01.07.2020

“Nu står vi så overskrævs på en pandemi, som i Amerika først blev mødt af myndighederne med skepsis, derefter med spredt alvor fra stat til stat, men som nu gradvist er blevet så politiseret, at regeringens fortælling handler mere om at lægge den bag os frem for at blive ved med at bekæmpe den.”

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa”

Af Christian Mørk

Under coronapandemien er en af USA’s reneste grundsubstanser atter kommet til syne: de tidlige puritanske nytilflytteres ønske om at skabe ikke blot deres egen frihed, men samtidig også – med deres ihærdighed og benægtelse af de undertrykkende autoriteter, de netop var flygtet fra – deres egen korporlige virkelighed.

Hvad fortæller de os om vores nedlukkede tid? En del. Disse strenge protestanter forlod England og siden Holland, fordi de hverken ville anerkende monarkiet eller en enkelt autoritet, verdsligt eller åndeligt. Som bl.a. historikeren Kurt Andersen har beskrevet det i bogen Fantasyland – how America went haywire (2017) bekendte de sig i stedet for til troen på at være de særligt udvalgte – ’the elect’ – og levede derfor i en evig frygt for fortabelse, fordi denne trosform jo netop hverken kan bevises eller afkræftes. Det er en trosform, der alene kræver individets lyst til at skabe sin egen version af menneskets plads på jorden.

En frihed så grænseløs og samtidig så skånselsløs. Idehistorikere som Andersen ser hos dem arnestedet for en stadigt voksende amerikansk skepsis over for dogmatiske, uafvendelige sandheder. Det er denne skepsis, som vi, i 2020 og gennem utallige kulturelle mutationer, nu ser reflekteret i præsidentens tydelige mishag over for sine egne pandemieksperter, som i kraft af deres faglige viden anfægter individets ret til ikke blot selv at bestemme over sit eget liv, men også ret til at skabe sin egen faktiske analyse af pandemiens relative fare. Dermed skaber de også tvivl om, i hvor høj grad vi overhovedet længere kan tale om en fælles opfattelse af virkeligheden omkring os.

Denne tekst må begynde med et tilbageblik på et amerikansk levet liv – 32 år – i ekstrem frihed. Som 15-årig drog jeg på kostskole i det samme Massachusetts, som puritanerne havde renskuret for slendrian og pral. Skolen var bygget som en gammel New England-landsby, med en kirke i midten og skolebygningerne samt sovesalene rundt om.

 

Det er denne skepsis, som vi, i 2020 og gennem utallige kulturelle mutationer, nu ser reflekteret i præsidentens tydelige mishag over for sine egne pandemieksperter, som i kraft af deres faglige viden anfægter individets ret til ikke blot selv at bestemme over sit eget liv, men også ret til at skabe sin egen faktiske analyse af pandemiens relative fare
_______

 

Der var andagt hver morgen, og tvungen idræt, fordi begge dele opbyggede sjælen og legemet. Men indholdet var stadig progressivt, den stive kulisse til trods. Skolen tillod tvivl om de store spørgsmål, ja, den tilskyndede den ligefrem, og var dermed mere unik og elitær i sin pædagogik, end jeg dengang forstod. I dag er den slags skoler, hvor forskning kommer før følelser eller fantasi, en større sjældenhed end dengang, alene fordi den bredere grunduddannelse overalt i landet er blevet både økonomisk og politisk nedprioriteret.

I Texas – som gennem sin blodige løsrivelse fra Mexico har haft en mere udpræget trang end de fleste andre til personlige frihedsfortællinger uden indblanding – fjerner delstatens uddannelsesråd en gang hvert tiende år med suveræn autoritet visse bøger fra pensum. Det gør de for at ’at strømline’ tilbuddet til børnene. Det betyder bl.a., ifølge The American Historical Association, at man har underkendt slaveriet i sydstaterne som hovedårsagen til Borgerkrigen, praktisk taget fjernet lærdom om undertrykkelse af indianerne og beskriver Moses som ’et individ, hvis principper om lov og statslige institutioner inspirerede Amerikas grundlæggende dokumenter’.

Fantasier hos børn og voksne har afsæt i det materiale, de har til rådighed. Det ved rådet godt. Derfor kan det ikke undre, at man andre steder i landet også tilbyder skolebørn alternative forklaringer på menneskets oprindelse, hvori jorden kun er 10.000 år gammel, Darwin beskrives som ’blot én mulig teori’, og fossile spor af bevisligt liv for 3.7 milliarder år siden bliver affejet som Guds kosmiske vittighed.

At spørge hvorfor er det samme som ikke at ville forstå, at Amerikas største motor aldrig har været landets ellers formidable økonomiske maskine og fremdrift, men derimod nationalfortællingens centrale rolle. Igen, jf. Fantasyland: Selve ideen om individets plads i den som suveræn dommer over de faktiske begrænsninger, som den fysiske virkelighed ellers ville have påført vedkommende.
Kombinationen af endeløs ekspansion understøttet af tidlig sværindustri kender vi, men i den endnu dybere plovfure har altid ligget en særlig amerikansk skepsis over for ’europæisk’ intellektualisme og viden, som ofte let er slået om i overtro og isolationisme. Dermed er den nuværende krise, sin unikke signatur til trods, blot en gentagelse.

Hvordan ser det ud på den anden side af Atlanten? Filosoffen Jean-Jacques Rousseau ønskede frie mennesker, der kunne indgå en social kontrakt. Ideen forankrede sig i den dengang nye revolutionsrepublik – og landets idehistorie fik dermed en stærk centralstat som udgangspunkt, hvis hjerte på trods af protester stadig banker stærkt, i modsætning til USA’s bevidst fragmenterede og magtopdelte føderation, hvis delstater altid har haft en bestemmelsesret, der i vid udstrækning er suveræn. Friheden for hver enkelt fransk borger i et frit land, for enhver citoyen, har således altid skullet forstås i relation til andre mennesker, ikke i opposition til dem.

 

At spørge hvorfor er det samme som ikke at ville forstå, at Amerikas største motor aldrig har været landets ellers formidable økonomiske maskine og fremdrift, men derimod nationalfortællingens centrale rolle
_______

 

Selv rejste jeg for nylig fra mit hjem i USA til Frankrig den 3. februar. Og sammen med 65 millioner franske borgere gik jeg i næsten total hjemmeisolation i 57 dage – uden ret meget brok at spore omkring mig, fordi præsident Macrons appel i hans tale den 16. marts om at forstå, at ’vi var i krig’, præcist sendte et ekko tilbage til den faldne kolonimagts indforståede nationale solidaritet. Folk parerede ordre, og politiet bredte sig på fortovene.

I Frankrig blev friheden af præsidenten underforstået som en frihed fra en dødelig sygdom. I USA fastholder præsidenten, at frihed er frihed til at opføre sig individuelt, om det så måtte koste en selv og naboen livet.

Denne sidste definition lyder som regel ekstrem for USA-besøgende, der glemmer selve landets spæde begyndelse, nemlig protesten i 1773, da rasende kolonister smed en hel last engelsk importeret te i Bostons havnevand, fordi de selv blev brandbeskattet, mens engelske importører ikke gjorde. ’Skatter uden rimelighed’ blev til et slagord, der i sidste ende tændte lunten til revolutionen, og netop den skepsis over for enhver statslig beskatning lever godt endnu.

Der er dermed ikke noget nyt i trumpismens udvikling under denne eller enhver anden krise, men det er ikke set før, at nogen præsident så ofte og så voldsomt trækker på ekkoer af nationalfortællingen, der i sin essens handler om ikke at acceptere tyranni, hvad enten det kommer fra mennesker eller virus. Med flere protestantiske sekter end noget land i verden og med en pressetradition, der efter Borgerkrigen i 1865 skabte aviser, som vi i dag ville kalde for fake news, har Amerikas borgere altid været påvirkelige over for drømmen om selv at bestemme.

Det amerikanske frihedseksperiment har under krisen udviklet sig forskelligt fra stat til stat. Det var forventeligt. Wisconsins højesteret omstødte den 14. maj sin egen guvernørs ordre om hjemmekarantæne og lukkede op for alle barerne, mens min gamle college-stat, Vermont, mens denne artikel bliver skrevet, beder enhver, der krydser dens grænse, om at gå i 14 dages isolation, bære mundbind og i det hele taget at blive hjemme, hvis man kan.

Det ligger der ikke alene historiske forklaringer til grund for. Vermont har i tidens løb lagt puritanernes selvvalgte virkelighed på hylden til fordel for videnskaben, mens Wisconsin med sin fortid som handelscentrum mellem indianerstammer og nybyggere naturligt nok stadig tvivler lidt mere på statslige og føderale dekreter. Men over hele landet svæver populismens nylige indtog, som mere end noget andet har svækket lysten til at holde sig til fakta til fordel for at mærke varmen i maven ved triumferende selv at bestemme sin egen virkelighed.

Mit Amerika har fra begyndelsen haft kimen i sig til at gøre følelser til fakta og har dermed ipso facto gjort frihed til selvisk ukrænkelighed. Det skyldes alene kraften i den nationale fortælling om individets geografiske utæmmelighed, der er så forjættende, at selv jeg indtil for nylig har defineret en stor del af mit liv af den – og i den.

Siden jeg flyttede til USA i 1988, har jeg aldrig tvivlet på værdien af min egen frihed i landet. Men punktvist har jeg dog spurgt, om jeg – med min nordiske baggrund – mon har defineret den anderledes end flere af mine bekendte. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange de har nægtet at ville have et sundhedssystem betalt over skatten, fordi det jo, som de forklarer det, vil kompromittere deres frihed. Når jeg så spørger dem, om de da ikke har en bilforsikring, svarer de: Jo, naturligvis. Men de deler ikke min opfattelse af, hvordan de to ting tager afsæt i samme ide: At den ukendte nabo skal med i betragtningen om ens egen frihed.

Franklin D. Roosevelt, som under Depressionen og næsten hele Anden Verdenskrig fik til opgave at rejse sit land fra armod og nød, holdt en tale til Kongressen i januar 1941, knap et år inden landet blev angrebet af Japan. Her forsøgte han at beskrive friheden og medansvaret som to begreber, der ikke behøvede at stå i opposition, samtidig med at han advarede imod at lade tyranni hærge uhindret uden for landets grænser.

 

Siden jeg flyttede til USA i 1988, har jeg aldrig tvivlet på værdien af min egen frihed i landet. Men punktvist har jeg dog spurgt, om jeg – med min nordiske baggrund – mon har defineret den anderledes end flere af mine bekendte
_______

 

“I fremtidige dage, som vi ønsker at gøre trygge, ser vi frem til en verden baseret på fire grundlæggende menneskelige frihedsbegreber”, sagde han. “Det første er frihed til at tale og udtrykke sig frit – overalt i verden. Det andet er ethvert menneskes frihed til at tilbede Gud på sin egen måde – overalt i verden”.

Og så kom konklusionen, som må have fået det til at gibbe i de senatorer og repræsentanter, for hvem frihed ikke var forbundet med direkte medansvar for andre:

“Det tredje er frihed fra at lide nød – hvilket, oversat i globale termer, betyder økonomiske aftaler, som vil garantere for enhver nation et sundt liv i fredstid for dens beboere – overalt i verden. Det fjerde er frihed fra at føle frygt – hvilket, oversat i globale termer, betyder en verdensomspændende våbenreduktion i en sådan grad og på så ihærdig en måde, at ingen nation vil være i stand til at påføre nogen som helst nabo nogen fysisk aggressiv handling – overalt i verden”.

Man kan tilgives, hvis man læser Roosevelts fire teser, som om han var pacifist. Men nej, talen handlede om at være beredt til at modsætte sig fascistisk tyranni. Og ordene kom fra en mand, hvis sociale programmer i årevis mødte bred og indædt modstand i Kongressen, før resultaterne bar frugt, alene fordi hans teser lød ’uamerikanske’:

“Dette er ikke en vision om et fjernt årtusinde”, sagde han, inden han – polioramt og, når ude af rampelyset, i kørestol – blev hjulpet ned fra talerstolen. “Det er et faktisk grundlag for en verden, vi kan opnå i vores egen tid og generation. Denne slags verden er selve antitesen af tyranniets såkaldt nye verdensorden, som diktatorer ønsker at skabe ved en bombes sprængning”.


Hans talent var at omdefinere det gamle amerikanske frihedsbegreb, så det ikke alene støttede individets frihed til noget, men i lige så høj grad vedkommendes ret til at blive fri for noget – nemlig armod og krig. En i sin tid en revolutionerende tanke, som eftertiden har udtværet i kanterne, og som de seneste 25 års følelsesbaserede populisme risikerer snart helt at udviske.

Nu står vi så overskrævs på en pandemi, som i Amerika først blev mødt af myndighederne med skepsis, derefter med spredt alvor fra stat til stat, men som nu gradvist er blevet så politiseret, at regeringens fortælling handler mere om at lægge den bag os frem for at blive ved med at bekæmpe den. Altså at erklære sejr over sygdommen og samtidig at beskrive enhver guvernør, der stadig ikke vil lukke landet hurtigt nok op, som en tyrannisk hystade. Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, en Demokrat, som i Wisconsin forsøgte at fastholde udgangsforbuddet, oplevede den 1. maj, at præsidentens støtter troppede op i rotunden i statens parlamentsbygning tungt bevæbnede og med krav om det, som præsidenten havde opfordret til på Twitter: “BEFRI MICHIGAN!” Siden er bygningen blevet lukket for besøgende af frygt for væbnet vold. ■

 

Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, en Demokrat, som i Wisconsin forsøgte at fastholde udgangsforbuddet, oplevede den 1. maj, at præsidentens støtter troppede op i rotunden i statens parlamentsbygning tungt bevæbnede og med krav om det, som præsidenten havde opfordret til på Twitter: “BEFRI MICHIGAN!”
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille