Sarah Gruszow Bærentzen, formand for eleverne: “Vi har været alt for gode til at diskutere skoledagens længde og ikke nær så meget skoledagens indhold”

Sarah Gruszow Bærentzen, formand for eleverne: “Vi har været alt for gode til at diskutere skoledagens længde og ikke nær så meget skoledagens indhold”

07.09.2018


Tirsdag 18/9 inviterer RÆSON til aftenkonference om skolens fremtid i Imperialbiografen i København med bl.a. undervisningsminister Merete Riisager. Blandt de medvirkende på konferencen: Sarah Gruszow Bærentzen, formand for organisationen Danske Skolelever.

Interview af Vilas Holst Jensen

RÆSON: Hvad tænker du om folkeskolereformen som helhed?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Folkeskolen er på papiret rigtig god. Der er mange gode intentioner, og den giver rigtig god mening. Den er bare ikke blevet implementeret færdig ude på skolerne. Det betyder, at for rigtig mange elever, så er den eneste ændring i skoledagen en længere skoledag og ikke en mere motiverende skoledag, som man ellers blev lovet. Det tror jeg, blot er et tegn på, at vi ikke er i mål endnu, og derfor synes jeg også, at det er for tidligt at begynde at pille ved den.

RÆSON: Er det din oplevelse, at man ude på de skoler, som har fået implementeret folkeskolereformen – den åbne skole, de 45 minutters motion om dagen og den understøttende undervisning – så virker det faktisk?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Bestemt. Jeg ser en skole, som har et enormt potentiale. Jeg ser også skoler ude i landet, hvor man har formået at implementere det her, og hvor det faktisk fungerer rigtig godt. Her har man en længere skoledag men til gengæld også en skole, som man ikke har lyst til at tage hjem fra. Det ser jeg som det ideelle.

RÆSON: En af de ting, som man snakker om nu og her, det er, at de pædagoger, som man skal have mere ind i undervisningen, ofte også ender med at være dem, som står for undervisningen. Er det også jeres oplevelse?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Det er stadig lærerne, som hyppigst står for undervisningen. Det, vi oplever nu er, at pædagoger bliver brugt som vikarer. Det er dog selvfølgelig bedre end, at der kommer en, som lige er gået ud af gymnasiet.

RÆSON: Hvad oplever du, som den største kæphest i forhold til at få implementeret den her reform i hele landet?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Helheden. Vi har været alt for gode til i dialogen om reformen at diskutere skoledagens længde og ikke nær så meget skoledagens indhold. Det går udover os nu. Ja: Skoledagen føles for lang lige nu. Det er vi meget enige i. Det handler bare ikke om antallet af klokketimer men om skoledagens struktur: Altså hvor varieret og motiverende den er. Vi kan fx kigge på indskolingseleverne, som kan stå og pege på tirsdagen og sige, at det er den dag, som føles længst, selvom den timemæssigt faktisk er den korteste. Lige nu er der en tendens til, at vi fokuserer på det forkerte problem.

 

Ja: Skoledagen føles for lang lige nu. Det er vi meget enige i. Det handler bare ikke om antallet af klokketimer men om skoledagens struktur
_______

 

RÆSON: Noget af det, som fx De Konservative har kritiseret, er den tvungne lektiecafé. Nogle mener, at lektiecaféen skal være obligatorisk – bl.a. for at hjælpe lever fra mindre boglige hjem. Andre mener, at de, som har ressourcerne, gerne burde kunne vælge at lave deres lektier i hjemmet. Oplever I en efterspørgsel på, at lektiecaféen skal være tvungen?
GRUSZOW BÆRENTZEN: I den grad. Vi ønsker ikke, at der skal være nogen lektier, når man kommer hjem fra lektiecaféen. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det i folkets skole skal være ens forældres evne til at hjælpe med lektier, som er afgørende. Jeg tror, at vi alle er enige om, at man får mere ud af sine lektier, hvis de bliver understøttet af professionelle fagfolk fremfor ens forældre. Jeg mener også, at det gavner de elever, som godt kan selv. De får fx muligheden for at give elev-til-elev undervisning i lektiecaféen.

