Rune Christiansen, Peter Lauritsen og Sofie Carsten Nielsen: Det danske frisind er under afvikling

Rune Christiansen, Peter Lauritsen og Sofie Carsten Nielsen: Det danske frisind er under afvikling

30.09.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Frisindet er afgørende for det danske demokrati, og det er dybt forankret i den danske folkesjæl og historie. Men noget har forandret sig. I den senere tid er der gennemført politiske tiltag, som har sat frisindet under pres. Paradoksalt nok med et argument om at forsvare det.

Kommentar af Rune Christiansen, Peter Lauritsen & Sofie Carsten Nielsen, forfattere til bogen RADIKAL

FRISIND – ordet står med store bogstaver på væggen, hvor Grundloven er udstillet på Christiansborg. Faktisk står det så tydeligt, at man skal anstrenge sig for ikke at se det, når man er i færd med at studere Grundlovens paragraffer. På den måde hænger tingene sammen: Til den formelle beskrivelse af demokratiet knytter sig en bestemt livsindstilling; et værdisæt, der matcher de formelle regler: det danske frisind.

At frisindet har været en afgørende berigelse og forudsætning for vores demokratiform, ved vi danskere godt. Højskolemanden Poul Erik Søe har sagt, at ”frisind er frihed til forskellighed,” og det er netop anerkendelsen af forskellighedens styrke, der bl.a. har givet os den seksuelle revolution, homoseksuelles ligestilling, vores tradition for frie skoler samt et frit ånds- og kulturliv. Frisindets betydning så vi tydeligt demonstreret under sommerens Pride i København, hvor politikere af alle slags deltog, og hvor statsministeren udtalte, at det farverige optog var en manifestation af ”frihed, frisind og fællesskab.” Og det er sandt. Det er lige præcis sådan, det danske frisind er, når det er bedst.

Men selvom vi stadig hylder frisindet ved særlige lejligheder, er det tydeligt, at noget har forandret sig. For i de senere år er dét frisind, vi betragter som definerende for os selv og vores land, kommet under pres. Presset kommer imidlertid ikke kun fra personer med udenlandske rødder, der ikke har fået frisindet ind med modermælken, men også fra de af os, der burde vide bedre.

Tag fx det såkaldte burkaforbud, der nu forhindrer, at voksne kvinder i Danmark kan klæde sig, som de vil. Forbuddet er helt givet fremkaldt af, at burkaen udtrykker et kønssyn, der står som det modsatte af frisind. Et kønssyn, der dækker til, udskammer og undertvinger, er i sig selv så langt fra idéen om frihed til forskellighed, som man kan komme. Men det danske samfunds reaktion på dette patriarkalske kønssyn er tilsyneladende ikke længere dialog, oplysning, uddannelse og demokrati, men derimod tvang. Efter i 100 år at have kæmpet for kvinders ret til selv at styre deres eget liv, mener et flertal i Folketinget nu, at visse kvinder ikke kan administrere friheden og derfor ikke længere skal have lov til at gå klædt, som de vil.

Og hvad med Dansk Folkepartis forslag om, at alle daginstitutioner skal servere svinekød? Eller ideen om, at et håndtryk til borgmesteren er en forudsætning for dansk statsborgerskab? Hvordan kan adgangsbilletten til et samfund, der hylder frihed til forskellighed, være en bestemt fødevare eller et bestemt, påtvunget ritual? Det hænger ikke sammen, og det har intet med frisind at gøre.

 

Den største trussel mod det danske frisind er således ikke de få, der aldrig har besiddet det, men derimod, at alle vi andre – i angst for det fremmede – opgiver det frisind, vi gennem et århundrede møjsommeligt har tilkæmpet os
_______

 

DEN STØRSTE og mest akutte trussel mod det danske frisind er således ikke de få, der aldrig har besiddet det, men derimod, at alle vi andre – i angst for det fremmede – opgiver det frisind, vi gennem et århundrede møjsommeligt har tilkæmpet os. Paradoksalt nok med det argument, at vi må forsvare det imod dem, der ikke vil det.

Det er klart, at der findes nye medborgere, for hvem frisindet er fremmed, og som oplever udbredt social kontrol. Der findes miljøer, hvor kvinder ikke har de samme rettigheder som mænd, og hvor folk må skjule deres seksualitet, fordi den bliver betragtet som afvigende. Dette er helt reelle udfordringer, som vi er nødt til at tage op. For selvfølgelig skal frisindet også gælde blandt folk med udenlandsk baggrund. Derfor skal vi tydeligt eksplicitere vores forventninger og ikke være berøringsangste og bange for at indgå i kritisk dialog. Vi skal vise, at livet kan leves på mange måder, hvilket bl.a. kræver relevante uddannelsestilbud til alle – også til dem, der mangler basale færdigheder. Vi skal have blandede skoler og uddannelsesinstitutioner, så ingen isoleres. Vi skal have det udgangspunkt, at alle skal lære sproget og bidrage på arbejdsmarkedet. Og vi skal aktivt støtte det oprør mod forstenede dogmer, som unge med minoritetsbaggrund allerede for længst har sat i gang.

Men uanset hvad vi gør, skal vi holde fast i frisindet som en central dansk værdi – også hos os selv. For hvordan kan vi kræve, at alle respekterer friheden til forskellighed, når vi selv nægter udvalgte grupper netop denne frihed? Det virker dobbeltmoralsk og udansk. For danskheden findes ikke i begrænsningen af bestemte beklædningsgenstande eller i påtvungne fødevarer eller hilsemåder. Hvis der overhovedet findes en værdi, der kan kaldes særligt dansk, er det i stedet netop retten til at vælge sin egen vej i livet. En ret, der gælder alle, og som ikke skal undertrykkes af hverken religiøse mørkemænd eller magtfulde politikere.

Frisind betyder ikke, at alt er lige godt. Det betyder heller ikke, at man ikke kan fremme de værdier, normer eller livsformer, man synes er bedst. Men det betyder, at man anerkender, at livet kan leves på mange måder, og friheden nydes forskelligt. Det er det grundlæggende princip, der underbygger vores liberale demokrati og vores frihedsrettigheder, og det er derfor, at ordet frisind står på væggen lige ved siden af Grundloven. ■

 

Frisind betyder ikke, at alt er lige godt. Det betyder heller ikke, at man ikke kan fremme de værdier, normer eller livsformer, man synes er bedst. Men det betyder, at man anerkender, at livet kan leves på mange måder, og friheden nydes forskelligt
_______

 



Rune Christiansen er medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse, Peter Lauritsen er professor mso, Sofie Carsten Nielsen er medlem af Folketinget og stedfortrædende politisk leder for Radikale Venstre. Sammen har de skrevet bogen RADIKAL, der netop er udkommet. ILLUSTRATION: En demonstrant til en demonstration mod burkaforbuddet på Den Sorte Plads på Nørrebro [foto: Janus Engel Rasmussen/Scanpix]