Dennis Kristensen: Hvorfor er så mange af dem, der varetager samfundskritiske funktioner, så lavtlønnede?

Dennis Kristensen: Hvorfor er så mange af dem, der varetager samfundskritiske funktioner, så lavtlønnede?

21.04.2020


Traditionelt har det især i den offentlige sektor været uddannelseslængde og ansvar, der har bestemt forskellige faggruppers lønforhold. Men coronakrisen har synliggjort, at de kriterier ikke giver mening som den eneste målestok for udmåling af en retfærdig løn til dem, der udfører samfundskritiske funktioner.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Dennis Kristensen

De ansatte i sundhedsvæsenet og ældreplejen, som udgør frontlinjen af medarbejdere i bekæmpelsen af corona-smitten og behandlingen af indlagte, er fra begyndelsen af krisen blevet mødt med stor og bred folkelig opbakning. De er blevet klappet af og sunget for landet over, og der har ikke kunnet afholdes et pressemøde uden at politikere, erhvervsfolk, sundhedsfaglige specialister og fagforeningsfolk har rettet en varm og velfortjent tak til dem for deres indsats under disse svære vilkår.

Og de mange andre udenfor sundhedsvæsenet og ældreplejen, som den ansatte på de sociale institutioner, kassedamen, lagerarbejderen, chaufføren, politibetjenten og alle de andre, der sørger for, at der er mad og drikkevarer i butikkerne, lys i lamperne, gang i kloakkerne og varme i radiatorerne er sidenhen – med lidt forsinkelse – også kommet med i taksigelserne

De, der holder velfærden og samfundet kørende på trods af den delvise nedlukning, fortjener den største taknemmelighed. Men de fortjener også, at det fokus, der under sundhedskrisen er kommet på deres arbejdsområder, ikke blot forsvinder, når samfundet igen er åbnet op og så småt begynder at vende tilbage til mere normale forhold.

 

De fortjener, at vi som samfund veksler anerkendelsen og takken til løn- og arbejdsforhold, der afspejler den vigtighed, vi har tillagt deres indsats under sundhedskrisen
_______

 

Taknemmeligheden bør kunne ses på lønsedlen
De fortjener, at vi som samfund veksler anerkendelsen og takken til løn- og arbejdsforhold, der afspejler den vigtighed, vi har tillagt deres indsats under sundhedskrisen. Det er der mange gode grunde til. Retfærdighed, rimelighed og anstændighed hører til rækken af gode grunde.

Men den mest indlysende grund udspringer af den nye prioritering, som coronakrisen har skabt: Udpegningen af særlige opgaver i samfundet, som skal anses for så vigtige, at de kan udpeges som ”samfundskritiske funktioner.”

De for samfundet kritiske funktioner er dem, der skal fungere i alle situationer og under alle forhold. Dem, der ikke må bryde sammen, selvom samfundet udsættes for voldsomme omvæltninger.

Grundlæggende er det samme tankegang, som efter finanskrisen førte til udpegning af såkaldte systemiske banker, der spiller så stor en rolle for den danske samfundsøkonomi – ”Too Big to Fail” – at de ikke må gå ned.

Krisens kernemedarbejdere
Det burde give sig selv, at de, der arbejder med disse livsnødvendige eller samfundsnødvendige opgaver, må opfattes som krisens kernemedarbejdere i både den offentlige og den private sektor.

Undervejs i sundhedskrisen er der da også lavet en række særbestemmelser for offentligt- og privatansatte ved samfundskritiske funktioner i forhold til eksempelvis corona-tests, børnepasning, pligt til afvikling af ferie og afspadsering for hjemsendte.

Men kigger man nærmere på disse faggrupper er det påfaldende, at der for rigtigt manges vedkommende er et betydeligt gab mellem deres løn- og ansættelsesvilkår på den ene side og deres arbejdsopgavers kritiske indhold for samfundet på den anden. Der er på almindeligt portørdansk påfaldende mange lavt- og laverelønnede blandt de ansatte, som er uundværlige i krisetider.

Der er i sagens natur også læger, DJØF’ere og andre akademikergrupper beskæftiget ved samfundskritiske funktioner, som på samme måde er uundværlige, men som ikke kan anses for at være lavt- eller laverelønnede. Deres arbejdsopgavers samfundsmæssige værdi kan allerede i dag ses på lønsedlen.

Og netop den samfundsmæssige værdi er et kernepunkt, hvis politikeres, arbejdsgiveres og befolkningens tak til medarbejderne på sundhedskrisens frontlinje, skal omsættes til noget, der kan tages og føles på både i hverdagens arbejdsvilkår og den månedlige lønoverførelse til bankkontoen.

 

Der er på almindeligt portørdansk påfaldende mange lavt- og laverelønnede blandt de ansatte, som er uundværlige i krisetider
_______

 

Værdiansættelsen bør vendes på hovedet
Coronavirus har vendt meget på hovedet. Der er brug for, at vi også vender værdiansættelse af arbejde på hovedet i de samfundskritiske funktioner.

Skal de mange lavt- og laverelønnede ved samfundskritiske funktioner have løn- og ansættelsesvilkår, der modsvarer arbejdets værdi for samfundet, så er der brug for en ny måde at tænke værdiansættelse på.

Med den meget forsigtige genåbning af dele af samfundet er de rengøringsansatte et oplagt eksempel på, at der skal andre boller på lønsuppen, hvis taknemmeligheden overfor indsatsen skal kunne ses i kroner og øre. Med sundhedskrisen står hygiejnen og ansvaret for hyppig rengøring, afvaskning og afspritning nemlig helt centralt i gennemførelsen af en succesfuld genåbning og opretholdelsen af åbningen. Det ansvar bør naturligvis afspejle sig i de rengøringsansattes løn, særligt når den offentlige rengøring gennem årtier er blevet nedprioriteret. Det samme gør sig gældende for de mange faggrupper i sundhedsvæsenet, ældreplejen, indsatsen for udsatte og de mange ansatte indenfor basale livsfornødenheder.

Traditionelt har det ikke mindst i den offentlige sektor været uddannelseslængde og ansvar, der har bestemt forskellige faggruppers lønforhold. Men uddannelseslængde og den hidtidige forståelse af ansvar giver imidlertid ikke mening som den eneste målestok for udmåling af en retfærdig løn til de ansatte ved samfundskritiske funktioner. Og det kan heller ikke blot baseres på udbud og efterspørgsel, for det spiller reelt ingen større rolle i den offentlige sektor og gør det kun på dele af det private arbejdsmarked.

Den klassiske målestok for udmåling af løn gennem uddannelseslængde og ansvar har usynliggjort de rengøringsansatte og deres ansvar for hygiejnen.

 

Den klassiske målestok for udmåling af løn gennem uddannelseslængde og ansvar har usynliggjort de rengøringsansatte og deres ansvar for hygiejnen
_______

 

Forandringer kræver folkelig opbakning
Kommer det til at ske i virkelighedens verden at krisen vil resultere i højere lønninger? Vil taknemmeligheden over de uundværliges indsats kunne ses på lønsedlen i løbet af en årrække? Svaret kan ende både som nej og ja. Nej, hvis de ansatte ved de kommende års overenskomstfornyelser vender sig om og konstaterer, at der er blevet helt mennesketomt bag dem, efter coronakrisen har lagt sig.

I den situation vil de ansatte være oppe imod ikke bare arbejdsgivere og deres forhandlerstab af DJØF’ere, som i både den private og den offentlige sektor ofte giver udtryk for, at der ikke er brug for at hæve de lavtlønnedes løn, men derimod for at skabe større økonomisk afstand – lønspredning på DJØF-sprog – mellem højt- og lavtlønnede. Eksempelvis er det arbejdsgiverforeningen Dansk Erhvervs grundlæggende opfattelse, at ældrearbejdere lønmæssigt bør placeres på niveau med kassemedarbejdere, som arbejdsgiverforeningen pointerede det overfor mig ved en tidligere overenskomstforhandling.

Arbejdsgiverne, især i den offentlige sektor, synger mere eller mindre bevidstløst med på omkvædet om, at det skal kunne betale sig at uddanne sig, og at uddannelsesstigen dermed også skal være en lønstige. Jo længere uddannelse, jo højere løn, uanset arbejdets art og dermed arbejdets samfundsmæssige værdi – med mindre ekstrem arbejdskraftmangel ligefrem tvinger lønnen højere op på stigen.

Til gengæld kan svaret blive et ja, hvis vi som befolkning holder fast i klapsalverne og hyldestsangene – hvis der ikke er mennesketomt bag de ansatte, når slagene skal slås.

Hvis vi med andre ord stiller krav til virksomheder og politikere om lønninger til de ansatte i de samfundskritiske funktioner, som netop modsvarer, at arbejdsopgaverne er helt afgørende for os alle sammen. Hvis vi tager os selv og vores taknemmelighed alvorligt og fastholder opbakningen til de, der udfører det, som skal fungere i alle situationer. Hvis vi med andre ord viderefører corona-periodens fællesskab, fælles ansvarlighed og omsorg for de svageste. ■

 

Med sundhedskrisen står hygiejnen og ansvaret for hyppig rengøring, afvaskning og afspritning nemlig helt centralt i gennemførelsen af en succesfuld genåbning og opretholdelsen af åbningen. Det ansvar bør naturligvis afspejle sig i de rengøringsansattes løn…
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister


Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix