23.05.2019

.

Socialdemokraternes økonomiske plan ligner til forveksling Venstres velfærdsudspil. Den indeholder hverken det løft i velfærden eller de klimainvesteringer, som vælgerne retorisk stilles i udsigt. S bliver nødt til at bryde med skattestoppet, hvis denne valgretorik skal indfries.

Kommentar af Jesper Jespersen, dr. scient. adm., professor emeritus

DA JEG BLEV PRÆSENTERET for Socialdemokratiets økonomiske plan frem mod 2025, troede jeg, det var en dårlig spøg. Jeg måtte bogstaveligt talt finde en lup frem for at se nogen forskel mellem S-planen og den velfærdsplan, som Venstre lagde frem for små to uger siden. Begge forslag ender med at lade kernevelfærden stige med 20 mia. kr. i 2025.

Det er en stigning, der i bedste fald kun lige modsvarer stigningen i det såkaldte demografiske træk, der er forårsaget af flere børn og ældre. De to velfærdsudspil vil altså i deres grundstruktur ikke indebære nogen forbedring af velfærden for den enkelte borger – blot hindre en forringelse, da de ekstra velfærdsmilliarder svarer til det øgede udgiftsbehov.

Er der så slet ingen forskel på de to planer? Hvis man nærlæser begge forslag, kan man se, at S-planen indeholder yderligere udgifter for små 10 mia. kr. Disse penge skal bruges til den meget omdiskuterede ret til nedsat pensionsalder for nedslidte på arbejdsmarkedet samt en drypvis genopretning af de værste konsekvenser af ’grønthøsterens hærgen’ igennem de seneste fire år.

 

For mig ligner det mere et parløb end en genuin politisk uenighed
_______

 

DET ER IKKE nogen overdrivelse at hævde, at der kun er tale om en diminutiv forskel mellem de to planer. Væksten i det offentlige forbrug frem mod 2025 er på henholdsvis 20 mia. kr. og knap 30 mia. kr. Vi taler således om et beløb på små 10 mia. kr., der skiller de to planer (som udgør mindre end 5 promille af BNP). For mig ligner det mere et parløb end en genuin politisk uenighed.

Lad mig forklare denne lidt nonchalante udtalelse. Den skal ses i lyset af den betydelige underliggende stigning, som forventes i bruttonationalproduktet (BNP) i dansk økonomi frem til 2025. Vismændene (De Økonomiske Råd, DØR) har tidligere fremlagt beregninger, der peger mod en forøgelse af BNP på ikke mindre end 200 mia. kr. Altså 6-7 gange mere end det, som Socialdemokratiet har afsat til stigning i offentlig velfærd og investeringer i sin 2025-plan.

Hvad bruges resten af BNP-stigningen så til? Her indtager det private forbrug en klar førerposition med en forøgelse på ikke mindre end 130 mia. kr. under forudsætning af et uændret skattetryk. Efterfulgt af en stigning i nettoeksporten på 35 mia. kr. Se tabellen.

Stigning i bruttonationalproduktet
ved uændret økonomisk politik, 2019-25

Note: Beregnet på baggrund af tabel A,
Dokumentationsmateriale, DØR-rapporten,
Efteråret 2018

Det var her, jeg ville have forventet, at en politisk uenighed mellem rød og blå blok havde manifesteret sig: Hvordan skal prioriteringen være i fremtiden mellem på den ene side en stigning i det kollektive velfærdsorienterede forbrug og investeringer og på den anden side det private individualiserede forbrug. Vismændenes tal viser, at der er råderum i dansk økonomi til en betydelig stigning i produktionen; men fordelingen heraf på henholdsvis offentligt forbrug, privat forbrug og eksport tager de naturligvis ikke stilling til. Det er en politisk afgørelse.

Hvis S-planen havde afspejlet valgretorikken, så burde den have været udformet anderledes. Man kunne have spillet ud med: Vi forslår, at (fx) halvdelen af den stigning i produktionen, som vismændene anser for at være mulig og realistisk, skal anvendes til at løse de mest presserende udfordringer inden for klima, miljø, sundhed, uddannelse og anden velfærd. Finansieringen heraf kan sikres gennem en (delvis) tilbagerulning af den skattereduktion, som skiftende regeringer har gennemført siden 2001, en fremrykning af pensionsbeskatningen og socialt afbalancerede grønne afgifter.

En sådan plan ville skabe større troværdighed omkring Socialdemokratiets mange valgløfter og skabe en synlig forskel og dermed et reelt valg mellem V og S.

 

Skattestoppet indebærer en reel bremse for, at en stigende andel af den fremtidige ressourceanvendelse kan disponeres kollektivt
_______

 

VISMÆNDENES BEREGNING er baseret på ’uændret politik’, det vil bl.a. sige en fortsættelse af skattestoppet, der ligger bag den store stigning i det private forbrug. Den præmis behøvede Socialdemokratiet ikke at lægge til grund for sin plan; for den gør råderummet i den økonomiske politik langt mindre, end det reelt er. Skattestoppet giver det private forbrug førsteprioritet ved fordelingen af stigningen i BNP, der efterlader det indtryk, at der tilsyneladende ikke er råd til et markant velfærdsløft og de ifølge Paris-aftalen nødvendige investeringer i grøn omstilling (som i øvrigt helt overvejende vil blive udført af private virksomheder).

Denne centrale politiske diskussion om, hvorledes stigningen i den samfundsøkonomiske produktion skal fordeles mellem privat forbrug og kollektive løsninger, er blevet kortsluttet på grund af den ofte uudtalte forudsætning, at skattetrykket ikke må stige. Skattestoppet indebærer en reel bremse for, at en stigende andel af den fremtidige ressourceanvendelse kan disponeres kollektivt. Ønskes en stigende andel af BNP derimod anvendt i den offentlige sektor, skal der naturligvis betales for det. I Danmark er det som hovedregel i form af et øget skattetryk, der bestemmer fordelingen mellem en stigning i henholdsvis det private og det kollektive forbrug og dermed muligheden for at løse de kollektive udfordringer. Heri ligger der et genuint politisk valg.

Når S-planen stort set er identisk med V-planen, skyldes det netop, at S går rundt om en skattestigning som katten om den varme grød: De vil gerne, men er bange for at brænde sig. Men budgetloven kræver, at der skal være balance på de offentlige budgetter. Det har derfor været nødvendigt for S at anvise offentlige indtægter for de ekstra 10 mia. kr., der er indeholdt i planen. Her er partiet dog noget upræcis: mindsket brug af konsulenter, mindsket fordel ved privat benyttelse af firmatelefon og justering af arveafgifter. Indtægter, der stort set ikke ændrer den disponible indkomst og dermed det private forbrug.

Hvis derimod en større re-allokering fra privat forbrug til øget kollektiv velfærd og investering skal gennemføres, vil det være nødvendigt med en større stigning i de offentlige indtægter.

 

Hvis en større re-allokering fra privat forbrug til øget kollektiv velfærd og investering skal gennemføres, vil det være nødvendigt med en større stigning i de offentlige indtægter
_______

 

HVIS SOCIALDEMOKRATIETS valgkampsretorik skal tages alvorligt, så er den politiske opgave ikke at omprioritere inden for den offentlige sektor; men derimod at omprioritere noget af stigningen i det private forbrug til de foreslåede kollektive løsninger på fremtidens udfordringer.

Klimakommissionen anbefalede allerede i 2010, at investeringer i vedvarende energi blev løftet i størrelsen 20 mia. kr. Finansieringen af dette kunne ske med socialt afbalancerede grønne afgifter og reduktion af den fremtidige import af olie, gas og kul. Altså at ressourceanvendelsen i samfundet ændres således, at stigningen i det private forbrug mindskes, hvorved importen af energi samtidigt reduceres. Som bekendt vil Danmark ikke i fremtiden være selvforsynende med fossil energi.

Det paradoksale er således, at Socialdemokratiet i sin valgkampsretorik taler i floromvundne vendinger om nødvendigheden af massive investeringer i bæredygtig udvikling, i uddannelse, i sundhed og i forskning. Men modet svigter dem, når de skal anvise den nødvendige finansiering. Derfor ligner deres plan til forveksling Venstres, der bygger på et fortsat skattestop.

Hvis S-planen derimod havde taget udgangspunkt i tabellen, se ovenfor, der viser de fremtidige produktionsmuligheder repræsenteret ved stigningen i BNP frem mod 2025, så ville den politiske udfordring ligge i at give forslag til, hvorledes den fremtidige produktion kan ændres i form af en mindre stigning i privat forbrug og en større offentlig ressourceanvendelse, end der er lagt op til i tabellen. Herved ville de af Socialdemokratiet foreslåede investeringer til fremtidssikring og det ønskede velfærdsløft kunne gennemføres, uden det skaber ubalance i dansk økonomi.

I det tilfælde ville det ikke have været nødvendigt at benytte en lup for at se forskel på de to planer. ■

 

Det paradoksale er, at S i sin valgkampsretorik taler i floromvundne vendinger om nødvendigheden af massive investeringer i bæredygtig udvikling. Men modet svigter dem, når de skal anvise den nødvendige finansiering
_______

 

Jesper Jespersen (f. 1948), cand.polit., Ph.d. (EUI) og dr. scient. adm. (RUC) er professor emeritus i samfundsøkonomi på Roskilde og Aalborg Universitet. Han blev research fellow ved Churchill College, University of Cambridge i 2010. ILLUSTRATION: Socialdemokratiet præsenterer sit udlændingeudspil i partiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 5. februar 2018 [foto· Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]