Nikolaj Saadat: Hvor bliver Socialdemokratiets økonomiske venstredrejning af?

Nikolaj Saadat: Hvor bliver Socialdemokratiets økonomiske venstredrejning af?

10.11.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Regeringens manglende økonomiske tiltag må bekymre de vælgere, som stemte på Socialdemokratiet for at få en ny velfærdspolitisk retning. Det er skuffende, når forudsætningerne egentlig er til det.

Kronik af Nikolaj Saadat

På Christiansborg og blandt befolkningen er der opstået en kunstig opfattelse af, at Socialdemokratiet – modsat under Thorning – har taget en højredrejning på udlændingepolitikken og en venstredrejning på den økonomiske politik.

Højredrejningen på udlændingepolitikken er til at få øje på. Partiet stemte – med enkelte undtagelser – for alle udlændingepolitiske stramninger, da de var i opposition, og som regeringsparti lægger de også op til, at der kommer flere stramninger end lempelser i fremtiden. Allerede fra start har de positioneret sig mere yderligtgående ved at give Mattias Tesfaye ret til at fratage statsborgerskabet for fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab. Når Tesfaye med åbne øjne er parat til at starte diskussionen om magtens tredeling i bytte for færre end 20 fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab, får det vælgerne til at opfatte Socialdemokratiet som hardlinere.

Samtidig er man lykkes med at pacificere Enhedslisten på det udlændingepolitiske spørgsmål, mens De Radikale mest af alt har bedt om symbolske imødekommelser, hvilket bedst kan eksemplificeres med sagen om Mint. Her får de Radikale lov til at række hånden ud til nogle af dem, der fanges i systemet, men de får grundlæggende ikke lov til at pille ved systemets strukturer.

De færreste kan være i tvivl om, at Socialdemokratiet står vagt om ’den brede udlændingepolitik’ og dermed reelt har foretaget en højredrejning på området. Venstredrejningen på den økonomiske politik er derimod først og fremmest retorisk.

 

Venstredrejningen på den økonomiske politik er derimod først og fremmest retorisk
_______

 

Tilbage til rødderne
Socialdemokratiet kickstartede valgkampen med sloganet ’Velfærd først’. Et nostalgisk levn fra dengang Socialdemokratiet opbyggede velfærdsstaten og marken var grøn, tilliden i top og lokalsamfundet stærkt. Det er den fortælling, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen solgte til vælgerne ved at sætte ’velfærd først’.

I valgkampen gjorde man en dyd ud af at fortælle, at det ikke ville være dyrere at være dansker under en socialdemokratisk regering, der ønskede at øge velfærdsniveauet betragteligt. De fleste husker måske elpæren fra Mette Frederiksens tv-debat mod Lars Løkke Rasmussen, som skulle udtrykke, at det var i den helt lille skala af afgifter, vi snakkede om.

Under folketingsvalgkampen trak Socialdemokratiet endnu en kanin op af hatten, som skulle udtrykke, at partiet var klar til at finde velfærdskroner hos de pseudoarbejdende konsulenter, som staten, regionerne og kommunerne hyrer som specialiseret arbejdskraft for adskillige milliarder årligt. Der kunne man finde 3 mia. kr. En vaskeægte socialdemokratisk øvelse, der kunne konvertere kolde hænder til varme. Noget, der mødte stor kritik fra rådgiverbranchen og forvaltningseksperter, men som underbyggede fortællingen om at sætte velfærden først, uden det blev dyrere for den enkelte dansker. I oplægget til finansloven virker forslaget dog til at være blevet hældt af brættet, og det italesættes ikke længere som en nem øvelse, men som en ambition.

Under valgkampen harcelerede Socialdemokratiet også kraftigt mod den del af erhvervslivet, som er særligt slemme. Især kapitalfondene og slyngler som Nets blev benævnt som Socialdemokratiets fjender, og senest har man fundet et endnu nemmere offer i kviklånsudbyderne. De repræsenterer om nogen den syge kapitalisme, som de socialdemokratiske vælgere er imod, og kampen imod dem underbygger eksemplarisk fortællingen om, at Socialdemokratiet er et værn for de svageste danskere.

 

Spejder man efter reelle velfærdsløft, glimter de i stor stil ved sit fravær i regeringens finanslovsudspil, der paradoksalt nok bærer navnet ’Velfærd først’
_______

 
Vælgerne svigtes
S-regeringen har fra start valgt den defensive taktik, hvor man lader støttepartierne kæmpe de socialdemokratiske mærkesager hjem for sig. Spejder man efter reelle velfærdsløft, glimter de i stor stil ved sit fravær i regeringens finanslovsudspil, der paradoksalt nok bærer navnet ’Velfærd først’. På den kommende finanslov har Socialdemokratiet lagt op til en forhandlingsreserve på blot 2,1 milliarder til både velfærdsforbedringer og den grønne omstilling (!). De store velfærdsløft skal i stedet indfries i de to aftaler med hhv. kommunerne og regionerne, lyder forklaringen.

