Nikolaj Bøgh svarer Sofie Carsten Nielsen: Vores uddannelsessystem skal ikke være en erhvervsfabrik. Det skal give de studerende dannelse

Nikolaj Bøgh svarer Sofie Carsten Nielsen: Vores uddannelsessystem skal ikke være en erhvervsfabrik. Det skal give de studerende dannelse

28.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

De Radikales drømme om endnu mere internationalisering og endnu mere digitalisering vil ikke give os et bedre uddannelsessystem, snarere tværtimod. Der er nærmere brug for refleksion over, om vi ikke allerede er gået for langt ud af netop de spor.

Kommentar af Nikolaj Bøgh

DANMARK HAR BRUG for en uddannelsespolitisk revolution, mener Sofie Carsten Nielsen fra Det Radikale Venstre. Men som med alle revolutioner vil der efter alt at dømme følge ødelæggelse, frustration og traditionstab i kølvandet på den radikale uddannelsesrevolution. Den vil tydeligvis føre de senere års enøjede fokus på uddannelse som ren og skær erhvervspolitik ud i det ekstreme.

Det var Venstres videnskabsminister Helge Sander, der i årene 2001-2010 mere end noget andet blev kendt for slagordet ”fra forskning til faktura”. Det signalerede, at hensigten med uddannelse og forskning frem for alt var, at det skulle udmønte sig i omsættelige varer. Det er der store dele af uddannelsessystemet, der meget vanskeligt kan leve op til, ikke mindst indenfor humaniora. Men når målestokken for uddannelserne bliver, om de leverer salgbare produkter, indfører det en særlig retning og et hierarki indenfor uddannelsespolitikken. Så bliver de økonomiske uddannelser på CBS det fine, mens klassisk filologi bliver en udstødt paria i vores uddannelsespolitiske tænkning. Helge Sanders forskningspolitik brød i fundamental grad med det dannelsesideal, der ellers har kendetegnet det europæiske universitet. Idealet har ikke været profitmaksimering, men søgen efter sandheden gennem fremme af den frie og kritiske tanke. Der er intet galt med skarpe, erhvervsrettede uddannelser, som dansk erhvervsliv har brug for, tværtimod. Men de må ikke fuldstændig skygge for, at uddannelsessystemet også skal kunne levere uendelig meget andet – ikke mindst de fag, der opretholder dansk kultur og sammenhængskraft.

At Helge Sander ikke har levet forgæves, vidner Sofie Carsten Nielsens indlæg om. Selvom meningen med De Radikales uddannelsespolitiske revolution hævdes at være at skabe social mobilitet og få mennesker til at realisere deres drømme, så går vejen til mobiliteten og drømmens realisering alene gennem arbejdsmarkedstilknytning og tilpasning til ”nye jobs og vækstmarkeder”. Det er Helge Sander på speed, og resultatet vil givetvis være et dansk uddannelsessystem, der er rykket op med rode og alene orienterer sig mod eksport og internationalisering. Nøgleordene i den radikale revolution er således globaliseringsstrategi, internationale talenter, engelsksproget undervisning, ligestilling og digitaliseringsstrategi. Der er ikke ét ord om dannelse og menneskelig udvikling. Det bliver muligvis et rigere, men givetvis også et mere rodløst og forvirret samfund, som de radikale uddannelsesambitioner efterlader sig, hvis det bliver til virkelighed.

 

Det bliver muligvis et rigere, men givetvis også et mere rodløst og forvirret samfund, som de radikale uddannelsesambitioner efterlader sig, hvis det bliver til virkelighed
_______

 

PÅ NOGLE OMRÅDER løber De Radikale åbne døre ind. Meget tyder på, at de danske uddannelser allerede er internationaliserede i en sådan grad, at det i dag kan være svært at udpege det særligt danske indhold. Alle lærebøger er på engelsk, og en stor del af undervisningen foregår efterhånden også på engelsk. På sigt er det et stort problem for det danske sprog, som lider et betydeligt domænetab. Når der bliver dele af samfundslivet, hvor sproget ikke længere anvendes, så holder det op med at udvikle sig inden for de områder og bliver dermed mere og mere irrelevant. Det er givetvis ikke noget der interesserer De Radikale synderligt, men hvis man har det danske sprog kært, så bør man insistere på, at det kan bruges i alle sammenhænge i det danske samfund, også på de videregående uddannelser. Danske studerende er ikke snæversynede hjemmefødninge. Det er helt almindeligt blandt dem at tage et semester eller to i udlandet, og de formulerer sig hjemmevant på engelsk. Så opgaven er snarere at insistere på, at uddannelsessystemet også fungerer på dansk og til danske forhold.

I forhold til begejstringen for digitalisering er der heller ikke meget nyt under solen. Digitalisering har gennem de senere år været et ufravigeligt mantra i det danske uddannelsessystem fra folkeskole til universiteter. Ud fra en grundlæggende tro på at det i sig selv forbereder børn og unge bedre til ”fremtiden”, har man insisteret på, at der skulle anvendes digitale læremidler alle de steder, hvor det gav mening – men desværre også en lang række steder, hvor det ikke gav mening. Efter alt at dømme har en stor del af den digitale udvikling i uddannelsessystemet været en blindgyde, som ikke har ført til bedre undervisning. Snarere tværtimod. Vi ved mest om udviklingen på folkeskoleområdet, hvor Danmark sammen med Australien hører til de lande i verden, der bruger IT mest. En række undersøgelser har dokumenteret, at elever, der bruger iPad, faktisk klarer sig dårligere i skolen end dem, der ikke gør. Det lader til, at de er meget distraherende og bortleder opmærksomheden fra undervisningens egentlige indhold.

På den måde er der noget lidt bedaget over den radikale uddannelsesrevolution. Mere erhvervs- og jobfokus? Mere internationalisering? Mere IT? Er det ikke tendenser, vi i grunden har dyrket temmelig længe? Kunne man ikke forestille sig, at det nye i højere grad var at vende tilbage til noget af alt det, vi har glemt i al vores fortravlethed med at komme til at sælge varer ude i den store verden? Det være sig: Fordybelsen, dannelsen og det fælles åndelige fundament, sådan som uddannelses- og forskningsminister Søren Pind meget fortjenstfuldt arbejdede med i forbindelse med sine tanker om at genindføre et filosofikum på universiteterne.

 

Kunne man ikke forestille sig, at det nye i højere grad var at vende tilbage til noget af alt det, vi har glemt i al vores fortravlethed med at komme til at sælge varer ude i den store verden?
_______

 

DET RADIKALE VENSTRE var tidligere et parti, der gik på to ben. Partiet har altid dyrket et billede af sig selv som det mest internationale og fremsynede danske parti. Men tidligere var det parret med en god portion traditionsbunden snusfornuft, som udsprang af partiets rødder som et helt unikt dansk parti, rundet af husmænd og skolelærere med en fast forankring i Danmarks muld.

Den del af partiets identitet er i dag en saga blot, og moderniteten og det internationale dyrkes i dag kompromis- og kritikløst. Retorikken er altid, at de andre partier hænger fast i fortiden, mens kun de radikale har set lyset og kan vise vejen ind i fremtidens forjættede land. Det ser man bl.a. meget tydeligt i partiets linje i udlændingepolitikken og i Europapolitikken.

Det er sjældent, man ser det tydeligere illustreret end i Sofie Carsten Nielsens syv bud på fremtidens uddannelsessystem. Det grundlæggende anslag er en postuleret modløshed hos vælgerne over politikere, der ”kaster Danmark tilbage i fortiden” fremfor at kigge fremad til fremtiden, som tydeligvis er det eneste, der er værd at beskæftige sig med. Det er i sandhed revolutionært, og Sofie Carsten Nielsen levner ingen plads til overvejelser om, hvordan man bygger videre på dansk uddannelsespolitisk tradition, værner om dansk sprog og kultur og de mange fag på humaniora, som har svært ved at klare sig i en tid, hvor de videregående uddannelser er blevet til erhvervsfabrikker, der på så kort tid som muligt skal uddanne kandidater til ”fremtidens arbejdsmarked”.

Det er et nyt, blankt uddannelsessystem – uden rødder, dannelse og sans for at bygge videre på en tradition – der efterspørges. Det er ikke, fordi der ikke er sympatiske tanker i den radikale revolution. Det gælder uddannelsesmuligheder i de mindre samfund, muligheden for at videreuddanne sig hele livet og andre temaer, der antyder en respekt for mennesket. Men fundamentet er svært at få hold på. Er dette land et hvilket som helst sted på kloden, hvor arbejdskraftressourcer tilfældigvis er forsamlede og står klar til at kvalificere sig til fremtidens arbejdsmarked, eller betyder ånd og dannelse stadig noget for os? Efter at have læst Sofie Carsten Nielsens uddannelsespolitiske visioner runger tomheden så sært mellem væggene. ■

 

Er dette land et hvilket som helst sted på kloden, hvor arbejdskraftressourcer tilfældigvis er forsamlede og står klar til at kvalificere sig til fremtidens arbejdsmarked, eller betyder ånd og dannelse stadig noget for os?
_______

 



Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, rådmand og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie og kulturhistorie. ILLUSTRATION: Nikolaj Bøgh [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix]