26.07.2020

.

Humaniora har oplevet en stor fremgang i antal ansøgere. Sidste år var der 5.712, der søgte ind på humanistiske uddannelser på Københavns Universitet. I år var der 8.348. Det er en dramatisk stigning på 46.1 pct, og Det Humanistiske Fakultet kan slet ikke få hænderne ned. Jeg synes, det er en trist tendens.

Af Carl Emil Lind, lærlingeformand i Dansk Metal Hovedstaden

KØBENHAVNS UNIVERSITET OFFENTLIGGJORDE FOR NYLIGT EN TOP-10 over de største procentvise stigninger i ansøgere. Hvis man ikke tæller nyoprettede uddannelser med, topper retorik, kommunikation og litteraturvidenskab alle listen med en top-5-placering.

For ansøgerne er det muligvis deres drømmeuddannelse, og de sidder med sommerfugle i maven og venter på svar. Jeg sidder med en tom følelse i min. Samfundet mangler ikke tusindvis af nye humanister. Jeg siger ikke, at der slet ikke er brug for humanister, men i dag er der en overproduktion af humanister, og mange har svært ved at finde arbejde efter 18 år på skolebænken. Det synes jeg er et problem.

I dag står vi med et hold nyuddannede humanister, hvor 3 ud af 10 står uden et arbejde. Vores arbejdsmarked matcher ikke dem, vi uddanner. Det generelle arbejdsmarked for humanister bliver også presset af, at der er for mange om buddet. Der er vokset et prekariat op af usikre deltids- og projektansættelser. Det at skulle ud og ”opfinde sine egen stilling” er et udtryk, som jeg har hørt flere af mine venner bruge. Jobbet findes åbenbart ikke i forvejen, siden man skal ud og opfinde sit eget arbejde. Så er vejen mod pseudoarbejde brolagt.

Det er på ingen måder den enkelte akademikers skyld, og de fleste er sikkert dygtige. Ensretningen i uddannelsesvalg er styret af snobberi og en fejlagtig tilgang til samfundet, som har ført til en overproduktion af humanister. Det mærker de nyuddannede akademikere, der har svært ved at finde et arbejde.

 

Det at skulle ud og ”opfinde sine egen stilling” er et udtryk, som jeg har hørt flere af mine venner bruge. Jobbet findes åbenbart ikke i forvejen
_______

 

UDVIKLINGEN SER JEG isoleret set som et udtryk for en meget ulige anerkendelse af forskellige uddannelser pga. uddannelsessnobberi. Det er som om, at ideen om det produktionsløse videnssamfund ikke helt har sluppet alle endnu. Unge har fået at vide, at flest døre bliver holdt åbne for dem, hvis de går på gymnasiet og efterfølgende universitetet. Det virker som om, nogle tænker, at universitetet og gymnasiet lige er dét finere. Videnssamfundets store fokus på lange uddannelser har sat en stopper for diskussionen af det efterfølgende arbejdsliv.

Uddannelsespolitikken har været taget som gidsel i et forsøg på at sende al produktion til Kina, ”så vi kunne leve af kloge tanker” i Danmark; men der er i lige så høj grad brug for kloge hænder her. Viden og produktion hænger uløseligt sammen.

 

Drømmen om det produktionsløse videnssamfund er en vrangforestilling
_______

 

DRØMMEN OM DET PRODUKTIONSLØSE VIDENSSAMFUND er en vrangforestilling. Det er industriens eksport, der tjener penge hjem til Danmark. Vi kan ikke kun leve af at kommunikere, analysere og tænke kritisk. Der skal i den grad også produceres. Danmark er et produktionssamfund, og det burde vores uddannelsespolitik afspejle. I dag uddanner vi skævt, og det er et problem, jeg mener, magthavene og uddannelsessystemet bør løse sammen.

Uddannelsespolitik bliver tit en skyttegrav mellem to standpunkter. På den ene side dem, der mener, at man skal have lov til at fordybe sig og uddanne sig til lige det, man vil. På den anden side har vi dem, der mener, at vores uddannelsessystem skal matche vores arbejdsmarked; at uddannelse skal føre til arbejde. Men for mig hænger arbejde og uddannelse sammen, og derfor er de to ovenstående standpunkter ikke nødvendigvis uforenelige.

Det er synd for den enkelte at stå uden et arbejde efter mange års studier. Vi skal ikke uddanne til arbejdsløshed. Det er dog ikke det samme som at sige, at man er imod dannelse. Når man vælger uddannelse, må man jo gøre sig nogle tanker: Hvad er jeg god til? Hvad synes jeg er spændende? Hvad gider folk at betale mig for at lave? Sidstnævnte er bare alfa og omega. Som socialdemokrat er målet arbejde til alle. Jeg håber derfor, at vi kan få en mere seriøs diskussion af det efterfølgende arbejdslivs rolle i uddannelsespolitikken.

Den manglende diskussion af, hvor man har mulighed for at få et arbejde, er en årsag til den dramatiske fremgang i unge, der vil uddanne sig til humanister fremover så meget andet.

Arbejde skaber selvopretholdelse, karakter og tryghed – både åndeligt og menneskeligt. Det er for mig at se uddannelsessystemets vigtigste mål og nøglen til den enkeltes frihed, at alle kan få et arbejde, når de har afsluttet deres uddannelse. Arbejde bygger mennesker op og er en vigtig brik af dannelsen af et menneske. Og jeg må helt nøgternt konstatere, at mange nyuddannede akademikere ikke får et arbejde inden for deres felt, men i stedet ender med at presse HK’ere ud af deres stillinger eller at stå helt uden et job.

 

Den manglende diskussion af, hvor man har mulighed for at få et arbejde, er en årsag til den dramatiske fremgang i unge, der vil uddanne sig til humanister fremover så meget andet
_______

 

VI SKAL ÆNDRE EN OVERAKADEMISK KULTUR I UDDANNELSESSYSTEMET, som er smittet af på arbejdsmarkedet også. Et bud på at løse den udfordring kunne være at dimensionere endnu hårdere på humanistiske uddannelser: Simpelthen begrænse optaget yderligere, så vi uddanner færre humanister. For alle unge har fortjent et arbejde efter endt uddannelse. Derudover må vi give kampen mod uddannelsessnobberi et ekstra gear, hvis vi skal have et mere balanceret uddannelsessystem. Dimensionering skal ikke stå alene, der skal mere praksisfaglighed i folkeskolen, uddannelsesvejledningen skal opprioriteres, og vi skal blive bedre til at anerkende godt håndværk som noget, der er ligeså fint som en universitetsuddannelse.

Måske har man lov at drømme om, at udviklingen kan vendes. Jeg håber, at færre unge så vil søge ind på humaniora de næste mange år, og at flere vil vælge svendebrevet, tekniske uddannelser, velfærdsuddannelser og dermed: det arbejde, som hører til de uddannelser, og som samfundet faktisk efterspørger. Det kunne være vindmøllemontører, ingeniører, mejerister, pædagoger, lærere, håndværkere og folk, der kan tage fat i produktionsvirksomhederne. ■

 

Vi skal ændre en overakademisk kultur i uddannelsessystemet, som er smittet af på arbejdsmarkedet også
_______

 

Carl Emil Lind, f. 1998, er industriteknikerlærling, lærlingeformand i Dansk Metal Hovedstaden og medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor han sidder i hovedbestyrelsen [foto: På Tværkajen, Esbjerg Havn lastes vindmøllevinger til udskibning [foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix]