Bo Berger: Mette Frederiksens strategi for genåbningen af Danmark skal vise sig at være en dyr fejl

Bo Berger: Mette Frederiksens strategi for genåbningen af Danmark skal vise sig at være en dyr fejl

07.04.2020

.

Tilbage står, at samfundet umiddelbart efter påske ikke rigtig bliver åbnet mere, end det var i forvejen. Og tilbage står også, at Mette Frederiksen ikke formår at udskrive den rigtige medicin for at få det danske samfund på ret køl igen.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Bo Berger

Coronavirussen hærger i Danmark og resten af verden. Derfor er vores samfund lukket ned, indtil vi kan få kontrol over situationen. Det giver god mening, da vi ikke var tilstrækkeligt forberedt på situationen. Men vi er ved at være kommet igennem den første tid med kaos og usikkerhed – og hvad skal der så ske? Skal vi fortsat holde offentligt ansatte hjemme? Holde vores grænser lukket? Fortsætte med at udhule vores stærke offentlige økonomi med et utal af hjælpepakker?

Da coronakrisen ramte Danmark, viste regeringen med Mette Frederiksen i spidsen stor handlekraft ved at lukke det danske samfund, stramme lovgivningen og øge overvågningen. Og lad mig bare indrømme, at hun gjorde det dygtigt og resolut. Skolerne blev lukket, medarbejdere i offentlige og private virksomheder blev sendt på hjemmearbejde. Små erhvervsdrivende som frisører og restauratører blev pålagt at sætte deres virksomheder på pause, således at smitten ikke kunne sprede sig blandt deres kunder.

Så langt så godt. Vi fik inddæmmet smitten og kom langt under det mål, som sundhedsmyndighederne havde sat for antal smittede i Danmark. Og nu er det på tide igen at åbne lidt for det danske samfund, så vi kan udnytte de sundhedsfaglige ressourcer bedst muligt, for at krisen ikke trækker unødvendigt i langdrag. Det var groft sagt den besked, Mette Frederiksen gav os på pressemødet i går. Genåbningen skal indtil videre ske ved at åbne for pasning af børn til og med femte klassetrin i daginstitutioner, SFO’er og skoler.

 

Derfor må vi benhårdt prioritere, hvilken gruppe der skal udsættes for risiko for smitte, for at vi på en samfundsøkonomisk og menneskelig ansvarlig måde kommer bedst muligt gennem krisen
_______

 

Samtidig har Mette Frederiksen kastet aben videre til kommunerne, der nu skal beslutte, hvordan udmeldingen skal føres ud i livet. Udfordringerne for kommunerne vil være store, da der skal findes nok personale til pasningen af børnene. Der skal holdes god afstand, og hygiejnen skal være i top. Det hænger ikke rigtigt sammen, når daginstitutionerne og skolerne i forvejen var hårdt pressede.

Det skal vise sig at blive en dyr fejl, Mette Frederiksen har begået ved at sende børnene i skole og daginstitutioner i stedet for at lade små erhvervsdrivende som frisører og lignende åbne for deres virksomheder igen. Det er klart, at de, der arbejder hjemme, i øjeblikket kan være udfordrede med hensyn til effektivitet, når de har deres små børn hjemme. Til gengæld har de ikke forstyrrende kolleger og har mulighed for at udnytte deres dag meget mere fleksibelt, sådan de i de fleste tilfælde kan udføre noget af deres arbejde, når børnene er kommet i seng om aftenen. Deres tab i effektivitet vil derfor næppe nå op på samme niveau, som tabet af lukkede virksomheder og nu arbejdsløse eller hjemsendte medarbejdere vil medføre.

Nedlukningen af Danmark har til formål at balancere smitten blandt danskerne, så vi har kapacitet nok på sygehusene til at tage os godt af dem, der får behov for hjælp, hvis symptomerne bliver for hårde. Og derfor må vi benhårdt prioritere, hvilken gruppe der skal udsættes for risiko for smitte, for at vi på en samfundsøkonomisk og menneskelig ansvarlig måde kommer bedst muligt gennem krisen. Det er i den sammenhæng væsentligt, at de kommende generationer ikke står med nitten.

 

Derfor vil det være langt mere samfundsgavnligt at lade de virksomhedsejere, der i øjeblikket modtager støtte fra staten, fordi deres virksomheder er blevet lukket ned, åbne deres virksomheder igen
_______

 

Derfor vil det være langt mere samfundsgavnligt at lade de virksomhedsejere, der i øjeblikket modtager støtte fra staten, fordi deres virksomheder er blevet lukket ned, åbne deres virksomheder igen. Det skal selvfølgelig ske med et vågent øje fra myndighederne, der vil kunne gå ind og lukke virksomheder, der ikke overholder de tiltag, der skal til, for at smittespredningen ikke eskalerer over det niveau, der er fastsat af sundhedsmyndighederne. Men det vil betyde en betydelig mindre udgift for staten i støtte til de nedlukkede virksomheder samt en meget større sandsynlighed for, at virksomhederne kunne overleve i det lange løb. Derudover ville mange af de ansatte, der i øjeblikket er henvist til kontanthjælp eller dagpenge, igen kunne komme i arbejde – til gavn for dem selv og statskassen. Det er klart, at der til de medarbejdere, der så ikke længere ville kunne passe deres børn hjemme, skulle være nødpasning klar, som der i øvrigt allerede er, rundt omkring i de danske kommuner.

Tilbage står, at samfundet umiddelbart efter påske ikke rigtig bliver åbnet mere, end det var i forvejen. I udmeldingen mandag aften vises det ganske rigtigt, at man har forstået sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at få hævet antallet af smittede lidt igen, så epidemien kontrolleret kan skabe flokimmunitet, uden det tager flere år at opnå. Men tilbage står også, at Mette Frederiksen ikke formår at udskrive den rigtige medicin for at få det danske samfund på ret køl igen. Det er klart, det er forsigtighedsprincippet, vi skal bruge, når vi navigerer gennem coronakrisen. Ingen af os ønsker at ende i samme situation som Italien og Spanien. Vi skal have antallet af smittede til at være på et niveau, som vores sygehuse kan overkomme, samtidig med at vi holder vores mange små virksomheder i live.

Det er nu, Mette Frederiksen skal vise sit sande værd som leder af regeringen, det danske folk og Danmarks største parti. De andre partier skal inddrages meget mere i beslutningerne, end det sker i dag. For vi kan kun finde de rigtige løsninger for danskerne, hvis flest mulige er med til at diskutere, hvilken retning vi skal gå. Husk på, at det ikke er tid til ideologiske sværdslag, men til pragmatiske politiske løsninger, der bedst muligt kan føre det danske samfund gennem en svær og dyb krisesituation, der – hvis det håndteres forkert – kan føre til langvarig recession. Og derudover en langt dårligere sundhedssituation i fremtidens Danmark, fordi vi ikke udnytter vores ressourcer bedst muligt. ■

 

Det er nu, Mette Frederiksen skal vise sit sande værd som leder af regeringen, det danske folk og Danmarks største parti. De andre partier skal inddrages meget mere i beslutningerne, end det sker i dag
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Bo Berger (f. 1969) er salgschef i virksomheden PH Spaanteknik A/S. ILLUSTRATION: Indre København den 27. marts [foto: News Øresund – Sofie Paisley/flickr]