Bjarke Charlie svarer Marie Krarup: Du og andre reaktionære kan drømme jer tilbage til de ”gamle dage”, men realiteten er, at verden udvikler sig og bliver stadig mere oplyst

Bjarke Charlie svarer Marie Krarup: Du og andre reaktionære kan drømme jer tilbage til de ”gamle dage”, men realiteten er, at verden udvikler sig og bliver stadig mere oplyst

18.12.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kirken kunne have fortalt mig nok så mange gange, at jeg var skabt af noget større, uden at rokke det mindste ved min kønsidentitet. At tro at kirken med sådan en udtalelse som et trylleslag ville kunne gøre folk mindre transkønnede eller homoseksuelle, er i bedste fald himmelråbende naivt.

Kommentar af Bjarke Charlie

MARIE KRARUP (DF) skriver i sin seneste kommentar i RÆSON om tilstanden i den danske folkekirke. Dette indlæg bliver ikke et fyldestgørende svar på netop det, men i højere grad en opklaring af nogle af de ”misforståelser”, Krarup synes at bære rundt på om LGBT-personer. At Krarup er kristen fundamentalist, der ønsker sig et totalitært samfund, burde efterhånden stå klart for de fleste, men hendes uvidenhed bør ikke stå uimodsagt.

Blandt de mest opsigtsvækkende er Krarups udsagn om, at ”I dag, hvor du nærmest selv skal bestemme, om du har lyst til at være dreng, pige, trans eller alt muligt mærkeligt, kunne det være rigtig godt at få at vide, at mennesket er skabt af Vorherre – som mand og kvinde.”

Lad mig starte fra en ende af: Der er ingen, der selv bestemmer deres køn ”eller alt muligt mærkeligt”, som Krarup skriver. Der er efterhånden flere og flere, der ”gør oprør” – og tør tale højt om det – mod den fjollede forestilling om, at din person, dit følelsesliv og din identitet som menneske er forbundet med det eller de genitalier, du blev tildelt ved fødslen. Ikke af Vorherre, Krarup, men af den blanding af DNA, dine forældre smed i puljen ved din undfangelse.

I Krarups tidehvervsboble opfattes det sandsynligvis sådan, at ”alle nærmest selv vælger deres køn”, men i sin enkelthed betyder det bare, at vi har udviklet os som samfund, og at man nu tør tale højt om sin kønsidentitet. Det er en positiv, ikke negativ, udvikling, at vi grundlæggende bliver et friere og friere samfund. LGBT-personer behøver ikke længere gemme sig og mødes i mørket, og derfor kan det måske for en ikke-LGBT’er som Krarup virke til, at fænomenet pludselig er opstået. Det er det ikke. Vi har altid været her, vi er bare ikke blevet set. Med andre ord: Vi har gemt os væk, fordi det kunne være decideret farligt at stå ved, hvem vi var.

I Rusland, som Krarup drømmer sig til i sin klumme, er et liv i skygger stadigvæk virkelighed, og LGBT-personer bliver anholdt, undertrykt og slået ihjel. Uanset hvor i kønsdebatten man befinder sig, kan det umuligt være et samfund, man ønsker.

 

Men efterhånden er vi måske ved at forstå kønnet på ny. I stedet for at se kønnet som binært, ser flere og flere det nu i højere grad som et spektrum, hvor genitaliernes rolle i forståelsen af kønnet bliver mere tilbagetrædende
_______

 

HELDIGVIS UDVIKLER samfundet sig og bliver klogere, og det er der heldigvis ikke noget nyt i. I Renæssancen og frem til det 17. århundrede havde man ifølge historikeren Thomas Laqueur et ét-kønssystem, hvor vagina blev opfattet som en indvendig version af penis. Mænd og kvinder havde derfor samme biologiske køn, men blot forskellige sociale køn, mente man. Det blev senere afløst at to-kønssystemet, som vi kender det i dag.

Måden, vi samfundsmæssigt i dag bruger ordet ”køn” på, bygger på forestillingen om, at det med dine genitalier er genetisk bestemt, hvem du er. Det er her, kønsstereotyperne lever i bedste velgående. Ordet ”identitet” beskriver, hvem du oplever, du er. Sætter du de to ord sammen, får du ”kønsidentitet”. Det beskriver, hvilket eller hvilke køn du identificerer – eller ikke identificerer – dig med. Med ”kønsidentitet” forsøger vi at nuancere opfattelsen af kønnet til en mere tidssvarende version, end den opfattelse vi har i dag, hvor mand er mand og kvinde er kvinde, og far er stor og stærk, mens mor står i køkkenet. For det er ikke og har aldrig været alle, der passer ned i de kasser.

Men efterhånden er vi måske ved at forstå kønnet på ny. I stedet for at se kønnet som binært, ser flere og flere det nu i højere grad som et spektrum, hvor genitaliernes rolle i forståelsen af kønnet bliver mere tilbagetrædende. At drenge skal være blå og piger lyserøde er altså ikke noget, Vorherre har skabt, men en social konstruktion, vi som samfund har fundet på. Derfor er det alt andet lige os mennesker, der redefinerer og forfiner, hvad vi tidligere troede, var rigtigt.

JEG SPRANG SOM 14-ÅRIG selv ud som homoseksuel, mens jeg som 30-årig sprang ud som non-binær, nærmere bestemt ”genderqueer”. Ganske kort betyder det, at jeg hverken er kvinde eller mand. Det har ikke ændret noget væsentligt for min omgangskreds, familie og arbejde, men for mig har det betydet, at jeg efter 30 år endelig har kunne finde ro i at være ”Bjarke”. Det var ikke noget, jeg pludselig fandt ud af. Jeg vågnede ikke en morgen og tænkte, at jeg ikke længere ville være kvinde eller mand. Det har jeg vidst hele mit liv, men jeg har aldrig haft andet sprog for det end ”bøsse”.

 

Jeg vågnede ikke en morgen og tænkte, at jeg ikke længere ville være kvinde eller mand. Det har jeg vidst hele mit liv, men jeg har aldrig haft andet sprog for det end ”bøsse”
_______

 

Hvilket bringer mig til min sidste anke. For i klummen skriver Krarup også: ”Tænk, hvis kirken gad fortælle alle de forvirrede unge, der pludselig mener, de har et behov for en kønsskifteoperation, at de er skabt af noget større end dem selv, og at der derfor oftest er nogle givne vilkår og forudsætninger.”

Lad mig bare slå fast, at kirken kunne have fortalt mig nok så mange gange, at jeg var skabt af noget større, uden at rokke det mindste ved min selvopfattelse. At tro at kirken med sådan en udtalelse som et trylleslag ville kunne gøre folk mindre transkønnede eller homoseksuelle, er i bedste fald himmelråbende naivt.

JEG HAR ET JULEØNSKE til dig, Marie Krarup. Og det er, at du i din stærke tro husker den kristne næstekærlighed. Jeg er ikke selv kristen, men den del af religionen er da svær ikke at støtte op om. Er det ikke kristent at være rummelig? At være kærlig og omsorgsfuld? Det kan du måske tygge lidt på. For mig er det gode liv et rummeligt liv. Så selv om der i din verden måske ikke er plads til mig, så er der, selvom jeg opfatter kønnet som et spektrum, masser af plads til både dig og din kære Vorherre i min verden.

Du og andre reaktionære kan dagdrømme jer tilbage til de ”gamle dage”, men realiteten er, at verden udvikler sig og bliver stadig mere oplyst. Forandringen er her allerede. Vi er, som vi er – og gudskelov for det. ■

 

Jeg har et juleønske til dig, Marie Krarup. Og det er, at du i din stærke tro husker den kristne næstekærlighed. Jeg er ikke selv kristen, men den del af religionen er da svær ikke at støtte op om. Er det ikke kristent at være rummelig?
_______

 



Bjarke Charlie (f. 1986) er født i Vejle og tidligere presserådgiver for Alternativet på Christiansborg og nuværende pressemedarbejder hos Dansk Teater og stand up-komiker. Bjarke Charlie har en bachelor i journalistik og byplanlægning fra Roskilde Universitet. FOTO: Pressefoto.