Jan Hoby: Venstrefløjen skal turde være rigtige socialister – og bære beskyldningerne om populisme – hvis magten skal vindes

Jan Hoby: Venstrefløjen skal turde være rigtige socialister – og bære beskyldningerne om populisme – hvis magten skal vindes

15.01.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Pernille Skipper, Pelle Dragsted og resten af holdet skal skifte den lille ”vi-er-den-pæne-magtkritik”-megafon ud med den store venstrepopulistiske ”vi-hader-overklassen”-megafon. Der skal pustes så kraftigt til utilfredshedens flamme, at porten til arbejderklassens vredesbank åbnes på vid gab.

Kronik af Jan Hoby

DER ER VALG i år, hele to gange. Til Folketinget og til Europa-Parlamentet. Men valgåret 2019 varsler nye tider.

Der er ikke længere noget stort dansk arbejderparti, der har ambitioner om at bekæmpe ulighed og om at skabe et samfund for de mange og ikke de få. Socialdemokratiet er de facto ophørt med at være et reformistisk parti [læs mere her, red.] og har opgivet at skabe forbedringer for de mange. Partiet har overgivet sig til nyliberalismen. Og hvad vigtigere er: Det er gået op for hovedparten af befolkningen, at det er tilfældet. Herunder den arbejderklasse, som er partiets historiske vælgermasse. Lønmodtagerne har kunnet iagttage og mærke på egen krop, hvordan den seneste socialdemokratiske regering sænkede skatterne for de rigeste, forærede den fælles ejendom til multinationale selskaber og rige oliesheiker og brutaliserede arbejdslivet for hundrede tusinder af offentligt ansatte.

Det har været alt for nemt for højrepopulismen at sælge sine budskaber til den sønderjyske håndværker, der har kunnet se arbejdspladserne forsvinde, i takt med at varevogne med underbetalte østeuropæere rullede ind over grænsen. Det har været lige så nemt at sælge modviljen mod udlændinge til kassedamen og SOSU-assistenten, som har oplevet konstante forringelser af deres arbejdsvilkår, og som på egen krop mærker, hvordan det er, når krybben er tom, og hestene bides.

 

Bernie Sanders taler om håb. Om muligheden for forandring. Det kan minde om Obama, men Sanders adresserede også stopkapitalen og gav spekulanterne det direkte ansvar for finanskrisen
_______

 

I USA SÅ VI under præsidentvalgkampen unge flokkes om Bernie Sanders. Han vandt ikke. Men det er i høj grad hans fortjeneste, at der skete en historisk stigning i antallet af unge ved stemmeurnerne, da amerikanerne gik til midtvejsvalg i november, og at man i USA direkte taler om ”Vote Generation”. Bernie Sanders taler om håb. Om muligheden for forandring. Det kan minde om Obama, men Sanders adresserede også stopkapitalen og gav spekulanterne det direkte ansvar for finanskrisen, som sendte millioner af amerikanere i armod, mens de rige hyttede deres eget skin. I England gør Jeremy Corbyn ham kunsten efter. Han taler om kapitalister, om ulighed, og han taler om, at der er mulighed for at skabe et bedre samfund. De to politikere har været i stand til at skabe aktivisme, fordi de ikke er ikke bange for at kalde tingene ved deres rette navn. De er ikke bange for at blive kaldt populister. De er heller ikke bange for at bekende sig som socialister.

