Poya Pakzad: Der er ingen gangbare grunde til at gå i krig med Iran. Det vil udmunde i et totalt helvede

Poya Pakzad: Der er ingen gangbare grunde til at gå i krig med Iran. Det vil udmunde i et totalt helvede

28.06.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Påbegynder man en krig med Iran, vil det have ødelæggende konsekvenser, og man vil blot sikre sig, at det iranske lederskab finder al mulig grund til at indlede et faktisk atomvåbenprogram. Derfor bør USA’s militær holde sig væk.

International kommentar af Poya Pakzad

Lad os starte med at slå én ting fast: En åben krig med Iran vil være en katastrofe. Og lad os sige det, som det er, mens tid er: Det vil være en forbrydelse på linje med Irakkrigen og endda endnu mere omfangsrigt i sine umiddelbare og langsigtede konsekvenser. Hvor Irak var et afvæbnet og stærkt svækket land, isoleret i regionen med sine knap 26 mio. indbyggere, er Iran væsentligt større, militært set stærkere og et alliancemæssigt bedre polstret land. Der ville ikke være nogen ”vindere” i en sådan flygtninge- og usikkerhedsskabende krig, kun tabere – i særdeleshed de i forvejen sanktionsramte iranske borgere, der kan forvente en regn af bomber og missiler.

Ikke desto mindre er det præcis denne fordømte bane, som Trump-regeringen – og den klike af rådgivere og tænketanke, der understøtter hans ”maximum pressure”-linje – har sporet USA ind på. Så sent som i søndags truede Trump for anden gang på kort tid med at ”udslette Iran.” Den slags udryddelsestrusler er i sig selv en åbenlys overtrædelse af FN’s allermest fundamentale regler. At vi overhovedet befinder os her igen, hvor man atter påtænker en ødelæggende krig i Mellemøsten, er et vidnesbyrd om, at Irakkrigen har været helt og aldeles omkostningsfri for de ansvarlige beslutningstagere. I visse tilfælde er det de samme politiske skikkelser, kommentatorer og tænketanke, der i sin tid advokerede for en krig med Irak, der i dag gør det samme vis-a-vis Iran.

Siden Trump-regeringen kommissionerede efterretningstjenesten til at finde grunde til at trække sig ud af den møjsommeligt forhandlede atomaftale, der – på basis af en lufttæt verifikationsmekanisme – forhindrede Iran i at producere atomvåben, har de dag og nat ledt med lys og lygte efter en årsag til at angribe Iran og gennemføre et regimeskifte. Det er et held af dimensioner, at Trump-regeringen – i modsætning til Cheney, Rumsfeld og konsorter – hidtil har været for inkompetent til at slippe afsted med det. Ellers er der kræfter i regionen, navnlig visse Golfstater anført af Saudi-Arabien og Israel, der presser på for at realisere en sådan krig, bl.a. med villighed til at finansiere eventyrets propagandister.

 

Der er ingen fortilfælde i Mellemøsten, hvor en sådan krig har resulteret i et bedre udkomme end status quo. Alle de steder, hvor man har tyet til interventionistiske midler, er det endt galt
_______

 

Men der er ingen fortilfælde i Mellemøsten, hvor en sådan krig har resulteret i et bedre udkomme end status quo. Alle de steder, hvor man har tyet til interventionistiske midler, er det endt galt. Det gælder Irak, som i dag ligger øde hen, martret af terror og splittelse; Libyen, som er en fejlslagen slavestat, overrendt af selvbestaltede militser og på nippet til veritabel borgerkrig; det gælder det borgerkrigshærgede Syrien, hvor man fra USA og dets allieredes side har efterstræbt Assad-regimets fald ved at bombe forskellige områder, faciliteret tilstrømningen af kombattanter og sendt våben og ammunition for milliarder; og det gælder i den amerikansk-støttede saudisk-anførte udsultnings- og bombekampagne i Yemen, som har udviklet sig til et rent horror-show.

For nørderne kan jeg her oplyse, at det også gælder de specifikke såkaldte nålestiksoperationer såsom Operation Opera i 1981, hvor Israel bombede den irakiske atomreaktor Osirak – en operation, som i sin tid blev annonceret som en succesfuld standsning af Saddams atomprogram, men som blot endte med at cementere og accelerere Saddam-regimets ambition om at erhverve sig masseødelæggelsesvåben. Det gælder ligeledes det israelske missilangreb på en syrisk plutoniumreaktor i Deir ez-Zor i 2007, der næppe fik afviklet Syriens masseødelæggelsesvåben, men til gengæld fik landet til at droppe sin agitation for en atom- og masseødelæggelsesvåbenfri zone i Mellemøsten.

Det iranske atomprogram er ikke baseret på kapacitetsopbygning centreret omkring en enkelt reaktor ligesom tilfældet var i Syrien og Irak, men er spredt over hele landet og baseret på en teknologisk know-how, som man ikke kan bombe væk med et lille antal målrettede nålestiksoperationer. Bomber man Irans atomfaciliteter, som Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har opfordret til, så påbegynder man en landsdækkende krig med et indbygget rekyl og et regionalt efterskælv, og ligesom i Irak vil man blot sikre sig, at det iranske lederskab finder al mulig grund til at melde sig ud af FN’s ikkespredningstraktat og indlede et faktisk program med henblik på at fremstille bomber.

Der er ingen gangbare sikkerhedspolitiske eller humanitære grunde til at gå i krig med Iran. Vi kan drøfte, om ambitionen om at gå i krig med landet bunder i et kombineret ønske om at svække den regionale blok af Iran-støttede fjender, vedligeholde og lukrere på alliancen med Golfstaterne, fastholde Israels ubestridte militære overtrin eller straffe et trodsigt land, der sætter et dårligt eksempel ved ikke at adlyde supermagtens diktater. Denne diskussion kan tjenstivrige politologer varme deres hoveder på i deres akademiske seminarer. Det vigtigste er at fastslå, at en sådan krig vil udmunde sig i et totalt helvede for den hårdtprøvede iranske befolkning, og det vil på én gang styrke iranske hardlinere og undergrave de menneskelige kræfter i landet, der imod alle odds og under store risici kæmper for en bedre fremtid for dem selv og deres børn.

Der kan kun være ét svar til de røster, der agiterer for en ny katastrofal krig i Mellemøsten: Hands off Iran!

 

Der kan kun være ét svar til de røster, der agiterer for en ny katastrofal krig i Mellemøsten: Hands off Iran!
_______

 



Poya Pakzad (f. 1984) er jourhavende redaktør på Eftertryk Magasin. Tidligere Mellemøstredaktør for RÆSON. ILLUSTRATION: Et 18F Super Hornet jagerfly lander på hangarskbet USS Abraham Lincoln i Det Arabiske Hav, 3. juni 2019 [foto: Handout / Reuters / Ritzau Scanpix]