Asger Røjle rapporterer fra Japan: ”Vores samfund vil være i en slags nedlukning i flere år, og så må vi skrue op og ned”

Asger Røjle rapporterer fra Japan: ”Vores samfund vil være i en slags nedlukning i flere år, og så må vi skrue op og ned”

20.04.2020

.

Plan A virkede godt for Japan, men da anden bølge af covid-19-smitte ramte landet midt i marts, havde man ikke nogen Plan B. Det havde man slet ikke tænkt på, lyder kritikken fra japansk ekspert.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

Japan var i februar heldig med at identificere og inddæmme de første relativt få tilfælde af covid-19-smitte i landet. Men da der i løbet af marts blev flere og flere smittetilfælde i hovedstaden, Tokyo, manglede landet fuldkommen en Plan B, der kunne håndtere den situation, der opstod.

Den var vurderingen fra professor Kentaru Iwata fra Kobe Universitet, der er ekspert i behandling af smitsomme sygdomme, da han i dag deltog i en online-briefing med medlemmer af Foreign Correspondents’ Club of Japan.

”Det lykkedes os i første omgang at finde de større clusters og få dem inddæmmet. Men det japanske samfund er virkelig dårligt til at skifte fra Plan A til Plan B. Vi er dårlige til overhovedet at tænke på en plan B. Bureaukrater vil helst fortsætte med den plan, der en gang er lagt”, forklarede Iwata.

I de senere uger er antallet af smittetilfælde i Japan steget, så der i dag er flere end 10.000. Denne stigning er især sket i storbyerne Tokyo og Osaka, men også ude på landet, hvor der bor mange ældre mennesker i risikogrupperne, og hvor sundhedssystemerne er meget mere sårbare.

”Vi var langsomme til at ændre strategi, da situationen ændrede sig. Derfor mener jeg heller ikke, at Japan håndterer sygdommen på den rigtige måde lige nu. Det vigtige er at blokere smittekæderne, og den mest effektive måde at gøre det på vil være en mere konsekvent nedlukning af samfundet, end vi har set”.

”Japan har godt nok ikke lovmæssig mulighed for at lukke samfundet ned. Vi kan ikke straffe folk for at bryde reglerne [ifm. nedlukningen]”, erkendte han. ”Men det er lige meget. Det handler ikke om at straffe folk. Vi skulle have sagt tydeligere, at folk skulle blive hjemme. Denne mangel på et klart budskab til japanerne har forlænget problemerne”, vurderer Iwata, som ser et vist håb i de allerseneste dages faldende tal for nye smittetilfælde.

 

“Hvis vi vælger effektive forholdsregler, vil vi kunne afslutte epidemien i løbet af nogle få måneder, ligesom andre lande har gjort”
_______

 

”Der er mange, som bærer maske, og så mener de, at alting er fint. Men det er ikke nogen effektiv måde at undgå smitte på. Den effektive måde er at undgå kontakt med andre i det hele taget og holde sig to meter fra hinanden, når man alligevel mødes. Folk spørger mig altid, om jeg er for eller imod masker, og jeg er totalt ligeglad, for de er ikke spor effektive. De er trivielle – de er ikke nogen væsentlig del af det, der burde være vores budskab til befolkningen”.

En nedlukning er ifølge Iwata en relativ ting. Man kan ikke lukke et samfund totalt ned, og man kan heller ikke lukke det totalt op igen på en gang.

”Vores samfund vil være i en slags nedlukning i flere år, og så må vi skrue op og ned. Man kan ikke stoppe nedlukningen på en gang. Det er for farligt. Men hvis vi vælger effektive forholdsregler, vil vi kunne afslutte epidemien i løbet af nogle få måneder, ligesom andre lande har gjort”, vurderer han.

At skulle bekæmpe smitsomme sygdomme er jo ikke nogen ny udfordring for det japanske sundhedsvæsen.

”Men det burde have forberedt sig på den slags problemer langt tidligere”, erkender Iwata. ”Vi har hospitaler, der er udpeget til at tage sig af smitsomme sygdomme, men det betyder, at alle andre sygehuse har manglet forberedelse og uddannelse – og villighed til at hjælpe, da det blev nødvendigt.”

Der er rapporter om, at patienter, der muligvis har covid-19, køres rundt i ambulance fra sygehus til sygehus, før de finder et, der vil modtage dem.

”Men det er et strukturelt problem”, understreger Iwata. ”Japan bruger faktisk ikke så mange penge på sit sundhedsvæsen, som mange tror. Vi har en situation, hvor læger og sygeplejersker var meget pressede allerede inden covid-19. Men covid-19 har gjort dette meget mere synligt.”

Adspurgt om de olympiske lege i Tokyo, der indtil videre er udskudt til næste år, svarede professor Iwata, at han ikke tror, at de vil kunne holdes næste sommer.

”Der er to betingelser, der skal opfyldes: Sygdommen skal være under kontrol i Japan, og den skal være under kontrol i resten af verden. Japan vil meget vel kunne få situationen under kontrol inden næste sommer. Det håber jeg, at vi er i stand til. Men jeg tror ikke, at det vil lykkes for alle lande i hele verden.”

”Så jeg er meget pessimistisk angående afholdelsen af de olympiske lege næste år, medmindre man vil holde det uden tilskuere eller med meget begrænset deltagelse”, konkluderer han. ■

 

“Vi har en situation, hvor læger og sygeplejersker var meget pressede allerede inden covid-19. Men covid-19 har gjort dette meget mere synligt”
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. ILLUSTRATION: Shibuya Station i Tokyo, 17. april 2020 [foto: nagi usano/flickr]