RÆSON: Reformen blev vedtaget i 2013 og implementeret i 2014. Giver det overhovedet nogen-som-helst mening, at evaluere effekten af den i dag? Eller skulle man i stedet vente?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Min største force er, at jeg er elev og derved ved, hvor skoen trykker. Jeg har lige været på studietur i Canada, hvor de også har fået indført en større skolereform. Det vi oplevede, var, at eleverne følte, at de havde en alt for lang skoledag i de første fem år, fordi initiativerne ikke var blevet implementeret, men at de i dag, 15-20 år efter, følte, at de har en skole, som de ikke har lyst til at tage hjem fra.

RÆSON: Mht. kritikken af reformen: Måske har nogle elever, der gik i skolen, da reformen blev indført, reageret med skepsis simpelthen fordi man pludselig have flere timer. Handler det her bare om, at man som elev siger, ’Hov, nej: Det var meget bedre før reformen!’?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Det tror jeg bestemt. Altså, sad man og skulle op i femte klasse efter reformens implementering, så tror jeg helt klart, at man har sagt, at ’skoledagen er blevet længere, men den er også bare stadig lige så – ja undskyld – kedelig’. Hvis man spørger en helt almindelig folkeskoleelev om, hvad de har kunnet mærke af ændringer ved folkeskolereformen, så vil de sige: en længere skoledag. De vil ikke fortælle, at man blev lovet 45 minutters motion om dagen og en åben skole og mere elev-inddragelse. Det er rigtig problematisk!

RÆSON: Så er mit næste spørgsmål blot: Ved eleverne godt, at de er blevet lovet det?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Det tror jeg, er meget blandet. Jeg tror, at en del godt ved, hvad de har krav på, men bare har givet op. Vi har en retorik om, at det ikke kan blive bedre, selvom der kun er gået fire år. Men så skal det da også siges, at der er en stor gruppe elever, som godt ved, hvad de er blevet lovet, og i den grad har tænkt sig at sætte foden i jorden og gøre krav på det – ligesom mig selv.

 

Jeg tror, at en del godt ved, hvad de har krav på, men bare har givet op. Vi har en retorik om, at det ikke kan blive bedre, selvom der kun er gået fire år
_______

 

RÆSON: Den diskurs, som du fremhæver, om at folkeskolen ikke fungerer. Hvem har skabt den?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Jeg tror, at det er tiden. Alle store politiske reformer tager tid at få til at fungere. Jeg anser det ikke som nogens ansvar, men jeg gad godt at have set at ministeren og politikerne havde taget lidt mere ansvar for at implementere initiativerne.

RÆSON: Hvis vi så ser på det øgede fokus på test/prøver og resultater. Oplever I så, at folkeskolen har medvirket til et øget fokus på resultater frem for læring? Uden at de to ting nødvendigvis skal være modsætninger.
GRUSZOW BÆRENTZEN: Nej, jeg mener ikke, at det er folkeskolereformens skyld. Jeg mener, at det er hele vores samfundskultur og vores perfekthedskultur om, at jeg ikke kun skal præstere, når jeg har en test, men at jeg skal præstere hele tiden, også når jeg rækker hånden op i timerne.

Vi har ligesom to fløje. Den ene siger: ’Vi er ved at dø. Vi har det sindssygt hårdt, og vi skal fjerne alle karakterer og tests’. Samtidig har vi den anden fløj, som ikke helt vil anerkende de tal. Der tror jeg egentlig bare, at vi står det sted, at der ikke er noget problem med karakterer, hvis de bliver understøttet af dybdegående kommentarer. Det, der er problematisk, når vi taler skolepres, er, at vi kun taler om de to ting. Det er nærmest blevet symbolpolitik. Det er et meget mere komplekst emne, end vi lige går og tror.

RÆSON: Hvis vi så kigger fremmad uden at pille for meget ved reformen, for det har du givet udtryk for, at det vil du ikke: Hvordan skal fremtidens skole så rent overordnet se ud?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Fremtidens skole er en skole, som har folkeskolereformen, som den er i dag, men hvor initiativerne er blevet implementeret ordentligt. Vi har også en skole med mere elevinddragelse og mere virkelighedsnær undervisning.

RÆSON: Er det mere elevinddragelse i, hvad der skal undervises i?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Dels elevinddragelse for den enkelte elev i den enkelte klasse. Det skal i hyppigere grad være en del af det at gå i skole, at man har medbestemmelse. Dels elevdemokratiet. Det vil sige, at vores elevråd skal prioriteres højere, at eleverne i skolebestyrelserne bliver klædt bedre på, at elever i højere grad har en større stemme i den offentlige debat og bliver en lige så naturlig del af civilsamfundet, som alle dem over 18. Det er den drejning, som vi gerne vil have.

 

Her bliver vi bare nødt til at gribe fat i problemet i grundskolen, sådan at grundskolen ikke skal lære om demokrati men være et demokrati
_______

 

RÆSON: Du siger, at unge er meget vidende, men elevdeltagelsen i demokratiet er relativt lille. Du var fx den eneste, stillede op til din post som formand i DSE og elevrådene rundt omkring har det svært. Hvordan skal den øvrige del af den civile befolkning tage jer mere seriøst, hvis I ikke selv deltager aktivt?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Jeg tror, at det hele er en ond cirkel, fordi man hele tiden reflekterer sig selv i, hvad man ser i den offentlige debat. Derfor har vi et billede af, at politik er for voksne. Det er den virkelighed, som vi ser, og derfor er det også den virkelighed, som vi opfatter. Her bliver vi bare nødt til at gribe fat i problemet i grundskolen, sådan at grundskolen ikke skal lære om demokrati men være et demokrati.

Jeg tror, at man ved meget om samfundet og demokratiet. Så er spørgsmålet bare, hvordan man kommer ud og bruger det. Det tror jeg i høj grad handler om den debatkultur, som vi har. Rigtig mange unge tør fx ikke gå ud og ytre sig på nettet fordi, at de er bange for, at der kommer et usagligt modsvar. Når jeg selv har været ude i den offentlige debat, så har jeg ikke fået lige så meget respons på det, jeg siger, som på hvor gammel jeg er, og ’hvordan jeg kunne tillade mig at tage del i debatten som 16-årig’. Så det handler meget om, at vi godt ved, hvad vi må, men at vi ikke tør det.

RÆSON: Hvad har du oplevet af reaktioner fra dine jævnaldrende, når du tager del af den offentlige debat?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Der har jeg fået rigtig god respons, for de ligestiller mig jo med dem selv, og når jeg står i de store debatter, så bliver jeg jo også anerkendt af professionelle folk. Problemet er, når det så bliver lagt ud på Facebook-siderne, så kan jeg jo få respons somt: ”Lille pige, nu skal du bare gøre hvad læreren siger”. Jeg er egentlig ikke bange for at få kritik, eller at folk er uenige med mig. Det må de meget gerne være. Det, der ligger i det er, at jeg bliver bedømt som ung elev og ikke så meget på mine holdninger. Det ville jo ikke ske, hvis jeg var 30.

RÆSON: Handler det med, at eleverne ikke tør stille op i den offentlige debat også om, at det du siger i dag, det kan jeg ringe dig op om fx 20 år og spørge dig ind til? Altså at det bliver en del af din identitet?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at det handler om den respons, som man får på det. Hvis man lægger noget ud, så skal man være klar til at stå på mål for det, og det skal man selvfølgelig lære. Man skal være klar på at gå ud i den offentlige debat, og så vil der være nogen, som er uenige med dig. Jeg tror bare, at det handler mere om de her enormt grimme svar, man kan få. Det er meget lettere at gå ud og sige det bag en skærm, end det er ansigt-til-ansigt.

RÆSON: Gør folkeskolen nok til at forberede eleverne på den del af demokratiet?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Nej, det gør vi bestemt ikke. Vi skal prioritere elevrådet i meget højere grad, end vi gør i dag. Så det fx rummer den elev, som hader at gå i skole, og derfor har rigtig meget på hjerte for at gøre den bedre.

RÆSON: Nu skal jeg snakke med bl.a. Merete Riisager. Hvad mener du, er vigtigst kommer med videre?
GRUSZOW BÆRENTZEN: Mere elevdeltagelse, mere elevinddragelse. Mere teori, som bliver brugt i praksis. Og så skal vi have nogle initiativer i gang, så vi kan få implementeret de sidste elementer af folkeskolereformen ud i hele landet. ■

 

Vi skal prioritere elevrådet i meget højere grad, end vi gør i dag. Så det fx rummer den elev, som hader at gå i skole, og derfor har rigtig meget på hjerte for at gøre den bedre
_______

 



Sarah Gruszow Bærentzen er formand for elevorganisationen Danske Skoleelever. Foto: Officielt pressefoto.