Frederik Roland Sandby: Regeringens reduktionsmål omfatter kun halvdelen af danskernes reelle klimaaftryk. Det skal tænkes om

Frederik Roland Sandby: Regeringens reduktionsmål omfatter kun halvdelen af danskernes reelle klimaaftryk. Det skal tænkes om

05.08.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Politikerne prøver gang på gang at iføre sig den grønne førertrøje, men vi danskere er et af de folkefærd, som gennemsnitligt udleder mest CO2 i hele verden. Vi kan ikke tillade os kun at sætte ind overfor de direkte danske udledninger – vi er også nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan reducere de indirekte danske udledninger, som produceres i udlandet.

Kommentar af Frederik Roland Sandby, Talsperson i 350 Klimabevægelsen i Danmark og Den Grønne Studenterbevægelse

“Danmark er et grønt foregangsland!” Det er en kendt skrøne, som vi ofte hører fra politikere, industri og meningsdannere: Danmarks direkte udledninger er – ifølge Energistyrelsen – cirka 50 millioner ton CO2 om året. Det er det tal, de forskellige parter bruger til at iføre Danmark den grønne førertrøje.

Men er det nu også sandt? Mængden af drivhusgasser, som udledes per dansker om året, kaldes ‘klimaaftrykket’. Hvis vi udregner det danske klimaaftryk ved kun at se på, hvor meget der udledes fra dansk jord, vil den enkelte dansker have et klimaaftryk på cirka 8,9 ton. Men hvis det er tilfældet, hvorfor viser analyser fra blandt andet CONCITO så, at den enkelte danskers klimaaftryk er næsten det dobbelte – mellem 15 til 17 ton om året?

Det skyldes, at der er en forskel på et lands direkte udledninger og dets indirekte udledninger – altså de udledninger der opstår fra alt vores forbrug og virke i det hele taget, heriblandt: importeret soja fra Sydamerika, elektroniske dingenoter fra Kina og flyrejser fra og til hele verden.

Vi har aldrig haft et regeringsparti, som har udtalt, at de ville mindske den enkelte danskers klimaaftryk på baggrund af vores indirekte udledninger. De fleste politikere føler derfor ikke, at deres ansvar for vores udledninger rækker længere end til det, vi udleder her i Danmark. Men det ændrer ikke på, hvor meget der i virkeligheden udledes på grund af os rundt om i verden – selvom det ikke tæller med i vores egne opgørelser. Atmosfæren er ligeglad med, om udledningerne sker i Danmark eller i Indien. Derfor burde vi betragte det som vores ansvar at reducere udledninger, som produceres på grund af vores forbrug – uanset om det er i Danmark eller i udlandet.

At medregne indirekte udledninger er ikke en ny tanke. Organisationen Greenhouse Gas Protocol leverede i 2016 standarderne til at opgøre udledninger for mere end 92 pct. af virksomhederne på Fortune 500 samt en lang række byer. Organisationen udgav i 2011 en ny form for opgørelse, som omfatter samtlige indirekte udledninger, herunder særligt indirekte produktionsudledninger og transport af købte produkter. Det kan altså sagtens lade sig gøre.

Ved at føre regnskab over de indirekte udledninger kan vi identificere, hvor vi danskere forårsager de største udledninger ude i verden, og sætte ind netop der. Fordi vi ikke medregner de indirekte udledninger, kan vi i dag vende det blinde øje til en lang række åbenlyse klimaskadelige praksisser, som forårsages af os, og på den måde eksportere vores udledninger til udlandet.

 

Vi danskere bør i høj grad fokusere på også at reducere vores indirekte udledninger, hvis vi skal kunne tale med en klar grøn stemme overfor resten af verden
_______

 

Så længe det kun er Danmark, som medregner indirekte udledninger, vil de ikke skulle tælles med i det officielle danske klimaregnskab, som rapporteres til EU og FN, men føres parallelt med. Dette skyldes, at vi ikke ønsker, at man i udlandet fjerner udledningerne fra deres klimaregnskab, bare fordi vi regner dem med i Danmark. Før de indirekte udledninger kan indgå i de officielle regnskaber, kræver det en globalt koordineret indsats om at udvikle opgørelserne på den måde.

Men vi danskere bør i høj grad fokusere på også at reducere vores indirekte udledninger, hvis vi skal kunne tale med en klar grøn stemme overfor resten af verden. En gennemsnitlig indisk statsborger har fx et klimaaftryk på cirka 1,8 ton. Det betyder, at vores lille befolkning på 5,8 millioner danskere har et lige så stort klimaaftryk som over 50 millioner indere. Med andre ord: Hvis verdens udviklingslande begynder at forbruge lige så meget som os, er det meget svært at forestille sig, at vi vil kunne forhindre et komplet økologisk og samfundsmæssigt kollaps. Men hvorfor skulle de ikke gøre det? Hvis du og jeg har krav på så stort et klimaaftryk, så har de vel også? Dét er årsagen til, at vi i Danmark skal vise, hvordan et lavt klimaaftryk kan gå hånd i hånd med et højt niveau af velfærd.

Vi skal – nu! – på rekordtid udvikle en samfundsmodel, der muliggør dette. Vejen dertil er at måle ikke kun på de snævre direkte udledninger, men alle de drivhusgasser, som udledes på grund af de liv, vi danskere lever.

Hvad betyder 70 pct. i 2030 så i denne kontekst?
Men dette er noget, som langt størstedelen af vores politikere ikke vil snakke om – og det er ikke inkluderet i det nyligt besluttede danske reduktionsmål på 70 pct. i 2030. Reduktionsmålet tager derfor kun højde for halvdelen af det reduktionsmål, som vi egentlig burde sætte os. De resterende 6-8 ton CO2 har politikerne ingen planer om at gøre noget ved, og hvordan kan det være, når det udgør halvdelen af den gennemsnitlige danskers klimaaftryk?

Årsagen hertil er åbenlys: De resterende udledninger tælles ikke med i de danske opgørelser, netop på grund af den måde vi måler udledninger på. Hvis vi målte på danskernes gennemsnitlige klimaaftryk, ville vi være det 7. mest klimabelastende land på kloden. Så selvom vi i 2030 har skåret vores direkte udledninger med 70 pct., er der altså stadig en mulighed for, at vores klimaaftryk som helhed ikke vil være lavt nok til, at vi vil kunne kalde Danmark et grønt foregangsland.

Det er let at forstå, hvorfor politikerne ikke medregner hele Danmarks klimaaftryk, for de har jo ikke kontrol med, hvordan varer bliver produceret i udlandet. Eller har de?

Hvad nu hvis man indfører en pris på forurening, således at alle varer, der sælges i Danmark – og allerhelst: i hele EU – bliver pålagt et tilstrækkeligt ekstra beløb baseret på den bagvedliggende udledning? Så ville klimabelastende varer blive dyrere end dem med et lavere klimaaftryk, og vi ville kunne gå i supermarkedet velvidende, at prisen på alle de varer, vi kan købe, vil afspejle dets klimabelastning. For at forhindre at dette skal ramme socialt skævt, tilbagefører vi pengene lige fordelt på alle borgere. På den måde vil de, som køber mange nu dyre klimatunge varer, betale mere, end de modtager, og de, som køber få klimatunge varer, vil have plus i regnskabet.

 

Hvad nu hvis man indfører en pris på forurening, således at alle varer, der sælges i Danmark – og allerhelst: i hele EU – bliver pålagt et tilstrækkeligt ekstra beløb baseret på den bagvedliggende udledning?
_______

 

Med en tilstrækkelig høj pris på forurening vil det være så fordelagtigt at producere med minimal forurening, at hvis de nuværende producenter ikke omlægger produktionen, så vil nye producenter have lettere ved at overtage markedet med mindre forurenende og dermed billigere produkter. På den måde vil markedet sørge for, at prisen på klimavenlige produkter forbliver lav. Samtidig med dette vil de økonomisk svage, når de overgår til at købe klimavenlige varer, modtage flere penge gennem dividenden, end de betaler ekstra gennem forureningsprisen.

På den måde vil vi have et økonomisk bæredygtigt værktøj, som aktivt hjælper med at reducere vores klimaaftryk i stor stil. Det ville derudover medvirke til, at udenlandske producenter ville være nødt til at få vindmøllestrøm til at levere energi til deres fabrikker, for ellers ville deres varer være for dyre til det danske – eller europæiske – marked, og vi ville kunne producere dem billigere selv herhjemme.

Et sådant værktøj, som i Danmark kaldes klimabidrag og -bonus (på engelsk: Carbon Fee and Dividend), er en helt basal nødvendighed, hvis vi ønsker en hurtig grøn omstilling, for det vil hjælpe både os og dem, vi køber varer af, med at reducere vores klimaaftryk ved at gøre det profitabelt at vælge grønnere løsninger.

Befolkningen har henover det sidste år vist, at det er tid til forandring. Det er tid til, at politikerne genopliver fortællingen om det lille land mod nord, som går forrest, når det handler om velfærd, bæredygtighed og en socialt retfærdig fremtid. Det starter med, at vores politikere udstikker en kurs for, hvordan vi kan håndtere ikke blot vores direkte udledninger, men hele vores klimaaftryk. Vi har lige nu et af de største klimaaftryk på planeten, og netop derfor er det vores ansvar at udvikle den samfundsmodel, der bringer os på kurs imod en sikker og stabil fremtid.

Vi kan ikke længere lukke øjnene og kun måle på de tal, som giver et flot resultat. Ikke når det er vores fælles fremtid, der er på spil. ■

 

Vi kan ikke længere lukke øjnene og kun måle på de tal, som giver et flot resultat. Ikke når det er vores fælles fremtid, der er på spil
_______

 



Frederik Roland Sandby (f. 1994) er samfundsdebattør med fokus på klimakrisen og den grønne omstilling. Han studerer ved Kandidatuddannelsen i Klimaforandringer ved Københavns Universitet. Har henover det sidste år udmærket sig i klimadebatten gennem sit arbejde med Den Grønne Studenterbevægelse, Folkets Klimamarch København og 350 Klimabevægelsen i Danmark. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet ses her ved præsentation af klimaudspil i Silkeborg, 29. maj 2019 (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)