02.08.2018

Amazon, Apple, Facebook og Google sidder tungt på det amerikanske teknologimarked, og eksperter taler om monopollignende tilstande. Er det på tide, at myndighederne splitter de amerikanske IT-giganter op i mindre dele?

Af Magnus Kirkebæk

I begyndelsen af 1900-tallet sad John D. Rockefellers Standard Oil Co. og telegrafselskabet AT&T på over 80 pct. af henholdsvis det amerikanske olie- og telegrafmarked. Rockefeller havde opkøbt stort set alle konkurrenter og var til sidst i stand til egenhændigt at bestemme prisen på en tønde olie på det amerikanske marked. I 1920’erne opretholdt AT&T sin dominerende position på telefonmarkedet ved at nægte konkurrenter adgang til firmaets langdistancelinjer, hvis de ikke lod sig opsluge af selskabet. Begge monopoler blev brudt op af de amerikanske myndigheder for at sikre fri konkurrence i hhv. 1911 og 1982.

Nutidens amerikanske teknologigiganter hedder Amazon, Apple, Facebook og Google. De har tilsammen en omsætning, der er større end Indiens BNP – altså verdens syvendestørste nationaløkonomi. I 1920’ernes USA var det AT&T, der bestemte, hvem man kunne ringe til på telefonnettet. I dag er det Googles algoritmer, der afgør, hvilke resultater 89 pct. af alle amerikanere får frem i deres søgninger på internettet. 81 pct. af amerikanerne mellem 18-29 år har en Facebook-profil, og de genererer frivilligt indhold og data, som effektivt kan omsættes til annoncekroner. Facebook og Google stod tilsammen for 63 pct. af alle annoncekroner brugt på digitale platforme i USA i 2017. Firmaernes forretningsmodel er bygget på massive investeringer i fysisk infrastruktur i form af datacentre. Her gemmes persondata om brugerne, som sælges til annoncører, der har mulighed for at målrette reklameannoncer med hidtil uset præcision. Ingen konkurrenter er i stand til at komme i besiddelse af lignende datagrundlag, som Facebook og Google er indehavere af, og de er slet ikke i stand til at udfordre dem. Annoncemilliarderne har betydet, at Facebook er blevet så stor, at virksomheden, ligesom Rockefeller i sin tid, er i stand til at opkøbe konkurrenter som Instagram og WhatsApp – hvilket den også har gjort.

Amazon er i dag langt mere end en online boghandel, som det begyndte med. Udover at tegne sig for 44 pct. af den samlede online-handel i USA har virksomheden opkøbt supermarkedskæden Whole Foods og investeret massivt i såkaldt ”cloud computing”. Det er levering af software, computerkraft og lagerplads via internettet, som de fleste private virksomheder har brug for til fx at drive hjemmesider og opbevare databaser. Datterselskabet Amazon Webservices sidder på omkring 30 pct. af det amerikanske marked.

Der er altså mange lighedstegn mellem nutidens IT-giganter og tidligere industrimonopoler: De har kæmpe markedsandele, de opkøber deres konkurrenter, og de har en unik, fysisk infrastruktur i form af deres datacentre. En væsentlig forskel er imidlertid, at de ikke hæver prisen på deres tjenester, som monopoler ellers har for vane. Derfor er det sværere at argumentere for, at deres altdominerende position på markedet går ud over forbrugerne. Spørgsmålet er alligevel, hvor skadelig situationen er, og om myndighederne skal splitte dem op? Eksperter på området er langt fra enige.

 

Spørgsmålet er alligevel, hvor skadelig situationen er, og om myndighederne skal splitte dem op? Eksperter på området er langt fra enige
_______

 

Bryd dem op for det frie markeds skyld
Scott Galloway, som er professor i marketing ved NYU Stern School of Business, har både arbejdet og forsket i USA’s store teknologifirmaer, og han er blevet en af de varmeste fortalere for at splitte dem op. Han omtales ofte som socialist i konservative medier som Fox News, men ifølge ham selv vil han netop splitte IT-giganterne op, fordi han er kapitalist. Hans fornemste mål er at redde innovationen og sikre fri konkurrence på teknologimarkedet. Det kræver, ifølge ham, en opsplitning af flere grunde. For det første fordi firmaerne flytter enorme pengesummer ud af USA og ikke betaler skat på lige vilkår med andre amerikanske virksomheder. Mellem 2007 og 2015 betalte Apple 17pct., Google 16 pct., Amazon 13 pct. og Facebook kun 4 pct. i selskabsskat, hvilket ligger langt under det amerikanske virksomhedsgennemsnit på 27 pct. Mindre teknologivirksomheder betaler derfor typisk mere i skat end de store spillere, og det går ud over den fair konkurrence.

For det andet fordi teknologigiganterne efterhånden har fået for stor indflydelse på andre brancher end teknologibranchen. Apple producerer fx ikke musik, men virksomheden kontrollerer store dele af musikbranchen og har meget at sige i forhold til prisfastsættelsen på den musik, de sælger via Apple Music. Facebook producerer ikke nyheder, men mange medier er dybt afhængige af den indflydelsesrige platform, som Facebook er. Det giver Facebook en enorm magt over nyhedsbranchen, og det er et alvorligt demokratisk problem, fordi Facebooks uigennemskuelige algoritmer styrer, hvilke nyheder brugerne ser og ikke ser.

Den vigtigste årsag til, at Scott Galloway mener, at IT-giganterne skal splittes op er dog, at IT-giganterne er så dominerende, at de forhindrer mindre firmaer i at komme ind på markedet. Dermed hæmmer de den teknologiske innovation. Hvis det sker, at teknologifirmaerne ikke er i stand til at opkøbe en konkurrent, kopierer de dem typisk 1:1 – og fordi de har flere ressourcer til rådighed, er det umuligt for nye teknologifirmaer at få fodfæste på markedet. Rådgiver og medgrundlægger af ”tænkehandletanken” Dataethics Pernille Tranberg er enig i, at de store teknologifirmaer kan stå i vejen for innovation i teknologibranchen. ”Problemet er, at de store teknologivirksomheder ejer så meget data og viden, at de med stor sandsynlighed kan forudsige, hvilke nye virksomheder der kan udfordre dem og nå at opkøbe dem før de bliver for dyre” forklarer hun til RÆSON.

En yderligere grund til, at IT-giganterne skal opsplittes, er det, Galloway kalder ”Amazon-effekten”. Med det mener han, at konkurrerende firmaer mister værdi, så snart kæmpefirmaer som Amazon annoncerer, at de planlægger at gå ind på et nyt marked. Da Amazon annoncerede, at de ville begynde at sælge receptmedicin, faldt aktiekurserne med op til 4 pct. for flere store medicinalfirmaer fra den ene dag til anden. Det samme skete inden for dagligvarebranchen, da Amazon købte supermarkedskæden Whole Foods. Det ser Galloway som et tegn på, at teknologigiganterne har en negativ indflydelse på markederne.

Barry Lynn fra den amerikanske interesseorganisation Open Markets Institute har foreslået en løsning, hvor Facebook tvinges til at sælge Instagram og WhatsApp. Dermed vil man skabe tre konkurrerende sociale netværk i stedet for ét. Google kunne efter samme logik tvinges til at sælge videosøgemaskinen Youtube eller teknologien DoubleClick, der gør firmaet i stand til at placere annoncer på de hjemmesider, der vises i Googles søgemaskines resultater. Microsoft havde i slutningen af 1990’erne stort set monopol på markederne for styresystemer og søgemaskiner. I 1998 sagsøgte det amerikanske justitsministerium teknologimastodonten for brud på monopollovgivningen og tvang firmaet til at dele informationer om deres styresystem med konkurrerende firmaer. Det gjorde det muligt for Google at komme ind på markedet, og ifølge fortalere for at splitte teknologigiganterne op er der brug for at gøre det samme i dag.

 

Google kunne efter samme logik tvinges til at sælge videosøgemaskinen Youtube eller teknologien DoubleClick, der gør firmaet i stand til at placere annoncer på de hjemmesider, der vises i Googles søgemaskines resultater
_______

 

Big Tech garanterer innovation og gavner forbrugerne
Det er dog langt fra alle eksperter, der har samme holdning til spørgsmålet. Kim Wang er lektor på Suffolk University i Boston og ekspert i innovation og iværksætteri i teknologibranchen, og hun er lodret uenig i, at myndighederne bør splitte IT-mastodonterne op. Primært fordi IT-giganterne er blandt de amerikanske firmaer, der investerer mest i forskning og udvikling inden for alt fra software til kunstig intelligens og selvkørende biler.


Ifølge Wang er det afgørende at have store spillere på markedet, som har råd til at investere massivt i langsigtet udvikling i takt med, at det bliver dyrere, og afkastet kommer efter længere tid i forhold til tidligere. Det skyldes, at produktiviteten er faldet i USA de seneste år. Produktivitetsvæksten er således faldet fra 1,75 pct. i 1996-2004 til omkring 0,5 pct. efter 2005, og udviklingen kan mærkes i teknologisektoren. Derfor skal der investeres flere penge og mere langsigtet end tidligere for at opnå de samme resultater.

Teknologigiganternes opkøb og investeringer i startups bidrager dermed til at garantere innovationen i branchen, og fordi firmaerne konkurrerer indbyrdes, presser de hele tiden udviklingen fremad til gavn for forbrugerne. Derfor vil det gå ud over forbrugerne, hvis man bryder de store firmaer op, fordi de ikke længere vil være i stand til at koordinere udviklingsarbejdet på tværs af deres platforme i lige så høj grad, hvis de splittes op i mindre firmaer. Det vil samtidig også betyde, at de ikke kan investere lige så langsigtet, som de gør i dag. Wang understreger, at selvom firmaerne dominerer inden for dele af teknologimarkedet, så har forbrugerne altid et valg mellem fx Android og iPhone eller Google Home og Amazon Alexa. ”Den teknologiske udvikling går så stærkt, at teknologigiganterne hele tiden er nødt til at tilpasse sig efterspørgslen og nye markeder (…) og deres hårde interne konkurrence gavner os alle,” skriver hun i en mail til RÆSON.

Herhjemme er professor på CBS og ekspert i digital økonomi Jan Damsgaard delvist enig i, at opbrydning af teknologifirmaerne ikke nødvendigvis er den bedste løsning. Ifølge ham er teknologigiganternes monopoler i modsætning til traditionelle industrimonopoler skrøbelige, fordi de ikke bygger på et fysisk produktionsapparat. Fravalget af produkter og tjenester er aldrig mere end et klik væk, og der skal ikke så meget til, før utilfredse forbrugerne skifter til en anden tjeneste. På den baggrund skal lovgiverne ikke regulere teknologivirksomheder, som de ville regulere almindelige virksomheder. Ifølge Damsgaard er der i stedet brug for at gentænke hele konkurrencelovgivningen, så den passer til den teknologiske virkelighed. Den proces er endnu ikke gået i gang i USA, men det er den i Europa.

 

Ifølge Damsgaard er der i stedet brug for at gentænke hele konkurrencelovgivningen, så den passer til den teknologiske virkelighed. Den proces er endnu ikke gået i gang i USA, men det er den i Europa
_______

 

Regulering efter europæisk forbillede?
EU har taget væsentlige skridt til at regulere de amerikanske teknologigiganter de seneste år. Persondataforordningen som blev vedtaget d. 25. maj i år, er det hidtil mest omfattende forsøg på at få bedre greb om den magt, teknologigiganterne har fået. Lovgivningen sikrer, at virksomhederne indhenter samtykke til at bruge EU-borgeres persondata, og brugerne sikres ”retten til at blive glemt”. Virksomheder, der ikke overholder reglerne, kan straffes med store bøder. Det næste store reguleringstiltag bliver EU’s e-Privacy-forordning, som forventes vedtaget i 2019. Lovgivningen kommer til at betyde, at kommunikationsapps, som fx Facebooks Messenger, bliver underlagt de samme regler, som teleselskaber er underlagt i dag. Det vil sige, at kommunikation mellem to brugere ikke længere må videregives til en tredjepart som fx en annoncør.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, bliver ofte hyldet for at stå i spidsen for kampen mod de amerikanske IT-giganter. Hun trak for nylig overskrifter, da hun uddelte en rekordstor bøde til Google på 32 milliarder kroner for konkurrenceforvridende adfærd. Sagens kerne er, at Googles mobile styresystem, Android, er installeret på omkring 80 pct. af verdens smartphones, og ifølge Vestager har Google brugt sin dominante markedsposition til at favorisere egne applikationer og produkter: Google har ifølge EU forhindret flere smartphoneproducenter i at installere andre styresystemer end Android og tvunget dem til at installere Googles apps som internetbrowseren Google Chrome på deres telefoner.

Sidste år modtog Google desuden en bøde på 18 milliarder kr. for at bruge sin dominerende position på søgemaskinemarkedet til at vise kunder hen til firmaets egne annoncer. Og kort forinden havde kommissionen givet Facebook en bøde på 825 millioner kroner for at give EU vildledende oplysninger i forbindelse med købet af kommunikationstjenesten WhatsApp. Dermed sender EU et klart signal om, at Europa er indstillet på at regulere teknologigiganterne, selvom bødernes i sig selv ikke betyder det store for firmaerne. Google sidder eksempelvis på 650 milliarder kroner, og de 825 millioner kroner, Facebook måtte betale for at vildlede EU, svarer kun til 0,6 pct. af købssummen for WhatsApp. Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt EU’s bøder reelt betyder noget for måden, teknologigiganterne driver forretning på. Især fordi de som regel anker dommene og hyrer nogle af verdens bedste advokater til at trække sagerne i langdrag. Signalet fra EU er dog ikke til at tage fejl af, og formentlig vil reguleringen på sigt inspirere lovgivere i USA og resten af verden.

Flere og flere amerikanske eksperter har foreslået øget regulering inspireret af EU’s konkurrence- og databeskyttelseslovgivning, men der er endnu ikke sket det store på den anden side af Atlanten. Til efteråret inviterer det amerikanske monopoltilsyn, FTC, til offentlige høringer om, hvordan lovgivning om forbrugerbeskyttelse og fri konkurrence skal tilpasses de nye medieplatforme og teknologivirksomheder. Indkaldelsen til de offentlige høringer viser, hvor langt USA er efter Europa på området. Og det er der en hel række grunde til.

Generelt er der større modvilje mod regulering af private firmaer i USA sammenlignet med Europa, hvor landenes regeringer typisk regulerer økonomien og virksomhederne mere. Men det har ikke altid været sådan. I 1960’ernes USA var det fx ulovligt for firmaer, som sad på over 15 pct. af markedet, at opkøbe firmaer, som selv sad på over af 3 pct. af det. Men under Reagan i 1980’erne begyndte amerikansk konkurrencelovgivning i stigende omfang kun at fokusere på forbrugerbeskyttelse, mens den frie konkurrence blev skubbet i baggrunden. Hovedtanken er, at så længe forbrugerne teoretisk har et udvalg af varer at vælge imellem, og priserne ikke stiger uforholdsmæssigt meget, så er der ikke tale om monopoler, og staten skal derfor ikke blande sig.

Men teknologigiganterne har slet ikke behov for at hæve priserne, fordi brugerne gratis genererer de data, der betaler annoncørerne og får hele forretningen til at løbe rundt. Ud fra den nuværende amerikanske konkurrencelovgivnings fokus på forbrugerbeskyttelse er det derfor svært at argumentere for at regulere og bryde deres monopoler op. Kim Wang peger desuden på, at det såkaldte dual share structure tilladt i USA, hvilket gør det besværligt for myndighederne at splitte teknologivirksomhederne op. Fænomenet betyder, at der udstedes A- og B-aktier, som giver forskellige rettigheder og medbestemmelse i virksomheden. Det anses af mange for at være udemokratisk, fordi firmaernes grundlæggere sidder på A-aktier, som giver dem mulighed for at topstyre virksomhederne uden at eje størstedelen af aktierne. Ifølge Wang kan det potentielt komme til at betyde, at de nuværende ejere af teknologigiganterne vil kunne bevare kontrollen med de dele af deres virksomheder, som myndighederne tvinger dem til at sælge, ved at eje de rigtige aktier.

En anden ting, der forhindrer regulering, er den massive lobbyindsats teknologigiganterne har stået bag de seneste år. Firmaerne bruger hvert år millioner af dollars på at kæmpe imod politiske tiltag, som angriber deres monopol-status og stiller krav til datahåndtering. Teknologivirksomhedernes egne tænketanke udgiver den ene videnskabelige rapport efter den anden om, hvordan øget regulering vil skade markedet og innovationen i branchen. Ifølge The Guardian brugte Apple omkring 7 millioner dollars på lobbyvirksomhed i 2017, og Google har brugt over 25 mio. dollars på at påvirke amerikanske politikere og lovgivere i løbet af de sidste par år. Det er langt mere, end hvad de store banker og finansinstitutioner fx bruger.

Pernille Tranberg ser dog kun regulering som ét håndtag, man kan skrue på for at tøjle de amerikanske teknologigiganter. Det, der for alvor kan få betydning for teknologifirmaernes succes, er, at brugerne begynder at bekymre sig om firmaernes brug af deres persondata. Cambridge Analytica-sagen, hvor Facebook-data blev høstet og misbrugt til at påvirke demokratiske valg, er blot begyndelsen, og ”Jo flere lig der kommer på bordet, des mere opmærksomme bliver folk,” siger Tranberg og fortsætter: ”Det tog årtier, før der kom en bevidsthed om menneskeskabte klimaforandringer, og man kan endda diskutere, hvor meget det er slået igennem. Det samme kommer til at gøre sig gældende for persondata”. I mellemtiden bliver teknologigiganternes indflydelse på vores liv og teknologimarkedet formentlig ikke mindre. Snarere tværtimod. ■

 

Det, der for alvor kan få betydning for teknologifirmaernes succes, er, at brugerne begynder at bekymre sig om firmaernes brug af deres persondata
_______

Apropos denne artikel:

James Smith: Hvis Israel ville, kunne de angribe den eneste fungerende atomreaktor i Iran – og forårsage en ulykke på linje med Fukushima

Ukrainebrief: Vil Putin hjælpe Iran?

Sune Haugbølle: Vores politikere bifalder krigen med stille resignation. For Irans nederlag er i vores interesse – folkeret eller ej. Det er sådan, folkeretten smuldrer

Jesper Olsen: Kan man købe stemmer for kontanter i dansk politik?

Lars Aslan Rasmussen om Iran: Tak, Israel – nogen skulle jo gøre det beskidte arbejde

Ditte Brasso Sørensen: Migrationspolitikken er på vej til at blive dén politiske dagsorden, der kan vælte regeringer i Europa