David Trads: Foghs løgne og leflen for Bush fik os i krig i Irak. Endelig bliver hans eftermæle retfærdigvis belastet

David Trads: Foghs løgne og leflen for Bush fik os i krig i Irak. Endelig bliver hans eftermæle retfærdigvis belastet

05.02.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Grundlaget for Danmarks deltagelse var bygget på løgn og manipulation. Den vægt, hvormed Anders Fogh taler i udenrigspolitiske forhold, er svækket. Nu må vi bare håbe, at fremtidige beslutninger om dansk krigsdeltagelse vil blive truffet med mere omtanke.

Kommentar af David Trads, journalist og folketingskandidat i Nordsjælland, S

Jo, Anders Fogh Rasmussen, der er faktisk noget at komme efter – selv om du altid har hævdet, at alt gik efter bogen, da du sendte Danmark i krig: Du løj, snød og manipulerede i 2003, da du absolut ville have tropper afsted. Og nu har vi endda forskernes ord for det – ellers smagsdommernes, som du spydigt plejede at kalde den slags. For i den krigsudredning, som forskere fra Københavns Universitet netop har præsenteret, rulles den ene ubehagelighed ud efter den anden. Fire skarpe eksempler:

1: Da Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderede, at der ”ikke fandtes sikre beviser, men at det vurderedes, at Irak havde [masseødelæggelses]våben,” ændredes det til statsministerens sikre erklæring på et pressemøde i marts 2003 om, at ”det er noget, vi ved”, understreger forskerne.

2: Da regeringen oplyste til offentligheden, at ”der ligger tilstrækkeligt juridisk grundlag for magtanvendelse [i Irak]”, beroede det på interne notater, der fastslog, at der er tale om ”et politisk skøn” – altså netop ikke et juridisk grundlag. Den sidste oplysning nåede aldrig til politikerne i folketingssalen, som stemte om krigsdeltagelsen.

3: Da Fogh i Udenrigspolitisk Nævn sagde, at ”målet med aktionen mod Irak var afvæbningen af regimets masseødelæggelsesvåben”, var det i strid med de oplysninger, som han havde fået af sit embedsværk om, at ”USA’s mål var regimeskifte”, skriver forskerne. Foghs udtalelse var derfor en direkte løgn.

4: Da FE med flere tidligt i forløbet underrettede regeringen om, at ”krig kunne destabilisere regionen, opløse den irakiske stat, udløse terror og kræve en langvarig involvering”, undlod Fogh kort og godt at give den prognose videre til Folketinget. Regeringen må ikke tilbageholde den slags viden.

 

Forskningsleder Rasmus Mariager understregede ved fremlæggelsen, at det havde slået ham og de øvrige forskere, at regeringen havde en så ”minimalistisk informationspraksis” over for Udenrigspolitisk Nævn
_______

 

De artige sager står i kø i krigsudredningen – og forskningsleder Rasmus Mariager understregede ved fremlæggelsen, at det havde slået ham og de øvrige forskere, at regeringen havde en så ”minimalistisk informationspraksis” over for Udenrigspolitisk Nævn: ”Jeg er overrasket over, hvor få mennesker der reelt afgør, om Danmark går i krig. Det er statsministeren, udenrigsministeren og deres centrale embedsmænd – i dialog med den amerikanske stat. Og det er sådan, det er.”

Det er grund til at tro, at forskningslederen her faktisk overdriver antallet af dem, der afgjorde, om Danmark skulle deltage i Irak-krigen – for meget tyder på, at selv daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, blev holdt uden for, da det gjaldt, idet han over for journalister og politikere længe holdt fast i, at der skulle en ny beslutning i FN’s Sikkerhedsråd til for, at vi skulle i krig.

Forskerne, som i krigsudredningen ud over Irak-krigen også har undersøgt grundlaget for Balkan-interventionen i 1999 og Afghanistan-krigen i 2001, konkluderer i øvrigt – ikke overraskende – at danske regeringer, uagtet hvem der sidder i den, er opsatte på at behage USA: ”Danmarks militære engagement afspejler generelt de politiske beslutningstageres vilje til at imødekomme USA’s ønsker om militært bidrag […] Der er ikke tale om direkte pres fra USA med trusler om sanktioner eller løfter om gevinster.”

Forskerne rammer plet – for det var utvivlsomt tilfældet, da præsident George W. Bush i september 2001 bad Poul Nyrup Rasmussen om dansk støtte til invasionen af Afghanistan, og da Bush i marts 2003 bad Anders Fogh Rasmussen om opbakning til krigen i Irak.

Der er to vigtige lektier, vi kan lære af udredningen, som vi bør tænke over fremover:

 

Vi kan ikke leve med, at regeringen snyder på vægten i så afgørende spørgsmål – for det betyder jo, at den måske allersværeste beslutning for folkevalgte, nemlig at sende soldater i krig, delvis er truffet i blinde
_______

 

Dels at vi må insistere på, at den siddende regering altid er ærlig og nuanceret, når den fremlægger argumentation over for Udenrigspolitisk Nævn, hvor landets mest erfarne udenrigspolitikere har sæde. Vi kan ikke leve med, at regeringen snyder på vægten i så afgørende spørgsmål – for det betyder jo, at den måske allersværeste beslutning for folkevalgte, nemlig at sende soldater i krig, delvis er truffet i blinde.

Dels at vi oprigtigt må overveje, hvordan vi kan gøre os mindre afhængige af behagesyge over for USA, når de vil i krig. Vil en regering eksempelvis nu – uagtet hvem der er statsminister – kunne modsætte sig et krav fra Trump, hvis han ringer om en ny militær intervention? Vores sikkerhedspolitiske afhængighed af USA er usund.

Krigsudredningen kom i stand, da Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister i 2015 straks lukkede den Irak-kommission, som skulle have undersøgt grundlaget for den politiske beslutning i 2003, da VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti valgte at gå i krig. Det er en amputeret undersøgelse, vi nu har fået, fordi den også skulle undersøge grundlaget for Balkan- og Afghanistan-krigene, og fordi forskerne kun har haft adgang til skriftlige kilder, da de ikke måtte afhøre nøglepersoner. Det betyder, at de ikke har haft mulighed for at konfrontere de forskellige nøglepersoner med, hvorfor de eksempelvis har strammet bestemte konklusioner.

Udredningen sætter – formentlig – et punktum for de juridiske og akademiske undersøgelser af det politiske forløb om Irak-krigen. Vi ved reelt også nok nu. Foghs eftermæle er belastet. Den vægt, hvormed han taler i udenrigspolitiske forhold, er svækket. Det er rigeligt. Nu må vi bare håbe, at fremtidige beslutninger om dansk krigsdeltagelse vil blive truffet med mere omtanke. ■

 

Udredningen sætter – formentlig – et punktum for de juridiske og akademiske undersøgelser af det politiske forløb om Irak-krigen. Vi ved reelt også nok nu. Foghs eftermæle er belastet
_______

 



David Trads (f. 1967) er journalist, debattør og folketingskandidat i Nordsjælland for Socialdemokratiet. ILLUSTRATION: Anders Fogh Rasmussen besøger de internationale – herunder danske – soldater i Irak, 1. februar 2004 [foto: SPC RACHEL AHNER/Scanpix]