Christina Egelund: Det vigtigste nu er at få både demokrati, globalisering og sundhed til at gå hånd i hånd

Christina Egelund: Det vigtigste nu er at få både demokrati, globalisering og sundhed til at gå hånd i hånd

01.04.2020


Der træffes i disse uger vidtrækkende beslutninger. Nødlove. Store beføjelser gives til myndighederne – og det med rette. Men at påstå, at hverken partier eller presse må udfordre beslutningerne, understreger for mig, at der post-corona er behov for en grundig debat om demokratiets forudsætninger.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Christina Egelund, næstformand Fremad. Tidl. MF.

Hvad er jeg mere sikker på nu, end da coronakrisen startede?
At vi lever i et demokrati, som er mere skrøbeligt, end vi forestiller os.

Den allestedsværende direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har under håndteringen af denne krise på helt konkret vis demonstreret, hvad forskellen er på et teknokrati og et demokrati –og at vi i Danmark lever i det sidstnævnte. Da han for rullende kameraer klargjorde, at for eksempel beslutningen om at lukke grænserne var politisk og ikke en embedsmandsanbefaling, var det netop en understregning af kompetencefordelingen mellem Sundhedsstyrelsen og regeringen.

Som han helt rigtigt understregede, er det også sådan, det skal være. Hvilken befrielse! Efter i årevis at have hørt om ’nødvendighedens politik’, er det skønt at opleve for fuld udblæsning, at politik handler om at gøre ikke bare det sagligt nødvendige, men det, man politisk mener, er det rigtige. Det stiller krav til politikere om at mene noget og ikke bare gemme sig bag embedsmændenes anbefalinger.

Det er politikerne, der skal stå til regnskab for vælgerne, og derfor skal det også være krystalklart, at ansvaret for enhver politisk beslutning påhviler politikeren og ikke den eller de, politikeren måtte have rådført sig med. Dette er et vigtigt demokratisk princip, for ministrene er genstand for parlamentarisk kontrol og skal stå regnskab for parlamentet: stille op til samråd, svare sandfærdigt på spørgsmål og så videre. Overlades ansvaret til embedsmænd, indføres et de facto teknokrati, hvor holdninger og ideologi suges ud af politik – og med det også borgernes indflydelse på samfundets udvikling.

 

Tænk, at begavede borgere i ramme alvor har fremført det synspunkt, at pressen ukritisk skal rapportere, hvad magthaverne fortæller, og i øvrigt bare klappe i
_______

 

De seneste uger viser sprækker i demokratiforståelsen. I Folketinget har man på forbilledlig samarbejdet om at håndtere krisen. Men samtidig har der indsneget sig et element af, at man ikke skal kalde en minister i samråd, ikke skal stille for mange kritiske spørgsmål, og at man i det hele taget skal give regeringen arbejdsro. Parallelt med det har det været debatteret, om pressen kan tillade sig at stille kritiske spørgsmål i denne krisetid. Tænk, at begavede borgere i ramme alvor har fremført det synspunkt, at pressen ukritisk skal rapportere, hvad magthaverne fortæller, og i øvrigt bare klappe i.

Det er vanvittigt. Der træffes i disse uger vidtrækkende beslutninger. Nødlove. Store beføjelser gives til myndighederne – og det med rette. Der skal handles. Men at påstå, at hverken partier eller presse må udfordre beslutningerne, understreger for mig, at der post-corona er behov for en grundig debat om demokratiets forudsætninger. I mellemtiden skal både presse og opposition passe sit job. Kritisk og konstruktivt.

Hvad er jeg mindre sikker på nu?
Det er for mig et helt åbent spørgsmål, hvor denne krise efterlader det internationale samfund og opbakningen til globaliseringen og det internationale samfund. Vi tvivler på oplysningerne fra især Kina. Solidariteten med Italien har været lunken, og frustrationerne over manglende hjælp er tydelig. Mens enkelte lande har bidraget med hjælp hist og pist, lægges der i Italien mærke til fraværet af en koordineret hjælp fra EU’s side.

 

Det eneste, vi ved, er, at vi på tværs af landegrænser er dybt afhængige af hinandens håndtering af virussen – både i forhold til den globale sundhed og i forhold til den verdensøkonomiske genopretning
_______

 

I Danmark har man ikke rigtig fuldt WHO’s anbefalinger om at teste så mange som muligt. Hele verden holder vejret i nervøsitet over, om Trump tager krisen alvorligt nok. Og det hele startede angiveligt med en inficeret flagermus på et marked i Wuhan, hvorefter det nu er spredt til hele verden. Det eneste, vi ved, er, at vi på tværs af landegrænser er dybt afhængige af hinandens håndtering af virussen – både i forhold til den globale sundhed og i forhold til den verdensøkonomiske genopretning. Jeg håber ikke, at reaktionen bliver at vende hinanden ryggen i mistillid, men i stedet at vi erkender, at internationalt samarbejde er kommet for at blive.

Om noget understreger krisen landenes – og kontinenternes – indbyrdes afhængighed. At hvert land pt. passer sit, ses tydeligt ved for eksempel Danmarks og Sveriges stik modsatrettede strategier og spinkrig om, hvem der gør det rigtige. Dén kamp kender vi endnu ikke resultatet af. Uomtvisteligt er det, at den pågående krise efterlader verdensøkonomien i ruiner. Uomtvisteligt er det også, at koordineringen at de akutte handlinger på tværs af landegrænserne kunne have været langt bedre.

Selv hvis man ikke giver meget for international solidaritet i sig selv, er det klart i Danmarks interesse, at epidemien stoppes så hurtigt som overhovedet muligt – også syd for Kruså. For de spor af konsekvenser, covid-19’s raseren i andre lande trækker efter sig, har også betydning for Danmark. Stor betydning. Derfor bør den nuværende hver-for-sig tilgang erstattes af en tilgang om at løse problemerne i fællesskab. Ellers risikerer vi at sætte den verdensorden, der fulgte Anden Verdenskrig, bygget på frihed og frihandel, over styr. ■

 

Selv hvis man ikke giver meget for international solidaritet i sig selv, er det klart i Danmarks interesse, at epidemien stoppes så hurtigt som overhovedet muligt – også syd for Kruså
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Christina Egelund (f. 1977) er næstformand for Fremad. Hun var i 2015-2019 medlem af Folketinget for Liberal Alliance og bl.a. partiets politiske ordfører. ILLUSTRATION: Christina Egelund [foto: Lasse Steinmetz]