Det virker som om, at Socialdemokratiet kommer med en god løsning… engang ude i fremtiden.

Mette Frederiksen repræsenterer først og fremmest de sidste socialdemokrater, der stadig tror og håber på en tid, hvor græsset er grønnere, men som har kunne se marken visne først under Thorning og siden under Løkke. Det er de vælgere, som tror på, at velfærdsstaten faktisk kan udbygges, og som har givet sin stemme til centrum-venstre partierne, fordi de også forventer, at det kan lade sig gøre. Det er ærgerrigheden til at gennemføre politik i vælgernes øjenhøjde, som de socialdemokratiske vælgere forventer efter to årtiers ideologisk dødvande på Christiansborg.

Den socialdemokratiske tillidskrise, som Frederiksen selv taler om, har sin rod i et svigt af idealerne. Det er her fra den socialdemokratiske rose skal spire ud af betongulvet, hvis Frederiksen troværdigt skal fremstå som den ægte socialdemokrat, partigruppen betegner hende som.

Frederiksens ideologiske troværdighed lider nemlig stadig under Thorning-Corydon-ledelsen, der indirekte tvang hende til at gennemføre beskæftigelsesreformer, der var alt andet end socialdemokratiske. Den økonomiske ansvarlighed stod måske nok knivskarpt, men det gjorde den sociale ansvarlighed og den socialdemokratiske ideologi bestemt ikke.

 

Det er ikke utænkeligt, at spøgelset fra 2011-2015 bedst bekæmpes, hvis man er åben om, at det faktisk bliver dyrere at være dansker, hvis vi skal have bedre velfærd
_______

 

Det er ikke utænkeligt, at spøgelset fra 2011-2015 bedst bekæmpes, hvis man er åben om, at det faktisk bliver dyrere at være dansker, hvis vi skal have bedre velfærd. Når Mette Frederiksen taler om en socialdemokratisk tillidskrise og om at sætte velfærden først, er det nemt at læse det som en omgang fluffy politisk kommunikation, når de realpolitiske velfærdsambitioner ikke virker større.

Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget var kendetegnet af fortællingen om, at hverdagen på sygehusene, på plejehjemmene og i daginstitutionerne ikke bliver forbedret her og nu. Den fortælling taler ind i den teknokratiske måde at føre på politik på, som Frederiksen i valgkampen ellers adskilte sig fra, og som gjorde hende et attraktivt valg for mange vælgere den 5. juni. Men udefra set er der ingen grund til denne nedtonede forventningsafstemning, for forudsætningerne tillader meget, meget mere:

1. Økonomien er til socialdemokratisk politik
Danmarks økonomi er sund, arbejdsløsheden er historisk lav, og prognosen for råderummet frem mod 2025 peger mere end bare i den rigtige retning: Ledighedsprocenten er blot 3,7 pct. af arbejdsstyrken, eksporten er det seneste årti steget med knap 25 pct., og Danmarks BNP vokser stadig stabilt. De økonomiske forudsætninger for at føre socialdemokratisk politik er altså til stede – og situationen er derfor markant anderledes end da Socialdemokratiet sidst overtog magten på bagkanten af finanskrisen. Men når Nicolai Wammen i dag taler om, at de sorte skyer rykker tættere på som følge af det berømte kasseeftersyn, verdenssituationen og den potentielle recession i Tyskland, bevæger skyerne sig ikke kun hen over økonomien. De rykker også ind over den socialdemokratiske vej ud af tillidskrisen, når regeringen netop ikke omsætter den gode økonomiske situation til reelle velfærdsløft.

2. Den politiske situation er gunstig for Socialdemokratiet
Socialdemokratiet ridder på bølgen af et massivt centrum-venstre mandat fra vælgerne. Oppositionen har været splittet i atomer og ser stadig ud til at have svært ved at samle stumperne. Mandaternes udfald giver rum for Mette Frederiksen til at gøre ’meget med mange partier’, som blev et af Socialdemokratiets slogans, da Frederiksen præcis et år inden valget proklamerede, at man ville danne en etpartiregering. DF’s mandater kan eksempelvis erstatte De Radikales, når regeringen vil føre socialdemokratisk velfærdspolitik. Stort set alle de politiske forudsætninger er altså til stede for, at Socialdemokratiet selv kan kæmpe for socialdemokratisk politik.

3. Regeringen er ideologisk forankret
Den socialdemokratiske ideologi har været et slagord for Mette Frederiksen, og senest på C40-topmødet i København sagde hun, at hun var socialdemokrat før hun var grøn. Der blev øjensynligt heller ikke kun skelet til klassiske parametre som kønsfordeling, politisk erfaring og geografisk repræsentativitet i udfærdigelsen af ministerlisten. Idealisme og socialdemokratiske kerneværdier var vigtige forudsætninger for at blive minister i Mette Frederiksens regering. Hele 15 af de nyudnævnte ministre har været medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Den store svendeprøve – retten til tidlig tilbagetrækning – er lagt på skuldrene af den uofficielle kronprins, forhenværende DSU-formand og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen, der oven i købet kommer fra socialdemokratisk 3F-kerneland i Kastrup. Mattias Tesfaye, Astrid Krag og Pernille Rosenkrantz-Theil, der alle sidder på nogle af de vigtigste ressortområder for Socialdemokratiets identitet – henholdsvis udlændinge-, social- og børnepolitikken – har alle haft en fortid i partier til venstre for Socialdemokratiet. Det samme har partiets nyudnævnte politiske ordfører Jesper Petersen. Frederiksens mandat er derfor ideologisk forankret – selv flere af ministrene har skrevet bøger, der stadfæster partiets ideologiske rigdom.

4. Baglandet er på plads
Regeringens manøvrerum for at føre socialdemokratisk politik er også begunstiget af, at baglandet står stærkt for partiet. Partiets højredrejning på udlændingepolitikken kaster ingen kritik af sig længere, og valgsejren samt udsigten til venstredrejningen på den økonomiske politik resulterede i minutlange stående ovationer til Mette Frederiksen på S-kongressen. Samtidig står DSU sjældent stærkt siden formandsskiftet til Frederik Vad Nielsen, der har givet DSU en tydelig stemme i den offentlige debat og direkte ind i regeringen. Derudover er partiets tilknytning til fagbevægelsen og særligt 3F nærmest all time high, hvor adskillige ministre og særlige rådgivere til ministrene har meget tætte bånd.

Med alle de rette forudsætninger på plads må forklaringen på den defensive taktik for at føre socialdemokratisk politik stikke dybere.

 

Med alle de rette forudsætninger på plads må forklaringen på den defensive taktik for at føre socialdemokratisk politik stikke dybere
_______

 

En ansvarlig økonomisk politik
Dels har Socialdemokratiet en iboende angst for at fremstå uansvarlige. Fokusgrupper og meningsmålinger har i årtier peget på blå blok, når danskerne bliver spurgt til, hvem de mener er bedst i stand til at forvalte Danmarks økonomi. Økonomien må gerne være socialdemokratisk, men ikke efter forbillede af Anker Jørgensen, som med en yderst ekspansiv finanspolitik bl.a. indførte efterlønnen og generelt satte dybe spor i velfærdssamfundet, men som også blev anset som økonomisk uansvarlig, og hvis velfærdsløft senere blev afviklet i reformpolitikken af blandt andre Poul Nyrup Rasmussen.

Dels frygter man også for alt i verden det løftebrudsmærkat, som ikke bare blakkede partiets ry i en kortere periode, men som gav et markant krads i sminken i Socialdemokratiets troværdighed til befolkningen. Derudover var Thorning-Schmidts jubeloptimisme – bedst eksemplificeret ved ’Vi gjorde det!’-talen på valgnatten i 2011 i Musikhuset Vega – helt generelt en hæmsko for partiet i de fire efterfølgende år, hvor særligt De Radikale allerede i det sorte tårn vekslede Socialdemokratiets hovmod til politisk kapital. Mette Frederiksens politiske projekt må altså gerne være socialdemokratisk, men ikke Helle Thorning-socialdemokratisk.

Hvis ikke nu, hvornår så?
Mette Frederiksen kvæler ikke desto mindre ideologien i fortidslevn, når påpasseligheden for fortidens fejltagelser blokerer for nutidens iværksættelse af socialdemokratisk politik.

Det er nemlig den idealistiske og rebelske Mette Frederiksen, som græd, da Lykketoft tabte valget i 2005, og som angiveligt kunne få de små nakkehår til at rejse sig hos gamle socialdemokrater, når hun talte, som vælgerne stemte på og derfor forventer ved roret.

Den Mette Frederiksen er stadig så markant bagud på point til den udgave, som gennemførte beskæftigelsesreformer under den tidligere regerings borgerlige økonomiske politik, at hun ikke har råd til at være passiv på sit bebudede velfærdsparadigme.

Hvis Frederiksen skal genrejse S-regeringen som et ideologisk projekt, skal hun naturligvis tro på individets pligt til at arbejde, men hun skal i endnu højere grad tro på samfundets pligt til at hjælpe.

Mette Frederiksens personlige historik og partiets forudsætninger gør S-regeringen til socialdemokratens sidste ideologiske håb. Baglandet er på plads, økonomien er til det, DSU er stærke, og ministerlisten er fyldt med unge ideologer med stærke socialdemokratiske holdninger. Hvis den socialdemokratiske samfundsindretning ikke lykkes under de forudsætninger, er det svært at forestille sig, at den nogensinde gør. ■

 

Hvis den socialdemokratiske samfundsindretning ikke lykkes under de forudsætninger, er det svært at forestille sig, at den nogensinde gør
_______

 



Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. på Københavns Universitet og medlem af Socialdemokratiet. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen præsenterer Socialdemokratiets udlændingeudspil, februar 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]