Dennis Kristensen: Hvem skal betale prisen for klimaomlægningen?

Dennis Kristensen: Hvem skal betale prisen for klimaomlægningen?

06.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hvis vi skal gennemføre en hurtig og omfattende og grundlæggende klimaomlægning af vores samfund, så skal principperne bag velfærdssamfundet stå uantastet undervejs. Retfærdighed skal være i højsædet, og ulighed skal bekæmpes for at skabe lige muligheder alle og for at spænde et fælles sikkerhedsnet ud under de, hvis tilværelse slår knuder undervejs i tilværelsen.

Kronik af Dennis Kristensen

Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) har meldt sig på banen i klimakampen. Med planen “Sammen skaber vi grøn vækst” giver de deres bud på, hvordan klimaudfordringerne kan håndteres. Den er et led i DI’s årlige politiske og økonomiske plan, som giver anbefalinger til Folketinget om forbedringer af erhvervslivets rammevilkår på stribevis af områder.

I år er planen nytænkt i lyset af klimadebatten.

Det er rigtigt set af DI. Klassisk økonomisk rådgivning og lobbyvirksomhed overfor Christiansborg med endeløse ønskesedler vil i de næste årtier ramme helt uden for skiven, og derfor er også erhvervslivet nødt til at omlægge deres strategi.

Skal de traditionelle interesseorganisationer i blandt andet erhvervslivet og på arbejdsmarkedet opnå eller bevare indflydelse på de afgørende sigtelinjer i dansk politik, så er stillingtagen til klimaudfordringerne et must. Og bidrag til løsninger er adgangsbilletten. Hvis interesseorganisationer, skal placere sig centralt i klimadebatten, skal de rykke nu. Toget har allerede så småt sat sig i bevægelse.

Greta Thunbergs skolestrejke tændte lunten på en i forvejen spirende ungdomsbevægelse, de unges verdensomspændende klimaoprør. Et oprør mod en fodslæbende klimadebat og et angreb på manglende overensstemmelse mellem tale og handling.

 

Greta Thunbergs skolestrejke tændte lunten på en i forvejen spirende ungdomsbevægelse, de unges verdensomspændende klimaoprør. Et oprør mod en fodslæbende klimadebat og et angreb på manglende overensstemmelse mellem tale og handling
_______

 

Herhjemme gik der kun ni måneder fra Greta Thunberg indledte sin skolestrejke foran den svenske Riksdag, til de danske vælgere havde tvunget Folketingets partier til at placere klimatruslerne som det ubetinget hotteste emne på dagsordenen for valget i maj i år.

Enkelte partier fjumrede i valgkampen rundt i holdningen til klimaforandringer. Efter deres valgnederlag retter de nu ind efter vælgerne. Der er med andre ord god grund til, at også DI tager klimaudfordringerne seriøst og bakker op om regeringens og støttepartiernes fælles målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent frem til 2030.

Der er frem for alt grund til at rose to ting i udspillet.

Fortsat økonomisk vækst overalt?
For det første er det rosværdigt, at DI som de første i erhvervslivet og de første i blå blok og omegn nu sidestiller klimaindsats og økonomisk vækst. Som DI selv udtrykker det: “Det er ikke kun et nybrud for DI, men er også den første økonomisk-politiske plan, hvor det sker.”

Det store spørgsmål er imidlertid, om den højtudviklede, industrialiserede del af verden fortsat vil kunne opretholde mantraet om evig økonomisk vækst, når den globale opvarmning ved udgangen af dette århundrede skal holdes omkring 1,5 grader? Kan verdens industrialiserede økonomier blive ved med at vokse samtidig med at den fattigste del af verden skal have mulighed for at nå vores velstandsniveau?

Vi skal finde nye løsninger og udvikle nye teknologier for at holde stigningen i opvarmningen i ro. Og de fattigste lande skal have massiv teknologisk udviklingshjælp, hvis de skal kunne springe over den hæmningsløse forurening og umættelige jagt på energi og ressourcer, som de rige lande var igennem under industrialiseringen.

Men at tro, at vi kan have endeløs økonomisk vækst på et højt niveau samtidig med, at Afrika og de fattigste dele af Asien og Sydamerika med syvmileskridt skal indhente vores velstand, forekommer mig alligevel at være naivt. Særdeles naivt.

 

Uden dét grundlæggende fundament, får klimaomlægningen ikke kød og blod. Og uden kød og blod ender klimaindsatsen som idealisternes forgæves forsøg
_______

 

Der skal brede forlig til
For det andet er det rosværdigt, at DI tager et opgør med den borgerlige blok-tænkning. Der er blot 11 år til 2030. Som samfund kan vi ikke nå at ændre vores påvirkning af klima og miljø i det omfang, som målsætningen er udtryk for, med mindre vi spiller på alle strenge og får hele orkestret med.

I den sammenhæng sender DI et vink med en vognstang til partierne i blå blok, om at gå med i den klimalov, som nu skal forhandles. Den skal fastlægge målene for klimaindsatsen og være med til at sikre erhvervslivet, at de forventede fremtidige massive klimainvesteringerne ikke udhules af kommende politiske beslutninger.

En super-ambitiøs klimaindsats over så lang en periode kræver brede flertal, der gør beslutningerne langtidsholdbare. Men ikke alt er rosenrødt (eller grønt) i DI’s forslag. Langt fra. For selvom DI har meldt sig ind i klimakampen, så er meget ved det gamle. Det centrale spørgsmål er nemlig: Hvem skal betale for klimaregningen?

Det grønne krakelerer
Når det kommer til de konkrete forslag i DI’s klimaplan, begynder den grønne overflade nemlig at krakelere.

DI har ikke kunnet stå distancen, når det kommer til, hvem der skal betale for klimaomstillingen. Her er der ingen nytænkning af klassiske holdninger.

Det velkendte mantra gentages igen og igen blandt de grønne budskaber: Beskæftigelsen i den private sektor skal stige markant, mens den offentlige sektor skal effektiviseres.

Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne er på den ene side uundværlige i klimakampen, men er på den anden side uanvendelige i indsatsen, hvis det blot handler om at give de klassiske krav om bedre vilkår for erhvervslivet et grønt touch.

Og det ligner det altså i DI’s tilfælde.

De offentlige budgetter skal følge med ændringerne i befolkningens sammensætning. Her vil DI afsætte 36 milliarder til at øge budgetterne. Heraf skal 20 milliarder komme fra den offentlige sektor gennem modernisering, effektivisering og digitalisering.

Gad vide om det virkeligt er gået hen over hovedet på DI, at både rød og blå blok omsider er krøbet til korset og har opgivet filosofien om at fodre hunden med dens egen hale, som det skete med det såkaldte omprioriteringsbidrag? Og som DI nu forestiller sig, skal være den væsentligste finansieringskilde af velfærd til flere børn og flere ældre?

Læser man det med småt i DI’s plan fremgår det tilmed, at væksten i de offentlige udgifter skal falde med omkring en tredjedel fra 2026.

Og ikke overraskende skal det private have bedre muligheder for at udkonkurrere de offentlige velfærds- og serviceinstitutioner. Måske er det blot medtaget som en tjenestepligt for økonomer i arbejdsgiverorganisationer. Men jeg missede i hvert fald relevansen af drift af dagtilbud for børn, sygehuse, skoler, ældrepleje, handicapinstitutioner m.v. for et klimaudspil.

 

Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne er på den ene side uundværlige i klimakampen, men er på den anden side uanvendelige i indsatsen, hvis det blot handler om at give de klassiske krav om bedre vilkår for erhvervslivet et grønt touch
_______

 

Den grønne glasur forsvinder helt
Det stopper ikke her. Mens velfærden skal have én over nakken, skal virksomhederne have hældt milliarder i baglommen.

Skatteyderne skal pumpe milliarder i forskning, som virksomhederne kan bruge i klimaindsatsen og til konkurrenceforbedringer for erhvervslivet og de bedst stillede.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at vi bør investere massivt i forskning og udvikling af nye klimaneutrale teknologier og grønne tiltag over en bred kam. Men forslaget om, at den offentlige sektor i DI’s vision reelt skal beskæres, mens erhvervslivet og de bedst stillede skal have afgifts- og skattelettelser i megamålestok, får den krakelerede grønne glasur til helt at forsvinde.

Det er mest tydeligt i forslaget om en lempelse af bilbeskatningen.

Det giver mening fra et klimaperspektiv at omlægge skatte- og afgiftssystemet på biler for at fremme udviklingen af de biler, der forurener mindst.

Men at belønne den generelle anvendelse af biler fremfor kollektive transportformer, som led i en klimaindsats, er i mine øjne den rene galskab.

Til forsvar for reform-amok
DI regner med, at det sidste par årtiers velfærdsreformer fastholdes. Det kommer forhåbentligt ikke til at ske.

DI peger særskilt på en bevarelse af den stigende pensionsalder. Det er ikke overraskende, at arbejdsgivere og erhvervsorganisationer klamrer sig til velfærdsaftalen fra 2006 med den såkaldte indeksering af pensionsalderen i forhold til levetiden.

Det er grundlæggende en asocial ordning, der fører til uretfærdighed i pensionsalderen. De højtudannede lever længst og scorer de mange år på folkepension, mens de ufaglærte og kortuddannede lever kortest og derfor bliver snydt for pensionsår.

Jeg tror simpelthen ikke, at Christiansborg i de kommende årtier kan holde til at opretholde den uretfærdighed, som indekseringen i forhold til den gennemsnitlige levealder medfører. Og slet ikke, når den gennemsnitlige afgangsalder fra arbejdsmarkedet under alle omstændigheder vil stige som følge af lønmodtagernes egne beslutninger.

 

Klimaindsatsen må ikke ende med at blive et dække for øget økonomisk ulighed. Velfærd er omfordeling, hvor de, der har mest, bidrager til dem, der har mindst
_______

 

Klimakampen må ikke øge uligheden
For mig at se er det svært at forestille sig, at beskæringer af velfærden og den offentlige sektor for at lette skatten for virksomhederne og de bedst stillede, som værende en del af fremadrettet og visionær klimaaktivisme.

Det ligner i langt højere grad god gammeldags blå omfordeling med et grønt skær.

Omfordeling til fordel for dem, der i forvejen på mange områder har vundet fordelingskampen i de seneste årtier. De bedst stillede trak det længste strå. Eliten har allerede fået bladguld på garageporten.

Når DI på trods af mange gode klimaovervejelser alligevel trækker de gamle heste ud af stalden iført et tyndt lag grøn sprøjtemaling, så er der grund til at kradse i overfladen for at finde den oprindelige farve.

Klimaindsatsen må ikke ende med at blive et dække for øget økonomisk ulighed. Velfærd er omfordeling, hvor de, der har mest, bidrager til dem, der har mindst.

Den store klimaomstilling er i sig selv en umulighed, hvis omstillingen ikke finansieres efter samme koncept. Skal samfundets forskellige grupper kunne holde sig samlet om klimaopgaven og i fællesskab være fokuseret på et højt omstillingstempotempo, må det nødvendigvis være helt tydeligt for alle, at de bredeste skuldre er indstillet på eller tvinges til at bære den tungeste del af omstillingen til et klimamæssigt bæredygtigt samfund. Helt grundlæggende handler det om at gå på to ben i klimadebatten.

På den ene side: Én nu-skal-der-ske-noget-i-en-fart klima-aktivisme, der presser på og kræver handling her og nu.

På den anden side: Den økonomiske elite skal ikke smutte fra klimaregningen og efterlade den til de dårligst stillede Vi bør inddrage fordelingskampen og forsvaret for velfærden som et integreret led i klimakampen. De seneste årtier bør have lært os, at grådigheden må tæmmes, hvis eliten ikke skal tømme kassen og stikke af. Usandsynligt høje lønninger, astronomiske aktieprogrammer, sygeligt forgyldte bonusser og fratrædelsesordninger har ikke været nok. Når muligheden bød sig, så skulle hænderne også direkte ned i de europæiske statskasser i de moralløses store tag-selv-aktioner.

Hvis vi skal gennemføre en hurtig og omfattende og grundlæggende klimaomlægning af vores samfund, så skal principperne bag velfærdssamfundet stå uantastet undervejs. Retfærdighed skal være i højsædet, og ulighed skal bekæmpes for at skabe lige muligheder alle og for at spænde et fælles sikkerhedsnet ud under de, hvis tilværelse slår knuder undervejs i tilværelsen.

Uden dét grundlæggende fundament, får klimaomlægningen ikke kød og blod. Og uden kød og blod ender klimaindsatsen som idealisternes forgæves forsøg. ■

 

Uden dét grundlæggende fundament, får klimaomlægningen ikke kød og blod. Og uden kød og blod ender klimaindsatsen som idealisternes forgæves forsøg
_______

 




Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix