Henrik Dahl: SDU bevæger sig væk fra alt det, universitetet er sat i verden for. Og det gør mig harm

Henrik Dahl: SDU bevæger sig væk fra alt det, universitetet er sat i verden for. Og det gør mig harm

24.06.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

SDU’s beslutning om at gøre FN’s verdensmål til omdrejningspunkt for universitetet fylder mig med harme. Fordi den smadrer de fornuftige grundtanker bag FN’s verdensmål. Fordi den smadrer de fornuftige tanker bag fri og lige uddannelse til alle. Og fordi den smadrer det værdigrundlag, den vestlige verden bygger på.

Kommentar af Henrik Dahl (LA)

17. JUNI VEDTOG bestyrelsen for Syddansk Universitet, at FN’s verdensmål skal være omdrejningspunktet for hele SDU’s virke som universitet. Det skriver universitetet selv i en pressemeddelelse søndag.

Hvad indebærer denne omstilling så nærmere? Den indebærer ifølge universitets egne oplysninger blandt andet, at der skal udvikles 17 nye masteruddannelser: nemlig en for hvert af målene. Desuden vil studiestarten for samtlige studerende blive gentænkt med verdensmålene som omdrejningspunkt.

Både bestyrelsesformand Niels Thorborg og rektor Henrik Dam er begejstrede. ”Vi har en unik position til at forme vores forskning og uddannelser, så verdensmålene er en naturlig del af de unges perspektiv, når de kommer ind på arbejdsmarkedet. Det handler ikke kun om vores egne dårlige vaner – det handler også om at vi byder ind med løsninger på de behov, som verden har”, siger rektor for eksempel.

Jeg kan ikke udtrykke min fordømmelse af dette projekt i tilstrækkeligt skarpe vendinger. Men jeg skal prøve.

FOR DET FØRSTE – og mest banalt: FN’s 17 verdensmål er alle gennemført i Danmark på et acceptabelt niveau. Og de fleste er – skønt FN ikke angiver klare standarder for målopfyldelse – opfyldt i en grad, så man fristes til at citere Anders Fogh Rasmussen: Der er ikke noget at komme efter. At leve i overensstemmelse med verdensmålene er så naturligt som at trække vejret for de fleste danskere. De indgår som helt naturlige dele af den måde, man gebærder sig på i Danmark. Og har gjort det i årtier.

Med andre ord: Man sparker simpelthen en åben dør ind, når man beslutter sig for at kæmpe for FN’s verdensmål. Det gør næsten alle i Danmark. Det har vi gjort i årtier. Derfor skylder SDU en ordentlig forklaring på, hvorfor man vil afsætte tid, penge og kræfter på helt marginalt at forbedre Danmarks præstationer på en række områder, hvor vi i forvejen er i top.

I årevis har jeg som forskningsordfører hørt universiteterne sige, at de ikke havde penge til noget som helst. Derfor undrer det mig kraftigt, at man midt i elendigheden kan finde midler til et projekt, der er så overflødigt. Der skal trods alt fx etableres 17 nye uddannelser, hvilket ikke er helt billigt. Jeg vil selvsagt være forholdsvis indifferent over for klager om pengemangel fra SDU i årene, der kommer, når man har råd til helt meningsløse aktiviteter som omstilling til FN’s 17 verdensmål.

 

Et ”politisk universitet” er et uhyrligt udtryk og en fuldkommen selvmodsigelse. Og det er altid i fare for at kompromittere sig selv som hjemsted for den frie og kritiske tanke og dermed bryde med sin fineste opgave
_______

 

FOR DET ANDET: FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet.

Et universitet skal beskæftige sig med universitære anliggender. Det vil sige: Det skal opbygge og styrke sig selv som en troværdig og stærk institution, der overordnet har ét samfundsmæssigt formål: At huse, værne om og fremme den frie og kritiske tanke. Hvordan kan den frie og kritiske tanke trives og leve, hvis et universitet er gennemsyret af politik?

Lad os for argumentets skyld sige, at en forsker ved SDU når frem til, at FN’s verdensmål i Danmark – skønt gode hensigter – har udviklet sig til et fupnummer, der først og fremmest beriger projektmagere? Og lad os for argumenters skyld sige, at forskerens forskning er uangribelig og førsteklasses.

Hvilken skæbne venter der så den gode forsker? Vil hun eller han blive kaldt til samtale hos rektor og få at vide, at det ikke er hensigtsmæssigt med den slags resultater? Når nu det politisk er bestemt, at man satser 100 procent på verdensmålene og deres gavnlighed.

Jeg kender de autoritære tilbøjeligheder på det moderne, danske universitet godt nok til at sige: Det er, hvad der vil ske for vor forsker i tankeeksperimentet. Hun eller han vil få en advarsel om at rette ind. Om ikke igen at fremture med den ubehagelige – men empiriske og fuldt ud dokumenterede – sandhed om FN’s verdensmål.

Et ”politisk universitet” er et uhyrligt udtryk og en fuldkommen selvmodsigelse. Og det er altid i fare for at kompromittere sig selv som hjemsted for den frie og kritiske tanke og dermed bryde med sin fineste opgave – hvilket fører mig videre til mit tredje argument.

 

Jeg vil gå så langt som til at sige, at når SDU omdanner sig selv til en politisk-pseudoreligiøs forkyndelsesfabrik, er det forræderi mod de idealer, der skabte det vestlige universitet
_______

 

FOR DET TREDJE: Hvordan i alverden kan SDU’s bestyrelse og ledelse med åbne øjne svigte universitetets kerneformål?

Det centrale formål med universiteterne – og det stod heldigvis i regeringsgrundlaget for VLAK-regeringen – er, at universiteterne er samfundsinstitutioner, der huser, beskytter og fremmer den frie og kritiske tanke.

Når det stod i regeringsgrundlaget, var det med velberåd hu. Det, der gør den vestlige verden til den vestlige verden – altså: Det, der gør os til dem, vi er – er i allerhøjeste grad universiteter, der værner om den frie og kritiske tanke. At magthaverne ikke kan blande sig i universiteternes indre liv, og at universiteterne har ret til på videnskabeligt grundlag at forkaste det, magthaverne tror på, er hårdt tilkæmpede rettigheder.

Det har bogstaveligt kostet mange gode mennesker livet at nå så langt. Det har gjort den vestlige samfundsmodel til en samfundsmodel, der er alle andre overlegen. Hvad enten det er i en moralsk dimension, eller det gælder teknik og videnskab.

Alle de ofre, der er bragt for at skabe det frie og ikke-politiske universitet, kaster SDU vrag på med sin poppede og ubesindige beslutning om at gøre sig selv politisk. Jeg vil gå så langt som til at sige, at når SDU omdanner sig selv til en politisk-pseudoreligiøs forkyndelsesfabrik, er det forræderi mod de idealer, der skabte det vestlige universitet.

FOR DET FJERDE ved man med sikkerhed, at satsningen på FN’s verdensmål vil føre til, at der ansættes flere mennesker, der ikke har noget med et universitets kerneaktiviteter at gøre.

Satsningen på FN’s verdensmål vil føre til ansættelse af akademisk uddannet, teknisk-administrativt personale (i daglig tale: TAP). Jeg plejer at kalde dem guld-TAP’ere på grund af størrelsen på deres løn. Det vil føre til udviklingen af et implementeringsbureaukrati, der vil vælte sig i PowerPoint-shows og langtrukne møder. Det vil skabe et monumentalt tidsspilde, hvor eneste lyspunkt er chancen for gevinst i bullshitbingo: 100 procent.

Derfor må jeg forbinde min fjerde anke med min første: Projektet er et massivt spild af penge. Hvis eneste gavnlige aspekt, så vidt jeg kan se, er, at næste gang, SDU jamrer over pengemangel, kan jeg med god samvittighed sige ”rend og hop”.

 

Nogle gange siges det, at uddannelse til arbejdsløshed er et problem. Det er det også. Men uddannelse til arbejde er et endnu større problem
_______

 

FOR DET FEMTE: Nogle gange siges det, at uddannelse til arbejdsløshed er et problem. Det er det også. Men uddannelse til arbejde er et endnu større problem.

At skabe 17 overflødige masteruddannelser har en udbudseffekt. Hvis man uddanner
to-tre tusinde kandidater i mere eller mindre fluffy og diffuse ”fag” (sat i anførselstegn, fordi et verdensmål i sig selv aldrig kan blive et ægte fag med selvstændig teori, metode, traditioner og indre sammenhæng), siger både teori og erfaring om arbejdsudbud, at de beklageligvis finder et arbejde. Og mange desværre: i den offentlige sektor.

Om ti år vil vi således kunne regne med, at SDU’s bullshitkandidater har møvet sig ind alle mulige steder. Og er der først én, der får fodfæste, ved man godt, hvordan det går: Få år senere er der en halv snes. Bullshitkandidater er en invasiv art. Det siger al erfaring. De hjælper hinanden ind i fornuftige organisationer. Gennemtvinger deres dagsordener. Skaber arbejde til deres uddannelsesfæller. Og inden man har set sig om, er en tidligere så velfungerende organisation fyldt med pseudoarbejde af værste skuffe.

Det fører mig frem til konklusionen: I sin perverterede form (som på SDU), er FN’s verdensmål simpelthen det, økonomer kalder ”rent seeking”. Det vil sige, at man beriger sig uretmæssigt ved at nasse på fornuftige aktiviteter eller fornuftige formål. Den rent seeking, vi nu er vidne til på SDU, er intet andet end en metode for en herskende klasse af projektmagere, bullshittere og PowerPoint-jonglører til at berige sig selv. Og det bliver på bekostning af universiteternes kerneformål og på bekostning af almindelige, hårdtarbejdende mennesker. De må nu stå endnu tidligere op og betale endnu mere i skat.

Derfor har SDU truffet en beslutning, der fylder mig med harme. Fordi den smadrer de fornuftige grundtanker bag FN’s verdensmål. Fordi den smadrer de fornuftige tanker bag fri og lige uddannelse til alle. Og sidst, men ikke mindst: Fordi den smadrer det værdigrundlag, den vestlige verden bygger på.

Jeg kan simpelthen ikke udtrykke mit mishag tilstrækkeligt voldsomt. Men det er stort. Det kan jeg garantere. ■

 

Jeg kan simpelthen ikke udtrykke mit mishag tilstrækkeligt voldsomt. Men det er stort. Det kan jeg garantere
_______

 



Henrik Dahl (f. 1960) er MF for Liberal Alliance. ILLUSTRATION: Henrik Dahl [foto: Peter Hove Olesen/Polfoto/Scanpix]