stor del af de politikere, som er ved magten, har en lang karriere bag sig og har også været politikere under de tidligere regimer. Det betyder, at der fortsat er livlige forbindelser mellem en del af politikerne og landets oligarker, samt at den allestedsnærværende korruption fortsætter ufortrødent, mere eller mindre på samme måde som under det tidligere regime.

At politik og statsadministration fortsat er en god forretning i Ukraine, kom frem i slutningen af oktober, hvor politikere og statsansatte blev tvunget til at aflevere deres selvangivelser. Det var en af betingelserne fra Den Internationale Valutafond (IMF) for udbetaling af næste lånerate til landet. Her viste det sig, at de ukrainske politikere alle er i besiddelse af ikke kun luksuslejligheder og sommervillaer, store biler, luksusure og meget andet, men også af kæmpemæssige kontante beløb i dollars. Fx selvangav 24 ukrainske ministre tilsammen et kontantbeløb svarende til syv mia. dollars. Denne type afsløringer i et land, hvor en stor del af befolkningen lever langt under fattigdomsgrænsen, giver ikke ligefrem de ukrainske politikere større popularitet. Den ukrainske befolkning er tværtimod præget af en stigende utilfredshed og faldende opbakning til politikerne. Og man bør bemærke, at de politikere, der har magten og opfordrer deres landsmænd til patriotisme, ikke selv tror nok på landet til at have deres værdier i ukrainske banker eller blot i ukrainsk valuta.

Den stigende utilfredshed hos den ukrainske befolkning – og den kendsgerning, at færre og færre ukrainere har noget at miste – betyder, at der er en forholdsvis stor sandsynlighed for, at Ukraine kan komme til at opleve endnu en revolution.

Ukraine overlever i dag kun takket være støtte og lån fra USA, EU og IMF. I 2015 bevilgede IMF et lån til Ukraine på 6,6 mia. dollars – altså et mindre beløb end de 24 førnævnte ukrainske ministre tilsammen ligger inde med i kontanter. Samtidig er den almindelige ukrainers købekraft blevet voldsomt forringet, og den ukrainske valuta, hryvna, har mistet to tredjedele af sin værdi. I en rapport sidste år fastslog Den Europæiske Revisionsret (ECA), at det er umuligt at kontrollere, hvad EU’s økonomiske hjælp til Ukraine – 11,2 mia. euro – er gået til.

Efter Maidan-demonstrationerne, den efterfølgende russiske annektering af Krim og krigen i Østukraine oplever Ukraine en bølge af nationalisme, ofte i den mere usunde form. På regeringsniveau har denne vist sig i en jagt efter at udviske alt russisk fra den ukrainske historie, eksempelvis ændring af bynavne, gader og pladser. Man fjerner alle russiske og sovjetiske symboler, forbyder import af russisk litteratur, der er blot en smule kritisk over for Ukraine, forbyder russiske film osv. Det er ganske naturligt, at Ukraine har behov for at gøre op med denne del af sin historie, men formentlig er det tvivlsomt, hvorvidt en tid, hvor landet er på randen af økonomisk kollaps, er det bedste tidspunkt til at gennemføre disse ændringer. Det nyoprettede nationale mindeinstitut (IPN) har til formål at heroisere diverse ukrainske bedrifter gennem historien. Eksempelvis Den Ukrainske Oprørshær (UPA) og Stepan Bandera, hvis image skal være en ukrainsk modstandsbevægelse rettet mod Sovjetunionen og ikke, som det faktuelt også var tilfældet, mod jøder og polakker. Denne fremstilling og historiens begivenheder generelt har i øvrigt allerede frembragt en del spændinger mellem Ukraine og Polen, som har forskellige udlægninger af historien i Vestukraine, og disse spændinger vil formentlig fortsætte.

Nationalismen viser dog sit endnu mere uhyggelige ansigt i de mange nationalistiske bevægelser og organisationer, som er skudt op over hele landet, heriblandt Højre Sektor, partiet Svoboda eller det nyoprettede parti Nationalt Korpus af Andrij Bielicki for ikke at tale om de ultranationalistiske bataljoner, der kæmper i Østukraine. Disse bataljoner har i flere omgange truet med en ny revolution, såfremt situationen i Ukraine ikke bliver bedre, og såfremt Petro Porosjenko ikke indfrier de valgløfter, han afgav, da han i maj 2014 blev valgt til landets præsident.

Politiske ændringer i landet er også i oppositionens interesse. Først og fremmest hos tidligere premierminister Julija Timosjenkos parti, men også hos den tidligere georgiske præsident Mikheil Saakasjvilis nyoprettede parti Ruch Novych Sil. Det er ganske sikkert, at både Julija Timosjenko og Mikheil Saakasjvili har store ambitioner og vil gøre alt for at vippe Porosjenko af pinden.

Situationen i Ukraine kan derfor hurtigt udvikle sig eksplosivt, og der er ganske stor risiko for, at det allerede kan ske i løbet af 2017, formentlig med store konsekvenser til følge.

Moldova på vej mod Rusland
Heller ikke i Ukraines naborepublik, Moldova, udvikler situationen sig gunstigt set med vestlige øjne. Moldova, tidligere sovjetrepublik, har helt siden sin selvstændighed i 1991 været præget af en konflikt om landets orientering og vaklet mellem øst og vest. Konflikten mellem landets regering og landets etnisk-russiske befolkning i Transdnjestr førte i 1992 til Transdnjestrs de facto uafhængighed og gjorde i 1994 Gagauzia i den sydlige del af landet til en autonom provins.

Socialisternes præsidentkandidat, den prorussiske Igor Dodon, vandt præsidentvalget i november, hvor han besejrede sin proeuropæiske modstander, Maia Sandu. Dodon har inden valget meddelt, at han vil orientere Moldova mod Rusland og endda opsige landets samarbejdsaftale med EU. Han har ligeledes meddelt, at han vil arbejde på at opløse Moldovas parlament og udskrive valg, da parlamentet i øjeblikket har et proeuropæisk flertal. Sker det, vil hans parti og de prorussiske kræfter vinde, og Moldova vil for alvor være på vej mod Rusland og medlemskab af Den Euroasiatiske Union. Formentlig er medlemskabet af Den Euroasiatiske Union en af de ganske få muligheder for at kunne afslutte konflikten med landets udbryderrepublik, Transdnjestr, og give denne en officiel status, fx ved at gøre Moldova til en føderation bestående af Moldova, Transdnjestr og Gagauzia, sådan som Dodon har varslet i valgkampen.

Hvorvidt Igor Dodon virkelig opsiger samarbejdsaftalen med EU, må vi vente at se, men det er ganske sikkert, at Moldova fremover vil vende snuden mod Moskva.

Små og store stridspunkter på Balkan
Den politiske situation på Balkan er meget mere afdæmpet end i Ukraine, men også her er flere geopolitiske spil i gang. Senest under parlamentsvalget i Montenegro i oktober, hvis resultat var afgørende for landets optagelse i NATO, som Montenegro fik invitation til i december 2015, men fortsat mangler at ratificere i det montenegrinske parlament. Her meddelte den montenegrinske regering, at der på valgdagen var et kupforsøg udført af en gruppe bestående af serbere og serbiske sympatisører samt enkelte russiske statsborgere. Oppositionen påstod derimod, at kupforsøget blot var spin – opfundet af regeringspartiet. Uanset hvem der har ret, er eksemplet et udtryk for, at vi kan forvente flere af den type sager og spændinger generelt over hele Balkan.

Den eneste mulighed for at undgå problemer på Balkan synes at være de centraleuropæiske landes anbefaling om hurtigst muligt at integrere Balkanlandene i EU. Uden tvivl en god og påtrængende løsning, men næppe realistisk i EU’s nuværende situation. I 2017 kan vi derfor, såfremt Montenegros regering fastholder et ønske om et medlemskab af NATO, forvente flere uroligheder vedrørende Montenegros optagelse i NATO.

Uroligheder – eller i hvert fald uoverensstemmelser – kan ligeledes forventes i Bosnien-Hercegovina, hvor landets serbiske enhed, Republika Srpska, på det seneste har vist, at etniske spændinger fortsat lever i bedste velgående. Senest da Republika Srpska fejrede sin nationaldag 9. januar – den dag i 1992, hvor serbiske områder i Bosnien-Hercegovina udråbte sig som uafhængige. Dagen blev fejret – både til trods for at Bosnien-Hercegovinas forfatningsdomstol stemplede den i strid med landets forfatning, og til trods for store protester fra EU. Senest har Republika Srpska meddelt, at enheden vil afbryde alt samarbejde med FN’s høje repræsentant for Bosnien-Hercegovina, Valentin Inzko (hvis embede er en del af Daytonaftalen, som i 1995 afsluttede krigen og resulterede i oprettelsen af det nuværende Bosnien-Hercegovina). Her blev Valentin Inzko af Republika Srpskas præsident, Milorad Dodik, ovenikøbet betegnet som ”det internationale samfunds klovn”. I alle disse tiltag fik Republika Srpska støtte fra Ruslands ambassadør i Bosnien-Hercegovina, Petar Ivancov.

Situationen er foreløbig heller ikke helt afklaret i Bulgarien, som har fået en ny præsident, der er mere prorussisk end sin forgænger. Præsidenten har meddelt, at han vil udskrive et nyt valg og dermed ikke vil lade den nuværende regering fortsætte i endnu en periode.

Rusland har klare geopolitiske interesser på Balkan. Det er forventeligt, at Rusland i stigende grad vil forsøge at forene folkeslag som serbere, montenegrinere og makedonere i en slags ortodokst broderskab. Der er derfor også risiko for uroligheder i Makedonien, hvor de albanske partier har sluttet sig sammen i et samarbejde, som ingen af landets to største konkurrerende partier kan omgå. Den seneste udvikling i landet tyder derudover på, at det selv med dette samarbejde bliver yderst vanskeligt at danne en regering. Ikke noget, der umiddelbart gør situationen i Makedonien mere stabil.

I værste fald kan en ortodoks sammenslutning danne en modsætning til de andre etniske grupper i området med en destabilisering af Balkan til følge. Den skitserede udvikling på Balkan vil formentlig gå noget langsommere end i eksempelvis Ukraine, men kan også eksplodere ganske pludseligt. Det kunne være som følge af et af de stigende antal drillerier landene imellem. Fx da Makedonien sagde ja til Kosovos optagelse i UNESCO til serbernes store vrede – eller da den kroatiske præsident ved et besøg i Dubrovnik uddelte chokolade til en gruppe børn i en børnehave og vakte protester i sin egen befolkning på grund af chokoladens oprindelsesland: Serbien!

En anden klar trussel i Balkanlandene, som ligeledes må tages ganske seriøst, er islamisk radikalisering. Her synes især lande som Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Makedonien og Albanien at være lette ofre, især på grund af landenes lave levestandard og mangel på arbejdsmuligheder for især unge mennesker. Det er ingen hemmelighed, at alle fire lande er blevet brugt til rekruttering af soldater til IS. De radikale islamister kan nemt lokke med fællesskab og penge og kan dermed udgøre en alvorlig trussel mod Europa. En fare, som Europa i det kommende og de efterfølgende år skal tage meget mere seriøst end hidtil.

Har EU glemt Georgien?
Georgien er formentlig det land, som har gjort de største fremskridt på vej mod europæisk integration, og som, med undtagelse af de baltiske lande, er det mest demokratiske land blandt de tidligere sovjetrepublikker. En klar succes, og det er derfor synd, at landet på en eller anden måde ikke bliver belønnet, men får lov til at drukne på grund af problemer i andre lande.

Sammen med Ukraine venter Georgien på en visumfri ordning med EU og ville formentlig allerede have fået den for længe siden, hvis det ikke var for Ukraine. EU vil formentlig ikke manifestere over for Ukraine, at landet er det eneste, der foreløbig ikke kan gøre sig fortjent til en visumfri ordning. Sidst i januar har Europa-Parlamentet dog alligevel bevilget en visumfri ordning til landet, som blot mangler en godkendelse fra Det Europæiske Råd for at kunne træde i kraft. Det tyder på, at Georgien alligevel får sin visumfri ordning før Ukraine.
Georgien er fortsat officielt potentielt medlem af NATO, men formentlig tror hverken georgierne selv eller NATO, at landet nogensinde vil blive medlem. Dels fordi landet ikke har kontrol over 20 pct. af sit territorium – Sydossetien og Abkhasien – dels fordi NATO formentlig har indset, at Ruslands politiske interesser i området skal respekteres. Denne stiltiende accept vil formentlig gøre Kaukasus til det mest stabile område i de østlige problemområder, både i 2017 og de kommende år. Hele området synes at befinde sig i en slags status quo – dog med undtagelse af kortvarige konflikter mellem armenere og aserbajdsjanere om den nu de facto selvstændige republik Nagorno-Karabakh.

En lignende situation tegner sig i Centralasien, hvor vest og øst per tradition har krydset hinanden. De centralasiatiske lande synes for de flestes vedkommende at befinde sig godt med at være en del af det russiske interesseområde og har dermed valgt side. Dog med en fortsat kontakt til de vestlige lande og USA, ikke mindst på grund af den vestlige bistand. Det nye russisk-tyrkiske venskab, som for det meste kun er baseret på kortvarigt samarbejde, kan dog støde sammen i Centralasien, hvor tyrkerne i stigende grad er interesseret i at drive forretning i især Kirgisistan, Usbekistan og Kasakhstan.

Alt i alt tegner 2017 til at blive et svært år for EU – med udfordringer i både Øst-, Central- og Vesteuropa. Et år, hvor vi formentlig også kommer til at opleve store ændringer af både den politiske stemning i Europa og af EU generelt, samt et år, hvor vi for alvor kan komme til at anerkende, at Rusland igen er en stormagt, vi er nødt til at forholde os til.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på mediet Mr. East. Dækker Øst- og Centraleuropa for flere danske og enkelte norske medier og er kommentator vedr. øst- og centraleuropæiske forhold i radio og TV.

ILLUSTRATION: NATO-øvelse Iron Sword, december 2016 (AP Photo/Mindaugas Kulbis)