18.11.2019

Kan det virkelig passe at vores statsminister, landets regeringschef, Danmarks ansigt udadtil, tager til Paris og møder en af den frie verdens ledere med et forslag, som er overtaget af det yderste højrefløjsparti i dansk politik? Det giver mindelser om en gyserfilm.

Kommentar af Petar Socevic

STATSMINISTER Mette Frederiksen rejser den 18. november til Paris, i forbindelse med sit første officielle besøg hos den franske præsident Emmanuel Macron. Til trods for, at Frederiksen på udlændingeområdet ligger milevidt fra stort set alle andre socialdemokrater i Europa, angiver statsministeren i et interview med Politiken, at hun føler sig som en, “der endelig kører i den rigtige bane på udlændingeområdet”. I sammen interview relancerer hun sit forslag fra 2018 om såkaldte modtagecentre uden for EU’s grænser.

Men Mette Frederiksens linje på udlændingeområdet repræsenterer en fralæggelse af ansvar – i stor modsætning til Macron og den tyske kansler Angela Merkel. De to vitale EU-lande Frankrig og Tyskland har i årevis stået for en mere human og åben linje i forhold til et fælles europæisk asylsystem, hvor flygtninge og migranter fordeles efter en fælleseuropæisk fordelingsnøgle, sådan at alle lande tager del i ansvaret. Statsministerens forsøg på at overbevise de europæiske ledere om andet, vil alene blotlægge regeringens højredrejning på udlændingeområdet.

 

Men Mette Frederiksens linje på udlændingeområdet repræsenterer en fralæggelse af ansvar – i stor modsætning til Macron og den tyske kansler Angela Merkel
_______

 

Selvom der også er franske bevægelser på udlændingeområdet, vil Macrons klassiske socialliberale linje være stærkt uforenelig med Mette Frederiksens forslag, om at man slet ikke skal kunne søge asyl på dansk jord, men kun på ambassader i tredjelande – herunder at man ikke må opholde sig i Danmark, mens asylbehandlingen pågår. Mette Frederiksen afslører i samme interview, at hun mener, at Danmark og Tyskland “i lang tid har ligget to helt forskellige steder, når det kommer til flygtningespørgsmål”. Statsministeren begår dog en fejltagelse, når hun ikke ønsker at samarbejde med Merkel på udlændingeområdet. Tyskland har om noget – måske endog i for høj grad – været vejviser på det humanitære område. Når andre EU-lande – herunder os – ikke har ville tage ansvar, har Tyskland taget slæbet. Kaster man et blik på statistikken taler tallene da også et tydeligt sprog. Ifølge Eurostat modtog Tyskland over 1,3 millioner flygtninge og migranter fra 2015-2017, hvorimod vi fra dansk side modtog i omegnen af 30.000. Målt i forhold til vores lands størrelse svarer tyskernes modtagelse af flygtninge og migranter til omtrent 1,6 procent af landets befolkning, mens vi i samme periode modtog omkring en halv procent.

Et fælles fordelingssystem inden for EU vil skabe en mere ligelig fordeling. Hvis vi iværksætter et fælles europæisk asylsystem og ikke gemmer os for vores del af ansvaret, vil mennesker på flugt i langt højere grad kunne falde til i det land, der yder dem beskyttelse fra krig og forfølgelse. Det kan vi kun gøre, hvis vi tager ansvar – og ikke alene fortæller andre lande, hvordan deres tilgang skal være. Her kunne vi lade os inspirere af FN’s kvoteflygtningesystem, og indføre en lignende ordning i EU. Derfra kunne vi benytte en kombination af pisk og gulerod til at sanktionere og belønne medlemslandene alt efter deres bidrag til det fælles system.

SOCIALDEMOKRATIETS åbenlyse modstand mod dansk ansvar i forhold til modtagelsen af kvoteflygtninge, gør Frederiksens forslag til et tveægget sværd. Efter sommerens regeringsforhandlinger blev der fra regeringens side åbnet op for at modtage kvoteflygtninge. Vi har stadig til gode at se regeringen leve op til det løfte. Indtil da må vi antage at statsministerens udmelding i Politiken er symptomatisk for Socialdemokratiets politik, nemlig slet ikke at modtage flygtninge i Danmark. Hvis regeringen ikke længere vil tillade mennesker at søge asyl i Danmark, samtidigt med at der ikke leveres i forhold til modtagelsen af kvoteflygtninge, vil Danmark de facto fuldstændigt løbe fra vores internationale forpligtelser i forhold til verdens globale udfordringer.

I fremtiden vil det ikke alene være væbnede konflikter, der afstedkommer flygtningestrømme, også klimakrisen vil have enorm betydning for disse spørgsmål. Mette Frederiksens forslag er således sammen med regeringens øvrige politik på dette område en total distancering fra den verden, vi er en del af, og gør os til et afkoblet fragment, i stedet for en væsentlig global aktør og et humanitært foregangsland.

 

Efter sommerens regeringsforhandlinger blev der fra regeringens side åbnet op for at modtage kvoteflygtninge. Vi har stadig til gode at se regeringen leve op til det løfte. Indtil da må vi antage at statsministerens udmelding i Politiken er symptomatisk for Socialdemokratiets politik, nemlig slet ikke at modtage flygtninge i Danmark
_______

 

Statsministeren affejer i interviewet bekymringerne om vores manglende modtagelse af kvoteflygtninge fra dansk side, når hun henviser til regeringens forslag om at oprette modtagecentre uden for EU’s grænser. Mette Frederiksen siger, at det er et spørgsmål om “politisk vilje”. Hertil må jeg bare anføre, at det er en hån mod de lande, som grænser op til væbnede konflikter verden over. Ifølge Amnesty International befinder der sig 1,4 millioner flygtninge i Libanon, 2,9 millioner i Jordan, 921.000 i Etiopien, 908.700 i Sudan og over 1,1 millioner i Uganda. Det nærliggende spørgsmål til statsministeren i den sammenhæng er hvor den “politiske vilje” skal indsættes i det regnestykke. Det i mange henseender overbenyttede udtryk “nærområderne” er så rigeligt overbefolkede af flygtninge i forvejen.

Her bør vi i langt højere grad gøre brug af FN’s fordelingsnøgle i forhold til kvoteflygtninge. Ikke alene bør vi modtage vores del af verdens kvoteflygtninge. Vi bør også være et land, der involverer sig i den internationale dagsorden med vejledning, juridisk bistand og humanitær hjælp til verdens andre lande. Dansk udviklingsbistand er på sit laveste niveau i 40 år. Da der er større grobund for væbnede konflikter i områder med fattigdom, bør der allerede ved denne finanslov tages højde for det, sådan at vi kan sætte udviklingsbistanden markant op.

ENDELIG vil jeg minde om hvor i det politiske spektrum statsministerens forslag placerer sig. Frederiksen bliver i interviewet spurgt, hvornår der skal indføres et stop for spontan asyl i Danmark. Hun svarer: “Jeg tør ikke sætte dato på.” Her er hun altså enig med Nye Borgerliges i, at “der skal indføres et stop for spontan asyl i Danmark.” Kan det virkelig passe at vores statsminister, landets regeringschef, Danmarks ansigt udadtil, tager til Paris og møder en af den frie verdens ledere med et forslag, som er overtaget af det yderste højrefløjsparti i dansk politik? Det giver mindelser om en gyserfilm. ■

 

Kan det virkelig passe at vores statsminister, landets regeringschef, Danmarks ansigt udadtil, tager til Paris og møder en af den frie verdens ledere med et forslag, som er overtaget af det yderste højrefløjsparti i dansk politik? Det giver mindelser om en gyserfilm
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik