Asger Røjle Christensen i RÆSON41: Japans pragmatiske nationalisme

Asger Røjle Christensen i RÆSON41: Japans pragmatiske nationalisme

14.03.2020

.

I Tokyo forbereder man sig på livet i en verden – og en region – præget af rivaliseringen mellem USA og Kina.

Af Asger Røjle Christensen

Det er skrevet og sagt mange gange, også af mig selv, at Japans udenrigs- og sikkerhedspolitik i de senere år er blevet mere nationalistisk og selvbevidst, og at Japan har sigte på en langt mere fremtrædende og aktiv profil i såvel regionen som hele verden. Det har især været tydeligt gennem premierminister Shinzo Abes syv år ved magten, og han er kommet til at personificere denne udvikling. Dette er heller ikke løgn: Det er bestemt en væsentlig tendens i tiden.

Men disse overskrifter har skygget for, at den japanske udenrigs- og sikkerhedspolitik på samme tid har knyttet an til traditionen fra de foregående årtier ved at være stædigt pragmatisk på en til tider krampagtig måde. Denne tendens er ligeledes personificeret i premierminister Shinzo Abe, der i praksis har vist sig ikke kun at være en indædt nationalist, men også en resultatorienteret pragmatiker. Og denne balancegang mellem nationalisme og pragmatisme kan betragtes i alle Japans væsentlige internationale relationer i disse år.

Forholdet til Kina
Som årtierne går, ligner den særlige konstruktion omkring Japans sikkerhed – med en pacifistisk ’fredsforfatning’ og nogle åbenlyst militære selvforsvarsstyrker i bur bag denne forfatnings mure – mere og mere et levn fra fortiden. Fredsforfatningen blev skabt efter Anden Verdenskrig i en ganske speciel historisk situation, men ikke desto mindre har alle parter stædigt holdt fast i konstruktionen: Nabolandene, fordi de alle foretrækker et Japan med en lav profil; USA, fordi amerikanerne gennem hele perioden har garanteret Japans sikkerhed gennem deres atomparaply. Samt alle politiske fløje i Japan selv: Ingen har kunnet overskue, hvad alternativet ville være. Ordningen har været en garant for stabilitet.

Meget i verden ser i dag unægtelig anderledes ud, end det gjorde, da den amerikanske besættelsesmagt i 1947 udstyrede Japan med den omstridte forfatning, som aldrig siden er blevet revideret. Først og fremmest er Kina, Japans store naboland, tilbage på verdens arena i sin naturlige rolle som en politisk, militær og økonomisk supermagt. Det er Kinas overlegne styrke – parret med landets stadigt mere selvhævdende fremfærd i regionen – der i det lange strategiske perspektiv har forandret Japans sikkerhedspolitiske situation permanent. Den har derfor også forandret de strategiske diskussioner, man har i den japanske offentlighed og i de japanske regeringskontorer.

Siden 1990’erne har det japanske forsvarsministeriums årlige ’White Paper’ med stigende frekvens advaret om, at Japan befinder sig i en ’alvorligere sikkerhedspolitisk situation’ end før. Nordkorea har nu reelt anskaffet sig atomvåben og er blevet en atommagt. Men frem for alt har Kinas styrkede militærapparat og aggressive politik i dele af regionen undergravet det japanske fundament for efterkrigstidens isolationistiske ’fred for den øvrige verdens ufred’-politik.

Men i samme periode har den til tider anspændte situation mellem Østasiens to største magter haft en tendens til at overskygge, at der i begge landes eliter findes en udstrakt erkendelse af, at Japan og Kina – når det gælder en række emner inden for fx miljø, energi og handel – er bundet sammen i et skæbnefællesskab, hvor de er nødsaget til at samarbejde, uanset hvor krigerisk tonen i det offentlige rum måtte være på et givet tidspunkt.

 

Reelt har Japan i årevis søgt efter en ny regional rolle til sig selv […]. Nogle gange ser Japan sig selv som en seriøs rival, andre gange som en konstruktiv partner, men altid som andenviolin i forhold til et langt stærkere Kina
_______

 

Der har været meget fokus på Shinzo Abes regerings bestræbelser på at styrke Japans profil og befæste enhver alliance i regionen med Indien, Vietnam eller andre sydøstasiatiske lande – ja, hvem som helst, som kunne medvirke til at dæmme op for Kinas øgede indflydelse og militære dominans. Det har i sandhed også været en del af den japanske regerings respons på den kinesiske udfordring – og er det stadig. Så sent som i december 2019 advarede forsvarsminister Taro Kono i en højt profileret tale i Qatar om, at Kina i Det Sydkinesiske Hav ”gennemfører ensidige og tvangsagtige forsøg på at ændre status quo på basis af sine egne påstande, som er uforenelige med den eksisterende internationale orden”. Det er bemærkelsesværdigt, at talen blev holdt, få dage efter at en ny og udvidet forsvarsaftale var indgået mellem Japan og Indien, og få dage før et møde, Taro Kono skulle have i Beijing med sin kinesiske kollega Wei Fenghe. ”Jeg kan kun se dette som en påmindelse til Kina om, at landet ikke bare kan gøre, hvad der passer det, hvor det passer det”, lød analysen i South China Morning Post fra Hiromi Murakami, der er professor i international politik ved Temple-universitetet i Tokyo. Hun erkendte dog samtidig, at hun var ’overrasket’ over tonen i den japanske forsvarsministers udmelding.

Reelt har Japan i årevis søgt efter en ny regional rolle til sig selv – afbrudt af pinagtige perioder, hvor forholdet til Kina er kørt op i en spids og midlertidigt har lammet diskussionen. Nogle gange ser Japan sig selv som en seriøs rival, andre gange som en konstruktiv partner, men altid som andenviolin i forhold til et langt stærkere Kina.

Japansk udenrigspolitik er pragmatisk af natur og tradition. Den rummer en realistisk accept af, at det i et historisk lys er det normale, at Kina har en dominerende position i Østasien og verden, hvilket man i Japan værsgo har at indrette sig efter. Den situation, hvor Kina i godt et århundrede – fra midt af 1800-tallet til omkring 1980 – var undertvunget udenlandske magter eller lukkede sig om sig selv, var en parentes i verdenshistorien. Den kommer næppe nogensinde tilbage.

Derfor har det efter hver bilateral krise – og de er kommet med jævnlige mellemrum i de senere årtier – været vigtigt for det japanske diplomati at få repareret forholdet til Kina. I de seneste tre-fire år har den usikkerhed i regionen, som Trumps sejr bragte med sig, betydet, at også Kina ser en klar interesse i at få forbedret forholdet til Japan.

Så uanset handelskrig, uanset Hongkong, uanset spørgsmålet om muslimerne i Xinjiang, uanset de territoriale stridigheder i Det Østkinesiske Hav og den evigt spøgende strid mellem de to nabolande om krigshistorien så har overskriften for det japansk-kinesiske forhold i de senere år været, at det går bedre og bedre. Diplomater af den gamle skole fra begge lande har møjsommeligt pakket enhver interessemodsætning og enhver pludseligt opstået krise ind i diplomatiske vendinger. Samtidig har åbenmundede politikere fra begge sider, inklusive premierminister Abe, fået instruks om at vare deres mund. Og i foråret 2020 vil Kinas præsident, Xi Jinping, efter planen aflægge Japan et venligt visit, mens kirsebærblomsterne blomstrer.

Denne forsoning er foregået i toppen af de to samfund uden ret megen sammenhæng med folkestemningerne i de to lande. I 1990’erne og 2000’erne var begge regeringers råderum begrænset af, at fjendtlige følelser voksede frem i landenes befolkning. Den kinesiske regering så dengang en interesse i pludselig at publicere en masse om japansk aggression og japanske krigsforbrydelser under verdenskrigen, hvilket fik unge kinesere til at gå på gaden og protestere mod skiftende japanske regeringers fornægtelse af den del af historien. Omvendt udviklede der sig et galoperende marked i Japan for bøger og magasinforsider om det fremstormende Kinas nedrige og ondskabsfulde hensigter med Japan, regionen og verden. Meningsmålinger viste dengang en stigende fjendtlighed på begge sider.

I dag viser de samme meningsmålinger, at almindelige kineseres holdning til Japan er blevet væsentligt forbedret i de senere år. Ikke så meget på grund af deres regerings diplomati som på grund af den massive strøm af kinesiske turister, der har haft supergode oplevelser under rejser i Japan med at shoppe kvalitetsvarer og indånde relativt frisk luft. Andelen af kinesere, som ser positivt på Japan, er således ifølge tænketanken Genron NPO vokset dramatisk – fra et lavpunkt på 5,2 pct. i 2013 til 45,9 pct. i dag.

Til gengæld viser de samme meningsmålinger, at frygten og fjendtligheden over for Kina fortsat er meget høj i den japanske befolkning. Andelen af japanere, som ser Kina i et positivt lys, er kun steget fra 6,8 pct. i 2014 til 15 pct. i dag. Det har fået røster i den japanske debat til at kritisere regeringen for at have forsømt at fortælle befolkningen om sin egen indsats for et forbedret forhold til Kina og de gode resultater, som denne indsats har ført med sig.

”Mange japanere, som får deres informationer fra tv, er bekymrede over [Japans, red.] vanskelige situation og er meget opmærksomme på Kinas tilstedeværelse, et land med et fuldkommen andet politisk system end Japan, som er vokset til at spille en hovedrolle på verdensscenen i konkurrence med USA”, skriver Yasushi Kudo, direktør for tænketanken Genron NPO, på basis af organisationens egen meningsmåling, lavet i samarbejde med en kinesisk tænketank. ”Vores måling har vist, at 43,6 pct. af japanerne ikke mener, at Beijing og Tokyo endnu har opbygget gensidig tillid. Den japanske regering er selv ansvarlig for ikke at fortælle folk om sin indsats, på trods af at det er en kendsgerning, at den har arbejdet hårdt for bedre relationer med Kina”.

Denne undladelsessynd skyldes næppe udelukkende sjusk og forsømmelse fra den japanske regering. Bag enhver udenrigspolitik står en indenrigspolitik, og Shinzo Abes regering bygger bl.a. sit flertal på opbakning fra grupper på den nationalistiske fløj, som blot ser den aktuelle forsoning mellem nabolandene som det rene og skære ’diplomati’. Ifølge disse indflydelsesrige grupper er de underliggende relationer mellem Kina og Japan lige så dårlige som i 1990’erne og 2000’erne – og spådommen lyder, at de uundgåeligt vil blive værre i fremtiden. Man advarer om, at Japan er nødt til at forberede sig på den situation.

Denne fløj, som er en vigtig base for den nuværende japanske regering, må ikke blive alt for utilfreds. Samtidig skal det bredere regeringsapparats inklination i retning af pragmatisme – og bestræbelser på at få tingene til at glide – også kommes i møde. Deraf det tilsyneladende paradoks mellem, hvad den japanske regering siger i sine valgtaler, og hvad den rent faktisk foretager sig i magtens korridorer – Shinzo Abe lader formentlig med vilje det dobbelte budskab stå og blæse i vinden. Pragmatiker som han er.

 

Hvor der er tydelig foragt og mistillid mellem Trump og europæiske ledere som Merkel og Macron, opfatter Trump derimod Shinzo Abe som en mulig allieret i sine bestræbelser på at forandre tingenes tilstand mellem Tokyo og Washington
_______

 

Forholdet til USA
Kinas øgede styrke samt selvhævdende fremfærd i regionen har som nævnt forandret Japans sikkerhedspolitik i et strategisk perspektiv. Samtidig har præsident Trump bragt nogle af disse langsigtede overvejelser tættere på.

Forholdet til USA har i hele efterkrigstiden været hjørnestenen i japansk udenrigspolitik. Shinzo Abe ilede derfor til New York, så snart Trump var valgt, for at skabe et godt personligt forhold mellem de to. Umiddelbart har det siden dengang set ud, som om der ingen grænser er for, hvilke fornærmelser og skuffelser en smilende Abe finder sig i fra Trumps side i sine bestræbelser på at fremstå som en mand, Trump kan lide og har tillid til. Her ses Abes stædige pragmatisme i fuldt flor.

De fleste iagttagere konstaterer, at denne charmeoffensiv faktisk er lykkedes til en vis grad. Hvor der er tydelig foragt og mistillid mellem Trump og europæiske ledere som Merkel og Macron, opfatter Trump derimod Shinzo Abe som en mulig allieret i sine bestræbelser på at forandre tingenes tilstand mellem Tokyo og Washington.

Og forandres det skal de – og det skal være radikalt, hvis det står til den amerikanske præsident. Han har aldrig lagt skjul på, at han mener, at Japan bør betale mange gange mere i værtslandsbidrag for de amerikanske basers tilstedeværelse, end landet gør i dag. Ved forhandlingerne i år om en fornyet baseaftale ventes Trump at forlange en firedobling af Japans bidrag, selvom Japan i forvejen er det land i verden, der betaler langt mest til amerikanske baser, der befinder sig i landet af gode historiske og strategiske årsager i, hvad der traditionelt opfattes som begge landes interesse. Ifølge det japanske regnestykke, man oftest ser i medierne, betaler Japan i dag reelt 75 pct. af udgifterne til basernes drift, inklusive alle lønninger til civilt ansatte. En firedobling af 75 pct. vil i sandhed være noget af en udskrivning.

I forlængelse af sin generelle ’America First’-politik er det heller ikke nogen hemmelighed, at Trump gerne vil trække flest mulige amerikanske soldater hjem, når og hvis der bliver mulighed for det. Da den amerikanske tilstedeværelse i Japan og den sikkerhedspolitiske alliance med USA generelt er garanti for en stabilitet, som Shinzo Abes regering ikke ser noget alternativ til i lang tid fremover, udgør Trumps linje en meget alvorlig udfordring for det japanske diplomati – og for den pragmatiske side af Shinzo Abes regering. Når det er sagt, så ved man naturligvis godt i Tokyo, at dette skred i holdningerne i USA også var tydeligt, før Trump blev valgt. Der var allerede under Trumps forgængere gang i en udvikling i amerikansk politik i retning af skepsis ved militære engagementer, for ikke at sige regulære aktioner i fjerne lande.

Derfor har det længe været en slet skjult hemmelighed, at store dele af Japans udenrigs- og sikkerhedspolitiske establishment – og ikke kun ultranationalistiske grupper – forbereder sig på en tid uden USA – eller i hvert fald med mindre USA.

De såkaldte ’krigslove’ fra 2014 og 2015 blev først vedtaget efter de største protestdemonstrationer i Japan i årtier og omfortolkede for 117. gang fredsforfatningens formuleringer. Nu tillader fortolkningen, at japansk militær for fremtiden kan deltage i aktioner uden for landets grænser i bestemte, omhyggeligt definerede situationer. På den ene side er det et forsøg på at stille USA tilfreds ved at gøre det muligt, at japanske styrker på mere effektiv vis end tidligere understøtter amerikanske operationer overalt i verden. Samtidig er det et skridt i retning af en situation, hvor Japan på længere sigt kan klare en større del af sin forsvarsbyrde selv.

Der tegnes ofte et billede af en strid mellem diplomater og udenrigspolitisk orienterede politikere i Tokyo – mellem en proamerikansk fløj, som står på hovedet for at gøre skiftende amerikanske regeringer glade, og en antiamerikansk fløj, som er dødtræt af at være USA’s dikkende lammehale, og som har blikket direkte rettet mod en fremtid, hvor Japan grundlæggende må forsvare sig selv med egne ressourcer. Det er imidlertid nok en mere fair vurdering, at langt de fleste, inklusive den siddende premierminister, efter bedste evne forsøger at spille på begge heste på samme tid – netop som det skete i forbindelse med vedtagelsen af ’krigslovene’.

Shinzo Abe erklærede allerede ved sin tiltræden i december 2012, at han så det som sin historiske ’mission’ at få ikke blot omfortolket, men formelt ændret Japans smukke, pacifistiske ’fredsforfatning’ – ved at få fjernet dens omstridte artikel ni og dermed artiklens begrænsninger for, at Japan kan agere som et normalt land på det militære område.

Men nu er der gået syv år, og han er ikke kommet ret langt med den mission. Selvom der nu foreligger et konkret – og langt mindre radikalt – forslag fra hans liberal-demokratiske parti (LDP), og selvom han stadig ved højtidelige lejligheder afgiver løfter om handling, ser det temmelig umuligt ud for ham at få skabt enighed i Japans politiske landskab om noget som helst. Halvdelen af befolkningen er imod overhovedet at foretage ændringer af forfatningen, og flertallet i den anden halvdel synes ikke, at det er den mest presserende opgave lige nu.

Selvom det japanske folks syn på USA som landets vigtigste allierede stadig er meget positivt, er det klart for nedadgående. Ifølge det ansete Pew-institut faldt andelen af japanere, som ser USA som Japans mest troværdige allierede, fra 74 pct. i 2007 til 63 pct. i år. Og med Trumps krav om øgede japanske bidrag til driften af de amerikanske baser risikerer amerikanerne at forcere denne udvikling, lyder advarslen fra flere eksperter, bl.a. professor Yoichiro Sato fra Ritsumeikan Asia-Pacific University. ”[Trumps] påstand om, at Japan ’is free riding’ på USA’s sikkerhedstilstedeværelse i det vestlige Stillehav, er ikke kun forkert og forældet. Den løber også den risiko at provokere en modreaktion over for det uretmæssige pres, han lægger på Japan”, skriver han i en kommentar i Nikkei Asian Review.

 

Hverken forholdet til Kina eller til USA er altså klart defineret. Men samtidig kan man betragte en meget udbygget diplomatisk aktivitet – med Shinzo Abe selv i spidsen – for at forbedre Japans forhold til lande som Indien, Rusland, Tyrkiet, Indonesien og Vietnam
_______

 

Hvilken magt vil Japan være?
Hverken forholdet til Kina eller til USA er altså klart defineret. Men samtidig kan man betragte en meget udbygget diplomatisk aktivitet – med Shinzo Abe selv i spidsen – for at forbedre Japans forhold til lande som Indien, Rusland, Tyrkiet, Indonesien og Vietnam. Alt sammen med det åbenlyse formål at stille Japan så stærkt som muligt i dets sårbare placering mellem klodens to rivaliserende stormagter. Her kommer pragmatismen igen til udtryk.

I den nationalistiske atmosfære i Japan – som i hvert fald er mere nationalistisk end før – har premierministeren formået at finde og skabe en større opbakning end tidligere til sit ønske om, at Japan skal ud af sin sikkerhedspolitiske kuvøse og spille en militær og politisk rolle i regionen – og i verden – der i højere grad svarer til landets økonomiske styrke.

Mange japanere har gennem det meste af efterkrigstiden været ganske godt tilfredse med Japans lave profil. De vidste kun alt for godt, hvor forfærdelig krig er, og nød at ligge i ly for de værste af Den Kolde Krigs åbne stridigheder. De færreste har set nogen grund til at melde Japan ind i unødige konflikter fjernt fra landets kyster. I årevis var der således bred konsensus fra højre til venstre om, at denne isolation faktisk var en god ting for Japan – og den konsensus er først i det seneste årti gradvist ved at blive brudt ned.

”Det er vigtigt at forstå, at den forfatningsændring, som premierminister Abe søger, og som vil tillade Japan at deltage i kollektivt forsvar, ikke kun har som mål at cementere den bilaterale alliance [med USA, red.], men også at give Japan større fleksibilitet, når landet generelt arbejder med sikkerhedspolitiske partnere”, skriver Yoichiro Sato i førnævnte kommentar.

Forholdet til Indien, en anden af de store rivaler til Kina på kontinentet, har været centralt i disse bestræbelser. Under Shinzo Abe har Japan rakt ud til premierminister Narendra Modi, og der er indgået flere store aftaler mellem de to lande – ikke kun om sikkerhedspolitisk samarbejde, men også om kostbare infrastrukturelle handler.

I Mellemøsten har det ressourcefattige Japan i mange årtier ført sin egen diskrete udenrigspolitik med henblik på ikke at blive uvenner med nogen – for dermed at sikre løbende forsyninger af mellemøstlig olie til de japanske olielagre. Ikke mindst har Tokyo forsøgt at modvirke en isolation af Iran i verdenssamfundet. Da stridighederne mellem USA og Iran sidste år spidsede til, tog Japans regering tilløb til at sende to patruljeringsfly fra selvforsvarsstyrkerne afsted for at støtte USA med overvågningsopgaver ved Yemens og Omans kyster. Men samtidig var premierminister Shinzo Abe på visit i Teheran, og Irans præsident, Hassan Rohani, var senere på året på høfligt genvisit i Japan. Officielt foregik Japans diplomati med Iran i tæt kommunikation med USA, men endnu har Shinzo Abes såkaldte ’mægling’ ikke haft nogen synlig effekt for andet end Japans egne olieleverancer.

I forhold til nabolandet Rusland har pragmatismen domineret. Shinzo Abe har en udmærket personlig relation til Putin og har derfor ivrigt sonderet mulighederne for at blive den japanske leder, der laver en historisk fredsaftale med Rusland (som aldrig blev indgået efter verdenskrigen). Dermed kunne Japan få nogle af de omstridte øer tilbage, som de to lande lige siden krigen har haft en bitter territorial strid om. Det har også været væsentligt for Abe at udbygge de to landes økonomiske samkvem – og frem for alt: at sikre stabile leverancer af russisk naturgas i en situation, hvor de fleste af Japans atomkraftværker har være ude af drift siden Fukushima-ulykken i 2011.

Hele tiden har USA imidlertid været på vagt over for, at Japan og Rusland skulle blive alt for gode venner – ligesom Abes eget nationalistiske bagland sætter hælene i jorden over for alt for store japanske indrømmelser. Derfor er forhandlingerne om de omstridte øer og en fredsaftale aktuelt gået på grund og ser ikke ud til at rokke sig ud af stedet.

 

For Shinzo Abe som regeringschef er der på den hjemlige politiske front intet at vinde ved at forbedre relationen til Sydkorea. Snarere tværtimod. Især ikke hos hans kernevælgere blandt konservative og nationalistiske japanere
_______

 

Spørgsmålet om Nordkorea
Er der et sted i verden, hvor den japanske udenrigspolitik må betegnes som knap så pragmatisk, er det i forhold til situationen på den koreanske halvø. Her har Abe-regeringen – især i løbet af 2019 – bevidst ladet forholdet til Sydkorea, som ellers skulle forestille at være en alliancepartner, nedfryse til fjendtlige frostgrader. Også selvom det bestemt ikke passer USA, som gerne ser sine to venner i regionen enes.

Japan har meget kontroversielt skærpet sin handelskontrol med eksport til Sydkorea af højteknologiske produkter, som kan bruges militært, og Seoul har på sin side truet med at ophæve aftalen om udveksling af militære efterretninger. En trussel, som efter stort indenrigspolitisk drama i Seoul ikke blev ført ud i livet i første omgang. Men tonen mellem de to lande er stadig yderst stridbar [se også artiklen af Liselotte Odgaard i RÆSON41].

For Shinzo Abe som regeringschef er der på den hjemlige politiske front intet at vinde ved at forbedre relationen til Sydkorea. Snarere tværtimod. Især ikke hos hans kernevælgere blandt konservative og nationalistiske japanere, påpeger professor Ryo Sahashi fra The University of Tokyo over for netmediet Tokyo Business Today: ”Diplomati over for Sydkorea gør intet andet end at koste ham politisk kapital. Han kan ikke vinde noget ved det”.

Ikke desto mindre måtte Abe-regeringen efter nogle måneder med højspændt krise se i øjnene, at forholdet til Sydkorea faktisk er ret vigtigt for ikke mindst Nordkoreas udvikling af atomvåben. Derfor har begge parter i de seneste måneder forsøgt at dæmpe tonen og reparere nødtørftigt på forholdet – hvilket dog vanskeliggøres af, at den offentlige mening i begge lande undervejs er blevet skærpet kraftigt, og at begge befolkninger derfor lige nu klart går ind for en benhård linje over for modparten.

I forhold til Nordkorea fører Japan som hovedregel en hård linje i alle sager – ikke kun for at stoppe landets udvikling af atomvåben, men lige så ofte med direkte reference til den gamle, men i den japanske offentlighed stadig følsomme tragedie om unge japanere, der blev bortført til Nordkorea i 1970’erne og 1980’erne.

Men det har ikke forhindret pragmatikeren Shinzo Abe i gentagne gange at invitere Nordkoreas leder til et særligt topmøde mellem de to med fokus på bortførelsessagerne. En invitation, som Nordkorea har afvist med foragt. Afvisningen har tvunget Japan til at spille en fjern birolle i diplomatiet over for Nordkorea, som ellers i nogle dele af landet er Japans nærmeste naboland, geografisk set.

Det er ikke så sært, at man i Japan føler sig sårbar over for Nordkorea. To gange forrige år har nordkoreanske testraketter, som i færdigtestet udgave i princippet vil kunne bære atomsprænghoveder, svævet hen over det nordlige Japan. Og bekymringen for, at USA i forlængelse af Trumps ’America First’-parole udelukkende fokuserer på, at Nordkorea ikke åbenlyst tester langdistanceraketter, der vil kunne nå USA, og dermed i praksis ikke bekymrer sig synderligt om Japans udsatte placering, er reel.

Men som situationen med Nordkorea er i øjeblikket, kan Japan ikke gøre ret meget andet end at afvente udviklingen og være beredt på det værste. Fra japansk side bliver der indkøbt dyre missilforsvarssystemer i USA, og det i sig selv gør jo kun den handelsorienterede amerikanske præsident glad og tilfreds.

 

Men som situationen med Nordkorea er i øjeblikket, kan Japan ikke gøre ret meget andet end at afvente udviklingen og være beredt på det værste
_______

 

Den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, at der i denne gennemgang endnu ikke har stået én eneste stavelse om Japans forhold til det fjerne Europa.

Forholdet til de europæiske lande, herunder forholdet til EU, fremhæves naturligvis som meget betydningsfuldt i højtidelige skåltaler – ikke mindst i 2019 ved indgåelsen af verdens største frihandelsaftale mellem EU og Japan. En aftale, som i sandhed rummer væsentlige landvindinger og mange nye muligheder for begge parters erhvervsvirksomheder. Og relationen spiller naturligvis en økonomisk og handelsmæssig rolle, der har stor indvirkning på Japans udenrigs- og handelspolitiske linje. Men sammenlignet med hensynene til USA og Kina skænker man ikke de europæiske lande mange strategiske tanker, når den hårde del af sikkerhedspolitikken skal defineres og fastlægges, hverken i udenrigs- eller forsvarsministeriet eller i landets tænketanke og forskningscentre.

Sådan er det i dag, men sådan behøver det ikke at blive ved med at være. ”Den Europæiske Union håber at komme i en position, hvor den proaktivt kan præge den måde, Europa er forbundet med Asien på, i stedet for blot at reagere på Kinas initiativer”, skrev den tyske ph.d.-forsker Kai Schulze fra Freie Universität i Berlin på websiden East Asia Forum i december 2019, da EU og Japan som opfølgning på den store frihandelsaftale indgik et ambitiøst ’connectivity’-partnerskab. ”Med Japan som partner vil Den Europæiske Union kunne vise, at alle i Europa vil få gavn af en styrket europæisk-asiatisk forbindelse mellem begge regioner uden alene at afhænge af Kina”, skrev Kai Schulze.

Også på klimaområdet, hvor Japans regering og japanske virksomheder efter mange år med lav profil og hovedet i busken nu forsøger at komme til at spille en hovedrolle i verden, ser man i de mindre traditionelt tænkende kroge af de japanske ministerier Europa som en mulig allieret.

Der er godt nok nogle i Europa, som er alt for firkantede og radikale i det spørgsmål, fortalte både politikere og erhvervsledere til japanske tv-aviser, da de i januar kom hjem fra et Davos-topmøde i Schweiz, som havde stået i klimaets tegn. Men der er andre, som er godt i gang med at definere og udvikle praktiske og pragmatiske løsninger på klodens åbenlyse problemer – og det kan man godt lide i Japan, hvor man selv er i gang med bestræbelser i samme retning. De japansk-europæiske relationer er værd at holde øje med i de kommende år. ■

 

”Med Japan som partner vil Den Europæiske Union kunne vise, at alle i Europa vil få gavn af en styrket europæisk-asiatisk forbindelse mellem begge regioner uden alene at afhænge af Kina”
_______

 



Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. ILLUSTRATION: Japans premierminister, Shinzo Abe, med Abu Dhabis kronprins, Mohammed bin Zayed al Nahyan, i Abu Dhabi, 13. janur 2020 [foto: Wam/Reuters/Scanpix]