Og måske er det netop akilleshælen for den danske venstrefløj. Populisme er blevet et fyord, som man har reserveret til højrefløjen, der til gengæld ikke har nogle fine fornemmelser. Problemet er, at det virker. De europæiske befolkninger har brug for det samme håb, som Sanders og Corbyn skaber for deres respektive vælgergrupper. Der har ikke været stærke venstreorienterede bevægelser, der turde stille sig op på ølkassen og bruge stærke, slagkraftige budskaber. Derimod har højrepopulismen kapitaliseret på nyliberalismens destruktion af tryghed, velfærd og tro på fremtiden for de mange. Vi har i lande som blandt andet Ungarn, Polen og Italien set, hvordan højrepopulistiske bevægelser har kanaliseret befolkningernes afmagt og utilfredshed over i en perverteret politisk retning. Disse bevægelser har bemægtiget sig nøglerne til regeringskontorerne i følgeskab med nyfascister og nationalkonservative med hang til nation, Gud og familie og had til humanister, homoseksuelle og anderledestænkende. I Danmark er Dansk Folkeparti eksemplet på en højrepopulistisk succes, som har forandret den politiske dagsorden, diskurs og retorik. Nye Borgerlige er en ekstremistisk version af højrepopulismen, som skyder op som paddehatte til højre for højrepopulismen, som det også ses i Ungarn med partiet Jobbik og AfD i Tyskland.

 

Hvis venstrefløjen ikke er i stand til at udvikle et troværdigt alternativ til nyliberalismen, som har undergravet velfærdsstaten og trygheden, så kommer den yderste højrefløj med et svar
_______

 

DET ER VENSTREFLØJENS svagheder, der har styrker den yderste højrefløj. Hvis venstrefløjen ikke er i stand til at udvikle et troværdigt alternativ til nyliberalismen, som har undergravet velfærdsstaten og trygheden, så kommer den yderste højrefløj med et svar. Højrepopulismens succes er et resultat af, at Socialdemokratiet har omfavnet nyliberalismen og givet op overfor arbejderklassen. Og det har haft store konsekvenser – løbske klasseforskelle, stigende ulighed og erodering af velfærdsstaten.

Var man uopmærksom et øjeblik, blev 2016 en brat opvågning med Brexit og Trump. Noget, som Åsa Linderborg og Göran Greider i bogen ”Det populistiske manifest” meget rammende kalder ”Højrepopulismens 1968”.

Det danske Socialdemokrati har forpasset chancen for at forny sig selv, som det er sket i engelske Labour under Corbyn. For fortiden fanger og er alt for tæt på. Socialdemokratiets ledelse kan ikke bare lave en kovending og sige: ”Hør her, alt det, vi lavede, sidst vi havde regeringsmagten, var en total fejltagelse, og vi omgør alt, hvad der skete, da Thorning, Corydon, Frederiksen og Sass sad på magten.”

Der findes ingen reel venstrefløj i det danske Socialdemokrati, og der vil ikke dukke en Corbyn eller Sanders op. En af de vigtigste årsager er, at Socialdemokratiet har været et regeringsbærende parti i 13 ud af de seneste 25 år. De, der kunne have udgjort en venstrefløj i partiet, er i dag medlemmer af partier som SF og Enhedslisten. Partiet har derfor ingen aktivistisk base, der har erfaringer med klassekamp eller sociale bevægelser som dem, Bernie Sanders promoverer. De socialdemokratiske ledere ved kun noget om at arbejde pragmatisk indenfor de etablerede institutioner, der for længst har vendt sig mod Socialdemokratiets tidligere vælger- og medlemsbase, nemlig arbejderklassen.

Socialdemokratiet har ingen visioner for forandring og kan derfor kan ikke andet end at forvalte magt på magtens nyliberale præmisser. Der er ingen grund til at hovere over dette. Erosionen af Socialdemokratiet her til lands og mange andre steder i Europa er en tragedie. For det er først og fremmest højrepopulistiske bevægelser og partier, der har udfyldt vakuummet og imødekommet befolkningernes råb på forandring, og ikke venstrefløjen.

 

Erosionen af Socialdemokratiet her til lands og mange andre steder i Europa er en tragedie. For det er først og fremmest højrepopulistiske bevægelser og partier, der har udfyldt vakuummet og imødekommet befolkningernes råb på forandring
_______

 

Enhedslisten som forgangsparti
Enhedslisten er på mange måder det eneste parti, der har en historisk mulighed for at blive det danske svar på Sanders og Corbyns venstrepopulistiske og venstrereformistiske bevægelse og projekt. Enhedslisten er nemlig ikke længere et sammenrend af ideologer med den doktorgrad i marxisme, der skal til for at forstå Enhedslistens gamle principprogrammer. Det helt store flertal af medlemmerne og vælgerne er der først og fremmest, fordi de er indignerede over, hvordan samfundet og verden udvikler sig – og de vil være med til at forandre den verden.

Men skal Enhedslisten blive et masseparti for de mange i både arbejderklassen og middelklassen, skal der skrues gevaldigt op for retorikken. Enhedslisten skal ikke bare tale til og med de allerede frelste i de københavnske brokvarterer. Enhedslisten skal sætte sig ud over, at store dele af arbejderklassen er skeptiske over for indvandring og griner af identitetspolitiske begreber som kulturel appropriation og queerpolitik, men til gengæld gerne vil spise kød og rejse på charterferie. Al erfaring viser, at venstrefløjen taber på de værdipolitiske spørgsmål. Fokus skal være på klasse, køn og økonomisk omfordeling, hvilket Corbyn og Sanders har formået at balancere smukt. Så Enhedslisten skal turde komme selvsamme arbejderklasse i møde og bidrage med de politiske bud på, hvorfor de fattige bliver fattigere, mens de rige scorer kassen. Enhedslisten skal tale i et sprog, der skaber håb, drømme, udvider horisonter og taler i det store flertals navn imod den økonomiske elites destruktion af liv, fremtidsmuligheder og klima. Enhedslisten skal turde stille sig op på ølkassen og tale til de sønderjyske håndværkere og fortælle, at truslen først og fremmest kommer fra de kapitalister, der ansætter medarbejdere til dumpinglønninger, og fra de multinationale konglomerater, der suger værdierne til sig. Enhedslisten skal turde love, at de fattige får mange flere penge, og at rige skal betale, hvis partiet får magt. Lønarbejdere i dette land skal alle have udsigt til markant tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet med Enhedslisten ved magten. Og det skal regne med guld og grønne skove til den offentlige velfærd.

Enhedslisten skal først og fremmest turde bære den bølge af beskyldninger for venstrepopulisme, som partiet vil blive mødt med, hvis man vælger at bruge den samme kommunikation, som højrefløjen længe har levet højt på. Det er ikke gjort med 100 dage med Enhedslisten. Pernille Skipper, Pelle Dragsted og resten af partiets medlemmer skal skifte den lille ”vi-er-den-pæne-magtkritik”-megafon ud med den store venstrepopulistiske ”vi-hader-overklassen”-megafon. Der skal pustes så kraftigt til utilfredshedens flamme, at porten til arbejderklassens vredesbank åbnes på vid gab. Nok skal være nok, for verden forandres ikke via forespørgselsdebatter, høringer og kritiske spørgsmål til ministre.

Det var engang fagbevægelsen, der formulerede håb og forandring for de mange og de kommende generationer. Og det var igennem fællesskabets styrke og kollektive handling, at vi fik det. I dag tør fagbevægelsen ikke formulere progressive håb eller krav om forandring: hverken kortere arbejdstid, lavere pension eller markant økonomisk omfordeling fra de få til mange. En stærk venstrefløj vil kunne presse fagbevægelsen tilbage i rollen som arbejderklassens aktivistiske ben. Og der er intet, de borgerlige partier og højrepopulismen frygter mere end en venstrefløj og fagbevægelse med selvtillid og handlekraft og ambitioner om, at en anden verden er mulig. Venstrefløjens venstrepopulistiske projekt skal lammetæve højrepopulismen og forvise den nyliberale verdensorden til historiens mødding. Men det kræver, at venstrefløjen og i særdeleshed Enhedslisten tør udpege den uregulerede kapitalisme som problemet – i et sprog, der ikke er til at tage fejl af. ■

 

Venstrefløjens venstrepopulistiske projekt skal lammetæve højrepopulismen og forvise den nyliberale verdensorden til historiens mødding
_______

 



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Pernille Skipper ved Folketingets åbning, 2. oktober 2018 [foto: Liselotte Sabroe/Scanpix]