Christine Roj: Brexit er en reaktion på en splittelse i Storbritannien, som den ikke løser. Det er Johnsons største udfordring nu

Christine Roj: Brexit er en reaktion på en splittelse i Storbritannien, som den ikke løser. Det er Johnsons største udfordring nu

07.12.2020




Den dybe politiske og økonomiske splittelse i Storbritannien, der ledte til Brexit, er druknet i diskussioner om lige vilkår, grænsestrækninger og stormagtsalliancer. Lige nu er det selvfølgelig essentielt for landet at løse de tre udfordringer. Men problemet er, at ingen af de emner adresserer de forhold, der i virkeligheden førte til Brexit.

Kommentar af Christine Roj

Storbritannien udtræder af EU om mindre end en måned, men brexitforhandlingerne er druknet i coronakrisens kaos, økonomiske recession og politisk undtagelsestilstand i Europa. Uanset hvad, er forhandlingsperioden snart ovre mellem Storbritannien og EU, og lige nu er der to scenarier for udtrædelsen: Storbritannien og EU når mirakuløst til enighed om, hvilke regler Storbritannien skal overholde for at forblive på det indre marked, eller Storbritannien forlader det indre marked uden en handelsaftale 1. januar 2021 med et no-deal Brexit, der rammer både mennesker og varer, der vil krydse grænserne mellem EU og UK, hårdt.

EU’s chefforhandler for Brexit, Michel Barnier, står i øjeblikket næsten alene i forhandlingerne med Storbritannien, for alle europæiske statsledere er fuldt beskæftigede med at håndtere coronakrisen i deres egne lande. For Barnier er handelsaftalen fortsat det vigtigste og sværeste punkt i Storbritanniens udtrædelsesaftale.

Det handler grundlæggende om, at der skal være lige vilkår for alle, der handler indenfor EU’s grænser. Det såkaldte “level-playing-field”. Det betyder, at Storbritannien skal overholde reglerne for det indre marked, hvis de fortsat vil deltage i det lige så frit som før udtrædelsen af unionen og derved undgå mest muligt handelstab med deres største handelspartner, EU.

For leavers (de, der stemte for at forlade EU) var spørgsmålet om suverænitet dog hovedårsagen til, at de ønskede at forlade unionen tilbage i 2016. Det handlede om fuld kontrol inden for egne grænser: både mht. mennesker og varer. Men skal Storbritannien fortsat have en frihandelsaftale med EU, skal de overholde alle de regler, som resten af de lande, der handler frit på det indre marked. Ellers er der ikke lige vilkår på markedet.

 

Brexit-spørgsmålet [har] mistet sit momentum hos den britiske befolkning under coronakrisen, hvilket kan gøre det sværere for Johnson at spille hardball og insistere på at sætte det ideologiske projekt om suverænitet over en frihandelsaftale med EU
_______

 

Det er dog vigtigt for Boris Johnson at kunne vise, at han har generobret Storbritanniens ret til selv at bestemme for at tilfredsstille vælgernes hovedkrav om at genvinde den britiskesuverænitet. Men at udtræde af EU uden en frihandelsaftale vil have alvorlige økonomiske konsekvenser, fordi EU er Storbritanniens vigtigste handelspartner, og kommer de udenfor toldmuren til EU, vil det unægteligt sænke handlen mellem EU og UK betydeligt.

Derudover har Brexit-spørgsmålet mistet sit momentum hos den britiske befolkning under coronakrisen, hvilket kan gøre det sværere for Johnson at spille hardball og insistere på at sætte det ideologiske projekt om suverænitet over en frihandelsaftale med EU. Indtil januar 2020 lå Brexit på førstepladsen over de emner, der optog befolkningen i Storbritannien mest politisk. I dag er Brexit blevet overhalet af sundhed og økonomien.

Det er ikke et overraskende billede. Storbritanniens bruttonationalproduktet faldt nemlig med 25 pct. i begyndelsen af pandemien og er fortsat på 8 pct. under niveauet før coronakrisen.

Et no-deal Brexit vil uden tvivl ramme den britiske økonomi hårdere end en handelsaftale, fordi varer bliver dyrere af at blive pålagt told, og derved bliver varer fra lande, som EU har frihandelsaftaler gunstigere at købe – her er lidt bedre end ingenting i en kriseramt økonomi som den britiske. Johnson har dog ikke ligefrem profileret sig som en pragmatisk mand. Han har primært vundet på at være en benhård ideolog under Brexit.

 

Ligeså snart det økonomiske lag er afgjort i Brexit, og hammeren er faldet den 1. januar 2021, vil den reelle struktur i samfundet, der førte til Brexit, komme op til overfladen
_______

 

Den ideologiske armlægning med EU om en frihandelsaftale overfor genvunden suverænitet er dog primært interessant (udover de økonomiske konsekvenser), fordi det er en pseudodiskussion – det handler om noget helt andet, end det, der eksplicit diskuteres. Ligeså snart det økonomiske lag er afgjort i Brexit, og hammeren er faldet den 1. januar 2021, vil den reelle struktur i samfundet, der førte til Brexit, komme op til overfladen.

Storbritanniens ulighed der kun er steget de seneste 50 år, ligger til grund for megen af den frustration hos den almene befolkning, der førte til, at Brexit-ønsket blev mainstream i befolkningen. Fabrikker er blevet outsourcet til særligt Asien og har gjort hele industribyer i Storbritannien arbejdsløse. Og de fabrikker, der ikke er blevet outsourcet udenfor EU, har ofte opsagt deres britiske medarbejdere til fordel for medarbejdere fra Østeuropa, der kan leve for en meget lavere løn end de britiske arbejdere. Den polske mindsteløn ligger på cirka 28 DKK pr. time og den britiske på 71 DKK pr. time. Selv indenfor lovens rammer, de 71 kr. pr. time, er det altså en betydeligt højere minimusløn end i hjemlandet.

Dertil kommer, at mange immigranter ikke er klar over deres arbejdsrettigheder, og derfor nemmere kan ansættes på ringere vilkår. EU har nemlig fri bevægelighed i arbejdskraft men ingen fælles mindsteløn og det har skabt stor løndumping især i industrisektoren.

Løsningen for industriarbejderne i Storbritannien var igennem Brexitat forlade EU. Tallene for udviklingen i økonomisk ulighed i Storbritannien er også slående. Siden 1970’erne er den økonomiske ulighed i steget betydeligt. I dag er uligheden i husstandsindkomst, målt på Gini-Koefficienten, 0,34 mod 0,24 i år 1979, hvilket svarer til, at den er steget med 10 procentpoint på 40 år. Derudover er den andel af BNI, som den øverste 1 pct. af befolkningen har, steget fra knap 4 pct. i 1961 til 8 pct. i 2017 og er altså fordoblet de seneste 60 år.

For produktionssektorens arbejdstagere har mødet med EU – og globaliseringen generelt – altså for mange været set som noget, der har gjort arbejdsgiverne rigere gennem outsourcing og billigere arbejdskraft og gjort arbejdstagerne arbejdsløse. Derfor er suverænitetsspørgsmålet, globaliseringen og udenlandsk arbejdskraft så vigtigt for mange af de industriarbejdere, der stemte for at forlade unionen.

 

“Dét, som politikere gør ved forandringer, er det, der virkelig betyder noget”, udtrykker Sobolewska til RÆSON
_______

 

Splittelsen i Storbritannien
Har Brexit så været en uundgåelig konsekvens af de seneste 50 års udvikling i ulighed? Spørger man professor i statskundskab ved Mancehster Universitet, Maria Sobolewska, er svaret nej:

”De politiske partier spiller en stor rolle i at forme splittelsen i befolkningen. Uanset om det er sociale forandringer eller politiske forandringer, kan de politiske partier altid påvirke udfaldet. Dét, som politikere gør ved forandringer, er det, der virkelig betyder noget”, udtrykker Sobolewska til RÆSON.

Sobolewska kalder i en ny bog den institutionaliserede splittelse – som bl.a. er forårsaget af økonomisk ulighed, globaliseringens ulige gevinster og den skarpe politiske opdeling mellem leave/ remain – for Brexitland. En splittelse, der førte til Brexit og som kun er blevet tydeligere gennem de seneste fire år, hvor leave og remain har inddelt befolkningen i to tydeligt opsplittede grupper.

Udover den klassemæssige splittelse, som den markante stigning i ulighed er udtryk for, mener Sobolewska også, at uddannelsespolitikken i Storbritannien over de seneste årtier er en vigtig faktor i skabelsen af det såkaldte Brexitland:

”Udbredelsen af lange videregående uddannelser og opfordringen til, at unge skal gå på universitetet, ses over hele Europa. Over hele verden. Det er jo på overfladen en god ting. Vi opfatter uddannelse som et socialt gode, og vi tænker, at uddannede mennesker i højere grad har værktøjerne til at forbedre det land, de bor i.”

Men ifølge Sobolewska har det store politiske fokus på høje uddannelser skabt stigende afstand mellem universitetsuddannede og dem i befolkningen med lavere uddannelsesniveau. Vigtigst af alt har det ændret demografien i det politiske landskab: ”Partier som UKIP [UK Independence Party, nationalkonservativt parti, der var for Brexit, red.] er opstået rundt i Europa, længe før selve UKIP opstod her i landet. De partier har imødekommet en del af befolkningens holdninger og er derigennem blevet valgt til parlamentet. I Storbritannien var det det klassiske arbejderparti Labour, men Labour er i dag domineret af højtuddannede, og deres holdninger har derfor forskudt sig fra arbejderklassens. Så der er ikke et parti, der repræsenterer den del af befolkningen,” pointerer Sobolewska.

Skylden giver hun til det politiske system i Storbritannien. Her vælges medlemmerne til parlamentet i valgkredse rundt i landet, hvor kun den ene kandidat, der får flest stemmer i valgkredsen, vælges til parlamentet. Det gør det svært, næsten umuligt, at skabe nye politiske bevægelser, der kan blive valgt til parlamentet.

“Derfor blev dele af arbejderklassen i stigende grad utilfredse og desillusioneret omkring det politiske system. Befolkningens følelse af at være repræsenteret og føle sig tilknyttet et af partierne i parlamentet har været dalende i årtier. Og tilknytningen falder mest drastisk hos den uuddannede, hvide del af befolkningen,” forklarer Sobolewska.

Og det er ikke kun et demokratisk problem, at en stor del af befolkningen ikke kan få indflydelse gennem deres stemme. Sobolewska påpeger også, at højtuddannede generelt har andre politiske værdier end lavtuddannede, hvilket betyder, at parlamentet fører en politik, som arbejderklassen er uenige i, men ikke har mulighed for at påvirke.

 

Mange vælgere ville, når alt kom til alt, bare gerne have Brexit done, som Boris Johnson formulerede det under valgkampen i 2019
_______

 

Brexit er en reaktion på en konflikt, som det ikke løser
Når man spørger Sobolewska, hvordan Johnson og den Konservative regering vil håndtere det splittelsen i landet, er hun ikke optimistisk: ”Jeg tror, det er for sent for den nuværende regering at skabe meningsfulde løsninger på problemet. De Konservative har positioneret sig selv som stærke tilhængere af Brexit. Det er på mange måder dem, der har institutionaliseret denne nye splittelse mellem leave og remain.”

Hun mener, at Labour uden succes forsøgte at ændre samtalen mod social og økonomisk politik til parlamentsvalget i 2019, hvor de endte med en tilbagegang på 7,8 pct., der ledte til partileder Jeremy Corbyns afgang. Mange vælgere ville, når alt kom til alt, bare gerne have Brexit done, som Boris Johnson formulerede det under valgkampen i 2019.

Derfor, påpeger Sobolewska, afhænger det hele af De Konservative, når dagsordenen skal ændres fra Brexit mod positiv politisk forandring internt i landet: ”Man kan håbe, at de med deres flertal i parlamentet, store dele af Brexit-processen ovre og med Dominic Cummings’ afgang ændrer samtalen og begynder at tale om andre problemer.”

Cummings har været Johnsons chefrådgiver siden juli 2019 og opfattes af mange som hjernen bag Johnsons Brexit-politik. Der er ikke noget, der tyder på, at den hårde Brexit-linje, som Cummings har lagt for dagen, vil ændre sig nu ved hans afgang. Men måske det alligevel vil kunne mærkes i Johnsons politik på andre måder.

Når først krisetilstanden, som de seneste fire år har været, i Storbritannien, er ovre, vil premierministeren blive mødt af en ny politisk udfordring, der måske ender med at være endnu større end Brexit. Nemlig, hvordan han skal løse den økonomiske ulighed, politiske fremmedgjorthed og remain/leave opdeling, der har skabt den dybe kløft i det britiske samfund i løbet af det seneste halve århundrede. For når krisetilstanden er ovre forventer befolkningen også større positiv udvikling. Det er først nu, det for alvor bliver svært for Johnson, for nu handler det ikke længere om brandslukning men reel politisk stillingtagen og forandring bygget på svære valg om, hvilket samfund han vil skabe nu – og så grundlæggende om han mener, at Brexitafstemningen handlede om andet for den britiske befolkning end at forlade EU. ■

 

Når først krisetilstanden, som de seneste fire år har været, i Storbritannien, er ovre, vil premierministeren blive mødt af en ny politisk udfordring, der måske ender med at være endnu større end Brexit. Nemlig, hvordan han skal løse den økonomiske ulighed, politiske fremmedgjorthed og remain/leave opdeling, der har skabt den dybe kløft i det britiske samfund
_______

 



Maria Sobolewska er professor i statskundskab på Manchester Universitet. Hun arbejder primært med, hvordan etniske minoriteter repræsenteres i det politiske system. Derudover leder hun i øjeblikket et gruppe forskere hos Storbritanniens Økonomiske og Sociale Forskningsråd, der undersøger, hvordan identitetspolitik er påvirket af folkeafstemningen om Brexit. Hun er medforfatter til bogen ”Brexitland” sammen med Robert Ford, der udkom 30. september 2020.

Christine Roj (f. 1999) læser statskundskab på Københavns Universitet. Hun er chefredaktør for studentermagasinet Europæiske Horisonter om europæisk politik og redaktør hos RÆSON. Hun har arbejdet med EU-oplysning i flere år og blandt andet holdt kurser på efterskoler og gymnasier rundt i landet om Brexit og EU’s struktur og politikflader.

ILLUSTRATION: Boris Johnson på sit kontor, 26. november 2020 [Foto: Andrew Parsons / No 10 Downing Street]