Lasse Birk Olesen: Ingen frihed uden fælles kultur

Lasse Birk Olesen: Ingen frihed uden fælles kultur

27.11.2018


Når liberale argumenterer for åbne grænser og lukkede kasser ignorerer de indsigter fra de største klassisk liberale tænkere om de folkelige forudsætninger for frihed i form af kultur, traditioner og gensidig tillid. Desuden peger erfaringerne på, at god politik og troværdige institutioner trives bedst i homogene samfund, hvorimod multikulturelle samfund ofte fører til uro og konflikt.

Kommentar af Lasse Birk Olesen, virksomhedsstifter, foredragsholder og medstifter af tænketanken Unitos

LIBERAL ALLIANCES politiske ordfører Christina Egelund affejede med et simpelt ”nej” nemt og lidt arrogant en artikel på Facebook den 22. september, hvor Martin Henriksen havde udtalt, at også højtuddannede udlændinge kan have konsekvenser for den kulturelle sammenhængskraft.

Da Venstres Kristian Jensen var udenrigsminister, kom han med et lignende budskab: “Europa bør også være åben for øget indvandring fra Afrika, blot indvandrerne udvælges på baggrund af kompetencer. […] Vi vil have befolkningsfald på grund af lavere fødselsrater. Det kræver, at vi tillader migration på baggrund af uddannelser, jobmuligheder og kompetencer.”

Begge udtalelser er repræsentative for et stort segment af danske liberale, som primært ser immigrationskrisens problemer som et resultat af økonomiske forhold, herunder at mange immigranters lave uddannelse gør det svært for dem at finde jobs, og at velfærdsstatens rundhåndede ydelser og høje skatter gør det endnu mindre attraktivt at tilkæmpe sig et job. Og selvfølgelig spiller arbejdsmarkedsdeltagelse en vis rolle.

Men bestemmer økonomiske faktorer alene virkelig, hvordan landets fremtid ser ud? Er det kun økonomi, der afgør, om Danmark også om 50 år er et fredeligt og relativt velfungerende land?

Erfaring viser, at en anden variabel er ekstremt vigtig, og det er også blevet fremhævet af de største klassiske liberale tænkere. Det handler om de kulturelle forudsætninger for fred og frihed. Men i dag tænker vi ikke over det, for det er nemt at tage ting for givet. Man sætter som bekendt først rigtigt pris på ting, når man ikke har dem, eller de er truet.

 

En anden variabel er ekstremt vigtig, og det er også blevet fremhævet af de største klassiske liberale tænkere. Det handler om de kulturelle forudsætninger for fred og frihed
_______

 

JEG BOEDE et år i Filippinerne og arbejdede med at indføre digital valuta for at effektivisere verdens tredjestørste marked for pengeoverførsler for migrantarbejdere, der sender penge hjem til familien. Filippinere er åbne og søde, og jeg mødte aldrig andet end venlighed. Alligevel blev der i det vestlige expat-miljø talt om det (for os) meget underlige fænomen, at folk i akut nød ofte så ud til at blive ignoreret og overladt til sig selv. Hvis en person blev kørt ned i trafikken, så kunne man ikke forvente, at chaufføren hjalp offeret, og folk omkring ville ofte også ignorere den nødstedte og gå videre. Offeret kunne dog håbe på, at en bekendt kom forbi, eller at familien fik nys om det, så de kunne komme til undsætning.

Vi hører vist aldrig om, at nogen bliver ignoreret af forbipasserende ved et trafikuheld i Danmark. Det er så sandeligt imod loven at lade nødstedte ligge uden at hjælpe, men pointen er, at det i Danmark er en forventing, at sammenhængskraften og næstekærligheden rækker længere ud end familien, og det er lovgivningen netop et produkt af.

Vi tager det for givet, at der er tillid mellem naboer, mellem arbejdstager og arbejdsgiver, mellem borgere og institutioner. At man frit kan kritisere det, hvis institutioner eller politikere indimellem svigter tilliden. Det er forventningen i Danmark, at det er sikkert at færdes alene om natten som kvinde. At individer i høj grad kan finde sin egen vej i livet hvad enten det gælder arbejde, fornøjelse eller kærlighed. At krig i dagens Danmark har noget mytologisk over sig: så fjernt i tid og sted, at det umuligt kan ske her og nu.

Vi tager det alt sammen for givet, men når vi kigger ud over verden, mindes vi om, at det langt fra er en selvfølge. Faktisk er Danmark og den vestlige verden undtagelser fra reglen: I lande udenfor den vestlige kulturelle sfære er der en eller flere af de ovenstående ting, man ikke har.

Hvorfor? For danske liberale er det mest udbredte, men også overfladiske svar: politik, institutioner og grundlov. Hvis blot andre lande ville indføre de samme regler, så ville de også komme til at nyde den samme sikkerhed og frihed. Og mens det i nogle tilfælde kan bringe landet tættere på at ligne et vestligt samfund, så viser historien også, at det alligevel ikke bliver det samme. Se blot på grundlæggelsen af Liberia med udgangspunkt i den amerikanske forfatning eller USAs forsøg på indførelse af demokrati i Irak.

Eller tag det naturlige eksperiment, som faldet af det britiske koloniimperium efterlod, hvor man havde etableret institutioner og regler efter britisk forbillede over hele verden: Ville alle disse lande nu fortsat opleve vækst og fremgang som i Storbritannien? For det meste nej. Men lande som Australien, New Zealand, Canada og USA gjorde, og det var de lande, der havde adopteret mere end blot institutioner og regler: de havde også adopteret britisk kultur. Desuden viste kombinationen af britiske institutioner og kinesisk kultur sig også som en stærk platform for fremgang og vækst i Singapore og Hong Kong, mens værdier som ytringsfrihed og individualisme dog også her er undertrykte ifht. i Vesten.

Alle andre steder, man efterlod britiske institutioner, er der i dag stadig tale om udviklingslande, og mange steder er plaget af fattigdom, korruption og krig, ligesom de var før koloniseringen.

Den liberale position
Kultur ser altså ud til at betyde noget for skabelsen og vedligeholdelsen af liberale samfund med fred, frihed og fremgang, selv hvis man har de bedste institutioner som udgangspunkt. Det betyder, at uddannelsesniveau og arbejdsduelighed ikke alene kan forudsige, om en immigrant vil bidrage positivt til bevarelsen og videreudviklingen af Danmark som et frit og fredeligt land i fremgang, men også den kulturelle afstand, assimilationsvillighed samt antallet af andre immigranter, der kan invitere vedkommende ind i parallelsamfund, har betydning. Denne indsigt betones af visse konservative i Danmarks offentlige debat i dag, mens det mere sjældent hives frem af enkeltstående liberale debattører. Men det er en overfladisk forsimpling af det liberale tankegods, hvis man ignorerer folkelig kultur og kun har øje for regler og institutioner.

Idehistorisk kan det være et resultat af, at der blandt fremtrædende amerikanske libertarianske intellektuelle i det 20. århundrede som Friedman, Nozick og Rothbard foregik en rationalisering og abstraktion af sædvaner, lovgivning og hævdvundne institutioner, som er blevet skabt og formet af mange århundreders partikulær europæisk historie af lokale succeser, katastrofer, konflikter, kulturel konkurrence og livet i det hele taget.

Ytringsfrihed, opdeling af magten, privat ejendomsret, individualisme, sekularisme, personligt ansvar, dialog. Det er alt sammen resultatet af en beskidt og kaotisk proces, hvor hundredvis af hertugdømmer, kongedømmer og befolkningsgrupper har prøvet sig frem, og de succesfulde eksperimenter langsomt ad flere generationer er blevet kopieret af naboerne.

Og hvor intuitive disse værdier og institutioner end forekommer os, så er blot forståelsen af dem, for end ikke at tale om værdsættelsen af dem, ikke givet af menneskets natur. Et eksempel herpå viste sig under Muhammedkrisen, hvor repræsentanter for muslimske lande krævede, at Jyllands-Posten blev straffet. De kunne umuligt begribe, hvorfor Anders Fogh Rasmussen ikke havde magten til at gøre det, når han nu var regeringsleder i landet.

I kontrast til de dominerende rationalistiske tanker i det 20. århundredes amerikanske libertarianisme, så er erkendelsen af kultur eller fællesskab som fundamentet for en politisk enhed – for en stat – blevet udtrykkeligt betonet af de største klassisk liberale navne. I et kapitel omhandlende hvordan en stat kan opstå i naturtilstanden, skrev John Locke fx:

“Siden de, der brød sig om hinanden så meget at de sluttede sig sammen i samfund, må formodes at have et vist bekendtskab og venskab sammen og noget tillid til hinanden; de må besidde en større ængstelse for andre end for hinanden…” (Two Treatises on Government, 1823, s. 150, egen oversættelse.)

For at et samfund eller en politisk enhed kan opstå, ser Locke det altså som en forudsætning, at der blandt borgerne er venskab og tillid, og at borgerne skal føle sig tryggere ved hinanden end ved grupper uden for samfundet. Det er svært at forene med fx religiøse enklaver, hvor der ses ned på de vantro i det omgivende samfund, mens parabolfjernsyn fylder dagen med nostalgi fra oprindelseslandets kultur, som man føler sig tættere knyttet til.

 

For at et samfund eller en politisk enhed kan opstå, ser Locke det altså som en forudsætning, at der blandt borgerne er venskab og tillid, og at borgerne skal føle sig tryggere ved hinanden end ved grupper uden for samfundet
_______

 

Adam Smith beskrev den idealistiske lovgiver, som tror, at lovgivning og politik kan forme mennesker, når det i virkeligheden er lovgivningen, der må tilpasse sig menneskets eksisterende sædvaner og kultur:

“Hvis [henholdsvis folkets og lovgiverens] bevægelsesmomentummer mødes og påvirker i den samme retning, så vil det menneskelige samfunds spil nemt og harmonisk fortsætte …. Hvis de er modsatrettede eller forskellige, vil spillet fortsætte på frygtelig vis, og samfundet vil til enhver tid besidde den højeste grad af uorden.” (The Theory of Moral Sentiments, 2005, s. 212, egen oversættelse og fremhævning.)

Smith erkender her, at den politiske vilje er underlagt noget større og stærkere: At borgerne har deres eget momentum, ja, deres egen kultur, som lovgivningen må tilpasse sig. Til sidst advarer han, at forsøg på at håndhæve lovgivning, som trodser kulturen, resulterer i intet mindre end elendighed og kaos.

Det betyder, at opstår der en stor muslimsk kulturgruppe i Danmark, så kan vi ifølge Smith ikke forvente at være i stand til at håndhæve en lovgivning båret af vestlige værdier som sekularisme, ligestilling mellem kønnene og ytringsfrihed. Fx ser vi allerede, hvordan voldsmandens veto mod religiøse satiretegninger har indskrænket ytringsfriheden i praksis i Europa.

 

Opstår der en stor muslimsk kulturgruppe i Danmark, så kan vi ifølge Smith ikke forvente at være i stand til at håndhæve en lovgivning båret af vestlige værdier som sekularisme, ligestilling mellem kønnene og ytringsfrihed
_______

 

Vores egen Grundtvig, som er en central figur for højskole-Venstre, fremhævede det folkelige fællesskab som fundamentet for samfundet. Fx udgiver Grundtvig i 1810 Er Nordens Forening ønskelig? og skriver:

“Naar derfor Lande forenes, som heri ere forskellige, da maa de enten i hver Time staa færdige til Afsked, eller, skulle de sammenvoxe, maa det enes Liv myrdes med dets Tro og Sprog. … Saameget er altid vist, at reise der sig Aander i Norden, som fortjene at høres paa Fjeld og i Dal, da skal efter Foreningen ei mere som hidtil det Udvortes dæmpe Røsten, men høit skal den lyde og Udlændingen skal nødes til at lytte, istedenfor at smile.” (N. F. S. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, 1905, s. 23.)

Ved en forening af nationer og kulturer må den ene parts sprog og religion altså nødvendigvis underlægge sig den dominerende kultur – og ellers må samfundene “staa færdige til Afsked”.

Blandt nyere liberale tænkere findes der også dem, der betoner vigtigheden af kultur og traditioner. F.A. Hayek var kendt for at hylde den spontane økonomiske orden, som skabes evolutionært af det frie marked, og som det er for kompliceret for noget menneske at forstå. Men århundreders trial and error har også givet os kulturelle traditioner, som ifølge Hayek skal respekteres, da det ellers kan få grufulde konsekvenser. Han skriver fx i The Fatal Conceit:

“Jeg påstår … at uden de specifikke traditioner, som jeg har nævnt, kunne civilisationens udvidede orden ikke fortsætte med at eksistere … og hvis vi kasserer disse traditioner på baggrund af uigennemtænkte forestillinger … om hvad det vil sige at være fornuftig, så kommer vi til at fordømme en stor del af menneskeheden til fattigdom og død.” (The Fatal Conceit, 1988, s. 27, egen oversættelse og fremhævning.)

Man kan argumentere for, at Hayeks visdom bakkes op af moderne forskning i kognitive bias. Når vi allerede kender til over 100 måder hvorpå, vores hjerner ikke agerer rationelt, når der skal foretages relativt simple beslutninger, hvordan kan vi så forvente, at vi fuldt ud kan gennemskue konsekvenserne af at ændre noget så komplekst som samspillet mellem traditioner, kultur og liberale institutioner?

Dertil kommer nutidige risikostyringsbegreber, som alle giver grund til at træde meget forsigtigt frem, når der pilles ved komponenter i komplekse systemer, der er resultatet af mange generationers trial and error, som fx befolkningssammensætningen i et land. Især hvis ændringen ikke kan rulles tilbage. To eksempler:

Når der foretages ændringer i komplekse systemer, så er der ting, der bliver berørt, og hvor konsekvensen er kendt. Og så er der de ting, man ved, der bliver berørt, men konsekvensen er ukendt. Og endelig er der ting, der bliver berørt, men man ved ikke, at de vil blive berørt – de såkaldte unknown unknowns. Hvem kunne fx have forudsagt, at flygtningebølgen ville føre til kønsopdeling af nytårsfester i tyske byer? Når disse unknown unknowns vokser sig store kan det beskrives som sommerfugleeffekter.

Ændringer i komplekse systemer kan også igangsætte positive feedback loops, dvs. ændringer der er selvforstærkende, hvorfor ændringen bliver meget større end forventet. Det kan fx være en accept af et vist antal immigranter, som senere beder om familiesammenføring, og den større gruppe tilføjer nu stemmer for en lempeligere indvandrerpolitik, hvilket fører til flere immigranter, der igen kan stemme for en lempeligere politik.

Samlet set viser de ovenstående citater, at klassisk liberale tænkere har set lovgivning og institutioner som noget, der nødvendigvis arbejder indenfor rammerne af noget stærkere og mere grundlæggende: En specifik folkelig kultur med traditioner og gensidig tillid.

 

Klassisk liberale tænkere har set lovgivning og institutioner som noget, der nødvendigvis arbejder indenfor rammerne af noget stærkere og mere grundlæggende: En specifik folkelig kultur med traditioner og gensidig tillid
_______

 

I moderne samfund med millioner af borgere betyder det selvfølgelig ikke, at små enklaver med en væsentlig anderledes kultur ikke kan opstå i fred og fordragelighed. Men de liberale tænkere påpegede vigtigheden af de kulturelle og folkelige forudsætninger for etableringen og vedligeholdensen af samfund og håndhævelsen af lov, og dermed at det kan have uoverskuelige og potentielt grufulde konsekvenser, hvis enklaverne vokser sig så store, at de dominerende kulturelle og folkelige forudsætninger udfordres.

Forholdet mellem politik, institutioner og kultur kan visualiseres som en pyramide, der består af seks byggeklodser i fem lag:



Hver byggeklods i pyramiden hviler på byggeklodsen nedenunder: Hvis politikerne ikke er repræsentative for borgerne, så vil de oftere vedtage politik, der ikke tjener dem. Hvis der ikke er troværdige institutioner som ytringsfrihed, uafhængige domstole og frie politiske valg, så kan borgerne ikke vælge repræsentative politikere. Hvis borgerne ikke har generel tillid til medborgere, så har de ikke tillid til embedsmændene, der varetager offentlige og private institutioner. Hvis der ikke er en kultur, der opdrager folk til ærlighed, så vil der heller ikke være tillid. Ligeledes viser forskningen, som vi kommer ind på herunder, at borgere i heterogene samfund har mindre tillid end i homogene samfund, hvorfor det også er vigtigt med en fælles kultur.

Ærlighedskultur
I en ærlighedskultur opdrages børn til, at ærlighed er det rigtige, og at det er forkert at lyve.
I kristne kulturer opfordres man til at tilstå sine synder, og er man blevet forulempet opfordres man til at tilgive synderen. Ikke alle kulturer lægger den samme vægt på tilståelse, eller betinger kravet om ærlighed til kun at gælde visse grupper, som fx klanen eller medtroende.

I sin biografi skriver Ayaan Hirsi Ali et brev til sin afdøde bedstemor, der opdrog hende i Somalia:

“Bedstemor, jeg har sammenlignet de vantros moral med den, som du lærte os. … Du lærte os det gode ved mistanke og mistillid, og islam lærte os at overleve med taqqiyah, at foregive at være noget, man ikke er. Du var hård mod mig, da Mahad smed mig i et latrinhul fyldt med ekskrementer, for i dine øjne var tillid, selv til min bror, det samme som dumhed. ‘Vær mistænksom’ var dit motto. … Den vantro insisterer på ærlighed og tillid. Hvorend, du går her, skal du stole på nogen: nogen der styrer flyet, du rejser med, nogen der underviser dit barn, nogen der tager sig af dig, når du er syg, og giver dig mad, som er spiseligt. Og alle steder lever folk op til tilliden.” (Nomad, 2013, s. 89, egen oversættelse.)

Ærlighed og tillid var ikke fremtrædende elementer i Ayaan Hirsi Alis opvækst. Der er nok ikke så mange danskere, der er blevet skældt ud for at have stolet på deres bror. Ali fremhæver desuden begrebet taqqiyah, som hun andetsteds har udtalt udgør grundlaget for manipulation udøvet af Det Muslimske Broderskab i Vesten, ligesom Akhmed Akkari i sin bog “Min afsked med islamismen” beretter, at det bl.a. var den udbredte brug af at tale med to tunger overfor det omgivende samfund, der fik ham til at forlade det islamiske miljø, ligesom det blev dokumenteret med skjult kamera i TV2s “Moskeerne bag sløret”.

Det er naturligvis svært at bevise en kausal sammenhæng mellem disse forskellige værdisæt og graden af ærlighed i et land, men under alle omstændigheder kommer forskellige studier af ærlighed på tværs af lande frem til sammenlignelige resultater. I et studie blev 2586 personer fra 23 lande bedt om at slå med en terning, rapportere resultatet, og baseret på rapporten modtage en finansiel belønning. Deltagerne fra vestlige lande løj gennemsnitligt mindre end deltagere fra øvrige lande. I et andet studie skulle 1539 deltagere fra 16 lande slå plat eller krone og rapportere, hvad resultatet blev. Hvis de rapporterede plat modtog de en belønning. Deltagere fra vestlige lande var gennemsnitligt mere ærlige, og forskerne observerede desuden en større ærlighed blandt deltagere fra protestantiske lande. De nationale forskelle var robuste overfor statistisk kontrol for indkomst, uddannelse, mm.

 

Det er naturligvis svært at bevise en kausal sammenhæng mellem disse forskellige værdisæt og graden af ærlighed i et land, men under alle omstændigheder kommer forskellige studier af ærlighed på tværs af lande frem til sammenlignelige resultater
_______

 

Og som uddybet herunder er ærlighed en grundsten i pyramiden for gode institutioner og god politik.

Fælles kultur
Lande med homogene kulturer og folkeslag er mere stabile og fredelige, for de har minimeret en af de vigtigste kilder til uenighed og konflikt: Forskellighed.

Er USA ikke et eksempel på et stabilt land uden fælles kultur? De store befolkningsgrupper i USA har indtil videre alle haft et fælles kristent og vestligt orienteret udgangspunkt, hvilket fx ses af, at kun 3,3 pct. af amerikanere er muslimer eller tilhører en anden ikke-judæo-kristen religion. Den amerikanske multikultur indenfor kristne rammer kan altså ikke sammenlignes med det, som Europa er på vej til. De mindre kulturforskelle i USA har dog også betydet intern splittelse på måder, som man ikke har set det i homogene lande som Danmark: Den amerikanske borgerkrig og de evige politiske konflikter om race og diskrimination er blot to eksempler. De seneste år er den holdnings- og værdimæssige afstand mellem det demokratiske og republikanske vælgerkorps steget og steget. En kløft bl.a. skabt af forskellige reaktioner på stigende multikulturalisme, der fik amerikanere, der følte sig marginaliseret og overset pga. det stigende antal udlændinge til at stemme på den siddende præsident, som den anden halvdel af landet ikke kan udstå.

Verden er fuld af eksempler på konflikt grundet i kulturel eller etnisk forskellighed: Efter kollapset af den sovjetiske ideologis hegemoni udbrød der over et dusin etniske konflikter i det tidligere USSR’s regioner. De europæiske kolonimagters indretning af landegrænser i Afrika, Mellemøsten mm. uden hensyntagen til kulturelle, religiøse og etniske skel påpeges ofte som en årsag til konflikterne i regionerne.

I essayet Domestic Politics and Ethnic Conflict fra 1993 estimerede David Welsh, at verden siden Anden verdenskrig havde været plaget af ca. 100 krige, hvori 70 pct. af ofrene og flygtningene var blevet udsat for etnisk konflikt.

Men for danskere har krig fået en mytologisk aura: Så fjernt i tid og sted, at de fleste tænker, det umuligt kan opstå igen her på dansk jord. Vi glemmer, at vi i Europa kun skal tilbage til omkring årtusindskiftet for at erindre de makabre religiøst-etniske konflikter i eks-Jugoslavien samt i Nordirland, som ikke er langt fra Danmark geografisk og kulturelt.

Overalt i verden kæmper etniske og kulturelle mindretal for selvbestemmelse. Det er sågar blevet erklæret en menneskerettighed af FN.

Modsat bryder majoritetsgrupper overalt deres hoveder med, hvordan de undgår konflikt i regioner domineret af mindretal. Da Sønderjylland var under tysk/preussisk herredømme i perioden 1864-1920, igangsatte man en fortyskning af området med tysk som eneste sprog i skolen, undervisningens indhold blev erstattet af tysk pensum, navnet Sønderjylland blev forbudt (Nordslesvig var bedre), danske sange blev forbudt, de såkaldte domænegårde blev opkøbt af det preussiske styre for at overdrage dem til tyskere, der blev indført pressecensur, og danskere blev masseudvist, fængslet og frataget deres forældrerettigheder.

I nutidens Kina forsøger man sig ligeledes med en han-ificering af Tibet og Xinjiang-provinsen ved at få store mængder han-kinesere til at emigrere til provinserne, ligesom der angiveligt er foregået tvungne steriliseringer af mindretalskvinder. Begge dele for at etablere kulturel dominans over områderne, så man måske kan undgå væbnet konflikt om selvbestemmelse.

Alle andre steder søger man homogenitet indenfor politiske enheder, fordi det fordrer stabilitet og fred. Vesten har glemt homogenitetens værdi og er ved at kaste det overbord, når der fx udelukkende kigges på immigranters uddannelsesniveau og ikke tages hensyn til kulturelle, religiøse og etniske forhold i udformningen af udlændingepolitikken.

 

Vesten har glemt homogenitetens værdi og er ved at kaste det overbord, når der fx udelukkende kigges på immigranters uddannelsesniveau og ikke tages hensyn til kulturelle, religiøse og etniske forhold i udformningen af udlændingepolitikken
_______

 

Tillid
Med en kultur, der fordrer ærlighed, og en fælles kultur, der fordrer fred og stabilitet, er der potentiale for at opbygge tillid.

Baseret på Europan Value Survey og World Value Survey, hvor mere end 90.000 mennesker i cirka 100 lande er blevet spurgt, om man kan stole på de fleste mennesker, samt hvilken religion de tilhører, fandt et studie en signifikant positiv sammenhæng mellem det at være protestant eller katolik og at have tillid sammenlignet med muslimer, buddhister, hinduister eller ikke-troende. Studiet kontrollerede bl.a. for helbred, køn, alder, uddannelse, socialklasse og indkomst.

Og også tillid trives bedst under homogenitet. Harvard-professor Robert Putnam udgav i 2007 sit studie E Pluribus Unum: Diversity and Community in the Twenty‐first Century, der kom frem til, at øget etnisk diversitet i lokalsamfundet er forbundet med generelt lavere tillid. Putnam fremhæver eksemplerne Los Angeles og San Francisco, hvor cirka 30% siger, at de har høj tillid til deres naboer, mens det i mere homogene North og South Dakota er 70-80%, der siger det samme. Og den lavere tillid er vel at mærke ikke kun mellem personer fra forskellige grupper, den blev også observeret mellem personer tilhørende samme gruppe.
Derudover opdagede Putnam en såkaldt “skildpaddeeffekt” med markant lavere deltagelse i civilsamfundet i etnisk diverse lokalsamfund, mens flere foretrækker at blive i hjemmet og fx se fjernsyn. Det gav sig bl.a. udslag i mindre tillid til lokale autoriteter og medier, mindre tiltro til at der kan opnås samarbejde til at løse dillemmaer, der kræver kollektiv handling (fx at spare på vandet under en tørke), mindre tilbøjelighed til at give til velgørenhed eller arbejde som frivillig, færre nære venner samt mindre lykke og livskvalitet.

Det er værd at bemærke, at studiet kontrollerer for uddannelse, velstand, sprog, alder og andre relevante størrelser. Putnam forsøgte endvidere at foretage analysen både med “procent sorte” og “procent immigranter” (primært latinoer og asiatere) som den uafhængige variabel og konkluderede, at “procent immigranter” havde den største effekt. Da immigranternes kultur adskiller sig mere fra den dominerende amerikanske kultur end afroamerikansk kultur gør, tyder det på, at jo mere forskellig kulturen er, jo større bliver tabet af tillid.

Putnams studie var et af de første på området, og resultatet provokerede mange. Efterfølgende er der lavet mange lignende studier, hvoraf nogle er kommet frem til andre resultater. Men Kim Sønderskov fra Aarhus Universitet og Peter Dinesen fra Københavns Universitet konkluderer i deres litteraturanalyse:

“Med stor forsigtighed mener vi, det er rimeligt at sige, at det primære resultat fra litteraturen er et negativt – om end ikke altid signifikant – forhold mellem etnisk diversitet og social tillid.” (Egen oversættelse)

Troværdige institutioner
Med en udbredt ærlighedskultur og tillid i befolkningen kan borgerne også have større tillid til private og offentlige institutioner, fordi de rimeligvis forventer mindre korruption. Transparency International udgiver årligt et Corruption Perception Index.

På et kort over indeksets resultater er det generelt det protestantiske Nordvesteuropa og de tidligere britiske kolonier med britisk kultur, der klarer sig bedst. Østeuropa lider stadig under følgerne af kommunismens normopløsning, mens Spaniens og Italiens centralregeringer ikke nyder stor tillid fra de kulturelt distinkte lokalregioner, der ofte helst vil løsrive sig (Katalonien, Baskerlandet, Sydtyrol, Lombardiet, osv.)

Som forventet efter afsnittet om tillid, så er der ikke mange lande på kortet med lav korruption, som i længere tid også har haft høj etnisk og kulturel/religiøs diversitet. Storbritannien og Frankrig er trods grupper ankommet fra kolonierne i det 20. århundrede stadig domineret af den oprindelige kristne europæiske kultur, men den er begyndt at slå sprækker, som det fx blev set med optøjerne i Frankrig, og det skal vise sig, om hegemonien og den lave korruption bliver bevaret fremad. Singapore og De Forenede Arabiske Emirater er faktisk de to eneste lande med lidt korruption og en stor mængde diversitet, og det er måske sigende, at det også er to lande, hvor man bruger ikke-demokratiske midler og fysisk afstraffelse til at undertrykke krav fra interessegrupper og oprør.

Repræsentative politikere
Med troværdige institutioner, herunder fair og fri stemmeafgivelse til lokalbestyrelser og nationale parlamenter, kan borgerne vælge de politikere, de mener, repræsenterer dem bedst.

De politiske partier i Danmark har traditionelt været klasseopdelt. Oprindeligt gårdejerne i Venstre, godsejerne i Højre, husmændene i Det Radikale Venstre og arbejderne i Socialdemokratiet. I dag repræsenterer højrefløjen typisk selvstændige og virksomhedsejere og funktionærer, venstrefløjen repræsenterer arbejdere, offentligt ansatte og overførselsmodtagere, og Det Radikale Venstre akademikere og journalister. Denne opdeling kan ændre sig med multikulturalismens vækst.

Fra USA kender vi fx, at det er stort set umuligt for en hvid at blive valgt i et distrikt domineret af sorte. Og stemmer fra hvide, hispanics og asiater var fx meget splittede til det seneste guvernørvalg i Californien.

Det ville være interessant at se, i hvor høj grad etniske minoriteter i Danmark også stemmer på “egne” kandidater, men det er ikke lykkes at finde tal for det. Det er dog alment kendt, at fx Wallait Khan hentede mange pakistanske stemmer, og Heidi Wang hentede mange kinesiske stemmer, da de stillede op for Venstre til borgerrepræsentationen i København. Og med den stigende multikulturalisme kan vi forvente, at kandidater og partier i fremtiden i højere grad vil markere sig som kæmpende for kulturelle og etniske særinteresser.

 

Med den stigende multikulturalisme kan vi forvente, at kandidater og partier i fremtiden i højere grad vil markere sig som kæmpende for kulturelle og etniske særinteresser
_______

 

Er det anderledes end repræsentation baseret på klasseinteresser, som vi har haft indtil nu? Ja, det er mere opsplittende af to grunde.

For det første er klassetilhørsforhold mere dynamisk. Måske er du virksomhedsejer nu, men har tidligere været arbejdstager, og du kender derfor modpartens perspektiv. Og måske er din datter akademiker, og din bror på overførselsindkomst, og du hører om deres liv, hver gang I ses.

For det andet er klasserne i højere grad afhængige af hinanden. Hverken arbejdstagere eller arbejdsgivere kunne fungere uden hinanden. Og akademikeren er afhængig af fødevare- og industrivirksomhederne for at klare sig, osv.

Etnisk og kulturelt tilhørsforhold er derimod mere statisk. Folk gifter sig primært indenfor egen religion og kultur, så få får børn med et andet tilhørsforhold og kommer i det hele taget sjældnere i kontakt med folk uden for deres egen religiøse eller etniske “bobbel”.

Desuden er etniske og kulturelle grupper i mindre grad afhængige af hinanden. Det kan godt være, at din kollega tilhører en anden kulturgruppe end dig selv, men det er også nemt at forestille sig den samme funktion varetaget af en fra din egen gruppe. De andre kulturgrupper ses altså ikke som nødvendige, mens de andre samfundsklasser per definition lever på hinandens nåde, da de er resultatet af arbejdsdeling og specialisering.

Med politikere valgt på baggrund af kultur og etnicitet i stedet for klasse kan vi se frem til et endnu mere splittet Folketing med mindre forståelse mellem parterne, færre brede forlig og en større grad af snæver interessevaretagelse på bekostning af resten. (De første skridt i denne retning ser vi allerede med den voksende popularitet af nationaltsindede partier henover Europa samt tilløb til dedikerede immigrantpartier.)

Mistilliden til de andre grupper som stemmer imod en vil vokse, og det kan med selvforstærkende effekt øge antallet, der stemmer på kandidater fra egen gruppe, resulterende i en situation som den vi så i det i det amerikanske valgresultat nævnt ovenfor. Frustrationen hos de tabende parter i politiske valg vil blive endnu større, og man har ofte set grupper søge indflydelse udenom valgsystemet gennem demonstrationer, blokader og krav om øget lokal politisk autonomi og ultimativt løsrivelse under truslen om voldelig konflikt som fx i Sudan, Libanon, eks-Jugoslavien, Spanien og Nordirland.

Politik der tjener borgerne
Med repræsentative politikere og vælgersegmenter, som kan identificere sig med hinanden, forstå hinanden og er afhængige af hinanden, er der bedre mulighed for at den vedtagne politik har øje for samfundet som helhed og ikke tjener bestemte interessegrupper på bekostning af andre.

Den gensidige forståelse mellem politikere og vælgere og mellem forskellige vælgersegmenter har også været argumentet for vedligeholdelsen af det kommunale selvstyre. Kravene til folkeskole og ældrepleje i Tønder Kommune er ikke de samme som i København, og ved en opdeling af leveringen af disse goder i lokale egnsdele skræddersys løsningerne ikke blot til de lokale behov, men borgerne har også en større tillid til, at politikere, som taler med samme dialekt, handler de samme steder, spiser de samme egnsretter, har børn i de samme skoler og deltager i de samme byfester og kulturelle arrangementer – kort sagt ligner dem selv – også har de samme interesser som dem selv. Konflikter mellem nord og syd, øst og vest, land og by er med kommunalt selvstyre blevet holdt på et minimum.

Det var også den centrale indsigt bag etableringen af det kantonale selvstyre i Schweiz, hvor man erkendte, at sammenblandingen af tyske, italienske og franske befolkningsgrupper var for sprængfarlig en cocktail til at huse det under én samlet politisk enhed. Med opdelingen i kantoner sikrede man sig mod snæver interessegruppepolitik og konflikt.

Den gamle visdom bag disse politiske enheder baseret på kulturelle tilhørsforhold er tilsyneladende gået tabt.

I forlængelse af det kunne man argumentere for oprettelsen af en selvstyrende muslimsk region, men det er næppe realistisk, at danskerne fredeligt vil afgive dansk jord til sådan et projekt, og med et blik udover verden og de konflikter, som muslimske lande er involveret i, virker det uattraktivt med et muslimsk styre som nabo. Dertil bør man bekymre sig om den opmuntrende signalværdi det ville sende til verdens islamister, hvis det lykkedes at etablere muslimsk styre på europæisk territorium.

Nej, valget synes at stå mellem monokultur eller multikultur indenfor den eksisterende stat. Og med tanke på, at den multikulturalisme, som Danmark er på vej til, har en langt større kulturel afstand mellem grupperne, end det vi kender fra de danske egnsdele eller de schweiziske befolkningsgrupper, kan det også forventes, at konfliktpotentialet ved multikulturalismen er større. Og det er da også det, erfaringerne fra lande som Libanon, Sudan og eks-Jugoslavien fortæller os, mens fx optøjerne i Frankrig og bilafbrændingerne i Sverige peger på, at Vesteuropa kan bevæge sig i samme retning. Ja, i Frankrig taler både chefen for efterretningstjenesten og den netop afgåede socialistiske indenrigsminister allerede om en muligt kommende borgerkrig.

 

Valget synes at stå mellem monokultur eller multikultur indenfor den eksisterende stat
_______

 

Afslutning
Liberal politik og troværdige liberale institutioner som ytringsfrihed og demokratiske valg blev ikke bygget i fri luft, og de kan heller ikke vedligeholdes i fri luft. De er byggeklodser i en pyramide, hvis grundsten er en konkret befolkning og en fælles kultur, som lærer dens børn at ærlighed er en af de vigtigste og helligste værdier, og hvor de forskellige vælgersegmenter ligner hinanden, og er så afhængige af hinanden at de kan identificere fælles mål og ikke forfalder til snæver interessegruppevaretagelse på bekostning af andre. De er resultatet af tusind års evolutionær udformning af traditioner, sædvaner, institutioner og gensidig tillid, og de kan ikke stå frit, hvis fundamentet rives væk.

 

Liberal politik og troværdige liberale institutioner som ytringsfrihed og demokratiske valg blev ikke bygget i fri luft, og de kan heller ikke vedligeholdes i fri luft […] De er resultatet af tusind års evolutionær udformning af traditioner, sædvaner, institutioner og gensidig tillid, og de kan ikke stå frit, hvis fundamentet rives væk
_______

 

Det er en indsigt, som blev betonet af de vigtigste liberale tænkere, selv om den i dag ofte bliver glemt. Det er på tide at finde den frem igen. Det gælder den langsigtede levedygtighed af Danmark og Vesten og de idealer, som vi er bannerførere for: Individets selvbestemmelse, religiøs tolerance, privat ejendomsret og ytringsfrihed. ■



Lasse Birk Olesen (f. 1987) er virksomhedsstifter, foredragsholder og medstifter af den indvandrings- og integrationspolitiske tænketank Unitos. ILLUSTRATION: Dannebrog [foto: Lars Jensen]