Erik Boel om Hongkong: Er Danmark blevet en kinesisk lydstat?

Erik Boel om Hongkong: Er Danmark blevet en kinesisk lydstat?

05.12.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Stillet over for valget mellem det kommunistiske Kina og de unge demonstranters krav om frihed og demokrati bør vi ikke se passivt til. Statsministeren må komme ud af sit flyverskjul og tage klart stilling i kampen mellem demokrati og totalitarisme i Hongkong – og meget gerne så det kan høres internationalt.

Kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen

DET ER NÆRMEST blevet en nationalsport i det udenrigspolitiske establishment at skose præsident Trump – desværre ofte med god grund. Men æres den, som æres bør: USA har netop entydigt valgt side i konflikten i Hongkong til fordel for demonstranterne og demokratibevægelsen. Her træder USA i karakter – det USA, vi kender, og som mange af os holder af.

For nylig vedtog den amerikanske kongres næsten enstemmigt, at USA skal gennemføre sanktioner mod politikere og embedsmænd, der krænker menneskerettighederne i Hongkong. En anden lov forbyder eksport af ammunition, der har til formål at kontrollere demonstranterne. Det gælder tåregas, gummikugler og strømpistoler. Lovkomplekset omfatter også bestemmelser om, at USA mindst én gang årligt skal undersøge, om Kina fortsat tillader Hongkong så megen autonomi og frihed, at enklaven kan fastholde sin særlige handelsrelation til USA. Endelig gør loven det klart, at det forhold, at en person har deltaget i fredelige demonstrationer i Hongkong, ikke afskærer den pågældende fra at få visum til USA.

Uanset alle tænkelige amerikanske bagtanker er det historisk, at præsident Trump underskrev disse love. Efter jordskredsvalgsejren til demokratibevægelsen den 24. november er Trumps underskrift endnu et skulderklap til de unge, der kæmper for frihed i Hongkongs gader.

 

Vores Kina-politik er generelt præget af en underdanighed og larmende tavshed, når det gælder Kinas krænkelser af menneskerettighederne, fx mishandlingen af uighurerne og andre muslimske minoriteter i Xinjiang-provinsen
_______

 

I DANMARK ER DER larmende tavshed om den kamp, der foregår i Hongkong. Det er symptomatisk, at googler man “Hong Kong Danmark”, støder man først på en – utvivlsomt fortræffelig – beværtning i det indre København.

Det officielle Danmark snakker “på-den-ene-side-og-på-den-anden-side” – vi fører strudsepolitik. Danmark reagerer sjældent på de mange aggressive udfald, Kina fremfører mod Vesten. Hvor er Danmark, når det kommer til at støtte svenskerne og andre lande, som tør at sige fra? Alt for mange opfører sig som kujoner i disse år af angst for at få kineserne imod sig. En af de få undtagelser er Uffe Elbæk, der i Folketinget for nylig bar en T-shirt med påskriften: “Fight for Freedom – Stand with Hong Kong”. Herfor indkasserede Elbæk en reprimande fra Folketingets formand.

Vores Kina-politik er generelt præget af en underdanighed og larmende tavshed, når det gælder Kinas krænkelser af menneskerettighederne, fx mishandlingen af uighurerne og andre muslimske minoriteter i Xinjiang-provinsen. Egentlig vil vi gerne gøre noget for menneskerettighederne i Kina, men vi stikker som regel piben ind og ender med at gøre knæfald for Riget i midten – typisk ud fra økonomiske kræmmerhensyn.

Denne angst for at kritisere Kina omfatter praktisk taget hele det politiske Danmark – med Dansk Folkeparti, eller rettere: Søren Espersen, som en pudsig, men hæderlig undtagelse.

Angsten står i kontrast til Danmarks vedholdende og skarpe kritik af Rusland. Forskellen er bemærkelsesværdig, fordi Kina – som Rusland – udgør en sikkerhedspolitisk udfordring:

Kina blander sig i de vestlige landes indre anliggender. Gennem manipulation, pres og økonomiske donationer forsøger Kina at tegne et positivt billede af sig selv og undgå kritik for krænkelserne af menneskerettighederne, besættelsen af Tibet, undertrykkelsen af den åndelige bevægelse Falun Gong, stranguleringen af Hongkong og massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Denne form for kinesisk infiltrering foregår i bl.a. Australien, New Zealand, Storbritannien, USA og Tyskland.

 

Vi må fastholde, at der trods alt er et spillerum for en selvstændig, dansk stillingtagen i kampen for menneskerettighederne. Vi må ikke ende som en kinesisk lydstat, som altid bukker og skraber for kineserne
_______

 

POLITIKERNE BØR ÅBENT SIGE, at der – ikke mindst for et lille land som vort – er begrænsninger på vores muligheder for at forfølge hensynet til menneskerettighederne. Det være sig forsyningsmæssigt, sikkerhedspolitisk og ud fra eksportinteresser. Det vil befolkningen udmærket kunne forstå: Kina er en økonomisk supermagt, og dansk erhvervsliv vil naturligvis gerne have adgang til det enorme, voksende kinesiske marked.

Men vi må fastholde, at der trods alt er et spillerum for en selvstændig, dansk stillingtagen i kampen for menneskerettighederne. Vi må ikke ende som en kinesisk lydstat, som altid bukker og skraber for kineserne.

En isoleret dansk sanktionspolitik giver ingen mening – den vil for Kina blot være et nålestik og være langt mere skadelig for os selv. Men det betyder ikke, at vi er handlingslammede. Her er tre konkrete forslag til, hvad regeringen kan gøre:

• Regeringen bør åbent erklære, at Danmark støtter frie valg og fredelige demonstrationer til fordel for frihed og demokrati i Hongkong. Allerede i midten af august gav den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, udtryk for, at det kommunistiske Kina bør respektere frihedsrettighederne i Hongkong, herunder retten til at demonstrere. Danmark bør støtte Storbritannien i denne sag.

• Danmark bør støtte demonstranternes krav om en uafhængig undersøgelse af baggrunden for politibrutaliteten, så de ansvarlige kan retsforfølges. Det ville her være på sin plads med en officiel udtalelse af udenrigsministeren.

• En af regeringens ministre bør mødes med en af studenternes ledere. Såvel den tyske udenrigsminister som formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, har holdt møder med aktivister, bl.a. Joshua Wong og Denise Ho. Det er en opmuntring for aktivisterne og sender samtidig et signal til Beijing om, at vi følger udviklingen tæt – og at vor sympati ligger hos demokratibevægelsen.

Hvis dansk Kina-politik for alvor skal have tyngde, bør den føres gennem EU. Kina har traditionelt spillet de europæiske lande ud mod hinanden. Men hvis EU-landene evnede at stå sammen og formulere en fælles Kina-politik, ville det gøre indtryk i Beijing kraft af den økonomisk og politiske vægt, EU repræsenterer. Det ville eksempelvis være oplagt, at Danmark – sammen med de øvrige EU-lande – forsøgte at opbygge en koalition i Menneskerettighedsrådet for at få taget situationen i Kina op.

Men det forudsætter, at Danmark ved, hvad vi vil, og at vi rent faktisk har en politik; det nytter ikke noget, at vi går i et med tapetet. Udenrigsminister Kofod har arvet manglen på en klar udenrigspolitik profil eller strategi i Kina-spørgsmålet. Der er ikke nogen retningssans, strategisk tænkning eller udenrigspolitisk vision. Hvis vi skal rykke i forhold til de øvrige EU-lande, skal vi tænke offensivt. Danmark har interesser at varetage i forhold til Kina. Men uden en klar dansk udenrigspolitisk profil bliver det svært at engagere de øvrige EU-lande.

 

Danmark har interesser at varetage i forhold til Kina. Men uden en klar dansk udenrigspolitisk profil bliver det svært at engagere de øvrige EU-lande
_______

 

DERFOR: DET KAN godt være, at der er en langvarig tradition i dansk udenrigspolitik for, at vi viser ydmyghed over for de store lande – og gerne spiller på to heste så længe som muligt. Men stillet over for valget mellem det kommunistiske Kina på den ene side og de unge menneskers krav om frihed og demokrati på den anden bør vi ikke se passivt til.

Naturligvis vil et sådant engagement vække irritation i Beijing. Ligesom Washington var misfornøjet, da den danske regering langsomt begyndte at tage afstand fra Vietnamkrigen i slutningen af 1960’erne. Ligesom det gav bøvl med de borgerlige partier og vestlige stormagter, da Socialdemokratiet og venstrefløjen kastede sig ud i en aktiv indsats for afskaffelsen af apartheid i 1970’erne og 1980’erne.

Hvis man tager internationalt engagement alvorligt, er der en pris at betale, og man kan ikke altid være venner med alle. Det officielle Danmarks fedtspil i Hongkong har til gengæld også en pris: Vi svigter vore egne værdier om demokrati, frihed og respekt for menneskerettigheder.

Regeringen taler ofte og gerne om, at den repræsenterer en “ny retning”. På udenrigsområdet bør denne retning ikke betyde, at mange års aktivistisk og engageret socialdemokratisk indsats til fordel for en international retsorden med respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder lægges i graven.

Statsministeren må komme ud af sit flyverskjul og tage klart stilling i kampen mellem demokrati og totalitarisme i Hongkong – og meget gerne så det kan høres. ■

 

Hvis man tager internationalt engagement alvorligt, er der en pris at betale, og man kan ikke altid være venner med alle. Det officielle Danmarks fedtspil i Hongkong har til gengæld også en pris: Vi svigter vore egne værdier om demokrati, frihed og respekt for menneskerettigheder
_______

 



Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for Krogerup Højskole. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen til pressemøde om udsendelse af danske soldater i Spejlsalen i Statsministeriet, 6. september 2019 (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)