Rasmus Willig: Engang havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør, og nu skal vi bare være medgørlige

Rasmus Willig: Engang havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør, og nu skal vi bare være medgørlige

07.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Usikkerheden stiger på det danske arbejdsmarked, og flere tør ikke ytre sig om alvorlige kritisable forhold, som offentligheden burde have kendskab til. Fortsætter udviklingen vil de mange skandaler i Skat, i andre offentlige institutioner og private virksomheder fortsætte, for ingen har incitament til at ytre sig.

Kommentar af Rasmus Willig

For nogle år siden mødte jeg en betjent, som med et skævt smil fortalte mig, at den teori, jeg havde arbejdet på de sidste 15 år, ikke var meget mere end en gang akademisk begrebsgymnastik. Jeg må erkende, at han havde ret – og jeg har siden taget hans ord med som forklaring på mine manglende evner til at formidle min forskning.

Jeg mødte betjenten, efter jeg havde holdt et oplæg om, hvad der efterhånden var begyndt at ligne en beskrivelse af, hvorfor flere oplever, at de ikke tør ytre sig om kritisable forhold i den offentlige eller private sektor, som offentligheden burde have kendskab til, såsom omsorgssvigt, fejlagtig sagsbehandling, manglende ressourcer eller et stresset eller dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Min forklaring – eller akademiske begrebsgymnastik – bestod i følgende ræsonnement: Vi er gået fra en flexicurity-model, hvor arbejdsgiveren nyder en høj grad af fleksibilitet, kan hyre og fyre ansatte forholdsvis let, og hvor arbejdstageren nyder en høj grad af sikkerhed i form af et velfungerende dagpenge- og kontanthjælpssystem, til en ny arbejdsmarkedsmodel, hvor usikkerheden er blevet større. Den kan betegnes som en flexploitation-model. I flexploitation-modellen beholder arbejdsgiveren sin høje grad af fleksibilitet, men arbejdstagerens oplever et nyt niveau af usikkerhed gennem en kortere dagpengeperiode, en mindre kompensation og hårdere optjeningsprincipper.

 

Der handles ikke med rettidig omhu, når ingen længere tør tage bladet fra munden og pege på de problemer, som er begyndt at vokse
_______

 

Security-elementet er således udskiftet med et exploitation-element, altså en grad af udnyttelse, fordi arbejdstageren nu har færre rettigheder og grundlæggende står svagere overfor arbejdsgiveren. Denne model er imidlertid blevet afløst af en model, der er præget af flexisme, hvor der er en sammenhæng mellem den højere grad af oplevet usikkerhed og selvcensur og stress. For jo højere grad af oplevet usikkerhed, desto mere tilbøjelig er man til ikke at ytre sig om kritisable forhold. Hvorfor? Ganske enkelt fordi der er mere at miste, hvis man træder ved siden af. Karrieren kan gå i stå, eller man kan sågar blive afskediget, hvis kritikken – uanset hvor berettiget den er – bliver opfattet som et tegn på illoyalitet eller på, at man er ufleksibel og ikke vil rette ind.

Heri består årsagen til den nye tavshedskultur på det danske arbejdsmarked, hvor der udøves selvcensur med den konsekvens, at vi ser flere og flere offentlige og private virksomheder producere den ene skandale efter den anden. Der handles ikke med rettidig omhu, når ingen længere tør tage bladet fra munden og pege på de problemer, som er begyndt at vokse. Tro fx ikke, at medarbejderne i Skat ikke vidste, at opkrævningen ville kollapse, eller at landets politibetjente ikke ved, at der er organiserede kriminelle, der går fri, når timerne går til en ligegyldig grænsekontrol. Selvfølgelig gør de det. Hvorfor hører vi ikke kritiske røster fra dem, som er tættest på konsekvenserne af fejlagtige politiske beslutninger? Simpelthen fordi de har mere at miste, hvis de bliver opfattet som brokkehoveder. Den, der i dag rækker hånden op og siger, hvordan det reelt står til, og som har 10-20 års arbejdsmarkedserfaring og altså noget at have sin kritik i, vil blive affejet – og i værste fald vil vedkommende opleve, at karrieren lige pludselig går i stå eller at blive afskediget.

 

Selvom der nogle gange er behov for at tænde den store teoretiske motor for at opbygge et systematisk argument, bliver vi også nødt til at kalde en spade for en spade
_______

 

Og det var her, min betjent – der havde arbejdet godt 20 år i politiet – sagde, at udviklingen fra flexicurity over flexploitation til flexisme kunne udtrykkes noget mere klart: I sine 20 år som betjent havde han oplevet først at have reel medbestemmelse til i en lang årrække at skulle acceptere blot at være på medhør – og nu skulle han bare være medgørlig. Det kan vel ikke siges mere klart!

Den store norske sociolog Nils Christie skrev engang en lille bog med titlen ”Små ord om store spørgsmål”, hvori han opfordrede forskerstanden til, ganske ligesom betjenten gjorde det, at stoppe den unødige begrebsgymnastik. Christie har ret, for selvom der nogle gange er behov for at tænde den store teoretiske motor for at opbygge et systematisk argument, bliver vi også nødt til at kalde en spade for en spade.

Mine forskerkollegaer verden over vil sikkert stadigvæk betegne den danske arbejdsmarkedsmodel som en af verdens bedste, men det går den forkerte vej. Det er dybt bekymrende, at der udøves selvcensur, at vores ytringsfrihed er under pres, at vi oplever en højere grad af usikkerhed, og at flere føler sig stressede uden mulighed for at råbe vagt i gevær.

Hvis udviklingen skal vendes, skal de ansatte opleve en højere grad af økonomiske sikkerhed, men den kan ikke stå alene. Der er også behov for en bedre ansættelsesretlig sikkerhed, når det kommer til dem, som får deres grundlovssikrede ytringsfrihed krænket. Vil vi de omkostningstunge skandaler til livs, er den mindst ressourcekrævende vej en bedre beskyttelse af de ansattes ytringsfrihed. ■

 

Vil vi de omkostningstunge skandaler til livs, er den mindst ressourcekrævende vej en bedre beskyttelse af de ansattes ytringsfrihed
_______

 



Rasmus Willig, Ph.d., lektor i sociologi. Leder af Center for Offentlige og privatansattes ytringsfrihed & Ph.d.-programleder for socialvidenskab. Har sammen med Anders Ejrnæs udgivet bogen Flexisme, hvor de beskriver det danske arbejdsmarkeds udvikling. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto.