David Rischel i RÆSONEKSTRA1: Nu ryster verdensordenen [long read]

David Rischel i RÆSONEKSTRA1: Nu ryster verdensordenen [long read]

18.04.2020


Coronapandemien er et chok for systemer, som er sunket hen i inerti, og som nu må forny sig selv eller dø. Og den fungerer som fremkaldervæske for fænomener, som vi indtil nu ikke har kunnet overskue konsekvenserne af.

Long-read af David Rischel

Hvordan vil man skrive historien om coronapandemien? Den Spanske Syge dræbte mellem 50 og 100 millioner mennesker i 1918, men den nævnes mest som en fodnote til Første Verdenskrig. Der er mange grunde til, at dette ikke kommer til at være tilfældet for coronapandemien.

Man kan argumentere for, at coronapandemien er en egentlig verdenshistorisk begivenhed, fordi den indrammer et erfaringsrum, vi alle deler. Vores bedsteforældre kunne fortælle os, hvordan det var at leve under besættelsen; vi kommer til at kunne fortælle vores børnebørn, hvordan det var at leve under nedlukningen.

Men den er også af andre grunde en verdenshistorisk begivenhed. Den fungerer som accelerator for processer, der allerede var i gang, men som nu forstærkes; den fungerer som eksternt chok for systemer, som er sunket hen i inerti, og som nu må forny sig selv eller dø; og den fungerer som fremkaldervæske for fænomener, som vi indtil nu ikke har kunnet overskue konsekvenserne af.

Den politik, der knytter sig til COVID-19 er både paradoksal og stritter i mange retninger, men det er dog muligt at identificere visse fællestræk. Verden efter coronapandemien vil blive mere usikker. Og den vil blive mindre globaliseret: grænser betyder mere og internationale institutioner mindre.

Konkret vil COVID-19 svække både international handel samt globaliseringen af forsyningskæder. Internationale institutioner – som EU – vil blive svækket, den geopolitiske rivalisering mellem USA og Kina styrket. Centralbankerne vil få tiltagende magt. Det kan virke som højst forskelligartede fænomener, men de er i realiteten sammenhængende.

 

Konkret vil COVID-19 svække både international handel samt globaliseringen af forsyningskæder. Internationale institutioner – som EU – vil blive svækket, den geopolitiske rivalisering mellem USA og Kina styrket
_______

 

Derfor vil den internationale handel betyde mindre
I 2008 udgjorde handel over 60 pct. af verdens BNP men den andel har siden været stagnerende: I 2018 lå den på 59 pct. Det betyder ikke, at der bliver handlet mindre – tværtimod: mere (verdensøkonomien vokser fortsat), men det betyder at global handel har en aftagende betydning for den globale økonomi.

En del af denne stagnation er ganske naturlig. Faldende produktionsomkostninger i 1990erne og 2000erne betød, at der dannedes forsyningskæder på kryds og tværs, og fabrikker og produktionsjobs flyttede til Asien. Derudover betød Kinas indtræden på verdensmarkedet, at der pludselig var mulighed for at producere teknologi, industriprodukter mv. langt væk fra de steder, hvor de blev solgt. Men nu stiger lønningerne i Kina og automatiseringen – med den virkning, at det tilsvarende kan betale sig at flytte produktionen tættere på forbruget.

Men denne proces kan fortsat accelerere: med 3D-printningens fremvækst kommer vi til at se en fortsat nedgang i betydningen af global handel. En analyse af den hollandske bank ING anslår, at 3D-printning kan reducere den globale handel med op til 38 pct. i 2040. Det er bestemt ikke sikkert, at det går så hurtigt, og der ligger en lang række antagelser til grund for analysen. Sikkert er det dog, at 3D-printning har en lang række potentielle fordele: det vil føre til færre industrielle spildprodukter; det vil sænke transportomkostninger dramatisk; og der er (potentielt set) færre lønomkostninger.

3D-printning er endnu ikke skalérbar til masseproduktion, men allerede nu kan vi se dets potentiale, bl.a. ift. at omstille industriproduktion fra den ene dag til den anden: Fx planlægger de britiske virksomheder Vauxhall og Airbus at 3D-printe respiratordele efter en forespørgsel fra den britiske regering. 3D-printningen kommer også potentielt set til at have enorme konsekvenser for transportsektoren: Shippingfirmaer kommer til at transportere langt færre færdige produkter og langt flere råvarer.

Derfor tiltager rivaliseringen mellem USA og Kina
Konsekvenserne vil ultimativt også være politiske: Global handel skaber gensidig afhængighed mellem lande og kulturer.

Hvis den globale handel begynder at betyde mindre for vores samfund og økonomi, kommer vi også til at se en nedgang i kulturelle, sociale og politiske forbindelser. Globale institutioner kommer også til at miste deres relevans. De regionale hegemoner kommer til at have mindre incitament til at støtte og involvere sig i globale institutioner; de kommer i stedet til at skabe deres egne institutioner. Det ser vi allerede i dag: For 15 år siden var alle overbevist om, at Kina ville involvere sig i de globale institutioner som IMF og Verdenshandelsorganisationen; man ville muligvis skulle tildele dem flere stemmer og mere magt, men de ville grundlæggende indordne sig under de liberale institutioner, som USA og resten af Vesten havde opbygget. Det viser sig i stigende grad at være forkert: Kina kommer ikke til at indordne sig under det samme regelsæt; de kommer til at skrive regelsættet.

Dermed står to ting klart: Kina VIL blive verdens største økonomi og vil fortsat være en autoritær, statskapitalistisk magt.

Enten kommer vores liberale institutioner til at skulle reflektere dette, eller også vil Kina simpelthen gå udenom de institutioner. Kinas One-Belt-One-Road-initiativ er et sådant eksempel, hvor Kina fravælger de multilaterale institutioner til fordel for bilaterale aftaler.

Indtil videre vil stagnationen i handel begrænse sig til bestemte sektorer: medicinal- og vaccineproduktion, teknologi samt flytransport.

 

Tværtimod er det primære pres på teknologisektoren geopolitisk: Pandemien driver nye spændinger mellem USA og Kina – fx ift. WHO – og med denne tiltagende rivalisering kan USA ikke tillade, at strategisk vigtige infrastrukturer som fx 5G-netværk bliver produceret af kinesiske teknologivirksomheder som Huawei
_______

 

Allerede nu ser vi diskussioner i Danmark om visdommen i at frasælge statens vaccineproduktion. I mange år har globaliseringsmantraet været just-in-time: i stedet for at opbygge store lagre har produktionen af de fleste forbrugsgoder og industriprodukter været afhængig af enormt integrerede forsyningskæder. Når alt spiller sammen, betyder det mindre spild og mere effektivitet. Men når hele verden har brug for de samme værnemidler samtidig og når produktionssektoren i hele verdens fabrikshal, Kina, går i stå, står man pludselig overfor enorme forsyningsproblemer. Ligeledes er det gået op for mange topchefer i teknologisektoren, at de ikke aner, hvor delelementerne i deres produkter stammer fra. Harvard Business Review rapporterede, at 70 pct. af respondenter i en undersøgelse om emnet, ikke var klar over, om de havde leverandører i Hubei i Kina. Forsyningskæderne i den sektor er nogle af de mest komplekse i verden, og det kunne skabe incitament til at skabe større forsyningssikkerhed. Men denne krise er så altomfattende, at det rammer alle, og derfor er det svært at se, at det havde været en stor fordel for Apple at have en stor del af deres produktion i USA; asymmetrien i USA’s og Kinas respons på krisen bidrager til dette billede.

Tværtimod er det primære pres på teknologisektoren geopolitisk: Pandemien driver nye spændinger mellem USA og Kina – fx ift. WHO – og med denne tiltagende rivalisering kan USA ikke tillade, at strategisk vigtige infrastrukturer som fx 5G-netværk bliver produceret af kinesiske teknologivirksomheder som Huawei.

Pandemien udgør uden tvivl et pres på globaliseringen i sig selv, men frem for alt udgør den et vandskel for allerede igangværende processer. Den giver os et fikspunkt, og den belyser fænomener, der indtil videre har ligget hen i det dunkle.

Vi er således vidne til en geopolitisk afkobling mellem USA og Kina: de er i gang med at udvikle to konkurrerende global-governance-regimer, og handelskrigen mellem de to lande er blot ét element i denne fortælling.

På alt fra handelsstrategier til teknologiudvikling til styreformer er USA og Kina på vej i to forskellige retninger. Det er værd at notere sig i denne sammenhæng, at der er udbredt tværpolitisk støtte til en inddæmningsstrategi i den amerikanske kongres. Der er bred enighed i Det Amerikanske Senats sikkerhedsudvalg om, at Huawei udgør en sikkerhedsmæssig trussel. Og støtten til en lov, der kunne sanktionere Hong Kong for ikke at opretholde autonomi overfor Kina, var stort set enstemmig i kongressen. Udviklingen kommer altså til at fortsætte, også selvom Trump taber det kommende præsidentvalg.

Denne geopolitiske rivalisering har allerede i dag konsekvenser for resten af verdens lande.

 

Coronapandemien er en accelerator for alle disse processer, og dermed altså en trussel mod globaliseringen, multilateralisme og de globale institutioners beslutningsdygtighed
_______

 

Storbritanniens gyldne fremtid uden for Europa fik sig en skidt start, da Boris Johnsons regering valgte at satse på Huawei som producent af landets fremtidige 5G-netværk. Johnson måtte igennem en telefonsamtale med en rasende Trump, som havde meget lille forståelse for, at USA’s tætteste europæiske allierede valgte at satse på en frontorganisation for det kinesiske kommunistparti som partner i opbygningen af fremtidig kritisk infrastruktur. Samme valg kommer andre lande til at stå overfor: skal man indordne sig under den kinesiske eller den amerikanske verdensorden? Europa kommer i denne sammenhæng til at betyde mindre og mindre, bl.a. pga. manglen på store europæiske teknologivirksomheder. Der har været snak om, at EU muligvis kan sætte en global standard for reguleringen af teknologi som 5G, som man så med GDPR-lovgivningen. Det er et fromt håb, som vil blive skuffet. Europas indre marked kommer ikke til at fortsætte med at være det største marked i verden, og dermed kommer EU også til at miste den forhandlingsposition, hvormed det har mulighed for at kræve, at andre lande følger EU’s regler.

Coronapandemien er en accelerator for alle disse processer, og dermed altså en trussel mod globaliseringen, multilateralisme og de globale institutioners beslutningsdygtighed.

Med globaliseringen af forsyningskæder er også fulgt globaliseringen af risici, og denne virkelighed er vi ved at vågne op til. Desto mere Kinas økonomi integrerer sig i verdensøkonomien, desto større risiko er der fx også for, at en inficeret flagermus kommer til at vælte den globale økonomi, fordi Kina ikke har formået at regulere brugen af de såkaldte ”wet markets”. Men dette skal ikke forstås som en nationalkonservativ klagesang – for uden globaliseringen havde vi heller ikke haft en global vidensdeling om løsningerne på coronakrisen; vi havde ikke haft Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at facilitere den vidensdeling. Hvor vi ville have været uden sådanne globale institutioner er svært at sige, men at det ville være en mere konfliktfyldt verden, er svært at være uenig i.

Men nu bliver multilateralismen skiftet ud med et andet, langt farligere diktum: ’enten er du med os, eller også er du imod os’.
Kina har allerede vist, at man kun vil deltage i internationale institutioner, hvis de respekterer landets partikulære geopolitiske opfattelser. Det har været en pine at være vidne til WHO’s krybende adfærd overfor det kinesiske styre. Ja, WHO har faciliteret vidensdeling – men organisationen har også nægtet at lytte til fx Taiwan – et demokratisk land, som har responderet mere effektivt på coronapandemien end stort set noget andet land i verden. I midten af april blev der ikke rapporteret om nye smittede i Taiwan.

Her vil folk indvende, at USA aldrig var den ”skinnende by på bakketoppen”, som det er blevet gjort til (udtrykket stammer fra Jesu bjergprædiken, men det er blevet brugt som udtryk for en amerikansk exceptionalisme, fx af Reagan). USA har projiceret sin magt i stort set alle de institutioner, det har deltaget i. Der har dog været en grad af relativ selvstændighed: USA finansierer til stadighed størstedelen af FN’s budget til trods for, at FN’s Menneskerettighedsråd ofte udtaler kritik af USA’s nære allierede Israel. Men denne accept af en relativ uafhængighed af globale institutioner lader også til at være på tilbagetog. I en bemærkelsesværdig tale i FN fra september 2019 udtalte Trump, at fremtiden ikke tilhørte globalister men patrioter samt at lande burde sætte deres egne interesser først – ligesom USA. Derudover beklagede Trump sig stærkt over Kinas medlemskab af Verdenshandelsorganisationen; endnu et tegn på modviljen mod at løse konflikter inden for den eksisterende liberale ordens arkitektur.

Derfor står EU på randen af afgrunden
I lyset af Trumps og USA’s abdicering fra rollen som den liberale ordens vogter, har visse vittige sjæle udråbt Tyskland og kansler Angela Merkel som den frie verdens leder. Coronapandemien afslører endnu engang, hvor forkert den forestilling er.

Siden den europæiske gældskrise 2009-2012 har euroen – og EU – levet et farligt liv. De grundlæggende strukturelle problemer er ikke blevet løst: De 19 eurolande har fortsat en valuta, men 19 forskellige økonomier. For de sydeuropæiske økonomier er valutaen kunstigt høj, mens den for de nordeuropæiske er kunstigt lav. Det er bl.a. dette, der har medvirket til at Tyskland har opbygget så enorme overskud på landets betalingsbalance; men dette er der fortsat ingen forståelse for i Nordeuropa, og netop denne manglende forståelse kan blive enden på euroen – og ultimativt det europæiske projekt.

 

At coronapandemien netop skulle ramme Italien (og Spanien) så hårdt er helt utrolig uheldigt. Italien havde i forvejen Europas næsthøjeste gældsniveau (efter Grækenland) og frem for alt høje gældsomkostninger
_______

 

Coronapandemien er en menneskelig tragedie. Men ikke nok med det: At coronapandemien netop skulle ramme Italien (og Spanien) så hårdt er helt utrolig uheldigt. Italien havde i forvejen Europas næsthøjeste gældsniveau (efter Grækenland) og frem for alt høje gældsomkostninger. Den gældsbyrde kommer kun til at vokse sig større – sammen med den kommende økonomiske recession, som ifølge flere prognoser bliver værre end krisen i 2008. Italien burde kunne klare sig igennem krisen uden at gå statsbankerot, så længe Den Europæiske Centralbank holder de store obligationsopkøbsprogrammer i gang (det er dog bestemt ikke sikkert), men spørgsmålet er, om euroen og EU kan holde til det politiske chok, som krisen vil skabe.

Man bør her huske på, at dette er et fuldkomment eksternt chok: Italienerne er grundlæggende blevet ramt af sort uheld.

Når man ser billederne af militærkøretøjer, der holder i kø for at kører ligkister væk fra hospitalerne i Norditalien, forekommer idéen om europæisk støtte at være nærliggende. Hvad skulle EU ellers være til for?

Fredag d. 10. april kom der også en europæisk aftale om finansiel støtte til eurozonelandene. Aftalen indbefatter initiativer for 500 milliarder euro – en ikke ubetydelig sum penge. De to vigtigste initiativer i den sammenhæng er 240 milliarder euro til den Europæiske Stabilitets-Mekanisme (ESM) – investeringsfonden, som blev oprettet ifølge med gældskrisen 2009-2012, samt 100 milliarder euro til en anden fond, SURE – Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency, som skal understøtte nationale arbejdsløshedsprogrammer. Ingen af de programmer afhænger af såkaldte ’konditionaliteter’ – nedskæringsprogrammer, som EU-lande skal gennemføre for at få del i støtten. Men til gengæld er deres omfang begrænset.

ESM-pengene kan kun bruges til direkte eller indirekte sundhedsudgifter som lande måtte have ifølge med krisen. Og SURE er ment som midlertidig støtte – det er ikke en genoprettelsesplan. Landene blev ganske vist enige om, at der skal skabes en sådan genoprettelsesfond, men hvad den konkret skal indeholde, er der ingen aftale om. Ifølge EU-analytiker ved Financial Times, Wolfgang Münchau, ligger de samlede programmer et ”godt stykke under makroøkonomisk signifikans.” Vigtigst er dog det, man ikke kunne komme til enighed om, nemlig de såkaldte Eurobonds.

Her er det tydeligt, at nordeuropæerne fortsat ikke har forstået, at vi – på godt og ondt – har bundet os sammen i et skæbnefællesskab med Sydeuropa. En hård kerne af lande i Nordeuropa – Holland, Tyskland, Østrig samt Finland – er hårdnakkede modstandere mod idéen om såkaldte euro- eller coronabonds. Sådanne eurobonds ville udstedes som statsobligationer på finansmarkederne – præcis som normale statsobligationer. Den eneste forskel ville være, at eurozonelandene samlet ville dække for udstedelsen af obligationerne. Det ville betyde, at lande som Italien, Grækenland og Spanien ville kunne låne til billigere rater på finansmarkederne – og vigtigere, det ville skabe et incitament til at skabe en fælles eurozoneøkonomi, ikke blot en pengepolitisk union. Det lyder måske ubehageligt i tyske eller hollandske ører, men det er ikke desto mindre det, landene indvilligede i, da de gik med i euroen. Den fælles økonomi er blot aldrig blevet skabt.

 

Nordeuropæerne har fortsat ikke forstået, at vi – på godt og ondt – har bundet os sammen i et skæbnefællesskab med Sydeuropa. En hård kerne af lande i Nordeuropa – Holland, Tyskland, Østrig samt Finland – er hårdnakkede modstandere mod idéen om såkaldte euro- eller coronabonds
_______

 

Men sådanne eurobonds bekæmpes nu af Tyskland og mest hårdnakket af Holland; det er nok engang urolige for, at det vil skabe moral hazards: dvs. at lande som Italien vil begynde at låne alt, hvad de kan uden at reformere deres økonomi. Men her skal man huske på to ting. For det første, at Italien de sidste 25 år har haft overskud på landets strukturelle saldo, når man fratrækker finansieringen af den allerede stiftede gæld. Med andre ord er dette et problem, der går tilbage til 1980’erne. Uanset hvad er Italiens økonomi af systemisk betydning, og det står efterhånden klart, at landet ikke vil kunne genoprette sin økonomi på egen hånd. Og det er her de afgørende sværdslag kommer til at finde sted. For det er stærkt tvivlsomt, om Italien kan holde til endnu en gang at skulle underlægge sig økonomiske diktater fra Eurozonen. Den stærkt euroskeptiske Matteo Salvini lurer i kulissen i Italien. For det andet har coronapandemien ramt landet som et lyn fra en klar himmel. Hvad skulle landet have gjort anderledes, må man spørge?

Og det er netop det spørgsmål, italienerne stiller sig selv nu. Ifølge en række meningsmålinger foretaget i midten af marts, føler hele 88 pct. af italienerne sig svigtede af EU; 67 pct. mener, at EU-medlemskabet er en ulempe for landet. Det er den slags tal, der burde få det til at ryste i bukserne hos de nordeuropæiske ledere.

Hvad en italiensk exit fra enten euroen eller både euroen og EU ville betyde er svært at spå om, men mange franske banker har en betydelig eksponering til den risikofyldte italienske banksektor. Det ville sandsynligvis kaste EU ud i endnu en bankkrise og muligvis endnu en gældskrise, fordi de europæiske stater igen ville skulle understøtte europæiske bankers gældsbyrder. Politisk set ville det være et mareridt: Ville Italien vende sig mod Rusland eller Kina i jagt på billig energi, olie og handelsaftaler? Og ville resten af Sydeuropa følge efter?

Italien er den største handelspartner for mange sydeuropæiske lande. Hvis et italiensk exit fra euroen blev tilfældet, ville det europæiske projekt være døden nær: Europa ville nok engang være splittet. Institutionerne ville muligvis stå tilbage, men som tomme skaller.

Det er muligvis urimeligt at kritisere Merkel for at være modstander af eurobonds. Det tyske kristeligt-konservative parti, CDU, står midt i en valgkamp, hvor den næste leder af partiet og – må man formode: den næste kansler – skal findes. Selv hvis Merkel var tilhænger af eurobonds, ville det være svært for ikke at sige umuligt for hende at samle sit bagland om idéen: at dække for sydeuropæisk statsgæld er gefundeness Fressen for Alternative für Deutschland – det parti, som den kommende kansler skal finde et effektivt modsvar på.

Kort sagt: Tyskland – og Europa – står dermed uden politisk lederskab, midt i en krise af historiske proportioner. Det kan gå rigtig, rigtig galt.

Derfor er verden i centralbankernes greb
Coronakrisen udgør på denne og flere måder en grundlæggende trussel mod globalisering, global governance og europæisk samarbejde. Men der er en undtagelse – i skikkelse af en flok grå eminencer og teknokrater: centralbankerne.

Tilbage i efteråret 2008, efter Lehmann Brothers’ kollaps den 15. september, frøs likviditetsmarkederne til. Pludselig var det ikke muligt for verdens banker at optage kortfristede lån hos andre banker. Ultimativt ville konsekvensen have været, at almindelige mennesker ikke kunne trække penge ud af bankautomaten. Dette var ikke kun et problem i USA. Stort set alle europæiske banker havde mæsket sig i obskure finansielle derivater og obligationer, som i sidste ende stammede fra det grotesk overbelånte amerikanske boligmarked. Da krakket kom, stod alle europæiske banker med akutte likviditetsproblemer, specifikt manglede de dollars – rigtig mange dollars. Så mange dollars, at der ikke var nok i Europa.

 

Dermed lånte The Fed et fuldkomment astronomisk beløb til en lang række centralbanker. De totale lånefaciliteter beløb sig til over 10 billioner dollars fra december 2007 til august 2010, og den europæiske centralbank (ECB) var langt den største modtager
_______

 

Den Amerikanske Centralbank – The Fed – stod altså overfor et kollaps i den transatlantiske banksektor. Den britiske historiker Adam Tooze har i sin bog Crashed (se side 210-215) beskrevet, hvordan dette bl.a. blev løst med de såkaldte liquidity swap lines: I de nødstedte bankers enkelte lande overførte den relevante centralbank det nødvendige beløb i den lokale valuta til en konto i den amerikanske centralbanks navn. The Fed overførte derefter det tilsvarende beløb i dollars – til en allerede aftalt vekselkurs – til centralbanken. Derefter lånte de dollars videre til de enkelte banker for at opretholde likviditeten i systemet. På et senere tidspunkt ville parterne omvende handlen til den originale vekselkurs.

Dermed lånte The Fed et fuldkomment astronomisk beløb til en lang række centralbanker. De totale lånefaciliteter beløb sig til over 10 billioner dollars fra december 2007 til august 2010, og den europæiske centralbank (ECB) var langt den største modtager. Som Tooze skriver, var the Fed blevet en lender of last resort – den sidste udvejs låneudbyder – for de europæiske, japanske og sydkoreanske centralbanker.

For en måned siden, den 19. marts, genåbnede the Fed de swap lines, og denne gang inkluderer det endnu flere lande: ECB, Danmarks Nationalbank, Sveriges Riksbank, samt centralbankerne i New Zealand, Japan, Sydkorea, Australien, Brasilien, Mexico, Canada, Schweiz, Storbritannien og Singapore. Af dem er det dog kun Canada, Japan, Schweiz, Storbritannien og ECB, der har ubegrænset adgang til dollarlikviditet.

Og i denne omgang har the Fed desuden udvidet sine lånefaciliteter til endnu flere lande og centralbanker igennem et andet program, kaldet FIMA (”temporary repurchase agreement facility for foreign and international monetary authorities”). Dette program tillader centralbanker med en konto hos the Fed at udveksle deres amerikanske statsgældsobligationer mod dollars. Det kommer i første omgang dog kun til at hjælpe lande med signifikante mængder amerikanske statsgældsobligationer – fx Taiwan og Hong Kong.

I tilgift har den europæiske centralbank – ifølge med coronakrisen og i manglen på europæisk politisk og økonomisk lederskab – udvidet deres aktie- og obligationsopkøbsprogrammer enormt igennem det såkaldte PEPP (Pandemic Emergency Purchase Programme), hvilket beløber sig til 750 milliarder Euro.

Dette er alt sammen bemærkelsesværdigt af en række grunde:

For det første har det cementeret, at de eneste tilbageværende, effektive globale institutioner er centralbankerne. Den amerikanske centralbank er hele verdens centralbank. Og dette til trods for, at Trump stadig sidder i Det Hvide Hus.

Indtil krisen ramte var der tvivl om, hvorvidt the Fed ville turde begive sig ud i den samme slags økonomiske redningsaktioner, som den begav sig ud ifølge med finanskrisen. Den frygt har i særlig grad vist sig ubegrundet. Præcis hvorfor er svært at gisne om, men sikkert er det, at Centralbankens operationer foregår under radaren: enorme opkøbsprogrammer bliver afsløret i anonyme pressemeddelelser fyldt med umulige akronymer og termer: Liquidity Swaps, FIMA, Repo-aftaler osv. og bliver kun dækket i opinionssiderne i Financial Times.

Man kan spørge sig selv, om Trump overhovedet er klar over, hvad der egentlig foregår. Der er dog også ganske realpolitiske årsager på spil: den amerikanske dollar fungerer reelt set som verdens reserve-valuta. Hvis europæiske eller japanske banker pludselig ikke havde adgang til dollarlikviditet, ville det dermed også ramme amerikanske banker. Derudover er det åbenlyst, at denne status som valuta-hegemon bidrager til USA’s status som verdens mægtigste land.

 

Med andre ord: Siden finanskrisen er der altså sket en amerikanisering af verdensøkonomien. Og på samme vis har den Europæiske Centralbank fået en tilsvarende betydningsfuld rolle i europæisk økonomi og politik; en rolle, som meget sjældent anerkendes i den danske offentlige debat – og det på trods af, at vi fører fastkurspolitik mod euroen
_______

 

Det er værd at sammenligne denne internationale økonomiske orden med det såkaldte Bretton Woods-system – fastkurssamarbejdet mellem USA og dets allierede, som styrede verdensøkonomien fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til 1971, hvor USA besluttede at lade dollarens kurs flyde frit. Under dette system havde Den Internationale Valutafond (IMF) en helt klar rolle i at have opsyn med vekselkurserne mellem medlemslandene. Det var altså ikke en amerikansk institution, der havde den ultimative beslutningskraft, men derimod en international institution. I dag er den relevante institution amerikansk – og kun amerikansk.

Med andre ord: Siden finanskrisen er der altså sket en amerikanisering af verdensøkonomien. Og på samme vis har den Europæiske Centralbank fået en tilsvarende betydningsfuld rolle i europæisk økonomi og politik; en rolle, som meget sjældent anerkendes i den danske offentlige debat – og det på trods af, at vi fører fastkurspolitik mod euroen.

Til gengæld er det et åbenlyst demokratisk problem, at de mest betydningsfulde og effektive globale institutioner er styret som teknokratier, samt at deres beslutninger i høj grad unddrager sig den kritiske offentlighed. Ikke desto mindre er det denne verden, vi lever i: Coronapandemien afslører, at vi lever i en verden, hvor mange centrale politiske beslutninger bliver taget af anonyme centralbankfolk; ikke af denne verdens politiske ledere. Men vi skal samtidig prise os lykkelige for institutionernes eksistens og for det faktum, at de har taget ansvaret på sig i denne krisetid.

En række spørgsmål udestår. For det første spørgsmålet, om Den Amerikanske Centralbank kan holde til at udstrække dets lånefaciliteter til Kina. Sikkert er det, at der ikke foreløbig bliver oprettet nogen swap-line til Kina, men kineserne råder over en enorm mængde amerikanske statsgældsobligationer, som landet ville kunne anvende som modydelse i det amerikanske FIMA-program. Men som coronapandemien har vist – og jf. denne artikels første del – så er forholdet mellem de to lande tiltagende anstrengt.

Det fører til et andet dilemma: Selvom det manglende demokrati er et problem, er det sidste, man skal håbe på, en egentlig politisering af Den Amerikanske Centralbanks politik. For i det øjeblik the Feds enorme hjælpeprogrammer bliver gjort til et fugleskræmsel for den amerikanske højrefløj, fx fordi den hjælper den kinesiske stat til at komme fri af krisen, er verden med et blevet til et farligere sted at opholde sig. Først og sidst har vi brug for global governance, selvom den kommer i amerikanske klæder.

Interregnum
Vi lever reelt i en verden af i går, midt mellem to paradigmer – i et interregnum – og det står endnu ikke klart, hvordan brikkerne kommer til at falde på plads. Muligvis vil Eurozonen om 10 år reelt set være en integreret føderalstat med fælles budgetter og statsobligationer. Muligvis vil USA vige tilbage fra den isolationistiske kurs, det har sat sig. Måske vil Kina beslutte sig for at blive en aktiv deltager i verdenssamfundet. Måske vil centralbankerne ikke længere opføre sig som eksperimentarier for eksotisk makroøkonomisk politik og være gået tilbage til at styre pengemængden og inflationen, og ikke så meget andet. Måske. Men det er de spørgsmål, der kommer til at være afgørende for, hvor verden lander efter krisen.

Uanset hvad bliver verdens gang bestemt i disse timer, dage, uger og måneder, og den bliver bestemt af beslutninger taget i lyset af pandemien. Den udgør et strukturelt pres på disse beslutningstagere, men det er ikke den eneste bestemmende struktur – og strukturer er ikke det eneste, der afgør vores valg. Men at beslutningerne overhovedet bliver taget, skyldes at krisen er her; den tvinger os til at tage valg, der ellers ikke ville være aktuelle. Således gennemlever vi nu endnu en af den moderne verdens store kriser, som skubber historiens gang fremad. En ting er dog sikkert: Det bliver et stykke historie, man vil fortælle sine børnebørn. ■

 

Således gennemlever vi nu endnu en af den moderne verdens store kriser, som skubber historiens gang fremad. En ting er dog sikkert: Det bliver et stykke historie, man vil fortælle sine børnebørn
_______

 



David Rischel (f. 1994) er freelancejournalist og Msc. i politisk teori fra London School of Economics. ILLUSTRATION: John F. Kennedy lufthavn i New York står tom pga. coronapandemien, d. 16. april, 2020 [foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix]