Anders Storgaard om situationen i Nordsyrien: Nu er tiden kommet til, at vi smider Tyrkiet ud af NATO

Anders Storgaard om situationen i Nordsyrien: Nu er tiden kommet til, at vi smider Tyrkiet ud af NATO

12.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Når tyrkiske soldater i den kommende tid dræber løs på vores kurdiske venner, bør det få os til at overveje, hvem vi gerne vil forsvare og have på vores hold. Mit svar er: Sæt tyrkerne stolen for døren, og lad os for én gang skyld stå fast på de principper, vi hylder i vores skåltaler.

Kommentar af Anders Storgaard, landsformand for KU

USA’S DOLKESTØD mod vores kurdiske allierede bør få alle europæiske lande, inklusive Danmark, op af stolen og ind i kampen for at forsvare et af de sidste folkefærd i Mellemøsten, der vil det vestlige demokrati og anti-islamismen. Med Erdogans blodige militæroffensiv mod kurderne er på tide, at vi stiller os selv spørgsmålet: Hører Tyrkiet hjemme i en vestlig demokratisk alliance som NATO?

En af Vestens allerstørste styrker er vores globale spindelvæv af alliancepartnere, der hjælper os med at bekæmpe vores fjender og er med til at skabe sikkerhed. Uden dem ville vi stå langt svagere på den internationale scene [se fx lektor Peter Viggo Jakobsens artikel i RÆSON her]. Så vores troværdighed er kort sagt den vigtigste geopolitiske valuta, vi ejer.

I debatten taler mange iagttagere om, at vi skylder de kurdiske styrker vores hjælp, fordi de i kampen mod IS har kæmpet side om side med vores soldater. Dette er grundlæggende forkert: Kurderne har ikke kæmpet sammen med os – de har kæmpet kampen for os. Mens Vestens soldater har opholdt sig bag fronten og i luftrummet, har rådgivet og givet støtte, så er det vores kurdiske allierede, der har løftet den tunge byrde. Og 11.000 kurdiske soldater har betalt den største pris, ikke blot for deres eget folk, men også for vores. De døde for vores frihed.

 

Jeg mener, at vi har et moralsk ansvar overfor dem, der ude i verden kæmper for en fredelig og demokratisk verden, og det er for mig afgørende, at vi lever op til det ansvar. Men selv ud fra ren og skær egeninteresse bør vi forsvare kurderne
_______

 

Jeg mener, at vi har et moralsk ansvar overfor dem, der ude i verden kæmper for en fredelig og demokratisk verden, og det er for mig afgørende, at vi lever op til det ansvar. Men selv ud fra ren og skær egeninteresse bør vi forsvare kurderne. Fordi:

1) De kurdiske soldater bevogter i øjeblikket op mod 50.000 IS-krigere, der ikke kan vente med at komme ud – og mange af dem vil vende tilbage til deres europæiske hjemlande, hvor de kan fortsætte deres jihad. Erdogan og Tyrkiet har en lang historie for at bruge sådanne fanger som en geopolitisk spillebrik. Hvis Vesten overgiver Tyrkiet kontrollen med dem, så giver dem endnu et pressionsmiddel, de kan bruge til afpresse os ved i værste fald at slippe dem fri mod Europa.
2) Et forræderi mod kurderne vil endnu engang vil sende et klart signal til lignende grupperinger i verden: Hvis I kæmper vores kampe for os og sætter jeres liv for spil for fred, demokrati og selvbestemmelse, så sælger vi jer til den første og bedste, der byder. Dette er altødelæggende for vores indflydelse rundt om i verden, og det vil tvinge os til fremover at involvere os selv langt mere direkte, hvis vi ønsker at påvirke begivenhedernes gang.
3) Kurderne har været den mest stabile faktor i en region plaget af krig, islamisme og ødelæggelse. En destabilisering af deres situation vil lede til flere flygtninge og en eskalerende voldsspiral.

DISSE TRE POINTER er i sig selv tilstrækkelige til at få os til at reagere. I diskussionen om vores reaktion bliver de tyrkiske motiver imidlertid ofte overset. Det er katastrofalt. For der er noget større på spil her.

Når den tyrkiske regering påstår, at kurdiske styrker fra regionen har været involveret i terrorangreb i Tyrkiet, så er det delvist sandt. Tyrkiet har i de sidste fem år ført en voldsom undertrykkende politik overfor dets egen kurdiske befolkning, og modreaktionerne trækker tråde ind i Syrien.

 

Den tyrkiske regering har over det seneste årti målrettet kvalt sit eget lands demokrati og italesat som Erdogan som manden, der skal genrejse den tyrkiske ære
_______

 

Men Erdogans forfærdende invasion handler om andet og mere end blot Tyrkiets nationale sikkerhed. Det er et geopolitisk skaktræk. Den tyrkiske regering har over det seneste årti målrettet kvalt sit eget lands demokrati og italesat som Erdogan som manden, der skal genrejse den tyrkiske ære i det internationale samfund og placere Tyrkiet i dets ”retmæssige rolle” som den dominerende spiller i regionen.

Da jeg som valgobservatør besøgte landet i 2015 og 2016, oplevede jeg selv, hvordan Erdogans parti, AKP, skridt for skridt skubber landet i en mere islamisk retning, mens de holder dundertaler om den hedengangne ottomanske storhed med Erdogan som sultanen, der skal genrejse nationen. Målet er ikke sikkerhed. Målet er permanent dominans af landets nærområder i Mellemøsten og på Balkan, herunder det nordlige Syrien, hvis befolkning i bedste tilfælde vil ende som tyrkiske vasaller og i værste fald vil opleve en direkte annektering. Trump har ved at lukke Erdogan ud af æsken begået en fejl, der i denne henseende kan have langtrækkende konsekvenser. Et massivt pres fra gode kræfter i det republikanske parti trækker i disse dage hårdt i den modsatte retning og påvirker også præsident Trump, men det er tvivlsomt, om situationen vendes, uden at der tages hårde magtmidler i brug. Erdogan har endelig fået den frie hånd, som han har drømt om så længe i Syrien.

MENS ERDOGANS islamisk-konservative styre så med ligegyldighed på IS’ fremmarch i Syrien (og ifølge nogle rapporter direkte understøttede dem), så stod de sekulære kurdere fast og slog IS tilbage. Måske vi skulle spørge os selv: Hvem er det i grunden, der er vores sande venner i området? I mine øjne er svaret ikke så svært endda.

 

Er vi villige til, at vores børn kan risikere at dø i en mulig fremtidig storkonflikt i Mellemøsten for at forsvare et tyrkisk islamisk styre, der 1) bekriger vores loyale allierede og 2) arbejder målrettet for selv at kvæle de demokratiske institutioner
_______

 

Mange hævder, at vi bør fastholde vores tætte alliance med Tyrkiet, fordi landet har så stor og kraftfuld en hær og spiller en afgørende rolle i Mellemøsten med sin centrale geostrategiske placering. Men er vi virkelig villig til at gå planken ud og fortsætte med at forsvare Erdogans slyngelregime for dét? Er vi villige til, at vores børn kan risikere at dø i en mulig fremtidig storkonflikt i Mellemøsten for at forsvare et tyrkisk islamisk styre, der 1) bekriger vores loyale allierede og 2) arbejder målrettet for selv at kvæle de demokratiske institutioner, som vores alliance er sat i verden for at forsvare?

Det er et generelt problem med den vestlige udenrigspolitik i disse år, at vi straffer vores sande venner og belønner vores fjender. Vi har så meget økonomisk, politisk og militært leverage [forhandlingskraft, red.] over et land som Tyrkiet, at vi burde kunne bruge det til at presse Erdogan til at stoppe sin invasion i Nordsyrien. Og så kunne vi jo bestemt bede ham overholde basale demokratiske principper. Men vi vælger i stedet at kigge den anden vej på grund af frygt for flygtninge.

Når tyrkiske soldater i de kommende uger og måneder kommer til at dræbe løs på vores kurdiske venner, hvilket de allerede er begyndt på, bør det få os til at overveje, hvem vi gerne vil forsvare og have på vores hold. Mit svar er: Sæt tyrkerne stolen for døren, og lad os for én gang skyld stå fast på de principper, vi hylder i vores skåltaler. ■

 

Vi har så meget økonomisk, politisk og militært leverage over et land som Tyrkiet, at vi burde kunne bruge det til at presse Erdogan til at stoppe sin invasion i Nordsyrien
_______

 



Anders Storgaard (f. 1994) er Landsformand for Konservativ Ungdom. ILLUSTRATION: Tyrkiets præsident Erdogan og NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, mødes i Istanbul, 11. oktober 2019 [foto: Aa/Abaca/Ritzau Scanpix]