Henrik Dahl: Den offentlige sektor er ved at holde op med at fungere

Henrik Dahl: Den offentlige sektor er ved at holde op med at fungere

04.12.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Mange steder i den offentlige sektor har institutionerne store vanskeligheder med at opfylde deres kerneopgave. At det er gået så galt på så mange områder, skyldes først og fremmest politisk indblanding. Svaret er: liberalisering.

Af Henrik Dahl

I sommeren 2019 kom det frem, at læringsudbyttet af faget matematik B i gymnasiet aldrig har været lavere, end det er i dag. Hvor det i midten af nullerne krævede 40 pct. rigtige svar at bestå, skulle man for 4-5 år siden kun have 33 pct. rigtige. Og nu har Undervisningsministeriet sat dumpegrænsen helt ned til 20,5 pct. Gjorde man ikke det – lyder argumentet – ville der på hver årgang dumpe så mange, at det var uforsvarligt.

På dele af universitetet ser man en tilsvarende sænkning af kravene. På den ene side hævder studerende, at det er uhyre let at bestå. På den anden side udløser fagene ifølge samme artikel ofte topkarakterer som 10 og 12. Det er et paradoks, at der åbenlyst stilles lavere og lavere krav til ”præstation”, samtidig med at de studerendes organisationer og venstrefløjen på Christiansborg uafladeligt taler om en “præstationskultur”.

Ligesom det er svært ikke at overveje, hvor høj dumpeprocenten i gymnasiet ville blive, hvis man fastholdt de krav, der gjaldt for femten år siden, er man også i forhold til universiteterne nødt til at spørge sig selv: Gad vide, hvor mange der ville dumpe i dag, hvis man stadig havde de pensumkrav, der gjaldt for femten-tyve år siden? Og dertil havde fastholdt, at studerende inden for humaniora og samfundsfag måtte acceptere pensum på tysk eller i rimeligt omfang fransk?

Der kan bringes mange argumenter for det eksisterende system i spil. Heraf uden tvivl også nogle, der er gyldige. Alligevel er jeg ikke i tvivl om konklusionen: Såvel gymnasier som universiteter befinder sig i en form for krise, hvor de i stigende grad får vanskeligheder ved at føre studerende frem til det niveau, de rutinemæssigt var i stand til at føre dem frem til for tyve år siden.

Men undervisningssystemets situation er ikke unik. For der er meget, der tyder på, at en række offentlige organisationer generelt har vanskeligheder ved at levere den centrale ydelse, de er sat i verden for at levere: Skattevæsenet har mere end vanskeligt ved at inddrive skat. DSB og Banestyrelsen har i manges oplevelse svært ved at levere transport – både når det gælder regularitet, hastighed og komfort. Postvæsenet – nu: PostNord – er voldsomt udfordret med hensyn til at udbringe post og pakker. Socialforsorgen har svært ved at gøre mennesker selvberoende, og arbejdsanvisningen har svært ved at anvise arbejde.

På Politiforbundets hjemmeside giver formanden udtryk for, at Rasmus Paludan er gået for vidt i forhold til ytringsfriheden. Kombinerer man denne åbenlyse erkendelse af at være presset med de hyppige klager fra borgerne over manglende efterforskning, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om politiet også nærmer sig en form for systemkrise. Ligesom Forsvaret, i øvrigt, der med kun syv fartøjer til at afpatruljere hele Grønlands kyst (og meget beskeden base-infrastruktur på øen) i realiteten må siges at have givet fortabt dér.

Hvad angår forsorgen for børn og ældre, er der også grund til en vis bekymring. Det er voldsomt svært at rekruttere og fastholde medarbejdere på begge områder. Og dem, det lykkes at rekruttere, tilbringer i sammenligning med for ti-femten år siden så meget tid ved deres skærme, at det samtidig er rimeligt at spørge: Er det for meget? Er der simpelthen gået så meget bureaukrati og registrering i disse to sektorer, at det er begyndt at gå ud over kerneydelsen?

Undtagelsen fra dette billede synes at være sundhedsvæsenet. Ganske vist formår det ikke at gøre folk sunde – men det er der ikke nogen sundhedsvæsener nogen steder i verden, der formår. Til gengæld er det ganske effektivt, når det gælder om at helbrede og lindre sygdom inden for acceptable frister og i en acceptabel standard.

 

For der er meget, der tyder på, at en række offentlige organisationer generelt har vanskeligheder ved at levere den centrale ydelse, de er sat i verden for at levere
_______

 

Hvad er årsagerne?
På overfladen er grundene til, at der er så store vanskeligheder ved at levere kerneydelser meget forskelligartede:

Skattevæsenet er gennem årtier blevet omstruktureret og rationaliseret ud fra overoptimistiske analyser, planer og strategier. Evidens har der aldrig været tradition for at anvende inden for socialforsorgen. Det betyder, at der aldrig bliver ryddet op i tilbuddene, så de virkningsfulde fortsætter, og de virkningsløse bliver indstillet. Arbejdsanvisning bliver ikke styret og belønnet efter omfanget af anvist arbejde, men efter en række proceskriterier, der ikke står i forbindelse med, om de arbejdsløse kommer i arbejde. Både når det gælder omsorgen for de ældre, som når det gælder omsorgen for børnene, opsuges rundhåndede normeringer af stigende dokumentationskrav: Flere varme hænder modsvares kort sagt altid af flere kolde timer ved computeren.

Vi undervurderer omfanget af alvorlig kriminalitet, så politiet bestandigt må hæve bagatelgrænsen. Og vi har indrettet forsvaret ud fra idéen, at den danske stats territorium ikke er truet, uden for alvor at tage stilling til om denne antagelse holder i dag.

De permanente, økonomiske forpligtelser over for tjenestemænd inden for postetaten er så store, at det aldrig vil komme på tale at lukke PostNord ned – uanset omfanget af underpræstationen. Sagen i en nøddeskal er nemlig, at selv et fuldkommen lukket og slukket PostNord ville koste adskillige milliarder om året i pension over en årrække. Og så er der DSB. Alt, hvad der har med jernbanedrift at gøre, synes at være forhekset på den måde, at det år for år bare bliver tungere (selv at holde toiletterne åbne på strækningen mellem Odense og Esbjerg er fx i vore dage vokset til en betydelig udfordring).

At det er gået så galt på så mange områder, skyldes først og fremmest politisk indblanding. Tag undervisningssektoren. Her har det politiske ønske i årtier været at indrullere personer med stadigt dårligere forudsætninger til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. I den tro, at det ville skabe et mere dynamisk samfund med større social mobilitet. Det har bare ikke haft den ønskede virkning, eftersom også de herskende klasser uddanner sig og dermed bevarer forspringet i samfundskappestriden. Til gengæld har både – i egen selvforståelse – anti-autoritære professionsideologier (såsom reformpædagogikken og dens forskellige videreudviklinger) og politiske ønsker om at udvande faglighed og meritokrati ført til en kritisk svækkelse af disciplin, ånd og tone på mange uddannelsesinstitutioner (det er dette, der er kernen i kontroversen om ”hvide” versus ”brune” gymnasier). Sågar spørgsmålet om, hvorvidt man skal møde til tiden i gymnasiet, er i vore dage kontroversielt.

Det bedste bevis for, at politisk indblanding udgør et hovedproblem, finder man på skoleområdet. Her eksisterer en lang række af velfungerende, private tilbud i form af friskoler. Disse er netop kendetegnet ved, at der er skruet ned for den direkte, politiske indflydelse. Det underlige miskmask af ideologier – og de smukke men verdensfjerne hensigter, der tilsammen går under navnet ’folkeskolereformen’ – kan man for eksempel slippe for på en friskole. Til fordel for velgennemprøvede faglige og pædagogiske principper, der både sikrer et fagligt udbytte til eleven og en skolehverdag præget af værdighed og gensidig respekt.

 

Går man til roden af de problemer, jeg har nævnt, finder man hver gang variationer over det samme tema: politikernes indblanding
_______

 

Problemet er ikke mindst: Politikere og konsulenter
Går man til roden af de problemer, jeg har nævnt, finder man hver gang variationer over det samme tema: politikernes indblanding. Politisk bestemte ”rationaliseringer” af skattevæsenet. Politisk bestemt udbygning og drift af banenettet og det statslige transportselskab, eksempelvis kaotisk og ulogisk elektrificering og katastrofalt materielindkøb. Politisk bestemt drift og prioritering af politiet, der fx kommer til udtryk i opstilling af beredne enheder og lokalisering af en ny politiskole. Og sådan kan man blive ved – sektor for sektor. Hvis der ”går politik” i noget, kan man være helt sikker på, at det snart vil være både dårligere og dyrere, end før det politiske system satte ind med detaljeret styring.

Ud over de problemer, direkte politisk indblanding påfører offentlige organisationer, skal man være opmærksom på et sæt af vanskeligheder, der mere bredt skyldes den politiske organisation.

Generelt er det sådan, at offentlige organisationer ikke er afhængige af, at der skabes profit. Det mest nærliggende er naturligvis at betragte profit som et økonomisk fænomen. Men i virkeligheden er det også et kommunikativt. At profitten er høj, er nemlig et signal om, at organisationen bliver oplevet som relevant af sin omverden. Uden profit som kommunikativt signal mister offentlige organisationer over tid fornemmelsen for, hvad der skaber deres relevans – og om de overhovedet føles relevante i omverdenen.

Denne afkobling mellem relevans og økonomi skaber plads for interesser, der først og fremmest er optaget af selve det økonomiske udbytte ved at arbejde i en given organisation. Uanset om deres indsats på nogen måde bidrager til, at organisationen føles relevant. På den måde gør alverdens konsulenttyper deres indtog i offentlige organisationer. Her tjener de gode penge på at implementere ligestilling i de øvre ledelseslag; verdensmål; CSR; det pågældende års buzzword fra CBS og så videre og så videre.

Men det rager jo en våd og frysende passager på Bramming station en papand, om DSB har en bataljon af konsulenter ansat til at implementere verdensmålene (eller hvad det måtte være), så længe toget er 10-15 minutter forsinket, og dagens vigtige møde nu bliver forpasset.

Det er svært for en ansvarlig ledelse at uddrive uproduktive stratenrøvere med lange uddannelser af deres organisation, hvis der ikke er en klar og tydelig bundlinje at henvise til – eftersom deres fagforbund altid vil stå klar med både velformulerede og vedholdende begrundelser for, at lige netop deres gren af pseudoarbejdet faktisk er utrolig værdifuld. Økonomer kalder dette problem for ’rent seeking’: Det vil sige aktiviteter, hvor man sikrer sig et ”cut” af virksomhedens omsætning – uden at man på nogen måde bidrager til profitten.

 

At tilføre flere penge til organisationer, der fejler, løser ingen problemer. Skønt det altid er venstrefløjens foretrukne løsningsmodel
_______

 

Send ikke flere penge
At tilføre flere penge til organisationer, der fejler, løser ingen problemer. Skønt det altid er venstrefløjens foretrukne løsningsmodel. Det er der to generelle forklaringer på.

Den første er: Hvis en organisation er dysfunktionel, bliver den ikke lige pludselig funktionel af, at dens budget udvides. Opsuges halvdelen af medarbejdernes tid for eksempel af overflødigt bureaukrati, vil dette også gælde for de nye medarbejdere, der ansættes, efter at budgetrammen bliver gjort større. At komme det overflødige bureaukrati til livs har ikke i sig selv noget at gøre med størrelsen på budgettet. Snarere tværtimod. Er budgettet rundhåndet, fristes man som leder til at gå uden om vanskelige konflikter med de parter, der skaber det overflødige bureaukrati. Er det stramt, er nødvendigheden af at tage konflikten og dermed få afskaffet det overflødige bureaukrati derfor så meget desto større.

Den anden grund er faldende marginalnytte – altså at den første krone gør en stor forskel, den sidste kun en lille forskel. Har et plejehjem i dagtimerne én fultidsmedarbejder pr. ti beboere, er der god grund til at antage, at der vil ske væsentlige forbedringer af servicen, hvis normeringen ændres til én fuldtidsmedarbejder pr. fem beboere. Er normeringen én fuldtidsmedarbejder pr. tre beboere (hvad der er tæt på det aktuelle gennemsnit), er sandsynligheden for mærkbare forbedringer ved at forbedre den yderligere, væsentligt mindre.

Af begge de grunde, er venstrefløjens patentløsning – flere penge – som oftest ganske hovedløs og vil ikke medføre væsentlige serviceforbedringer. Den tjener først og fremmest personaleorganisationernes interesser. Hvad der formentlig ikke på nogen måde er tilfældigt. Allerede i begyndelsen af 1970’erne påviste Jørgen S. Dich, at udbygningen af socialforsorg, sundheds- og undervisningsvæsen først og fremmest var drevet af de faglige organisationers behov for at udvide beskæftigelsen for medlemmerne. Til dato er der ingen, der med eftertryk har kunnet falsificere denne påstand.

Vi ved, hvad der virker: liberalisering
I den bedste af alle verdener, ville den generelle løsning derfor være liberalisering. Så længe der findes frie skoler, er der grænser for den skade, dårligt fungerende, offentlige monopoler kan udrette. At liberalisere for eksempel daginstitutioner, ældrepleje, uddannelse, udbringning af forsendelser og kollektiv transport har vist sig at være overkommelige opgaver. Det giver de offentlige monopoler et modspil, som borgerne typisk er glade for.

Liberaliseringer er selvfølgelig noget, der skal tilrettelægges med omtanke. Ellers kan konkurser anbringe borgere, der ifølge sagens natur ikke har de allerstørste ressourcer, i en vanskelig situation. Men frie daginstitutioner fungerer så godt med hensyn til både omkostninger og tilfredshed blandt forældre og medarbejdere, at de er gode at tage ved lære af. Liberaliseringen af udbringelse af forsendelser har i det store og hele ikke haft nogen ”downside” (bortset fra PostNord). Og det samme kan man sige om liberaliseringen af fjerntransport.

At liberalisere sundhedssektoren findes der også velfungerende modeller for. Så her ser vi tydeligere, hvad det egentlig er, der forhindrer en generel liberalisering: en relativt hårdnakket, ideologisk modstand blandt et flertal af Folketingets partier.

I dette flertal benægter man typisk, at kombinationen af monopoler, politisk indblanding og de generelle svagheder ved politiske organisationer, der er nævnt ovenfor, udgør et alvorligt problem. I stedet hæfter man sig ved, at der i private organisationer skal være en profit til ejerne og tager dette til indtægt for, at så vil de aldrig kunne levere høj service til en konkurrencedygtig pris.

Det er naturligvis ikke tilfældet, hvad der kan belægges med talrige eksempler. Liberalisering af den kollektive trafik i form af langtursbusser har entydigt været en succes, som publikum har taget godt imod. Væksten i e-handel har i meget høj grad været til fordel for private distributører. Uden tvivl fordi de er mere smidige og kundeorienterede at samarbejde med set fra e-handelsvirksomhedernes side.

 

Ser man fuldkommen realpolitisk på den systemkrise, der truer store dele af den offentlige sektor, er der på kort sigt ikke udsigt til en løsning. Dertil er selvdisciplinen blandt politikerne for lille – de VIL ikke afstå fra at blande sig på destruktiv facon
_______

 

Liberaliseringernes udfordringer
Der er tre væsentlige vanskeligheder ved at gennemføre en omfattende liberalisering af de sektorer, der truer med at bryde sammen.

Den første har vi allerede været inde på: En omfattende, ideologisk blokering i Folketinget imod overhovedet at undersøge de muligheder, der ligger i liberalisering. Her er det værd at bemærke, at tilbage i Schlüters regeringstid var privatisering og konkurrenceudsættelse en fast bestanddel af V og K’s politik. I takt med, at V er blevet mere midtsøgende efter år 2000, har man ikke formelt opgivet ambitionerne. Men mange borgerlige føler nok, at man ikke har presset så hårdt på, som man gjorde i årtierne op mod århundredeskiftet.

Den anden er, at hvis man liberaliserede, skulle viljen til faktisk at lukke udkonkurrerede, offentlige organisationer også være til stede. Ellers ville sådanne organisationer, der i realiteten havde overlevet sig selv, fortsætte med at dræne de offentlige kasser.

Endelig er der spørgsmålet om organisationer som fx politi og forsvar, der ifølge sagens natur ikke i væsentligt omfang kan overlades til private. Her må løsningen være et stærkt fokus på at afvikle overflødige aktiviteter, der ikke skaber værdi. Samt at forhindre at presset fra særinteresserne i retning af sikre sig overenskomster, der på kritisk vis spænder ben for opgaveløsningen, bliver for voldsomt. Blandt forsvarspolitikere lyder en kendt vittighed: Hvis Anden Verdenskrig var blevet udkæmpet på danske overenskomster, afspadserede de krigsførende magter stadigvæk den dag i dag. Det er naturligvis en grov overdrivelse. Men det illustrerer – selv i sin forsimplede form – et nok så væsentligt problem.

Men ser man fuldkommen realpolitisk på den systemkrise, der truer store dele af den offentlige sektor, er der på kort sigt ikke udsigt til en løsning. Dertil er selvdisciplinen blandt politikerne for lille – de VIL ikke afstå fra at blande sig på destruktiv facon. Samtidig er den ideologiske modstand mod liberaliseringer for stor. I første omgang bliver det nok systemernes redning, for i 2019 har liberaliseringer – meget – lange udsigter. Dette vil entydigt være til medarbejdernes fordel, eftersom deres løn sjældent afhænger af, at systemerne virker.

Til gengæld vil problemerne blive stadigt mere mærkbare for borgerne. De må så gøre op med sig selv, om de vil acceptere politikernes dårlige undskyldninger, eller om de vil sætte et andet hold på banen, der vil gøre noget ved tingenes bedrøvelige tilstand. ■

 

Problemerne [vil] blive stadigt mere mærkbare for borgerne. De må så gøre op med sig selv, om de vil acceptere politikernes dårlige undskyldninger, eller om de vil sætte et andet hold på banen, der vil gøre noget ved tingenes bedrøvelige tilstand
_______

 



Henrik Dahl (f. 1960) har siden 2015 været MF for Liberal Alliance og bl.a. sit partis ordfører for afbureaukratisering. Uddannet sprogofficer (i russisk), cand.scient.soc. fra Københavns Universitet og M.A. in Communications fra University of Pennsylvania. Forfatter til en række bøger. ILLUSTRATION: Henrik Dahl [foto: Peter Hove Olesen/Polfoto]