Økonom Anders S. Jensen: De borgerlige lægger op til en bizart stor erstatning til et minkerhverv i underskud

Økonom Anders S. Jensen: De borgerlige lægger op til en bizart stor erstatning til et minkerhverv i underskud

25.11.2020




Selvom krisen føles hård for de ramte i minkerhvervet, er effekten af beslutningen om afvikling i en samfundsøkonomisk kontekst lille på den korte bane. Visse borgerlige politikere lægger op til, at minkerhvervet skal have helt op mod 25. mia. kr. i erstatning, men når man kigger på industriens størrelse og rentabilitet, som i øjeblikket giver underskud, virker det nærmest bizart at tale om beløb i den størrelsesorden.

Kommentar af Anders S. Jensen

I DISSE DAGE udspiller sig en kamp på den helt store danske politiske scene omkring lukningen af minkindustrien. Situationen udvikler sig nærmest time for time, men når det gælder erstatningsspørgsmålet til minkavlerne, virker det til, at målet omkring en retvisende erstatning til de erhvervsdrivende i stedet har udviklet sig til en ideologisk kampplads, hvor de stigende krav fra oppositionen til erstatningens størrelse synes at have forladt al sund økonomisk fornuft. Med flere længder vel at mærke.

For agendaen om at udstille og straffe det, der anskues som et statsligt ”overgreb” på det private erhvervsliv, medfører en betydelig regning til det øvrige samfund. Det står klart, hvis man kigger på minkerhvervets økonomi de seneste år.

 

[A]gendaen om at udstille og straffe det, der anskues som et statsligt ”overgreb” på det private erhvervsliv, medfører en betydelig regning til det øvrige samfund
_______

 

Selvom Danmark er verdens mest minkproducerende land (måske med undtagelse af Kina), er industrien i et samfundsøkonomisk perspektiv nemlig et knappenålshoved. I 2019 udgjorde den samlede økonomiske værdiskabelse inklusive underleverandører 2,5 mia. kr., hvilket således svarede til lidt over én promille af Danmarks samlede økonomiske værdiskabelse.

Konstant dalende priser på danske minkskind i en længere årrække har medført, at indtægterne i industrien er blevet så små, at de overgås af omkostningerne, og i 5 år har den gennemsnitlige minkavler reelt levet af sin opsparing. I 2019 landede heltidsbedrifterne totalt set således et driftsresultat med et underskud på mere end en halv mia. kr. Det samme billede så vi året før. Bruttoudbyttet udgjorde 2,7 mia., hvoraf de 1,9 mia. kunne henføres til salg af skind, mens driftsomkostningerne udgjorde 3,2 mia.

Mængden af farme, avlsdyr og ansatte er faldet i minkerhvervet, hvilket i øvrigt er i tråd med den generelle erhvervsstrukturudvikling, hvor primærerhverv i form af landbrug – til trods for en betydelig statsstøtte – til stadighed beskæftiger færre, og i dag kun står for godt én pct. af landets økonomiske værdiskabelse.

Så hvor krisen føles hård for de ramte i minkerhvervet, er effekten af beslutningen om afvikling i en samfundsøkonomisk kontekst lille på den korte bane. Og fremadrettet kan produktionsfaktorerne i stedet anvendes til at skabe værdi andre steder i økonomien.

 

[N]år Troels Lund Poulsen (V) til DR2 Deadline d. 18 november kræver en erstatning i konflikt med EU-regler for statsstøtte […], må man antage, at det måske er forhandlingsstrategi og dermed en form for klientelisme
_______

 

ALLIGEVEL VOKSER ERSTATNINGSBELØBENE, som nævnes i medierne stadig, og den 18. november toppede Hans Kristian Skibby (DF) de øvrige politikere med et bud på en samlet omkostning på op mod hele 25 mia. kr. Som altså svarer til 30 mio. kr. pr. heltidsavler. Så slemt går det formentlig ikke, men mindre er også stadig en stor omfordeling af samfundets midler.

Ift. industriens størrelse og rentabilitet virker det nærmest bizart at tale om beløb i den størrelsesorden. Og når Rasmus Jarlov (K) kræver ekstra betaling for fremtidigt arbejde, som aldrig vil blive udført, og når Troels Lund Poulsen (V) til DR2 Deadline d. 18 november kræver en erstatning i konflikt med EU-regler for statsstøtte (det er ikke tilladt at begunstige virksomheder igennem overkompensation med statsmidler), så må man antage, at det måske er forhandlingsstrategi og dermed en form for klientelisme, hvor det i højere grad drejer sig om at tjene særinteresser for de få på bekostning af samfundet.

Hvorfor taler de ikke samfundets sag med respekt for begge parter? Argumentet fra Troels Lund Poulsen lyder, at Grundloven står over EU-regler, men det forretningsmæssige økonomiske tab, som minkavlerne lider, afhænger jo slet ikke af den politiske handlings gyldighed, så der er ingen grund til, at man bryder EU-regler oveni. De problemstillinger skal holdes hver for sig.

Det er ikke sådan, at avlerne med en samlet egenkapital på knap 7 mia. står uden værdier, men de er for størstedelens vedkommende bundet i jord og en mindre del i boligen, og aktiverne er generelt pænt belånt. Det komplicerer sagen. Men hverken Venstre eller andre partier har lagt op til, at erstatningsbeløbene inkluderer at tage avlernes værdier fra dem og dermed sende dem på gaden med pengene i hånden i stedet. Dvs. at alt imens avlerne slipper af med de nu ikke-brugbare materielle aktiver (bygninger, udstyr o. l.), der indgår i selve produktionen, beholder de faktisk formuen og inkasserer yderligere en større bonus.

 

Når det koster fx 15 mia. – og dermed hver eneste borger i landet 2500 kr. – at regulere 0,12 pct af landets værdiskabelse, kan vi kun frygte den dag, et lidt større erhverv pga. samfundsmæssig risiko må reguleres på en lignende måde
_______

 

Selve minkforretningen udgør ikke nogen nævneværdig værdi i henhold til almindelig investeringsteori, idet afkast fra forretningen på baggrund af markedspriserne er negative og usikkerheden enorm. Man kan altid håbe på bedre tider, men man kan bestemt også løbe tør for penge, og idet drift og forpligtelser udgør en betydelig byrde, er det forventede afkast for minkbranchen i en investeringsmæssig kontekst negativt. Flere avlere ville være gået konkurs.

Skal man investere i en branche med stor usikkerhed, kræver det omvendt et ekstraordinært afkast, idet man ellers vil søge mod muligheden for et tilsvarende afkast i sikrere investeringer. Så en økonomisk rationel investor ville på basis af markedets prissætning af skind ikke tillægge minkerhvervet nogen værdi.

EN SIMPEL STRESS-TEST illustrerer problematikken i kompensationens størrelse sammenholdt med branchens værdiskabelse, og hvorfor det er et samfundsproblem. Når det koster fx 15 mia. – og dermed hver borger eneste i landet 2500 kr. – at regulere 0,12 pct af landets værdiskabelse, kan vi kun frygte den dag, et lidt større erhverv pga. samfundsmæssig risiko må reguleres på en lignende måde, som minkerhvervet har oplevet det.

Havde den tabsgivende minkavl fx stået for 10 pct. af landets værdiskabelse var hver eneste indbygger ved en tilsvarende multipel blevet opkrævet en kvart mio. kr. Det er altså en mekanisme til omfordeling, idet den udenforstående del af befolkningen bliver fattigere ved manøvren, mens avlerne (måske) ligefrem bliver rigere

 

Det er altså en mekanisme til omfordeling, idet den udenforstående del af befolkningen bliver fattigere ved manøvren, mens avlerne (måske) ligefrem bliver rigere
_______

 

Hele affæren udstiller generelt det faktum, at Danmark fører en uhensigtsmæssig og mangelfuld politik, når det kommer til negative eksternaliteter såsom forurening fra industrier og erhverv. De risici og dermed omkostninger, der er forbundet med produktion af private goder – såsom pels – bør betales af forbrugeren og ikke samfundet. Ellers omfordeler vi arbitrært og bruger vores ressourcer forkert.

Zoonotiske sygdomme – altså sygdomme som kan springe imellem mennesker og dyr – er en kendt trussel mod folkesundheden. Og her udgør de enorme dyrehold af mink en risiko, som i dette tilfælde har udmøntet sig i et slagsmål om milliarder. Problemet er en forkert og mangelfuld politisk styring, som fører til, at de skjulte regninger ikke afspejles i markedsprisen, som kunden betaler for produktet.

Dette kunne fx også være naboer til en minkfarm, som oplever et værdifald på sine huse pga. gener fra minkavlen og dermed helt uforvarende står med tab, som måske ligefrem er i samme omfang, som minavlerens gevinst. I så fald er der ødelagt lige så meget værdi, som der er skabt, og så havde samfundet faktisk været bedre tjent med, at der blev produceret noget andet uden denne uhensigtsmæssige effekt.

Politikerne må stoppe den kreative overbudspolitik og finde en realistisk størrelse på erstatningerne i den verserende sag i henhold til gældende praksis og jura fremfor de politiske hundeslagsmål. En erstatning i respekt for det øvrige samfund og de mange andre, som også har lidt store tab uden at mærke samme politiske velvilje. ■

 

Politikerne må stoppe den kreative overbudspolitik og finde en realistisk størrelse på erstatningerne
_______

 



Anders S. Jensen (f. 1976) er uddannet økonom (BSc Econ og MSc Int. Finance) og har arbejdet det meste af karrieren i større virksomheder – primært i den finansielle sektor. Han skriver som privatperson. ILLUSTRATION: Mink aflives på minkfarm ved Næstved, d. 6. november 2020 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]