23.10.2019

”Man har i det Konservative Folkeparti overtaget det liberale skel, at individualisme er godt og kollektivisme er dårligt. Det er der, problemet ligger. Det er afgørende at holde fast i, at konservatismen siger noget andet end liberalismen. Den har et andet filosofisk udgangspunkt, den tager ikke udgangspunkt i individet men i fællesskabet. Det har man fuldstændigt glemt i Det Konservative Folkeparti.”

Interview af David Rischel

RÆSON: I tidsskriftet Critique beskriver du tre konservative positioner; en radikal-konservativ, en konservatisme karakteriseret af en slags ideologisk snusfornuft, og en der har sit udgangspunkt i forsvaret af den bestående orden. Kan du uddybe de tre positioner, og forklare, hvorfor du ser den tredje som den mest troværdige?
SKOV: For det første er der selvfølgelig et grundskel mellem konservatismen som sindelag og som ideologi. Det sindelag som alle folk kan have: at de godt kan lide at have den samme morgenrutine, når de står op, der er visse film, de foretrækker frem for andre film, de kan godt lide at sidde ved samme plads ved bordet, fordi det reducerer hverdagens kompleksitet. Det er almindelige psykologiske træk, som vi alle sammen har. Det er vigtigt at skelne det fra en politisk ideologi, da en politisk ideologi er mere end en psykologisk disposition. Det vil nok være sådan, at mange af de folk, som bliver tiltrukket af en politisk ideologi som konservatisme, har et udtalt anlæg for at have den psykologiske disposition. Men ideologien eller tankesættet adskiller sig i sin kompleksitet og i det forhold, at den er et forsøg på at besvare nogle samfundsmæssige problemer. Der er også mange konservative, der slet ikke vil bruge begrebet ideologi om konservatisme. Den adskiller sig således fra den psykologiske profil eller disposition, som dybest set netop handler om at kompleksitetsreducere din hverdag, for at du kan overleve. Hvis vi forstår det skel, er det bare et historisk faktum, at konservatismen udvikler sig i forskellige retninger. Du har, som du nævner, en radikal-konservatisme, og hvad der kan kaldes en ”normal” konservatisme. Det er et for groft skel, men i begge tilfælde handler om at bevare en orden. I radikal-konservatismens tilfælde er analysen bare, at den orden, der skal bevares, allerede er brudt sammen.

RÆSON: En før-moderne orden?
SKOV: I en vis forstand er det en før-moderne orden. Radikalkonservatismen baserer sig på den før-moderne orden som noget, der allerede er brudt sammen, og derfor skal der defineres en ny orden. Dens kendetegn er, at den har en enorm grad af mistro til den liberale orden, som vi lever under nu. Radikal-konservatismen er formuleret som et modsvar til den orden, og hvis man skal trække en idéhistorisk linje kan man se Den Franske Revolution som et paukeslag, hvor den gamle orden bryder sammen. Den Franske Revolution er der, hvor den eksisterende orden bryder sammen. Reaktionen på det handler om at forsøge at genetablere den forhenværende orden, fordi man ikke kan etablere en helt ny orden, som er en negering af den liberale orden eller uorden, som er kommet i stedet for den egentlige orden. Det er det, man finder hos en skikkelse som Joseph de Maistre som også nogle gange kaldes radikal-konservatismens eller endog fascismens far. Jeg antyder altså, at når du først er ude i den radikal-konservative måde at tænke på, så er du allerede ude i en affinitet til det fascistiske projekt, der netop tager udgangspunkt i den her myte om det civilisatoriske forfald, der skal vendes via et radikalt nybrud, der skaber en ny orden. Den anden reaktion på den franske revolution finder vi mest udtalt hos Burke, som først og fremmest er en pointering af det forhold, at der dog må være en eller anden form for orden. En filosofisk problematisering af udgangspunktet for den måde, man ellers tænkte politisk filosofi på omkring den franske revolution. I den tradition spurgte man, hvad er ”ret”, og man udledte et samfunds legitimitet ud fra idéen om en samfundskontrakt, ud fra en myte om en situation, hvor en sådan samfundspagt blev indgået.

 

Jeg antyder altså, at når du først er ude i den radikal-konservative måde at tænke på, så er du allerede ude i en affinitet til det fascistiske projekt, der netop tager udgangspunkt i den her myte om det civilisatoriske forfald, der skal vendes via et radikalt nybrud, der skaber en ny orden
_______

 

Konservatismen tog et andet udgangspunkt, nemlig det udgangspunkt, at vi er mennesker. Mennesker er som, mennesker nu er. De lever efter syndefaldet, og derfor er der brug for en vis orden, for at holde de mennesker på plads. Men den orden kan så have forskellige karakterer, og det som for mig at se er det inspirerende ved at læse fx Edmund Burke [engelsk liberal-konservativ filosof, red.] er, at han gør sig nogle overvejelser omkring grundforholdet mellem orden og frihed. Det er det, jeg synes blandt andet den radikal-konservative tradition mangler, som opfatter frihed som slangen i Paradisets Have. Mens det hos Burke er en slags balancekunst, hvor det handler om at sikre en samfundsmæssig frihed ved at erkende, at den også må være funderet i en form for orden.

Jeg er ikke nødvendigvis god til at sætte konservatisme på formel, men hvis jeg skulle gøre det, så handler det netop om et forsvar for det frie samfund ved erkendelsen af, at det frie samfund rent faktisk er et samfund, og derfor også baserer sig på en orden. Derfor er den bedste måde at forsvare det på ikke nødvendigvis at stille sig op og råbe frihed og kræve emancipationen gennemført stadigt mere radikalt, men simpelthen at forsvare den orden, som er frihedens udgangspunkt.

RÆSON: Hvor langt man skal gå for at forsvare den orden? Kasper Støvring ville fx sige, at i forsvaret af den orden, må vi tage nogle radikale valg [om udlændinge i Danmark mv., red.].
SKOV: Det kommer an på situationen. I en situation som optakten til Anden Verdenskrig, hvor du havde en konflikt mellem demokrati og totalitarisme, der satte du alle spilleregler ud af kraft. Det er også det argument, man møder hos folk som Støvring. Der, hvor jeg er uenig, er, at jeg ikke opfatter situationen som så grel, og jeg er bange for, at man ender med at skylle barnet ud med badevandet. For selvfølgelig er det sådan, at hvis du vil forsvare det frie samfund ved hele tiden at indskrænke friheden for at forsvare selvsamme frihed, så holder friheden på et tidspunkt op med at eksistere. Så er den forsvundet, og du har fejlet i det, der var din konservative opgave, nemlig balancegangen. Måske er du blevet for dogmatisk eller grebet af et civilisatorisk mismod, der gør, at din konservatisme bryder sammen og udvikler sig til en radikal-konservatisme. Hvis du først sidder i det dybe civilisatoriske mismod, kan du ikke længere på en meningsfuld måde være konservativ.

RÆSON: Så truslen udgår til en vis grad fra folk, der netop ser sig selv som forsvarere af denne orden. Mangler man at tage et opgør med den position – den radikalkonservative – indenfor den konservative bevægelse?
SKOV: Det synes jeg ikke, at man kan sige. Hvis du ser på det store billede, så ser man, at langt de fleste der kalder sig for konservative, befinder sig et sted i udkanten af liberalismen. Det er det overordnede billede. I vores tid, hvor vi har direkte adgang til folks udgydelser gennem sociale medier, ser man indimellem synspunkter, der er stærkt problematiske. Min holdning er så bare, at hvis konservatismen har en relevans, må den også formulere en kritik, når de synspunkter bliver formuleret. For eksempel, når folk, der kalder sig konservative, promenerer med den opfattelse, at man måske i virkeligheden er bedre til at opretholde en samfundsmæssig orden i et dysfunktionelt samfund som Rusland, end vi er herhjemme. Så kan jeg ikke længere følge analysen.

Der ligger en bekymring i kernekonservatismen, en bekymring for at der er noget, du er ved at miste. Jeg tror, at den fornemmelse ligger hos alle, der er konservative i nogen velovervejet forstand i hvert fald. Men alle bekymringer kan jo mutere og vokse, og dermed blive til noget, der griber én og presser én ud i desperationen. Der er pointen bare, at hvis du er nået det punkt, kommer du også til at drage de forkerte politiske beslutninger og analyseen er ikke længere er konservativ. Af de klassiske intellektuelle, der har tænkt over de her spørgsmål, kan nævnes Samuel Huntington, der tilbage i 1950’erne skrev et essay, om hvad det vil sige at være konservativ. Hans pointe var, at konservativ bliver du i et det øjeblik, hvor den samfundsorden, som du holder af, bliver problematiseret. Den problematisering kræver, at du må formulere et forsvar for den samfundsorden. Det betyder så også, at hvis den samfundsorden dybest set er en liberal samfundsorden, så vil der være en forbindelse mellem den liberale og den konservative position. Huntington siger også, at den måde at tænke konservatisme på betyder, at der er et skarpt skel mellem den konservative og den, i hans ord, reaktionære eller radikal-konservative. Den radikalkonservative vender kanonerne mod det samfund, som han egentlig burde forsvare.

 

Men jeg synes, at det er afgørende, at man som konservativ og i virkeligheden bare som borgerlig generelt, fastholder en erkendelse af, at der faktisk er et problem: Ligesom revolutionen æder sine børn, så æder kapitalismen altså også sine børn, så bæstet skal holdes i snor
_______

 

KONSERVATISMEN OG VELFÆRDSSTATEN

RÆSON: Marx skriver i det kommunistiske manifest, at kapitalismen er en samfundsomstyrtende kræft. Den har et kreativt-destruktivt potentiale. Mange i erhvervslivet i dag siger lidt det samme, at kapitalismen er destruktiv eller disruptiv, at den smadrer den bestående orden. Er kapitalismekritikken central for den konservative position?
SKOV: Ja, men først og fremmest som en kritik i ordets oprindelige forstand, som et spørgsmål om afgrænsning. Der er ikke noget, som kapitalismen, der har skabt så meget velstand. At vi lever under de vilkår, som vi gør, er en verdenshistorisk undtagelse. Det er let at sidde som intellektuel og vrænge ad kapitalismen. Det ser vi tit folk gøre. Det skal der være plads til, men der mangler også en erkendelse af den værdi, kapitalismen har.

Så kommer vi til den anden del. Jeg er helt sikker på, at Marx havde ret i det han sagde, og jeg er helt enig i din pointering af, at der i dag i erhvervslivet dyrkes en ideologi eller fortælling, hvor man ligefrem fejrer de her destruktive elementer. Der er således måske sneget sig en ny radikalisme ind i vores offentlige debat, som jeg tror, man har været dårlig til at få øje på det. Jeg vil dog sige, at det ikke er fordi, man ikke har haft blik for det før. Hvis man eksempelvis ser på de tanker, der blev formuleret af konservative i slutningen af 40’erne og i 50’erne både i Danmark og England, men også i de kristendemokratiske partier i Italien og Tyskland, så handler de i høj grad om at hævde en eller anden form for etisk forpligtelse for kapitalismen eller mere konkret for virksomhedsejerne. Hvordan man konkret skal gøre det, det er et ”policy-spørgsmål”, som jeg ikke er særlig god til at svare på. Men jeg synes, at det er afgørende, at man som konservativ og i virkeligheden bare som borgerlig generelt, fastholder en erkendelse af, at der faktisk er et problem: Ligesom revolutionen æder sine børn, så æder kapitalismen altså også sine børn, så bæstet skal holdes i snor.

RÆSON: Den måde, vi historisk har valgt at holde bæstet i snor på i Danmark, det er ved at opbygge et socialdemokratisk velfærdssamfund. På sin vis kan man sige, at det socialdemokratiske velfærdssamfund er den institution, som konstituerer den samfundsmæssig orden i Danmark. Men samtidig er kritikken af velfærdsstaten central for den konservative position.
SKOV: For det første tror jeg, at man skal passe på med at reducere den bestående orden til velfærdsstaten. Det er ganske enkelt forkert, for samfundet er meget mere end velfærdsstaten. Velfærdsstaten er en mekanisme indenfor den bestående orden, og som sådan er det selvfølgelig et dilemma for konservative, hvad man skal stille op med den. Hvis vi vender tilbage til de her tanker, der blev tænkt omkring slutningen af 40’erne, så formulerede Kristen Amby, en konservativ intellektuel, som skrev det første konservative partiprogram efter Anden Verdenskrig, et ideal om hvad han kaldte ”økonomisk demokrati”. Det handlede ikke om medarbejdernes medejerskab af produktionsmidlerne, men om en konservativ velfærdsstat. Idéen er, at man skal beskytte folk mod de kræfter, der er på spil.

Men velfærdsstaten har også utilsigtede konsekvenser. Velfærdsstaten er en forlængelse af det ansvar og den form for forpligtelse, vi føler overfor hinanden. Jeg køber ikke det der argument med, at velfærdsstaten skulle være uetisk, fordi vi parkerer vores ansvar overfor hinanden. Jeg tror, det er en forlængelse af et almindeligt borger- og samfundssind. Men en af de uintenderede konsekvenser er, at den undergraver de institutioner, som den selv udspringer af. Jeg tror ikke, at man kommer udenom, at familien som struktur og institution får en mindre væsentlig rolle i et samfund, hvor der er færre risici. Du er ikke længere ligeså afhængig af de nære relationer, som du er i et samfund, hvor du ikke bliver frelst økonomisk, hvis dit ægteskab går i stykker. Så der er mindre på spil. Nogle af de institutioner og værdier, som vi har opbygget, og som er sunde at basere sit liv på er måske ikke opstået, fordi vi har sat os ned og tænkt, at det kunne være gode værdier, men er opstået af ren og skær nød i vores daglige tilværelseskamp. Når først den tilværelseskamp forsvinder, så forsvinder værdierne og institutionerne også, og der er kun velfærdsstaten tilbage som et apparat. Og så står vi i en situation, hvor vi begynder at kannibalisere på folks forpligtelse overfor hinanden. Så befinder man sig i en situation, hvor man føler, at man har gjort sit, fordi man har betalt sin skat. Det er der, at min velfærdsstatskritik eller min anke mod velfærdsstaten sætter ind. At velfærdsstaten ikke bare bliver et spørgsmål om at redde folk fra ødelæggelse, men at den bliver et aktivt redskab til at fremme individualisme og emancipation. Du har et mægtigt redskab i velfærdsstaten, og det kræver en vis disciplin ikke at realisere de ideologiske drømme, du måtte have om samfundet.

 

Jeg køber ikke det der argument med, at velfærdsstaten skulle være uetisk, fordi vi parkerer vores ansvar overfor hinanden. Jeg tror, det er en forlængelse af et almindeligt borger- og samfundssind
_______

 

RÆSON: Så din kritik vil være, at for en socialdemokrat, der er velfærdsstaten den orden der er, men for dig, der er der en dybere orden, som velfærdsstaten er til for at beskytte, men som den kommer til at opløse?
SKOV: Velfærdsstaten er helt klart en institutionel overbygning på noget andet, som ligger i vores mellemmenneskelige relationer og de fællesskaber, vi nu engang indgår i. Det er forhåbentligt ikke sådan, at menneskets væsentlige relationer, det er til en statslig funktion.

RÆSON: Så du køber ikke det, som jeg tror nogle socialdemokrater – fx Niels Jespersen – ville sige, at socialdemokraterne har en større ret til at kalde sig de konservative forsvarere af den bestående orden?
SKOV: De er selvfølgeligt meget strukturkonservative, men der må også være forskel på konservatismen som en nogenlunde artikuleret position, og så konservatismen som en spasme, hvor man forsvarer det, som tilfældigvis bliver kritiseret. Jeg tror, du kan fornemme, at jeg har en vis dobbelthed i forhold til velfærdsstaten. Jeg er ikke en minimalstatstype, men jeg kan klart se de problemer, der ligger i velfærdsstaten. Jeg kan både se de praktiske og økonomiske problemer, men også de mere moralske og etiske, der handler om, at velfærdsstaten tager initiativ fra lokale fællesskaber, og dermed også fjerner folks magt over deres egen tilværelse. Den kritik har sådan en som Niels Jespersen og andre socialdemokrater ikke. I det omfang, at den slags socialdemokrater er de sande konservative, så er det i hvert fald en meget uartikuleret eller ureflekteret form for konservatisme.

RÆSON: I Norden har velfærdsstaten været central i mange år. I det omfang, der er en særlig nordisk konservatisme, hvor meget har den så at gøre med velfærdsstatsprojektet?
SKOV: Der er to kapitler i svaret. Det første er, at som jeg nævnte tidligere, så bliver der formuleret tidlige velfærdsstatstanker i konservative miljøer. Jeg nævnte Kristen Ambys ideer om økonomisk demokrati, og folkehjemsbegrebet i Sverige kommer også ud af en konservativ diskurs og bliver så annekteret af Socialdemokratiet. Det er en interessant tanke i sig selv, altså velfærdsstaten netop som en viderebygning af et folkefællesskab. Det ligger jo helt konkret i begrebet folkehjem – det er jo et herligt altmodisch begreb.

Andet kapitel er så, at man mister initiativet til velfærdsstaten. I resten af Europa er det de kristendemokratiske partier, der opbygger en eller anden form for velfærdsstater. De har jo en velfærdsstat i et land som Tyskland, den er bare mindre omsiggribende, baseret på forsikringer og dybest set mere konservativ end i Danmark. Men i alle de skandinaviske lande er det Socialdemokratierne, der tager teten, og det betyder, at de konservative partier bliver dem, der står på bagsmækken og siger ”ikke så hurtigt”. Groft sagt, så er det det, der har været konservatismens politiske rolle at trække i håndbremsen under den lange opbyggelse af velfærdsstaten. Og det er ikke en specielt stolt rolle. Vi er nu i en anden periode, hvor det handler om, måske ikke at afvikle den, men at forholde os til, hvordan kan den kan opretholdes, og under hvilken form, den kan den opretholdes. Jeg synes ikke, vi har set – hverken fra konservativ, fra liberal eller fra socialdemokratisk side – nogle overbevisende svar på hvad det egentligt er, vi skal stille op med den kolos, vi har bygget op. En kolos, vi godt kan lide, men som der er nogle ulemper ved, herunder at det kniber med at betale for gildet.

 

Den væsentligste historie om den intellektuelle konservatisme i Danmark er, at den uddør
_______

 

KONSERVATISMEN I KRISE

RÆSON: Det er så den politiske og parlamentariske del af den nordiske konservatisme, den her ”pas nu på” tanke. Hvad med den intellektuelle konservatisme, har det på samme måde været sådan en snusfornuftig idé om at holde igen?
SKOV: Jeg tror, at den væsentligste historie om den intellektuelle konservatisme i Danmark er, at den uddør. Der er et nogenlunde stærkt konservativt miljø i mellemkrigstiden, nogle bliver så radikaliserede mens andre ikke gør. Men du har både i form af folk, der skriver i konservative aviser, et meget stærkt konservativt studentermiljø og en meget levende konservativ opinion. Du har en idé, om at man skal føre en kulturkamp for at fremme konservative ideer overfor det, man kaldte for åndsradikalismen – emancipation, Georg Brandes osv. Så kommer tiden efter Anden Verdenskrig, og der forsvinder hele den dagsorden. Under krigen får man den tanke, at man har vundet. Nu er folk er pludseligt meget nationale, alle folk synger nationalsange til alsangsstævner, alle folk knytter hænderne i lommen i vrede mod tyskerne, alle folk stemmer på de samarbejdende partier til folketingsvalget og støtter op om den nationale samling osv. Socialdemokratiet, De Konservative og dele af Venstre erkender, at der brug for et stærkt forsvar, som har været et af de politiske områder, hvor kulturkampen mellem konservative og kulturradikale har givet meget markante udslag. Så man tænker, at slaget er vundet. Nu er kulturkampen forbi, og den dagsorden bliver så at sige droppet. Så er det man begynder at finde en anden dagsorden blandt borgerlige og konservative intellektuelle. Den bliver udtrykt i en formulering, man kan finde hos den konservative litterat Hakon Stangerup, som i 1956 skriver, at ”nu har frisindet holdt flyttedag”. Det vil sige, at nu er de konservative og borgerlige dem, der forsvarer kulturens ret til at være som den er, mens det er venstrefløjen og de Radikale, der har alle mulige ideer om, hvad kulturen skal rent ideologisk. Der læner man sig så tilbage og siger, at vi er de frisindede. Men problemet er, at der ligger en afkobling i at sige, at vi har frisindet, for der er ikke særligt langt fra at hævde frisindet som et ideal til at mene, at det er lige meget, hvordan det går. Det bliver en bekvem position, som mange borgerlige falder tilbage i og ikke inspirerer nye slægter eller nye generationer til at gå ind i det intellektuelt borgerlige kampfelt. Så får du den her sortering, der gør, at kultur og intellektuel debat finder sted på venstrefløjen, mens de borgerlige leger med Excel-ark og tommestok.

RÆSON: Som du beskriver det, er den parlamentariske konservatisme i Danmark gået fra at være betydningsfuld til i dag at være ubetydelig. Men rent intellektuelt sker der en masse på den konservative højrefløj; man kan fx dit tidsskrift og podcast. Er der et paradoks i det?
SKOV: Der sker meget mere, end der gjorde tidligere, og det er et styrketegn. Men det svaghedstegn, der knytter sig til det styrketegn er, at den stadigvæk er en marginaliseret position, og der er måske også en tendens til selvmarginalisering indenfor den her position. Jeg synes, at det er bekymrende, at der til et konservativt, intellektuelt, kulturelt engagement næsten altid knytter sig en specifik konservativ position. Det man kan kalde en national-konservativ position. Jeg synes, at det er mærkeligt og ærgerligt, at den liberal-konservative centrumhøjre-position, som jo egentlig er hovedstrømmen i den konservative tradition i Danmark og det meste af Vesten, er blevet marginaliseret. Den er næsten ikke eksisterende, og de folk, der befinder sig indenfor den, de sidder netop og leger med Excel-ark og tommestok.

 

Det er nok det, der er De Konservatives helt store problem: de kan ikke forklare, hvorfor partiet egentlig skal eksistere
_______

 

RÆSON: Indenfor den intellektuelle konservatisme i Danmark lader der til at være en ret udtalt kritik af Det Konservative Folkeparti. Hvad er det, der er problemet med Det Konservative Folkeparti i dag?
SKOV: Der er en lang liste. Problemet er, at de på tidspunkt i løbet af deres historie glemte at formulere den specifikke konservative position indenfor borgerligheden på en meningsfuld måde. Der er så noget strukturelt, der gør, at den konservativ-liberale position nødvendigvis falder sammen i en situation, hvor det, de konservative forsvarer, er en liberal orden. Men derfor er det stadigvæk afgørende at holde fast i, at konservatismen siger noget andet end liberalismen. Den har et andet filosofisk udgangspunkt, den tager ikke udgangspunkt i individet men i fællesskabet. Den tager ikke udgangspunkt i emancipation, den tager udgangspunkt i orden. Det har man fuldstændigt glemt i Det Konservative Folkeparti. Præcis hvornår det sker er svært at sige, men der er folk i partiet, jeg har talt med, som peger på, at det afgørende skred sker i 80’erne. Hvor det, der er tilbage af den socialkonservative hovedlinje, bliver til en slags gold pragmatisme, mens alle de nye tanker, der bliver tænkt indenfor konservatismen, er ultra-liberale. Man ender med en forstenet tradition, hvor det at formulere tanker bliver opfattet som en art illoyalitet.

Det er nok det, der er De Konservatives helt store problem: de kan ikke forklare, hvorfor partiet egentlig skal eksistere. Det er ikke fordi, jeg har så meget imod dem som sådan, men de er bare en variant af en generel centrumhøjre position, som mangler at spørge, hvad er det specifikt konservative? Deres modsvar vil være, at der ikke er salg i det specifikt konservative, der er ikke salg i at hævde de traditionelle familieværdier, der er ikke salg i at have en markeret kristen holdning. Der er ikke salg i at have en markeret nationalholdning. Men partier har ikke kun den opgave at vælgermaksimere. Det er selvfølgelig ret væsentligt, men partier er også organisationer, der har den opgave at opdrage sine vælgere og sine tillidsmænd og opretholde de idealer, man nu engang tror på. Hvis man så som parti siger, at det ikke er vores opgave at opretholde de idealer, så er det måske fordi, man har tabt de idealer. Det er det grundlæggende problem.

RÆSON: Så den konservative parlamentariske bevægelse er altså blevet bange for sin egen skygge? Den tør ikke forsvare kollektivismen længere?
SKOV: Ja, det er rigtigt. Jeg ville udtrykke det sådan, at man ikke vil forsvare kommunitarisme, men jeg tror ikke, at de kender det begreb. Man har overtaget det her liberale skel mellem god individualisme og dårlig kollektivisme. Det er så i virkeligheden der, hvor problemet ligger. Men man skal ikke nødvendigvis male fanden på væggen i forhold til Det Konservative Folkeparti, for det er for mig at se et nogenlunde ædrueligt borgerligt parti, som ikke gør meget mere skade end andre borgerlige partier. Det ærgerlige er bare, at det kunne have været så meget mere. ■

 

Det ærgerlige er bare, at det kunne have været så meget mere
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille