Asger Røjle om corona i Asien: Held eller forstand? Kun få japanere er døde af COVID-19

Asger Røjle om corona i Asien: Held eller forstand? Kun få japanere er døde af COVID-19

25.05.2020


Mens Japan i disse dage lukker op efter mange ugers undtagelsestilstand, viser tallene tydeligt, at relativt få japanere er døde af COVID-19. En Nobelprismodtager kalder det ”et mysterium for næsten alle”, hvorfor forskellen til andre lande er så stor. Det kan skyldes et robust sundhedssystem, det kan skyldes gode vaner, men det kan også skyldes etniske forskelle.

Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

“Ja, det er et mysterium for næsten alle”, svarede professor Tasuku Honjo fra Kyoto Universitet ved en online-briefing for udenlandske korrespondenter i sidste uge. Han blev bedt om et bud på en forklaring på, hvorfor de japanske dødstal under COVID-19-pandemien har været relativt lave sammenlignet med andre lande.

Honjo, som i 2018 fik Nobelprisen i medicin for sit arbejde med kræftbehandling, kom med tre forsigtige bud på mulige forklaringer: For det første ”er folk i dette land generelt meget renlige, de vasker hænder, og de kysser og krammer ikke offentligt.”

For det andet forskes der i muligheden for, om ”BCG-vaccinen mod tuberkulose [som japanere og i en vis udstrækning også andre asiater stadig får, red.] hjælper til at booste det grundlæggende niveau af immunitet i kroppen.” Her understreger andre forskere, blandt andet professor Shigeru Omi, som er det nærmeste, man kommer en officiel statsepidemiolog i Japan, at ”der intet bevis er for, at BCG er effektiv. Men der forskes i det som en mulig forklaring”.

For det tredje forskes der ifølge Honjo i en mulig ”genetisk forskel mellem asiatere og kaukasiere”, når det kommer til, hvor effektivt og hurtigt kroppens immunsystem er i stand til at identificere indkommende sygdomskilder. ”Det kunne være en af årsagerne, men ikke den eneste årsag”, sagde Honjo. ”Vi må vente til forskningen bliver i stand til at afgøre, hvad der er den afgørende årsag, og om det måske er alle tre ting i kombination”.

Forbløffende få
Lørdag var i alt 799 japanere døde med COVID-19. Nogle af disse dødsfald har skabt store overskrifter, fordi de har ramt kendte og elskede folk som komikeren Ken Shimura, skuespillerinden Kumiko Okae, den pensionerede topdiplomat Yukio Okamoto og senest Shobushi, en 28-årig sumobryder. Disse velkendte tragedier har i løbet af foråret i høj grad medvirket til at få alvoren til at gå op for mange borgere.

Men sammenlignet med andre lande er dødstallet meget lavt: 6,29 døde for hver million indbyggere. En langt mindre andel end i Italien, hvor det samme tal er 537, Belgien, hvor det er 793, og selv Sverige, hvor det er 383. I Danmark er 96,85 ud af en million borgere døde af COVID-19, stadig langt højere end andelen i Japan.

Man skulle ellers tro, at det japanske samfund ville være uhyre sårbart over for en sygdom som COVID-19, der især får alvorlige følger for ældre og folk, der allerede lider af andre sygdomme. Japan er et tætbefolket samfund med en meget skæv befolkningssammensætning. Ingen steder i verden lever så mange over 65 år koncentreret på så få kvadratkilometer. Samtidig er Japan naboland til Kina, hvor virusset først blev opdaget og beskrevet. I begyndelsen af i år havde Japan besøg af 925.000 kinesiske turister i januar og 89.000 i februar – noget, man skulle tro må have været basis for mange smitteoverførsler.

 

Repræsentanter for myndighederne er ligesom professor Honjo og Azby Brown heller ikke blege for at give almindelige japanere en meget stor del af æren for de lave dødstal
_______

 

Den store gåde
Regeringen har været tøvende. Nedlukningen er sket sent, og premierminister Shinzo Abe har set ud, som om han er blevet jaget rundt i manegen af eksperter, medier og lokalpolitikere. Men det til trods tyder det nu på, at Japan har fået nogenlunde styr på pandemiens udbredelse, og man er i gang med at afvikle den ”bløde nedlukning”, som under forskellige overskrifter har været i kraft siden marts.

Det åbner for ”den store gåde”, som arkitekten og bæredygtighedseksperten Azby Brown, der kommer fra organisationen Safecast og har boet i Japan siden 1985, udtalte i en video-podcast fra Shingetsu-nyhedsbureauet i sidste uge.

”Disse tal går faktisk ned, der er ingen modbeviser. Vi ser ikke folk dø i gaderne. Vi hører ikke doktorer fortælle om lig, der stables op på sygehusene. Hvad er det, Japan gør rigtigt?”, spørger Brown, som ellers er en uhyre kritisk stemme over for den japanske regerings håndtering af situationen.

”Lad os vende blikket mod folket”, siger han. ”Der er sket det samme, som der skete efter Fukushima-katastrofen, hvor vi så en massiv frivillig energispareindsats. Folk her i landet arbejder sammen, når de er blevet overbevist om, at noget er vigtigt. Jeg føler, at tilstrækkeligt mange folk nu har forstået budskabet om, at de skal være forsigtige og praktisere social distance og være endnu mere forsigtige end normalt med deres personlige hygiejne. Og så gør de det”.

Repræsentanter for myndighederne er ligesom professor Honjo og Azby Brown heller ikke blege for at give almindelige japanere en meget stor del af æren for de lave dødstal.

Professor Shigeru Omi, den førnævnte fremtrædende epidemiolog, der er formand for den rådgiverkomite bag premierministeren, som har været meget synlig i den sidste del af undtagelsestilstanden, forklarer de lave dødstal med:

”1) Det japanske sundhedssystem er robust, og det er lykkedes at undgå, at det er kollapset under arbejdsbyrden med COVID-19-patienter, som det er sket i andre af de værst ramte lande; 2) Vores strategi med at identificere og styre smittecentre (”clusters”) virkede effektivt i de tidlige faser af smittespredningen; og 3) det vigtigste, den japanske befolknings høje grad af opmærksomhed på at holde god hygiejne og generelt holde sig i en god helbredstilstand.”

 

Den mest markante succeshistorie for denne strategi var situationen på den nordlige ø Hokkaido i februar, hvor den første bølge af smittetilfælde i Japan fandt sted, formentlig bragt til landet af kinesiske skiturister
_______

 

Test-Trace-Treat
Under hele forløbet er alle japanere konstant blevet mindet om gode vaner, som de i vid udstrækning havde i forvejen: Husk at vaske hænder med sæbe, husk at bære ansigtsmaske offentlige steder, især hvis man selv er lidt syg, lad være med at komme i direkte fysisk kontakt med andre mennesker i form af håndtryk og kys. Derudover har de som noget nyt gennem tv-indslag, plakater, paroler og sociale medier lært udenad, at man skal undgå ”de tre c’er”. Man skal undgå – på engelsk – ”closed spaces”, især hvis der er dårlig ventilation, ”crowded places” og ”close contact”.

Gennem hele forløbet har myndighedernes kampagner og udmeldinger lignet en kampagne mod nattelivet i byens muntre kvarterer. Men ikke fordi myndighederne er særligt stramtandede. Tallene har vist, at de smittetilfælde, der faktisk har været, i stor udstrækning har haft deres ”clusters” i netop nattelivet. Dermed har smitten ramt unge og midaldrende, og ikke de ældre, som ville have være mere sårbare.

Samtidig har man forsøgt at begrænse menneskemængderne i pendlertogene i myldretiden ved at opfordre folk til at arbejde hjemme eller tage ind og ud på andre tidspunkter af døgnet. Når der alligevel er sket smitte i forbindelse med myldretiden, har det primært ramt unge og midaldrende med gode odds for at overleve og relativt sjældent de ældre.

”Den grundlæggende præmis for Japans strategi har hele vejen været “Test-Trace-Treat” eller TTT”, skriver Andy Crump i avisen Nikkei, Japans svar på Børsen. Han er konsulent for MEGRI, Medical Governance Research Institute, og gæsteprofessor ved Keio-universitetet og Skt. Lukas-hospitalet i Tokyo.

”Når først en smittet person er blevet identificeret ved ydre symptomer som for eksempel feber, er hvert smittecenter, ”cluster”, blevet sporet til den oprindelige smittekilde, og alle i cluster’et er blevet isoleret og behandlet, hvis det var nødvendigt”, forklarer Crump. ”Denne målrettede testpraksis har betydet, at udbredt testning af befolkningen ikke har været nødvendig, og det har været ekstremt besparende”.

Den mest markante succeshistorie for denne strategi var situationen på den nordlige ø Hokkaido i februar, hvor den første bølge af smittetilfælde i Japan fandt sted, formentlig bragt til landet af kinesiske skiturister. Grænsen var ikke lukket endnu på det tidspunkt. ”Et TTT-indgreb, baseret på cluster-identifikation, fik sammen med lukning af transportruter og en appel om at blive hjemme fra Hokkaidos guvernør, udbruddet under kontrol” konstaterer Crump.

Denne strategi viste sig imidlertid ikke at kunne bruges til at tackle den anden bølge i marts-april, hvor virus blev bragt til Japan fra Europa og USA. Her blev det af hensyn til kapaciteten i sundhedssystemet nødvendigt med flere ugers undtagelsestilstand og en blød nedlukning af hele landet, som først nu er ved at blive afviklet.

 

Men i dag er tre-generations-familien på godt og ondt brudt op. Selv om folk bor tæt sammen i de proppede storbyer, er det ofte tilfældet, at den ældste generation, bedsteforældrene og oldeforældrene, bor for sig selv – ude på landet. Alt for ofte ensomme, men i sikkerhed for den aktuelle pandemi
_______

 

Årsagerne kan være mange
Man skal være meget varsom med at sammenligne smittetal. Japan tester som nævnt langt færre end andre lande, også efter at have fået importeret kapacitet til at teste langt flere, end man gør. Man kan bedre tillade sig at sammenligne dødstal. Selv om der naturligvis er nogle smittede, der dør uden at få diagnosen, ser det grangiveligt ud til, at voldsomt mange færre dør af den frygtelige sygdom her i Japan end andre steder.

Mange peger ligesom professor Omi på sundhedssystemets og sygehusvæsenets ressourcer og prioriteringer som en del af forklaringen. Japan er generelt et velstående land med et professionelt sundhedsvæsen, og langt de fleste borgere har en god sundhedsforsikring, som gør, at de ikke lader være med at gå til lægen af økonomiske årsager.

Selv om der har været mangel på udstyr og udmattelse mange steder i sygehus-systemet, og selv om der er flere vidt publicerede eksempler på clusters i selve sygehusene, hvor ansatte og patienter har smittet hinanden, så har man på sygehusene både centralt og lokalt i Japan været gode til at opretholde god hygiejne. Andre steder i verden, for eksempel i Italien, har smitten spredt sig inde på sygehusene på grund af dårlige værnemidler og forkert indstillede respiratorer.

Andre peger ligesom både professor Honjo og professor Omi på det generelle sundheds- og konditionsniveau i befolkningen, måske især hos de ældre. Dertil kommer det faktum, at der er langt færre overvægtige i Japan end i de fleste vestlige lande, hvilket også kan have begrænset dødstallet væsentligt.

Endnu andre peger i Japans specifikke tilfælde på, at den ældre befolkning, langt den værste risikogruppe, i forvejen ulykkeligvis lever deres liv ude på landet i uddøende landsbyer, langt fra familien og i betydelig social distance fra hinanden og alle andre. Tidligere var det langt det almindeligste, at man boede tre generationer sammen i Japan, hvilket blandt andet under den spanske syge i begyndelsen af 1900-tallet betød megen smitte fra en aldersgruppe til en anden inden for samme familie.

Men i dag er tre-generations-familien på godt og ondt brudt op. Selv om folk bor tæt sammen i de proppede storbyer, er det ofte tilfældet, at den ældste generation, bedsteforældrene og oldeforældrene, bor for sig selv – ude på landet. Alt for ofte ensomme, men i sikkerhed for den aktuelle pandemi.

Ikke engang i ”Golden Week”, japanernes lange forårsferie i slutningen af april og begyndelsen af maj, fik de besøg af familien, fordi regeringens meget klare opfordring til alle var at blive hjemme i år. På den måde undgik man at sprede smitten fra storbyerne til de mest sårbare befolkningsgrupper ude på landet, hvor sygehus-systemet ville have været mest sårbart, hvis mange havde fået sygdommen.

Dette offer, som mange familier gjorde, har sammen med de andre faktorer, der er nævnt ovenfor, spillet sammen, så dødstallet i Japan er forblevet relativt lavt gennem hele krisen. Hvilke af faktorerne, der vejer tungere end de andre, det vil forskere, embedsmænd og politikere diskutere frem mod den næste epidemi, så det japanske samfund måske vil kunne være lidt bedre forberedt næste gang. Det er ikke sikkert, at man kan være lige heldig hver gang. ■

 

Dette offer, som mange familier gjorde, har sammen med de andre faktorer, der er nævnt ovenfor, spillet sammen, så dødstallet i Japan er forblevet relativt lavt gennem hele krisen
_______

 



Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. ILLUSTRATION: Hovedstaden Tokyo på dagen hvor den nationale undtagelsestilstand ophæves i Japan. Japans premierminister, Shinzo Abe, ses på skærmene i baggrunden, 14. maj 2020 [Foto: Du Xiaoyi Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]