Journalist og forlægger Birgitte Dyrekilde i Kommentarserien: Regeringen omklamrer sine magtesløse ofre

Journalist og forlægger Birgitte Dyrekilde i Kommentarserien: Regeringen omklamrer sine magtesløse ofre

15.04.2020


Vi har en regering, der har frataget os skræmmende mange friheder og rettigheder og har lammet hele samfundet. En regering, der nyder at have fuld kontrol – og ikke har spor travlt med at afgive den. Andre partier har fungeret som gummistempler og bruger nu krisen og den åbentstående pengekasse til at fremme egne politiske dagsordener.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Birgitte Dyrekilde

JEG VAR ALL IN, da statsministeren onsdag den 11. marts tonede frem på skærmen og sagde, vi skulle holde os hjemme de næste 18 dage. Jeg havde hørt de grelle historier fra Italien, og der skulle vi naturligvis ikke hen. Hun gjorde det godt, og jeg stolede på hende. Jeg kunne godt se den røde og grønne kurve, og selvfølgelig skulle vi undgå en situation, hvor vi manglede mandskab og udstyr. Grænserne blev lukket – vildt, men i orden. Hvis vi på to uger kunne knække kurven, var det det hele værd. Jeg skelede i begyndelsen ikke til, at det også gjaldt de små retslokaler med ganske få mennesker, genbrugspladser, hvor man triller ind i bilen, små cafeer med et begrænset antal gæster, og også de kirker, museer og biografer, der sjældent fik besøg. Det hele skulle jo gå så pokkers stærkt.

Dagene gik. Frederiksen & Co. præsenterede flere, nye tiltag på bekymrende lavt niveau og mine alarmklokker begyndte at ringe – statens bemyndigelser i forhold til borgerne voksede i hast, straffe blev forhøjet, vandrestier ensrettet, sommerhusbesøg blev en dødssynd, og en weekend frygtede mange udgangsforbud i København. I kombination med historisk store hjælpepakker, indikerede statsministeren, at de to uger, hun oprindeligt havde stillet borgerne i udsigt, næppe var ment som en rigtig deadline. Som en advarende påmindelse til befolkningen om bare at adlyde var rigspolitichef Thorkild Fogde altid til stede ved briefingerne. Jeg fik sværere og sværere ved at genkende mit land. Efter to uger forsikrede Frederiksen, gudskelov, at hun ikke ønskede ”at holde Danmark lukket én dag mere end nødvendigt”.

Tallene for indlagte på landets hospitaler steg moderat, inden kurven decideret knækkede. Vi nåede aldrig i nærheden af kapacitetsgrænserne. Estimaterne fra sundhedsmyndighederne viste sig ikke at være et klap bedre end aktieanalytikeres bud på kursudviklingen. Sandt, der manglede muligvis både data og viden, da myndighederne i store træk lukkede landet ned, men det ændrede ikke på, at det forventede stormløb på hospitalerne helt udeblev. Men nu havde regeringen sat store dele af landet i bero, og den havde ingen intentioner om at ændre den status foreløbigt.

 

Jeg ventede utålmodigt på, at Frederiksen begyndte at snakke om de stærke i samfundet, der skulle føre os ud på den anden side. Men dem var der ikke rigtig nogen tilbage af. Udover hende selv, regeringen
_______

 

NOGLE NÆTTER begyndte jeg at ligge søvnløs. Ikke af skræk for corona. Ligposerne i Italien skræmte mig ikke længere. Jo, det var en smitsom og kedelig sygdom, navnlig for svage ældre, men langt, langt de fleste overlevede, også af de gamle. Nej, jeg var ved at miste tilliden til hele politikerkorpset. Alle, med en lille undtagelse i Rasmus Jarlov, var blevet del af det socialdemokratiske narrativ og kapitaliserede på, at regeringen havde åbnet for den store finanspolitiske vandhane. Alle ville have penge. Regningen for at forsøge at undgå en epidemi med en dødelighed, der i øjeblikket lader til at ligge et godt stykke under en procent, tegnede til at blive tårnhøj. For ikke at tale om alle de afledte effekter af, at tusinder af familier blev kastet ud i massiv usikkerhed og arbejdsløshed. Og så hele dette vanvid: At alle, ifølge vores statsminister og hendes sundhedsekspert Søren Brostrøm, gjorde bedst i at holde sig på lang afstand af andre mennesker og bare lukke sig inde. På ubestemt tid. Eksperimentet virker, klart, men er jo ikke en langsigtet løsning for et samfund med frie mennesker.

Mette Frederiksen var under de mange pressemøder gået fra at være den almoderlige statskvinde til en politiker, der talte til sine egne vælgere. Hun henvendte sig nu direkte til de ansatte i det offentlige og supermarkederne, der ”heltemodigt” stadigt passede deres job. Der var ingen håb eller konkrete mål at spore for det private erhvervsliv, som ellers er helt centrale i finansieringen af vores samfund og det sundhedssystem, vi er afhængige af. Hun sendte tanker til de efterladte, der havde mistet familiemedlemmer til corona. En betydelig del var over 80 og 90, men den oplysning måtte jeg selv finde i sundhedsmyndighedernes statistikker. Andre dødsfald, som der var langt flere af, forårsaget af alle mulige andre sygdomme, kaldte ikke på Frederiksens medfølelse. Sundhedsansatte blev takket for deres store indsats, selvom sandheden var, at hospitaler sjældent havde stået så patienttomme, og folk næsten var holdt op med at ringe til lægen.

Regeringen talte til de hjemløse, de psykisk syge, kvinder med voldelige ægtefæller, og børn i misbrugsfamilier. Ingen blev glemt. Der er mange udsatte grupper i Danmark. Snart kom ministre på banen med hjælpepakker til lønmodtagere, virksomheder, sportsklubber, osv. Der er også mange ofre i et samfund, hvor ingen må gå udenfor en dør. Jeg ventede utålmodigt på, at Frederiksen begyndte at snakke om de stærke i samfundet, der skulle føre os ud på den anden side. Men dem var der ikke rigtig nogen tilbage af. Udover hende selv, regeringen, forstod jeg, bistået af politichefen og Søren Brostrøm.

 

At tusinder dør af rygerlunger, luftforurening, fedme og druk spiller ingen rolle og kalder ikke på lignende indgreb. Måske gudskelov for det, for vi har vel stadig tilladelsen til at dø en dag. Af noget
_______

 

DA METTE FREDERIKSEN endelig annoncerede, at dele af samfundet igen kunne åbne – primært de mindre klasser og daginstitutioner – hed det, at hun hellere ville gå ”for kort end for langt”. Og hun konstaterede, at vores liv ville aldrig igen blive det samme. Jeg blev nødt til at spidse ører, men det handlede vist om, at vi skulle blive ved med at vaske hænder, hoste i albuen og blive hjemme, når vi var syge. Men det lød meget slemt. Ingen optimisme, ingen styrke, ingen visioner. Snart begyndte bekymringen at florere. Var det overhovedet sikkert at sende børnene af sted? Nogle skolelærere og pædagoger blev bange for at gå på arbejde. Ingen tænkte over, at børn, der ligner vores på en prik, hele tiden har gået i skole og institutioner på den anden side af Øresund – uden stribevis af spektakulære dødsfald.

Vi har en regering, der har frataget os skræmmende mange friheder og rettigheder. Vi skal holde os fra andre mennesker, ikke bevæge os rundt, grænserne er lukkede, og helt kontant er brancher og levebrød blevet lagt ned på et grundlag, som man i den nuværende situation stærkt kan betvivle, er nødvendig. Samfundet er fortsat lammet.

Den offentlige debat er drejet over i, at nu skal så få som muligt dø. Af corona. Koste, hvad det vil. Dødstallet ligger pt. omkring 300 – mindre end en femtedel af en hård dansk influenzasæson. At tusinder dør af rygerlunger, luftforurening, fedme og druk spiller ingen rolle og kalder ikke på lignende indgreb. Måske gudskelov for det, for vi har vel stadig tilladelsen til at dø en dag. Af noget.

Ja, der kommer nok en eller flere bølger af corona herhjemme, men regeringen har haft mere end fire fulde uger til at udbygge kapaciteten i sundhedsvæsnet, som jo oprindeligt var den kritiske faktor. Tanken var aldrig at gemme hele Danmark fra coronaen. Og bliver det forhåbentlig ikke. Selv Nordkorea har på forunderlig facon fået virussen ind. Der kan åbnes langt mere, hvis regeringen stoler på befolkningen og dens evne til at passe på sig selv. Alle ville jo kunne forstå, at regeringen igen ville skulle gribe til nødløsninger, hvis sundhedssystemet mod forventning var ved at segne.
Men nej, vi har en regering, der nyder dens fulde kontrol med en nation bestående af frygtsomme svage borgere og ofre. Den kontrol har regeringen tilsyneladende ikke spor travlt med at afgive. Andre partier har fungeret som gummistempler og bruger nu krisen og den åbentstående pengekasse til at fremme egne politiske dagsordener, navnlig i forhold til indvandring og klima, i stedet for at dæmpe hysteriet og panikken. Det er så uskønt som noget. Jeg har aldrig været fortaler for at demonstrere, men for første gang føler jeg vitterligt et brændende behov. ■

 

Der kan åbnes langt mere, hvis regeringen stoler på befolkningen og dens evne til at passe på sig selv. Alle ville jo kunne forstå, at regeringen igen ville skulle gribe til nødløsninger, hvis sundhedssystemet mod forventning var ved at segne
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Birgitte Dyrekilde (1973) er forlægger, journalist og forfatter, chef for forlaget Kontrovers med en fortid på Reuters, Børsen og Jyllands-Posten. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen, da hun afholder pressebriefing om status for COVID-19 i Danmark, 14. april 2020 (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)