14.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det triste paradoks ved regeringens beslutning om at aflive danske mink med henvisning til sundhedsrisikoen er, at et hendøende, underskudsgivende erhverv nu kan gøre dets udøvere til mangemillionærer. Men minkbranchen følger blot en dybfæstet tradition i dansk landbrug for at kunne lugte penge, når vi andre lugter gylle: Den spejler med sit underskud og EU-støtte de generelle strukturelle problemer i dansk landbrug i dag.

Kommentar af Niels Boel og Holger Øster Mortensen

Dansk landbrug er trods en svimlende gæld på 300 mia. kr. det mest støttede erhverv i Danmark med ca. 6 mia. kr. i årlig EU-støtte. På den måde var det måske ganske forudsigeligt, at minkbranchen – der ellers også i flere år har døjet med underskud (hver minkfarm mister omkring én million kr. om året) – straks havde hånden fremme og afkrævede sig fyrstelig kompensation, da danske mink blev aflivet som led i bekæmpelsen af COVID-19-pandemien.

Fra landbrugets sorte får til dets guldæg
Den verdensomspændende pandemi, som formentligt startede på et dyremarked i Wuhan, viste ellers til overflod faren ved tilstedeværelsen af mange dyr op og ned ad menneskelig bosættelse. Efter en muteret coronavirus med rivende hast bredte sig blandt danske mink, kan den danske regering dårligt klandres for at have iværksat aflivningen af minkbestanden.

For danske minkavlere var aflivningen af den danske minkbestand ikke blot en mareridtsagtig, brat afslutning på deres erhverv – de fortjente også offentlig sympati og ægte statsministerielle tårer. Men mens de tørrede deres fugtige øjne, anede minkavlerne også konturerne af et drømmescenarium, hvor et på mange måder kontroversielt erhverv, som økonomisk hang med bagdelen i vandskorpen, pludselig kunne se sig forgyldt gennem eksorbitante kompensationskrav. Kompensationen, der stilles i udsigt, kan være på den lune side af 10 mia. kroner og ligger fx himmelvidt over de 3 mia. kr., regeringen bød ind med til den grønne omstilling ved finanslovsforhandlingerne i 2019.

 

Historien om aflivningen af danske mink kan derfor også blive historien om minkbranchens forvandling fra landbrugets sorte får til dets guldæg
_______

 

Indtil nu har danske minkavlere udgjort en underskudsgivende, EU-støttet branche. Et minkskind (afhængigt af kvalitet) koster 200 kr. nu, mens det kostede 600 kr. for en del år siden. Det koster mellem 250 og 290 kroner at producere et minkskind ifølge en analyse ved tænketanken Kraka, så minkproduktion er altså en direkte underskudsforretning.

Historien om aflivningen af danske mink kan derfor også blive historien om minkbranchens forvandling fra landbrugets sorte får til dets guldæg.

Mange minkfarme stod i forvejen over for en nært forestående konkurs: Hver tredje minkfarm er allerede lukket inden for de sidste fire år ifølge en artikel i Landbrugsavisen den 5. april 2020. Uden den beordrede nedlukning af hvervet i november ville mange farme altså have lidt en stille død uden at få noget som helst i kompensation. Det er derfor vanskeligt at argumentere for, at avlerne bør kompenseres for tabt fremtidig indtjening, når alle i branchen ifølge Landbrugsavisen har sat penge til de seneste år.

Samtidig udgør minkavlernes salgstal en ubetydelig andel af dansk BNP (0,12 pct. ifølge Krakas analyse), og branchen er en nicheproduktion i dansk landbrug. For samfundet er de gener, minkfarme påfører, mange og voldsomme; blandt andet lugtgener, enormt vandforbrug og ekstra trafik. Minkfarme udgør kæmpestore industrier, og som dokumenteret af TV 2 (16. november 2020) indebærer naboskab til minkfarme også gener i form af udbredelse af fluer, måger og flæskeklannere.

Minkindustriens endeligt er også godt for klima, luftkvalitet, sundhed og miljø: Med nedlukningen af minkindustrien falder landbrugets CO2-udledning med halvanden procent. Samtidig betyder det, at Danmark kan komme tidligere i mål med opfyldelsen af EU’s ammoniakkrav.

 

Der er tale om et erhverv med stor risiko for udvikling af virusser og en udsigtsløs fremtid økonomisk, hvor alt tydede på, at det ville følge de hollandske og franske minkbrancher og lukke ned inden for få år
_______

 

Et erhverv med tvivlsomme arbejdsforhold
Minkavlerne taler i dag tårevældet om deres livsværk, som om deres avlsdyr kunne se frem til et langt liv omgivet af kærlige dyrevenner. Sandheden er, at minkavl er et brutalt erhverv. Mink er en invasiv art i Europa, og der har længe i EU været et ønske om at forbyde al produktion og avl (Altinget, 2. november 2017). Mink opdrættes alene med henblik på aflivning og pelsning, så bedsteborgere i hovedsageligt Kina kan iklæde sig skindene.

Mens centraladministration og regering med rette afkræves svar på deres arbejdsgange, var det også betimeligt at undersøge forholdene i minkbranchen, som formentlig har været med til at accelerere epidemien i Nordjylland. Hvem arbejder der og under hvilke forhold? Ofte er det arbejdere fra Østeuropa, som flyves ind med henblik på at udføre det hårde, slidsomme arbejde med at dræbe mink og fratage dem deres pelse. Ifølge en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet (citeret i Ekstra Bladet d. 17. november 2020) er 40 procent af de ansatte i branchen udlændinge, primært fra østeuropæiske lande som Ukraine, Litauen og Rumænien. Samtidig kunne man i Børsen læse d. 28. oktober, at 119.000 migrantarbejdere fra Østeuropa i år har kunnet rejse frit ind og ud af Danmark uden testning for coronavirus.

Aflivningen af mink er hård kost for den enkelte minkavler. Men i stedet for kompensation kan staten hjælpe ved fx at sikre en omskoling af minkavlere, der ville komme alle til gavn. Det kunne være til pædagog- eller omsorgsbranchen, hvor der er akut behov for arbejdskraft.

Det giver derimod ikke mening, at minkbranchen skal have en milliarderstatning på størrelse med den samlede danske ulandsbistand. Der er som sagt tale om et erhverv med stor risiko for udvikling af virusser og en udsigtsløs fremtid økonomisk, hvor alt tydede på, at det ville følge de hollandske og franske minkbrancher og lukke ned inden for få år.

 

Dansk landbrug er blandt de suverænt mest støttede erhverv hertillands. Ifølge Danmarks Statistik går 60 pct. – eller 6,6 mia. – af EU-midlerne til landbruget i Danmark
_______

 

Et bredere opgør med dansk landbrug?
Man kan spørge sig selv: Hvorfor bakkede Fødevarer og Landbrug så massivt op om minkbranchen, da klokken ringede for fortsat minkavl i Danmark?

Sagen er, at minkbranchen med sit underskud og EU-støtte spejler de generelle strukturelle problemer i dansk landbrug i dag.

Lytter man til landbrugsindustrien, får man et billede af små selvejere, der kæmper bravt for at holde gang i Danmarks økonomi. Intet kunne dog være længere fra virkeligheden. Når der findes bønder med fx 32 millioner svin, er det jo ikke længere småbønder, vi taler om. Og sandheden er, at vi taler om et statsunderstøttet erhverv uden overskud – ifølge Danmarks Statistik svarer landbrugsstøtten til overskuddet i dansk landbrug – der skamferer dansk natur (62 pct. af Danmarks samlede areal er dækket af marker), ødelægger klimaet (landbruget står for 20-30 pct. af vores CO2-udeledninger) og nu er ved at forurene vores allermest dyrebare ejendom: Vores alles grundvand.

Dansk landbrug er blandt de suverænt mest støttede erhverv hertillands. Ifølge Danmarks Statistik går 60 pct. – eller 6,6 mia. – af EU-midlerne til landbruget i Danmark. Hertil kommer statsstøtte til nybyggeri af stalde mv., hvilket samlet giver op mod 10 mia. kr. i støtte. Det tangerer derfor det komiske, når landbruget omtaler sig som et frit og driftigt erhverv, der ihærdigt og af egne kræfter sejrer i kampen for overlevelse på det brutale frie marked.

Meget tyder på, at landbruget i minkbranchens hårde skæbne så et forvarsel for andre dele af landbruget som fx den meget udskældte svineproduktion, der hvert år sender 15 mio. levende grise til udlandet og næppe kan kaldes bæredygtig. Landbruget kørte sig simpelthen i stilling til de længe varskoede, men af Socialdemokratiet til stadig udskudte, forhandlinger om erhvervets bidrag til CO2-reduktionerne. Derfor indtog potente landbrugskøretøjer København d. 21. november i en styrkeopvisning med Bæredygtig Landbrug og deres beske angreb på statsministeren (afbildet som diktator) i spidsen.

 

Minkene er hverken de første eller sidste danske landbrugsdyr, som spreder smitte i befolkningen
_______

 

Sandheden er bare, at minkfarme ikke er det danske landbrugs eneste trussel mod verdenssundheden. Alt tyder på, at virusser opstår med hyppigere frekvens og i sammenhæng med, at mennesker og dyr bor stadig tættere på hinanden – som Wuhans dyremarkeder ser ud til at være endnu et eksempel på. Men udviklingen af fx MRSA blandt danske grise kan risikere at resultere i udbredt resistens mod penicillin, hvilket ville bringe menneskeheden tilbage til de anderledes dødelige tider før penicillinens opfindelse. Det er derfor helt uforståeligt, at myndighederne ikke vil screene danske grise for COVID-19 eller gøre noget ved den nævnte MRSA-problematik. Minkene er hverken de første eller sidste danske landbrugsdyr, som spreder smitte i befolkningen.

Ejendomsretten bør sommetider være til forhandling
Den franske stjerneøkonom og socialdemokrat Thomas Piketty påpeger, at ejendomsretten er og bør være til stadig forhandling – fx når det handler om graden af virksomheders bidrag til fælleskassen gennem skatter, eller når det handler om påtvungne medarbejderrepræsentanter i virksomheder.

I minksagen gøres ekspropriation til en helligbrøde af de borgerlige, hvis sponsorstøtte fra dansk erhvervsliv forbliver en hemmelighed. Piketty peger på, at kapitalismen historisk bygger på ekspropriation, ran af jord, slaver og rigdomme fra oversøiske lande. Tyveriet fortsætter vel at mærke den dag i dag, hvor oprindelige folks territorier og bondesamfunds jordarealer rundt i verden invaderes af tømmerselskaber eller får deres vand ødelagt af mineselskaber.

 

Midt i hurlumhejet over det mulige manglende lovgrundlag for aflivningen af mink står tilbage at sikre, at alle mink vitterlig er blevet aflivet, og at der ikke er risiko for en genopståen af erhvervet
_______

 

Og hver eneste dag eksproprieres arbejderne i Danmark og rundt i verden: De fratages overskuddet af deres indsats, der som profit havner i arbejdsgivernes lommer. Når børsmæglere og direktører inkasserer svimlende millionbeløb i bonusser og aktieanparter, kommer pengene ikke ud af intet: Det er en del af samfundets rigdom, som privatiseres og herved eksproprieres fra almenvellet.

Tag også vaccinerne, der forhåbentlig snart skal redde verden fra COVID-19. Som det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted har påpeget i Information (d. 19. november 2020), har medicinselskaber som Moderna fået udviklingen af en vaccine fuldt ud finansieret af offentlige midler, men indtjeningen vil være til egne lommer.

Grundloven åbner op for ekspropriation, når hensyn til almenvellet kræver det. Og ekspropriation kan være nødvendig, hvis vi skal stoppe ulighedernes himmelflugt, der undergraver vores demokrati, hvis vi aktivt skal sikre en bæredygtig fremtid, eller hvis det er nødvendigt for at sikre folkesundheden.

Midt i hurlumhejet over det mulige manglende lovgrundlag for aflivningen af mink står tilbage at sikre, at alle mink vitterlig er blevet aflivet, og at der ikke er risiko for en genopståen af erhvervet. Samtidig er tiden inde til også at overveje svinebranchens fremtid i Danmark, idet alene den massive import af sojafoder fra Sydamerika skaber voldsom CO2-udledning ved fældning af regnskov, og intet desværre er til hinder for, at minkbranchen, hvad angår smittefare, foregriber en generel udvikling i dansk landbrug. ■

 

Intet er desværre til hinder for, at minkbranchen, hvad angår smittefare, foregriber en generel udvikling i dansk landbrug
_______

 

Holger Øster Mortensen er gårdejersøn, tidligere medarbejder i driftspsykiatrien og tidligere medlem af Landsforeningen for Gylleramte (i dag Landsforeningen mod Svinefabrikker). Niels Boel er journalist og forfatter. ILLUSTRATION: Allindemaglegaard, SPF svinebrug, i Ringsted, 23. januar 2014 [Foto: Dall Jakob/Information/Ritzau Scanpix]