Asger Røjle om Corona i Asien #4: Masker modvirker smittespredning. Det ved man i Østen, og nu skal vi forstå det i Vesten

Asger Røjle om Corona i Asien #4: Masker modvirker smittespredning. Det ved man i Østen, og nu skal vi forstå det i Vesten

07.04.2020


Der var engang, da vestlige sundhedsmyndigheder og læger opfattede den hyppige brug af masker i offentligheden i Østasien som et udtryk for en særlig asiatisk overtro. Men denne bedreviden står for fald under coronakrisen.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

Onsdag i sidste uge fik Japans premierminister, Shinzo Abe, en lys ide. Det var hans helt egen tanke, fortæller hans nære medarbejdere. Han var blevet alvorligt kritiseret for at være for tøvende med vidtgående indgreb over for det støt stigende antal covid-19-smittede i japanske storbyer, og nu ville han for alvor vise handlekraft over for befolkningen med et konkret initiativ.

Shinzo Abe iførte sig en ansigtsmaske og gik på parlamentets talerstol for at bekendtgøre, at regeringen havde besluttet sig for at forære hver eneste japanske husstand to ansigtsmasker af samme type – vel at mærke af stof, så de er vaskbare – og at disse masker uden tøven ville blive distribueret af postvæsenet i løbet af den kommende uge.

Den gavmilde gave udviklede sig på de sociale medier til lidt af en PR-fiasko for Abe, idet bekendtgørelsen af regeringens længe ventede økonomiske hjælpepakke til familier og små virksomheder, der er hårdt ramt af de mange nedlukninger under coronakrisen, til gengæld blev forsinket til fredag – et tiltag, som befolkningen var betydeligt mere optaget af.

Masker? Dem har japanerne i forvejen. Der har i de seneste måneder været mangel, lange køer ved de japanske matas-kæder og ligefrem sortbørshandel. Eftersom alvoren ved storbyernes stigende smittetal her ved begyndelsen af corona-pandemiens anden bølge er gået op for Japans medier og borgere, ser man kun få passagerer i de stadig fyldte myldretidstog, som ikke har maske på. Så på den ene eller anden måde ser det ud til, at folk har fået fingre i de masker, de har brug for.

At premierministeren overhovedet kunne få den ide, afspejler, at der generelt i Japan og i hele Østasien er en stærk tiltro til, at masker er afgørende vigtige i bekæmpelsen af smitsom influenza. Ikke kun i år, men også på normale år, hvor det er normale influenza-partikler i det offentlige rum, man skal beskytte sig imod.

 

WHO’s og den danske sundhedsstyrelses anbefalinger er jo skrevet af vesterlændinge, der tænker individualistisk. De formulerer grundlæggende deres anbefalinger ud fra, om det sikrer personen selv; altså den, der bærer masken
_______

 

I vore dages Østasien er brug af masker generelt en del af ens børnelærdom. Det har man lært af sin mor, sin skolelærer og den lokale doktor. Det sidder i rygmarven, at det er noget, man bør gøre, hvis man selv er forkølet og hoster, hvis tv-avisen fortæller om influenzaepidemier i oplandet, eller hvis man er allergisk over for bestemte former for pollen i forårsluften. Især hvis man befinder sig i et proppet tog eller et andet sted, hvor man kommer fysisk tæt på andre mennesker.

Personligt har jeg ofte som rejseleder eller privatperson stået i det kultursammenstød, der opstår, når danske turister og rejsende, som kun er vant til at se den slags operationsmasker på læger og sundhedspersonale, undrer sig over dette mærkelige asiatiske fænomen.

Mange danske læger og sygeplejersker, som er uddannet i vestlig sammenhæng, fortæller, at WHO og den danske sundhedsstyrelse ikke anbefaler, at almindelige mennesker bruger maske – ikke engang i influenza-sæsonen. De partikler, som vi smitter hinanden med, er så små, at de suser lige gennem eller uden om masken, uanset hvor stor og tætsluttende den er, siger de.

De ansigtsmasker, som almindelige forbrugere køber i apoteker og matas-lignende butikker, er i stand til at blokere partikler og mikrober på mellem 3 og 5 mikrometer, og derfor virker de fint mod pollen af alle slags – men ved den aktuelle nye form for coronavirus, covid-19, fylder hver partikel ikke mere end 0,1 mikrometer.

Når jeg har fortalt min japanske kone, der selv arbejder i ældresektoren i Danmark, om danske lægers og sygeplejerskers reaktion, er hun altid blevet lidt småfornærmet på sit folkevids vegne.

Det kan godt være, at maskerne ikke stopper alt, men det er da logisk, at de stopper nogle af partiklerne og dermed gør smittefaren lidt mindre, end den ellers ville have været, siger hun snusfornuftigt. Jeg må erkende, at jeg også altid selv har følt mig lidt beklemt ved den debat, fordi jeg ikke kan lade være med at opleve nogle vestlige lægers totale afvisning af brugen af masker – og hovedrysten over synet af maskebærende asiater – som udtryk for en vis storsnudet bedrevidenhed over for mange årtiers erfaring fra en anden del af verden.

WHO’s og den danske sundhedsstyrelses anbefalinger er jo skrevet af vesterlændinge, der tænker individualistisk. De formulerer grundlæggende deres anbefalinger ud fra, om det sikrer personen selv; altså den, der bærer masken. Når nogle vesterlændinge siger, at det ligefrem er ”det værste, du kan gøre”, er det udtryk for et ekstremt fokus på sig selv.

 

Men når læger, myndigheder, undervisere og medier med premierministeren i spidsen alligevel anbefaler masker i Østen, så skyldes det primært hensynet til andre mennesker i samfundet
_______

 

Det kan faktisk godt være, at maskerne beskytter en lille smule mod, at man selv bliver smittet. Når den amerikanske sundhedsstyrelse fredag pludselig skiftede mening og begyndte specifikt at anbefale masker over for den aktuelle covid-19-smitte, skyldes det formelt, at ny forskning har vist, at man ikke kun smittes med covid-19, når folk hoster og nyser omkring en, men at man også kan blive smittet, hvis man taler stille og roligt med personen foran en. Generelt er det imidlertid korrekt, at masker ikke giver den maskebærende person selv meget større sikkerhed, end hvis man ikke havde maske på.

Men når læger, myndigheder, undervisere og medier med premierministeren i spidsen alligevel anbefaler masker i Østen, så skyldes det primært hensynet til andre mennesker i samfundet. Hvis man hoster og nyser, så er det oplagt, at masken standser noget af det smittefarlige stads, som ellers ville sprøjte ud over det omgivende miljø. Det er afgjort ulækkert, og masken skal hurtigst muligt vaskes eller smides ud, men det er også klart, at det mindsker smittespredning. Man kan ikke være bekendt at lade være – for dermed tager man ikke hensyn til alle de ukendte i toget, men heller ikke til sig selv, sine venner og familie.

Endelig er der også det argument for at bruge masker, som ofte overses; nemlig at det forhindrer én i at røre sig selv i ansigtet. Og i Asien – eller i hvert fald i Japan – lærer små børn, at det ikke er pænt at røre sig selv i ansigtet. Jeg har på det seneste også set flere læger bruge det som argument for, at sundhedspersonale bør bære maske, når de er på arbejde.

Og det er jo oplagt, at det øger risikoen for at føre smitten, man måtte have påført sig ved at holde i et gelænder ved en togstation, direkte op i sit eget åbne ansigt, hvor det er ulige meget farligere end på hænderne.

De vestlige anbefalinger om, at masker slet ingen nytte gør for almindelige borgere, er i de senere uger blevet tolket som en ”nødløgn”. Der er i de fleste lande et begrænset udbud af masker, fordi der normalt er et begrænset marked og derfor en begrænset produktion. I adskillige lande har der været en panisk mangel på masker, og både i Japan og Sydkorea har det udviklet sig til politiske stormløb mod de siddende regeringer, som har måttet gå i aktion for at få produktionen øget. Derfor har det midt i en alvorlig pandemi været uhyre vigtigt at reservere de masker, der var på markedet, til det professionelle sundhedspersonale, som trods alt har meget mere brug for dem, end alle andre har.

Et andet argument for, at man har frarådet almindelige borgere at gå med masker i hverdagen, har været, at de skulle give ”en falsk følelse af sikkerhed” – hvilket utvivlsomt er sandt i mange situationer. Der er mange, som efter at have påført sig maske, gemmer sig for problemet bag den. ”Nu har jeg gjort, hvad der forventes af mig. Nu har jeg gjort, hvad jeg kan. Så er det ikke mig, der bliver syg”, er tankegangen.

Man må dog sige, at det i øjeblikket er en soleklar del af den massive oplysningsindsats, der foregår i lande som Japan og Sydkorea, at masker er gode – men ikke nok. Man skal også vaske hænder med sæbe, spritte sine hænder, hvor man kommer frem, og undgå at mænge sig for tæt med andre mennesker. Alle de råd, som man i hele verden efterhånden kender så godt, følger stadig med.

 

I år – inden lufttrafikken lukkede helt ned – var der en markant tendens til, at også vesterlændinge og folk af alle tænkelige kulturer og hudfarver bar maske
_______

 

Hvorom alting er, er der sket et kolossalt skred i de seneste uger og måneder. Når man sidste år bevægede sig gennem en international lufthavn, kunne man være sikker på, at de, der bar maske, havde smalle asiatiske øjne oven over maskerne. I år – inden lufttrafikken lukkede helt ned – var der en markant tendens til, at også vesterlændinge og folk af alle tænkelige kulturer og hudfarver bar maske. Mange havde pludselig fundet ud af, at det måske ikke var helt tosset med det gamle asiatiske husråd, når der er en ny, truende virus i omløb. Det kunne i hvert fald ikke gøre nogen skade. Det er dette skred, som i de allerseneste uger har været overskriften for en hel strøm af tendens- og nyhedshistorier i alverdens nyhedsmedier.

Senest har den amerikanske sundhedsstyrelse som nævnt ændret sin anbefaling, så det nu anbefales at bære et eller andet stykke stof eller papir for munden i offentligheden, så selve operationsmaskerne reserveres til læger og ansatte på hospitaler og klinikker. I Danmark er der i Region Hovedstadens regi sat undersøgelser i gang med henblik på at finde ud af, om det virkelig kan være rigtigt, at de famøse masker virker.

Det paradoksale er, at man de fleste steder i Østasien bruger det engelske fremmedord ”maske” om de omstridte mundbind. Det er ikke nogen årtusindgammel tradition med rødder i selve Asien. Det var først, da vestligt uddannede læger, iført masker, kom til regionen i følgeskab med erobrere, handelsmænd og missionærer i 1700- og 1800-tallet, at folk i Asien tog ideen til sig og gjorde den til hvermandseje.

Brugen af masker på de steder, hvor mange mennesker mødes, rimede nemlig godt med det traditionelle fokus på renhed, hygiejne og afstand, som til gengæld har dybe historiske rødder i Asien.

Udviklingen har i langt de fleste asiaters øjne bekræftet, at masker i sandhed gør en reel forskel og har hjulpet dem i denne krise. Den engelsksprogede koreanske avis skriver slet og ret i en overskrift i søndagsavisen: ”Debatten om masker er afgjort – Asien har hele tiden haft ret”. Og redaktøren af det respekterede og meget uafhængige kinesiske tidsskrift Caixin, Hu Shuli, skriver, at det efterhånden er ”totalt uansvarligt at hævde, at det at bære masker ikke gør nogen nytte i at forhindre smitsomme lungesygdomme”. ■

 

Udviklingen har i langt de fleste asiaters øjne bekræftet, at masker i sandhed gør en reel forskel og har hjulpet dem i denne krise
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. ILLUSTRAITON: Japans premierminister Abe bærer maske i parlamentssalen, 1. april 2020 [foto: Asger Røjle Christensen]