Signe Bøgevald: Den socialdemokratiske velfærdsstat vil aldrig kunne tage et opgør med det offentlige bureaukrati

Signe Bøgevald: Den socialdemokratiske velfærdsstat vil aldrig kunne tage et opgør med det offentlige bureaukrati

02.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Konkurrencestat, New Public Management og stram kontrol – begreber, som bestemt ikke leder tankerne hen på varme, trivsel og kærlighed – er helt naturlige følger af en stor og omfattende velfærdsstat, som Socialdemokratiet kæmper for at bevare.

Kommentar af Signe Bøgevald Hansen

STATSMINISTER METTE FREDERIKSEN holdt i går åbningstale for Folketinget. Her kritiserede hun New Public Management som styringsredskab i den offentlige sektor, og hun understregede, at hun ville gøre op med offentligt bureaukrati. Det paradoksale er, at hun dermed i virkeligheden vil tage et historisk opgør med selve grundessensen af den socialdemokratiske velfærdsstat.

Opgøret giver derfor ikke meget mening, når hun i samme tale priser den danske, universelle velfærdsstat, og når hun pointerer vigtigheden af, at vi husker baggrunden for, hvorfor man i sin tid opbyggede netop velfærdsstaten. For New Public Management og den socialdemokratiske velfærdsstat er to sider af samme mønt. De kan ikke eksistere uafhængigt af hinanden. Godt nok blev den socialdemokratiske velfærdsstat implementeret noget tidligere end New Public Management, men det førte til en uholdbar samfundsmodel med løbske offentlige udgifter. Så i 1990’erne kom Socialdemokratiet selv til den erkendelse, at velfærdsstaten i sin natur kræver, at man regulerer borgerne, de offentligt ansatte og de offentlige services på en måde, der giver statskassen det største plus på bundlinjen. Ellers er den socialdemokratiske velfærdsstat ikke mulig at opretholde på lang sigt.

I slutningen af 1950’erne og i 1960’erne begyndte man for alvor begyndte at udbygge velfærdsstaten. Socialdemokraternes ambition var at skabe et samfund, hvor alle havde de samme muligheder, rettigheder og pligter – uanset formue, erhvervsaktivitet og indkomst. Ansvaret for borgernes velbefindende blev derfor i høj grad lagt over på staten – uanset hvilket behov den enkelte borger nu engang måtte have. Udgangspunktet blev dermed flyttet fra, at borgeren og civilsamfundet først og fremmest havde det grundlæggende ansvar for den enkeltes velfærd, til at det nu i stedet var staten.

 

Med en høj grad af understøttelse måtte man også finde sig i, at staten ydede en større indflydelse over den enkeltes liv. På samme måde som når en forælder først udbetaler lommepenge til sit barn, hvis barnet spiser sine grøntsager og passer sin skole
_______

 

IDÉEN OM DEN socialdemokratiske velfærdsstat er problematisk på både et moralsk og et mere praktisk plan:

For det første kan velfærdsstaten – med sine services tilpasset gennemsnitsborgeren – hverken gøre dig lykkelig, sørge for din velfærd eller give dit liv mening. Det er vi borgere simpelthen for forskellige til. Det er klart, at staten har en rolle at spille i forhold til at skabe en basal social, økonomisk og sundhedsmæssig tryghed for de allermest udsatte mennesker i vores samfund. Men den tryghed er individuel og kommer ikke fra ensartede ydelser fra moderstat – og de medfølgende krav.

Når Socialdemokratiet insisterer på at bevare en universel velfærdsmodel, så har det også den ærgerlige, moralske konsekvens, at en del mennesker bliver efterladt af staten. For den socialdemokratiske velfærdsstat hænger nemlig sådan sammen, at den i høj grad stiler efter at tilgodese medianvælgeren. Velfærdsstaten er således tilpasset den gennemsnitlige middelklassedansker, der bliver hårdt beskattet, men som til gengæld får pengene tilbage i offentlige ydelser fra fødsel til død, og som gennem hele livet gør brug af velfærdsstatens middelmådige institutioner og services.

UDOVER EN HØJ SKATTEPROCENT betaler danskerne dog også med deres frihed og personlige valgmuligheder. For med den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor stort set alle velfærdsservices er finansieret og besluttet kollektivt, får man kun den udgave af en given velfærdsservice, som et flertal i Folketinget har besluttet. Det står i kontrast til markedet, der leverer et hav af forskellige modeller målrettet forskellige mennesker. Derfor er det utopisk, når statsministeren mener, at velfærdsstaten ikke skal være et ”projekt”, men i stedet skal være ”varme”, ”trivsel” og ”kærlighed”, som hun sagde i åbningstalen. For konkurrencestat, New Public Management og stram kontrol – begreber, som bestemt ikke leder tankerne hen på varme, trivsel og kærlighed – er helt naturlige følger af en stor og omfattende velfærdsstat, som Socialdemokratiet jo kæmper for at bevare.

Den erkendelse nåede Socialdemokratiet selv frem til i 90’erne, da Poul Nyrup Rasmussen gennemførte en række reformer af velfærdsstaten, fx af både efterlønnen og dagpengesystemet. Man indførte bl.a. krav om aktivering i understøttelsessystemet. Tanken bag lod til at være ”noget for noget”: Med en høj grad af understøttelse måtte man også finde sig i, at staten ydede en større indflydelse over den enkeltes liv. På samme måde som når en forælder først udbetaler lommepenge til sit barn, hvis barnet spiser sine grøntsager og passer sin skole. Men borgerne er ikke børn af velfærdsstaten. Nej, borgerne skal behandles som selvstændige, myndige mennesker, der som udgangspunkt godt kan tage ansvar for eget liv og skæbne. Derfor er kombinationen af høje velfærdsydelser og strenge krav om aktivering og deslige også slået fejl.

 

Man skaber altså et selvforstærkende afhængighedsforhold, hvor staten retfærdiggør mere og mere regulering, hvis borgerne vil have velfærd for de store summer af deres løn, de betaler i skat
_______

 

Man skaber altså et selvforstærkende afhængighedsforhold, hvor staten retfærdiggør mere og mere regulering, hvis borgerne vil have velfærd for de store summer af deres løn, de betaler i skat. Denne kurs fortsatte man under Helle Thorning-Schmidt med reformer af både dagpengesystemet og kontanthjælpen. Samtidig med at man gennemførte en række vækstskabende reformer, fordi man i datidens socialdemokrati – både under Nyrup og Thorning – havde en forståelse af, at velstand skulle skabes, før den kunne omfordeles.

Tilgangen er dog ikke enestående for Socialdemokratiet. Den har også præget Venstre-ledede regeringer under både Fogh og Løkke, som begge har arbejdet ud fra en grundlæggende tro på, at den socialdemokratiske model er den eneste rigtige for velfærdsstaten.

HVIS METTE FREDERIKSEN og Socialdemokratiet virkelig ønsker, at velfærden skal være ”varme”, ”trivsel” og ”kærlighed”, så burde de lade borgerne, civilsamfundet og markedet overtage det grundlæggende ansvar for den enkeltes velbefindende. For velfærd er for rigtig mange mennesker ikke den socialdemokratiske velfærdsstats middelmådige ydelser. Som uddannelser med en folkeskole, der efter folkeskolereformen er centraliseret og gennemreguleret, eller med universitetsuddannelser, der med Fremdriftsreformen kræver hurtig gennemførsel, så vi studerende hurtigt kan komme ud og forsørge moder-stat. Det er jo trods alt den mening, velfærdsstaten tilskriver: at være nyttige skaffedyr.

Velfærd er for rigtig mange mennesker heller ikke offentlige hospitaler med så lange ventelister og dårlig behandling, at flere og flere forsikrer sig privat. Og det er for mange mennesker heller ikke et jobcenter, hvor du bliver mødt med krav om kontrol og jobprøvelse for at modtage din ydelse. Fx aktiveringsreformen, der trådte i kraft i 1994 – gennemført af den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Kort sagt er velfærdsstaten ikke en god måde at øge borgernes velfærd på.

Mette Frederiksens påståede opgør med New Public Management og offentligt bureaukrati er derfor utopi, så længe Socialdemokratiet stadig insisterer på en stor og omfattende velfærdsstat, der kræver regulering af både borgere og services, før den kan finansieres. ■

 

Mette Frederiksens påståede opgør med New Public Management og offentligt bureaukrati er derfor utopi, så længe Socialdemokratiet stadig insisterer på en stor og omfattende velfærdsstat
_______

 



Signe Bøgevald Hansen (f. 1998) er landsformand for Liberal Alliances Ungdom. Hun kæmper for et klassisk liberalt samfund, hvor individets frihed og ansvar fylder mere. Til dagligt studerer hun statskundskab på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 1. oktober 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)