05.12.2020

Oven på 2010’erne hungrede Europa efter en frisk start. Så kom 2020. Hvordan rejser vi Europa igen?

NYHED! Som abonnent kan du nu lytte til udvalgte artikler fra RÆSON. Lyt med her:
Af Anne Sofie Allarp

Når året 2020 rinder ud den 31. december, vil vi skåle tavst i sofaen i vores sociale miniboble. Ingen vil savne dette år. Og alle vil være lettede, selvom vi godt ved, at den 1. januar 2021 ikke vil se meget anderledes ud end dagen før. Vi vil stadig have en rasende pandemi udenfor, økonomien vil være vingeskudt, Europa vil fortsat være historisk isoleret. Og så vil den 1. januar også være dagen, hvor Storbritanniens overgangsordning er rindet ud. Hvor de enten står med en handelsaftale med EU eller med en ny kaotisk situation, der skal håndteres af den demoraliserede Peter Pan i Downing Street, nu uflankeret af sin ellers trofaste strateg og Brexit-kampagne-general Dominic Cummings, der tog sit gode tøj og luskede ud af fallitboet i midten af november måned.

Starten af 2020’erne har været et decideret mareridt for Boris Johnson, men også for Europa. Ved indgangen til årtiet – for et år siden – var der ellers en lille optimisme at spore på kontinentet. Europa så frem til et amerikansk præsidentvalg og muligheden for at slippe af med den 45. præsident. Nu skulle man se fremad oven på et årti, hvor den ene ulykke afløste den anden. Finanskrise, gældskrise, knagen under eurokonstruktionen, krig og konflikt i Mellemøsten og Nordafrika, flygtningekrise og folkevandringer, frygtelige terrorangreb i Europa og andre steder, Islamisk Stat og så Brexit, Trump og Ruslands asymmetriske chikanerier. 2010’erne blev også et årti med politisk destabilisering internt i Europa. En periode, hvor sociale medier blev en integreret del af vores medieforbrug, hvor populismen for alvor slog rødder i partipolitikken på tværs af kontinentet og tvang ideologierne i defensiven.

 

I et århundrede, hvor de europæiske lande står over for store demografiske irreversible begivenheder med en aldrende og drastisk skrumpende befolkning, der er meget skeptisk over for indvandring, risikerer vi at blive mindre og mindre interessante for verden omkring os
_______

 

Oven på 2010’erne hungrede Europa efter en frisk start. Og EU savnede et nyt projekt – også oven på separationstraumet med den britiske udtræden. Men så kom pandemien og sendte os alle til tælling. Når vi får børstet støvet af os og gjort boet op efter coronapandemien, hvilke mål skal Europa så sætte sig for 2020’erne? Jeg synes, det er uundgåeligt at komme uden om disse seks emner:

1. Europa alene i verden
Sikkerhedspolitisk skal Europa bygge alliancer med ligesindede. For vi er isolerede. Vores transatlantiske forbindelse er ikke, hvad den har været. Jo, præsident Biden vil stoppe angrebene på multilateralismen og de liberale institutioner, men vi kan ikke forvente, at det på magisk vis er, som det var, dengang Europa og USA hang sammen i en transatlantisk navlestreng. Pulsen har været svagere og svagere over 2010’erne, hvor navlestrengen så blev kappet over ved Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus.

EU’s forhold til Vladimir Putin er som bekendt ikke det bedste. Forholdet til Tyrkiet er historisk dårligt. Og så har flygtningekrisen i 2015 og 2016 sat sig dybe psykologiske spor i forholdet mellem EU og Afrika. Sidstnævnte, som i stigende grad vender sig imod Asien, særligt Kina – og væk fra et moraliserende, dobbeltmoralsk og i sin attitude senkolonialt Europa, der fortsat investerer voldsomt i at holde fortet lukket på den sydlige grænse. I et århundrede, hvor de europæiske lande står over for store demografiske irreversible begivenheder med en aldrende og drastisk skrumpende befolkning, der er meget skeptisk over for indvandring, risikerer vi at blive mindre og mindre interessante for verden omkring os.

2020’erne skal derfor bruges til at forbedre naboskaber, holde Rusland i skak og foretage langsigtede investeringer i partnerskaber med ligesindede verden over. Ud over at pleje det transatlantiske er Indien og resten af Sydasien som stabile demokratier oplagte bud, ligesom Latinamerika og Afrika er kontinenter med muligheder for strategiske partnerskaber, der kan bygge ind i det 21. århundrede. Men det vil kræve en langt større europæisk ydmyghed over for, at vi ikke længere svinger taktstokken internationalt, og et grundigt diplomatisk benarbejde fra EU’s side.

 

Men realiteten er en anden: Europa er ikke længere et fællesskab af demokratier
_______

 

2. Et demokratisk EU?
EU skal spørge sig selv, om vi kan holde ud at være en samling af lande, der ikke alle lever op til de demokratiske spilleregler. Formelt skal lande for at blive medlem leve op til de såkaldte Københavnskriterier, den række af politiske og økonomiske betingelser, som blev vedtaget inden Øst-udvidelsen for 25 år siden. Her står bl.a., at et nyt medlemsland skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal. Men realiteten er en anden: Europa er ikke længere et fællesskab af demokratier.

Europa-Kommissionen har i efteråret 2020 offentliggjort sin første rapport om retsstatssituationen i hele EU, og har her –for første gang – gransket medlemslandenes status som retsstat. Bl.a. i forhold til retsvæsnets uafhængighed og mediernes frihed. Rapporten er så at sige den allerførste årsrapport om retsstatssituationen. Den viser, at der i større eller mindre grad er udfordringer i alle medlemslande, men at det står værst til i Polen og Ungarn, Rumænien, Kroatien og Slovakiet.Fra nu af vil der komme en årlig rapport – et led i den europæiske retsstatsmekanisme, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har introduceret, og som særligt Polen og Ungarn stejler voldsomt over. Det kunne man bl.a. se på stats- og regeringschefernes møde i november, hvor de to lande nedlage veto imod budgettet i protest over at gøre udbetalinger fra EU afhængige af demokrati og retsstatsprincipper.

Samtidig er de andre europæiske lande, inklusive os selv, også præget af, at det liberale demokrati ikke rigtig er en politisk sællert i disse år. Populistiske partier vinder frem, den europæiske menneskerettighedskonvention er under angreb på tværs af kontinentet som værende frivol og måske ligefrem en undertrykkelse af de lande, der har tiltrådt den, og coronatiden har for mange lande medført drastiske tilbageskridt for det liberale demokrati.

2020’erne skal være årtiet, hvor EU’s formålsparagraf og Københavnskriterierne ikke må blive indholdsløse fraser. Sker det, er vejen banet for en bølge af afdemokratiseringer resten af århundredet.

Vejen til at kræve demokrati af hinanden vil om muligt blive en større svendeprøve for EU end udvidelsen og euroen. Men det gælder vores selvforståelse. For hvem er vi, hvis vi ikke er demokrater, og hvad kan vi tilbyde verden, hvis ikke håb om frihed og demokrati?

 

[P]aradoksalt nok er vores håb for at demokratisere Asien – særligt Kina – gennem frihandel konverteret til et behov for en større grad af politisk styring af markedet her på kontinentet
_______

 

3. En ny industripolitik – på frihandlens bekostning?
Det frie marked har været Europas flagskib, hvor vi har bygget handel op mellem os. Det er fundamentet for det europæiske fællesskab, der sikrer de fire friheder; den frie bevægelse af varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdstagere på tværs af grænserne.

Frihandlen mellem EU-landene blev styrket med det indre marked, mens EU samtidig var primus motor i at styrke frihandel på verdensplan. Det arbejde er blevet stækket grundigt af to faktorer. For det første har den afgående amerikanske præsident kontinuerligt kastet grus i maskineriet på verdenshandlen gennem sine fire år i Det Hvide Hus, bl.a. med en større handelspolitisk konfrontation med Kina til følge og konsekvenser for bl.a. handelssamarbejdet med Iran.

Når det gælder den industrielle udvikling i EU, er vi nu for det andet et sted, hvor man aktivt planlægger strategisk at støtte private firmaer direkte med offentlige, målrettede investeringer. Problemet er, at Europas økonomiske og geopolitiske styrke i de kommende årtier vil være afhængig af vores evne til at forblive en global produktions- og industriel magt. Og udviklingen går hurtigt i disse år. Helt nye industrier dukker op. Energisektoren er under rivende forandring, og den globale konkurrence er intens. Europa er fx allerede hægtet af ræset mellem asiatiske og amerikanske techgiganter. Alt det har gjort, at mange ser et behov for målrettede europæiske investeringer i den private sektor gennem en decideret europæisk industripolitik, hvor man politisk satser på visse brancher og firmaer.

Dette scenarie bringer mindelser om et langt mere statskapitalistisk eller planøkonomisk system end det, vi er vant til. Så paradoksalt nok er vores håb for at demokratisere Asien – særligt Kina – gennem frihandel konverteret til et behov for en større grad af politisk styring af markedet her på kontinentet.

Hvordan vi foretager de investeringer på en fair, klog og ikkekonkurrenceforvridende måde, der samtidig imødekommer europæiske interesser, vil være en meget stor opgave i dette årti.

 

Europa skal i 2020’erne også forsøge at få hægtet sig på techræset, hvor vi allerede er langt bagud
_______

 

4. Grøn omstilling er det nye prestigeprojekt
Dette årti skal være der, hvor EU konsoliderer sig som verdensførende i den klimamæssige omstilling. Der gik kun 11 dage fra kommissionsformand Ursula von der Leyens nye Europa-Kommission var trådt til, før man fremlagde European Green Deal. Det er en køreplan med 50 konkrete initiativer og lovforslag, som løbende bliver præsenteret i løbet af i år og næste år og markerer et kursskifte i europæisk klimapolitik. Initiativerne skal tilsammen bringe EU på kurs mod klimaneutralitet i 2050. Ved præsentationen kaldte von der Leyen det et moon shot – med reference til den amerikanske præsident John F. Kennedys tale til senatet i maj 1961, hvor han annoncerede, at USA ville sætte en mand på månen inden årtiets udgang. Ambitionen satte gang i en storm af teknologisk udvikling.

Dette vil være EU’s nye store prestigeprojekt. Det bliver afgørende for den europæiske selvforståelse: Klimadagsordenen skal samle Europa og generere den fællesskabsfølelse, der er blevet sat på så gevaldig prøve i indeværende århundrede gennem udvidelsen og dens afledte spændinger på det indre marked, finanskrisen og Brexit.

Det kræver meget af EU som projektleder. Derfor bliver det vigtigt, at lov og målsætning særligt bliver fulgt op med handling og ikke mindst national implementering, hvilket har været EU’s akilleshæl indtil videre.

5. Techgiganterne
Europa skal i 2020’erne også forsøge at få hægtet sig på techræset, hvor vi allerede er langt bagud. EU er et marked med en halv milliard rige forbrugere, som leverer en fjerdedel af Facebooks og Googles indkomst. EU står for mindre end 4 pct. af markedsværdien af verdens 70 største platforme, USA for 73 pct., Kina for 18 pct.

 

I stedet for et i stigende grad moralsk korrupt Fort Europa, der ikke skyr nogen midler for at lukke sig om sig selv, skal vi tænke helt nyt
_______

 

I dette årti SKAL EU ind i den teknologiske konkurrence. Samtidig skal Europa genopfinde borgernes privatliv som koncept i en tid, hvor digitaliseringen indebærer, at vores liv er registreret, logget og konstant overvåget af både offentlige og private aktører. 2020’erne skal bruges til at forbinde det digitale liv med EU’s grundlæggende værdier. Hvis det kan kombineres, vil meget være nået for Europa i 2020’erne.

6. Fort Europas fald
EU vil som nævnt ovenfor være et af de kontinenter med den største demografiske skævvridning i løbet af det kommende århundrede. Flere europæiske lande står til at få deres befolkningsstørrelse halveret i løbet af århundredet. Vi skal satse massivt på automatisering for at kunne følge med den udvikling. Samtidig vil vi som naboer være placeret ved siden af de to regioner, der befolkningsmæssigt vil vokse mest i dette århundrede, nemlig Afrika og den muslimske verden. EU bliver nødt til i det kommende årti at vende forholdet til de verdensdele på hovedet.

I stedet for et i stigende grad moralsk korrupt Fort Europa, der ikke skyr nogen midler for at lukke sig om sig selv, skal vi tænke helt nyt. Det kunne fx være at leje et territorium i Afrika over 100 år og foretage investeringer efter en oprindelig Hongkong-model, hvor Storbritannien lejede New Territories i et århundrede for at kunne udbygge Hongkong ind i fastlandet. Det ville give investorer en retssikkerhed og skabe en ny dynamik i forholdet mellem Europa og Afrika. Det kunne også være en meget mere massiv investering i industrielle partnerskaber og i green card-ordninger og uddannelse, hvor Europa satser hårdere på at rekruttere og uddanne afrikansk eller mellemøstlig arbejdskraft, med henblik på at det er for et fast åremål, og at endestationen er hjemlandet. Alle modeller er bedre end den nuværende, hvor bunden af Middelhavet er en del af Europas kalkulerede asylpolitik. 2020’erne er det årti, hvor Europa har muligheden for at vise verden, at alle liv har betydning. ■

 

Alle modeller er bedre end den nuværende, hvor bunden af Middelhavet er en del af Europas kalkulerede asylpolitik. 2020’erne er det årti, hvor Europa har muligheden for at vise verden, at alle liv har betydning
_______

 

Lyt til artiklen her:

Apropos denne artikel:

Liselotte Odgaard om Arktis: Ruslands bedste chance for at affyre missiler, der bliver opdaget for sent, er gennem det grønlandske luftrum – og det kan USA selvfølgelig ikke leve med

Henrik Vestergaard Stokholm: I strålearme af lys og varme vor skole stå…! Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen må ikke mene noget om noget

Bertel Heurlin: Kan Kina og USA lære at leve fredeligt side om side?

Jens Worning: USA’s nye Arktis-strategi drager Grønland og Danmark længere ind i USA’s kapløb med Kina

Lars Køhler: Den grønne omstilling bliver kun til virkelighed, hvis borgerne oplever den som retfærdig

Niels Bjerre-Poulsen: Harris kan give Demokraterne præcis det, Biden manglede: En chance for at bryde valgkampens momentum